Jeg er ikke skuespiller, få mig væk herfra!

PROLOG: Her er et paradoks.
Jeg bryder mig ikke deltagende teater – sådan noget teater hvor man skal blandes ind i forestillingen, udfordres på sin publikums status, hives ud af sit bekvemmelige sæde på 3. række midtfor, kostes rundt i manegen, tilsprøjtes med ketchup og mel for at tilfredsstille en eller anden semi-anarkistisk-såkaldt-utilpasset-men-i-virkeligheden-hipster instruktørs illusion om at publikum er hæmmede og komfortable og kun kan opleve, hvis de bliver provokeret, forulempet og føler sig rigtig, rigtig utrygge. De samme folk har det også med at kalde genren for oplevelsesteater, som om alt andet teater ikke var det. Altså en oplevelse.

Jeg får GRUNDANGST ved tanken om at nogen skal forsøge at bringe mig ’i spil’. Jeg får hjertebanken og blussende kinder ved den blotte antydning af, at der forventes noget af mig, som jeg ikke selv har skrevet under på. I ved – den der kontrakt man taler om mellem teater og publikum. Den vil jeg gerne have man overholder. Jeg vil gerne overraskes – men jeg vil gerne liiiiige briefes inden.

Jeg er ikke skuespiller. Mit sceneexit fandt sted for 28 år siden efter at jeg havde fået en tiktak galt i halsen under en gymnasieforestilling af “Anne Frank” for klassens forældre. Nicolai Hart Hansen, mit teater eKleKtisK‘ siden trofaste husscenograf, spillede min far (jeg spillede Anne Frank), og vi fik det vildeste grineflip, som kun er overgået mig en gang siden – under et satirisk radio program på Roskilde festivalen, hvor jeg – en af de to værter – grinte så højt af mine egne vittigheder at jeg måtte løbe ud af studiet og lade min medvært i stikken.

Men teatret slap jeg aldrig – jeg skulle bare finde min plads i den levende kunst – bagved som producent – ved siden af som journalist – foran som tilskuer. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Paradokset.

Jeg vader nemlig ind til den ene deltagerbaserede teaterforestilling efter den anden. Som en små masokistisk teaterafhængig tropper jeg op velvidende, at overgrebet lurer lige om hjørnet. Alene i den sidste måned er jeg havnet midt i Signas “Feberhavnen” – hvor jeg med nød og næppe undgik at blive iført tylskørt og sendt ud på scenegulvet for at give min version af “Giselle” – en brutal romantisk ballet fra 1841 om en kvinde der dør af et knust hjerte. Og ugen før indfandt jeg mig i en gammel pumpestation for at deltage i Fix og Foxys “Love Theater”. En forestilling om sexturisme med en thailandsk prostitueret, hvor jeg dog ikke slap så let – for alle publikummer kommer før eller siden op i Ping Pongs seng – hvad enten de vil det eller ej. Fænomenet kaldes også deltagerbaseret teater, oplevelsesteater, involverende teater og mange andre ligeså¨humpende forsøg på at indfange genren.

Hvorfor gør jeg det så, insisterer på en teaterform, som kræver min overvindelse? Det er der ikke et entydigt svar på – men jeg har et bud på hvorfor jeg ikke har opgivet gennem årene på trods af ubehagelige oplevelser. Svaret hedder Fix og Foxy.

Sæt turbo på teatret
Fix og Foxy består af Tue Biering og Jeppe Kristensen. Begge med uddannelsesbaggrund i teatret, Jeppe på Dramaturgi i Århus, Tue på Teaterskolen i København – nu Den Danske Scenekunstskole. En dag støder de på hinanden tilfældigt nede i Nyhavn i København. De kender hinanden fra år tilbage, hvor begge har henholdsvis arbejdet og været praktikant på Figurteatret i Norge. Men denne gang udvikler mødet sig, da Tue spørger Jeppe om han vil arbejde sammen på en Schiller forestilling i Turbinehallerne.

Jeppe Kristensen (th) og Tue Biering.
Jeppe Kristensen (th) og Tue Biering.

Nogle kan måske huske Det Kongelige Teaters eksperimenterende scene i Adelgade – pendanten til vores dages Det Røde Rum i Skuespilhuset. Det var før København var gået at lave og fantastiske industribygninger blev enten solgt eller revet ned for at give plads til parkeringspladser og luksusboliger.

Turbinehallerne var et gammelt elværk bestående af to transformerhaller, som Det Kongelige Teater lejede i 1997 og restaurerede for at have et rum, der kunne være et alternativ til de royale gemakker og alt hvad det indebærer i udforming og signalværdi. Stedet blev en legeplads midt i byen. Det eksisterede i 10 år, før det lukkede ned med indvielsen af det nye Skuespilhus på Kvæsthusbroen.

Turbinehallerne var i sine første år blot en anneksscene, men i 2004 satte Tue Bering sig ved roret i værtskab med scenograf Christian Friedlænder – og makkerparret fik hurtigt omdannet hallerne til hvad blandt andet er blevet kaldet Det Kongelige Teaters frække mutant. Stedet boblede – Turbotown åbnede med skiftende kuratorer, fester og forestillinger og pulsede derudaf i et helt andet gear med natklub og teater, med leg og nysgerrighed og en dynamisk lethed. Det var teater heydays – jeg bliver helt rørstrømsk ved tanken.

Det startede med Klein
I Turbinehallerne arbejder Jeppe og Tue sammen om ”Røverne” af Schiller. Som optakt tager de til Berlin for at tale ideer. De er klar over at de har nogle af slagsen, som er meget anderledes og langt fra det konventionelle teater, hvor man finder en tekst og iscenesætter den.

”Vi var begge to blevet tiltrukket af Naomi Kleins bog ”No Logo”. Der var et eller andet med den bog. Og så sad vi der i Berlin og lavede konceptet til ”Come on Bangladesh – Just do it”. Det var starten på en tanke om; at når der var nogle af de her kompleksiteter, som fx outsourcing – hvor man jo kunne lave en forestilling med en række skuespillere, hvor vi havde læst en masse bøger og skabte en performance lecture og prøvede at være kloge – så var der et eller andet, som sagde os, at det kunne aldrig få én til at rykke særlig meget mentalt, med mindre vi prøvede det selv”, fortæller Tue.

”Naomi Kleins hovedeksempel i bogen er Nike med sloganet; Just do it! Og det endte med at blive vores tilgang til det. I stedet for at lave noget OM outsourcing, så besluttede vi os for bare at gøre det, og se hvad der skete undervejs. Og så skulle vi ligesom levere en titel meget hurtigt, fordi billetsystemet på Det Kongelige var blevet outsourcet til Canada. Og de der canadiere, de skulle bare have en titel og det skulle være nu. Der var en masse mærkelige ting omkring det der outsourcing – så vi tænkte – nu gør vi det bare. Lad os outsource en forestilling. Så i stedet for at blive en testbog blev det egentlig en drejebog. I første kapitel står der hvordan slipper man af med sine arbejdere. I næste kapitel står der hvordan overfører man pengene til en pr afdeling. Hvordan finder man en fabrik i Østen. Så fulgte vi den som en slags dramaturgi, snarere end et tekst materiale”, fortæller Jeppe.

Tue og Jeppe tog til Bangladesh, hyrede 5 skuespillere, lærte dem det nødvendige dansk i løbet af 6 uger, fløj dem til København og lod dem opføre “Elverhøj” på Det Kongelige. Bum!

COME ON BANGLADESH, JUST DO IT! from FIX&FOXY on Vimeo.

Virkelighedsteater og publikum på scenen
Med ”Come on Bangladesh – just do it” indleder Jeppe og Tue et teatersamarbejde, som de næste mange år beskæftiger sig med det man kan kalde virkelighedsteater. Et teater hvor de medvirkende spiller sig selv og fortæller deres egne historier i et eller andet omfang. Et teater der ofte foretrækker amatører og en form, og som gerne insisterer på at publikum skal deltage, op af stolen og ind på scenen. Gisp!

Virkelighedsteater er en mærkelig betegnelse – for det ER virkelig stadig teater og ikke virkelighed. Men formen benytter sig af nogle fortælletekniske greb, der forstærker en oplevelse af autencitet og bruger kravet om autencitet som et æstetisk strukturende princip. Med udgangspunkt i ’rigtige’ mennesker, der fortæller ’rigtige’ historier – kombineret med inddragelsen af tilskueren – etableres et rum for erfaring gennem deltagelse fremfor iagttagelse. Det er her Fix & Foxy ser formens potentiale – hvor vi – tilskueren – handler og foretager valg fremfor at tage stilling til andres valg og handlinger.

I årene fra 2006 frem til i dag skaber de en række forestillinger, som leger med formen og gennem denne strategi manipulerer med publikum for at skabe refleksion og eftertanke der ikke lukker ned kort tid efter at publikum forlader teaterummet. ”Vi taler altid om at der er en 1. og en 2. akt og 1. akt er det der sker inde i teatret og 2. akt er det der sker inde i dit hoved bagefter”, siger Jeppe.

Den strategi, benytter de sig også af i ”Viljens Triumf”, som er baseret på en tysk dokumentar- og propagandafilm fra 1935, “Triumph des Willens”. af Leni Riefenstahl, bestilt af Hitler. Den handler om nazipartiets årsmøde i 1934 i Nürnberg og indeholder uddrag fra taler af en række naziledere, deriblandt Hitler, med billeder af store masser af partimedlemmer. Det altoverskyggende tema i filmen er Tysklands tilbagevendelse som en stormagt med Hitler som den sande tyske leder, der vil bringe nationen ære.

Publikum heiler sig gennem forestillingen i "Viljens Triumf". Foto Silje Heltoft
Publikum heiler sig gennem forestillingen i “Viljens Triumf”. Foto Silje Heltoft

Manipulationens elegance
Fix & Foxys version er en lille genistreg, hvor de med publikums engagement genskaber filmen. Man inviteres indenfor til filmoptagelserne – dog uden i første omgang at vide, at man selv indgår i scenerne. Man dirigeres rundt i manegen som på et andet filmset, publikum agerer folkemængde, instrueret at forestillingens eneste skuespiller. Som publikum træder man i et univers, hvor man langtsomt forføres af en glad mand, der skal lave en film om fællesskab, optimisme og fremtidshåb.

”Da vi så filmen, tænkte vi: Alle er glade. Men ved de egentlig hvad det er de laver? Og hvis de gør, hvorfor siger de så ikke nej. Og der opstår vores idé. Publikum skal gå fra at være en lille smule med til at være fuldstændig søbet ind”, fortæller Jeppe. Og ja, fra at sidde omkring lejerbålet og synge uskyldige sange ender vi, publikum, med at gå rundt i salen i lange rækker iført langskaftede gummistøvler, heilende. I stedet for at stille spørgsmålet om hvorvidt man kunne forføres, forføres man frivilligt – manipuleres ind i et univers, der forekommer legende men overfladen skjuler alvoren.

Politisk teater uden parole
Det er et teater som er drevet af nysgerrighed, undren og ofte med et klart politisk indhold – som også ofte knytter sig til virkelighedsteatret og dets optagethed af samfundsstrukturer og deres menneskelige konsekvenser. Prostituerede, asylansøgere og hjemløse befolker Fix Og Foxys teater.

”Det er ikke nogen hemmelighed at vi har bevæget os ind i det der felt, der hedder politisk teater. Vi har gjort det allerbedste for at undgå parole teater. Vi mener ikke det gør nogen som helst forskel at sige hvordan man mener, det er at tingene er. Enten er folk enige på forhånd eller også er de uenige på forhånd. Der er ikke noget sjovt i at tale til de indviede”, siger Jeppe.

Sitcom og asylansøgere
Udviklingen af formater er Fix & Foxys helt store styrke. De har lavet sitcom med asylansøgere, 12 akter med flygtninge bygget over “Friends”, hvor hver dag byder på et nyt afsnit, der skrives om morgenen og vises live og kan streames af flygtningenes familier ude i verden. De har lavet “Et Dukkehjem” i private hjem, hvor beboerne spiller Nora, Helmer og Doktor Rank instrueret af skuespillere, mens publikum sidder rundt omkring i stuen og lytter til private historier med Ibsens drama som ramme. De har senest lavet “Love Theater”, hvor den thailandske sexarbejder Ping Pong inviterer folk op i sengen (med tøj på) og lægger replikker i munden på publikum i et lille intimt iscenesat hotelværelse, hvor kun 10 mennesker kan få adgang og indgår som forskellige kunder med udgangspunkt i Ping Pongs oplevelser.

FREINDS - nu med asylansøgere.
FREINDS – nu med asylansøgere.

Ydmyghed
Udgangspunktet er altid at lægge fordommene på hylden og præsentere åbne udsagn og overlade konklusionerne til publikum. Men kan man det?

”Man kan jo godt have taget en beslutning privat. Men vi vælger også at tænke at vi er ret dumme og middelmådige, i stedet for at presse noget ind om hvad vi allerede mener i forvejen. Vores største styrke, når vi laver teater er, at vi egentlig ikke ved ret meget, ” fortæller Tue.

”Vi er enormt glade for sådan en forestilling som “Love Theater”, fordi vi ikke engang selv er helt klar over om den har et udsagn og i givet fald hvad udsagnet er. Men den har en tilstedeværelse og en problemstilling som er i live inde i forestillingen, som man må forholde sig til. Ikke nødvendigvis politisk men så emotionelt. Vi er optagede af, hvordan vi kan vække nogle ting, hvor man som publikum hele tiden bliver nødt til at tage nogle valg og stilling mere end at vi tager stilling og vælger for publikum” supplerer Tue.

ping Pong har taget en kunde med op i sengen i Lovetheater. PR foto
Ping Pong har taget en kunde med op i sengen i Lovetheater. PR foto

Konsekvens
Fix & Foxy har ikke hørt efter når der bliver talt om at teatret skal sælge flere billetter. De udvikler teatret uanfægtet at det betyder at en forestilling måske kun kan huse 10 publikummer pr forestilling, som det er tilfældet med “Love Theater”. Men publikumsudvikling er mange ting. Det er ikke kun at lukke så mange ind som muligt. Det er at udvikle teatret, så det er aktuelt for mennesker. Og menneskene er Tue og Jeppe optaget af. Dem der står på scenen og dem som indløser billet.

”Vi har rigtig mange prøveforestillinger. Vi tænker enormt meget på vores publikummer. Det vender vi altid tilbage til. Vi vil gerne vil tage hånd om vores publikum” siger Jeppe. Og det kan man mærke. Og så runder vi endnu engang paradokset.

Jeg er ikke skuepiller – lad mig blive her!
Jeg har rendt heilende rundt i gummistøvler, jeg har ’knaldet’ med en thailandsk sexarbejder, jeg har danset rundt hos et ældre ægtepar i deres lejlighed på Østerbro og ligget i telt med en teenager, mens hun læste op af sin dagbog. Tue og Jeppe er et vanvittig interessant teaterbekendtskab. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at denne artikel startede ud med at skulle handle om de bedste 10 forestillinger jeg havde set det sidste år – og fordi jeg ikke kunne tælle til ti – overvejede jeg hvad det mest spændende teater var. Valget faldet på Fix & Foxy.

Forestillingen "Ungdom" med 30 teenagere. Foto Per Morten Abrahamsen.
Forestillingen “Ungdom” med 30 teenagere. Foto Per Morten Abrahamsen.

Når Fix & Foxy kan noget, der fortsat kan drive mig ind i uforudsigelighedens hule, tror jeg det beror på flere ting. De tager publikum alvorligt. De har ikke besluttet sig for hvad jeg skal tænke. Manipulationen og teaterlegen er skabt for at jeg kan komme tættere på en problematik, ikke med et ønske om proppe noget ned i halsen på mig. Alt for meget politisk teater fungerer på journalistikkens præmisser, hvor man har bestemt sig på forhånd. Resten er going through the motions. Men ikke her. Og en væsentlig del af Tue og Jeppes koncepter er båret af leg og denne tilgang smitter af på publikum. På denne måde kombineres alvor og leg, indsigt og oplevelse. Og den opskrift er levedygtig. ”Det starter gerne med noget som er lidt uforskammet og så bliver det varmt og menneskeligt undervejs”, som Jeppe formulerer det.

Infoboks:
Fix & Foxy er sammen med skuespiller og danser Sigrid Husjord blevet bedt om at tilrettelægge dette års Reumertuddeling – scenekunstens årligt tilbagevendende prisuddeling, som arrangeres af Bikuben Fonden og afvikles og tv transmitteres 21 juni. Der venter et lidt anderledes show i år, som finder sted på Skuespilhusets bagscene.

Hvis du vil opleve Fix & Foxy live, kan du indtil lørdag d. 23. maj se “Love Theater” hver dag kl. 17, 19 og 21. Og så genopsætter de snart “Et Dukkehjem”, hvor Ibsens drama udspilles i private hjem med ’virkelige mennesker. Og så arbejdes der pt. på en iscenesættelse af “Det Store Ædegilde” med fire mænd der æder sig et ihjel. Det bliver, ifølge duoen, en forestilling om lighed og suppekøkkener. Tue og Jeppe er blevet provokeret af filmen og har taget udgangspunkt i deres lokalmiljø, Istedgade på Vesterbro i københavn, hvor dramaer udspiller sig mellem danske hjemløse og romaer og hipsterbeboerne som gerne ser området forbeholdt cafeer og lækre butikker. Følg med på deres hjemmeside for at se hvornår forestillingerne spiller.

More from Annette Max Hansen

En mand vender hjem – interview med Hassan Preisler

Hassan Preisler. Hassan. Preisler. Med det navn siger det jo sig selv,...
Læs mere

1 kommentar

Det er ikke muligt at kommentere.