En flygtning kom forbi

En diskussion med iscenesætter Tove Bornhøft om kunstens mulighed for at italesætte flygtningeproblematikken.

Middelhavet er efterhånden blevet en våd kirkegård for mange flygtninge. 3.279 blev det til i 2014. Et 11. september i Europas baghave, som nogen har påpeget. Og med redningsaktioner erstattet af grænsekontrol forventes tallet at blive langt højere i år. De heldige, der når i land, går ofte en usikker fremtid i møde. Alt for ofte forbliver de ubudne gæster i lande, hvis asylsystemer for længst har spillet fallit.

Imidlertid vil Danmark helst ikke påtage sig et ansvar for at omfordele asylansøgerne på en mere ligelig måde. Dertil rækker appetitten dårligt nok, påstod statsminister Helle Thorning fornyligt på et EU-topmøde i Bruxelles.

Der er snart folketingsvalg, og asylansøgere – døde eller levende – stemmer ikke. Denne introduktion formår næppe heller at vække nogen form for medfølelse. Historien om de 3.279 døde og utallige levende er vel nok for konkret og for ensidig. Billedet på ulykken forbliver det samme: Grynede mobiloptagelser af både, fyldt til randen med brune ansigter og hænder. Statistikker på avissider. Beretningerne overasker os heller ikke længere, de er for smertefulde til at dvæle ved og på samme tid alt for fjerne til at berøre os i vores dagligdag. De mangler den abstraktion og universalitet, som kun god fiktion kan bringe.

”Ankomstens” brug af fantastiske elementer, uforståeligt skriftsprog og mærkværdig arkitektur formår at delagtiggøre læseren i den fremmedgørelse der møder migranten i det nye land.
”Ankomstens” brug af fantastiske elementer, uforståeligt skriftsprog og mærkværdig arkitektur formår at delagtiggøre læseren i den fremmedgørelse der møder migranten i det nye land.

Netop af denne grund vil jeg vide om fiktion kan spille en rolle i at italesætte de lidelser som udspiller sig i fort Europas andedam, og som i mange tilfælde fortsætter inde på fastlandet. Kvinden jeg skal møde hedder Tove Bornhøft. Hun er chef for Teater Rio Rose og arbejder derudover som skuespiller, instruktør, koreograf, forfatter og scenograf. Fornyeligt har hun premieret på Teatret Den Sorte Hest, med en aktuel, og i øvrigt fremragende, opsætning af Shaun Tans grafiske roman, ”Ankomsten”.

Som en fabel over sine kinesiske forældres rejse til USA, fortæller Tans ordløse beretning om en mands flugt til et fiktivt land. Her mødes han af afsavn, fremmedgørelse, et kafkask bureaukrati og en værtsbefolkning, der i bedste fald ser ham som billig arbejdskraft. Undervejs knytter han sig derfor til andre migranter, hvis baggrundshistorier subtilt alluderer krig, forfølgelse og slavearbejde.

Disse fortællinger var hvad der i første omgang tiltalte Tove Bornhøft: ”Den fortalte ikke at det var nazisme, fascisme, kommunisme eller islamisme. Den er helt universel og fuld af håb”, forklarer hun. Netop denne universelle menneskelighed synes at være et gennemgående tema i mange af Rio Roses forestillinger. Sidste forestilling, ”Blah Blah Blah”, handlede eksempelvis om en misbrugers ivrige (selv)bedrag, men under forestillingen var det med alt tydelighed kildevand som skuespilleren Folmer Kristensen ihærdigt bællede i sig. Karakterens opførsel og løgne blev på denne måde prototypiske for mange typer misbrug og dertilhørende patologi.

Shaun Tans tegninger taler for sig selv, så ideen om at bruge skuespillere blev hurtigt droppet. Til gengæld har man, med musik og kostumer, stræbt efter at genskabe stemningen fra tyvernes stumfilm. Foto: Robin Skjoldborg
Shaun Tans tegninger taler for sig selv, så ideen om at bruge skuespillere blev hurtigt droppet. Til gengæld har man, med musik og kostumer, stræbt efter at genskabe stemningen fra tyvernes stumfilm. Foto: Robin Skjoldborg

Det er en kold forårsdag på Broersgade ved Christianshavn, og himlen har antaget samme grå farve som fregatten Peder Skram, der ligger forankret et stykke herfra. Vi sidder ned ved et stort spisebord på Rio Roses hovedkontor, hvor Tove netop har serveret kaffe og the. Teaterkompagniet har ingen faste spillesteder, fortæller hun, men turnerer i stedet Danmark og verden rundt med sine forestillinger. For fire år siden læste Tove en anmeldelse af ”Ankomsten”, og efter selv at have fået fat i tegneserien kontaktede hun Shaun Tan, som gav hende tilladelse til at opsætte den.

Ideen var at forvandle tegneserielæsning til en større kollektiv oplevelse, og slutresultatet blev en slags stumfilm af “stiltegninger”. Tegneserieinstruktør Jonas Wagner fik til opgave at forarbejde bogens 449 billeder, og opvisningen akkompagneres hver aften af Thomas Klausen på flygel og sicilianske Francesco Calì på akkordeon.

Var der en idé fra jeres side om at opsætningen skulle italesætte nogle aktuelle problemer?

”Ja, jeg prøver altid med Rio Roses forestillinger at italesætte noget. Gerne nedbryde nogle fordomme om hvem sådan et flygtningemenneske kunne være. Sidst da vi spillede handlede det om alkohol (misbrug red.), hvem gemmer sig bag ved det? Jeg synes vi laver politisk teater.”

Det er sjældent at man hører flygtninge stemmer. Når man ser på fotografier er det tit og ofte bare en brun masse af brune hænder og ansigter. Tror du det er for fjernt for danskerne?

”Jeg tror gerne de vil høre det. Men jeg kan hverken fået Politiken, Jyllandsposten, Berlingske, eller Information ind og anmelde den. De har ikke tid selv om vi spiller en måned. Vi har en anerkendt, prisvindende illustrator, og en anerkendt og prisvindende komponist og musiker. Rio Rose er også anerkendt og prisvindende, og emnet højaktuelt, der findes ikke noget mere aktuelt end flygtninge. Men de kommer ikke. Thomas Clausen, pianisten, fortalte mig i går, som en personlig anekdote, at Peter Brixtofte har siddet til Venstres landsmøde og fortalt at vi ikke skal have positive historier om flygtninge, selv om der er mange, for det mister de stemmer på. Jeg synes det er deprimerende, trist og forstemmende. Vi har brug for nogen hvor vi kan spejle os i håb.”

Særligt det knugende savn af familien er noget som de inviterede flygtninge og asylansøgere kan relatere til. Derfor generer det også Tove når man snakker om ”bekvemlighedsflygtninge”.
Særligt det knugende savn af familien er noget som de inviterede flygtninge og asylansøgere kan relatere til. Derfor generer det også Tove når man snakker om ”bekvemlighedsflygtninge”.

Rio Rose inviterer jævnligt flygtninge og asylansøgere til at se opsætningen. Da de ikke selv har penge, får de fribilletter og gratis kaffe.

Hvad har reaktionen været fra folk med flygtningebaggrund?

”De var glade for det. Vi havde for eksempel en tolk med der var flygtet fra Gaza. Hun har boet har i 30 år og havde 10 syriske flygtninge med inde. Vi prøver at få det organiseret gennem Røde Kors, flygtningecentre og diverse asylansøgere under jorden, sådan at de også kan komme og se sig selv spejlet på en værdig måde. I Shaun Tans bog er der jo hverken voldtægter, drukneulykker eller tortur, det må man tænke sig til. Han giver på den anden side et håb om at vi kan opføre os ordentligt over for hinanden, at vi kan hjælpe hinanden. Den historie synes jeg er vigtig, de andre bliver vi simpelthen så kede af og opgivende over. Selvfølgelig skal vi høre dem, men der jo heller ingen sensation i at nogen vil hjælpe hinanden, vel?”

Jeg har altid har været vild med tegneseriers evner til at skabe allegorier over vigtige samfundsemner, V for Vendetta skildrede eksempelvis Thatchers Storbritanien, og Watchmen beretter om frygten for atomkrig. Kan jeres opsætning og Shaun Tans værk være med til at gøre flygtningeproblematikker universelle, og samtidig få danskerne til at forstå flygtninges dilemmaer og problemer?

”Det håber jeg (ler), hvis vi kan få nogen ind og se den. Det er det når den ikke bliver omtalt i avisen, så er det jo usynliggjort. Så det er kun via mund til mund at vi kan få nogen ind og se det. Når man ser det her får man forståelse for hvad det ved sige at savne nogen, hvad det vil sige at leve utrygt. Selv når det er lykkedes at komme væk har du alligevel måtte efterlade nogen i det land, hvor de har det dårligt. Jeg hørte en grusom historie om to drenge, hvor den ene endte i Rusland og den anden i Danmark. Ham i Danmark fik hjælp til at finde sin bror i Rusland, og fandt ud af at han levede som en hund. Flygtninge har det ad helvede til i Rusland. Jeg har været der på turné tre gange, og det er skræmmende derovre. Men asylsagen er forældet, og så må de altså ikke blive forenet her i landet. Så kan det godt være at broren har reddet sig og bor i Danmark, men han har det da forfærdeligt.”

”Det største traume man har fået i sit liv, det er også den største gave man har fået til livet. Det synes jeg denne bog viser”. Fra tegneserien "Ankomsten" af Shaun Tan
”Det største traume man har fået i sit liv, det er også den største gave man har fået til livet. Det synes jeg denne bog viser”. Fra tegneserien “Ankomsten” af Shaun Tan

Anbefalingen er hermed givet videre. De fleste danskere bliver ikke konfronteret med flygtninge på en daglig basis. De vedrører ikke os, og hvis de gør er det som regel på en negativ måde, som samfundsnassere osv.

”Ved du hvad? Det største traume man har fået i sit liv, det er også den største gave man har fået til livet. Det synes jeg denne bog viser.

Tove åbner den udgave af tegneserien hun har liggende på bordet og finder et billede, hvor hovedpersonens datter er blevet assimileret og hjælper en nyankommen migrant med at finde vej.
Hende hér! Det blik hun har der – hun ved hvordan den anden har det, og derfor går hun hen og hjælper hende. Det synes jeg er så smukt – hvis ens traumer hjælper med til at gøre verden bedre. Hun har empati for nogen der er kommet til et nyt land. Det er da det eneste positive ved traumer, hvis de bruges til at holde øje med hvordan andre har det. Så forstår jeg så ikke hvorfor vi er så røvforkælede herhjemme at vi ikke har nogen empati”.

screen-shot-2014-02-14-at-8-18-19-pm1

Forfatteren Neil Gaiman skriver at traumer fungerer som et sandkorn i en østers som vi gradvist bygger et lag perlemor op omkring til vi ikke længere kan mærke det. Kan man tale om at vi er i gang med at fortrænge et kollektivt traume?

”Jeg tror at hvis man er bevidst om ens smerte eller traume, og har fået vist omsorg for den, så vil man også kunne genkende den i andre og drage omsorg for dem. Men hvis man ikke vil have noget med den at gøre, så gentager man tværtimod overgrebet.

En længere diskussion, om fortrængningen af Danmarks rolle i at nægte tyske jøder asyl under anden verdenskrig, begynder.

”Jeg kan ikke forskellen i på at vi sagde nej til jøderne og dem vi siger nej til nu. Dem vi siger nej til nu er måske sorte, ’amen, så gør det nok ikke ondt i dem når de mister børn der sulter eller drukner, de må jo have helt andre følelser fordi de ikke har samme hudfarve.”

“Ankomsten” er produceret af Rio Rose spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 23. maj 2015. Anbefales på det kraftigste af Netudgaven!

Foto er fra forestillingen, af Robin Skjoldborg og tegningerne fra den oprindelige tegneserie af Shaun Tan.

More from Jonas Nyhjem

En flygtning kom forbi

En diskussion med iscenesætter Tove Bornhøft om kunstens mulighed for at italesætte...
Læs mere