Også geografisk til en side

– med et par fiktive teenagere på lokalvandring.

I over en måned har jeg skullet forfatte en tekst om Amager. I over en måned har jeg gemt mig for redaktøren – tom for undskyldninger og sort af samvittighed. Jeg ville egentlig hellere bo på Istedgade, i skoven eller ved Vesterhavet.

Med udsigt til Amagercenterets parkeringshus har jeg forsøgt at skrive noget, som hverken er hyldest eller hån.

Før jeg var 30, var jeg  19, boede i indre by og læste Fodboldenglen i vinduessolen, mens Fremad-drengene gjorde mig flere slags forpustet.

Selvfølgelig hedder vi kun Frank og Frands, men det bliver aldrig til andet end Franke og Frandse, og fordi der er et ølmærke der hedder FF, går vi i gården og i klubben som FF (34)

Jeg fulgte efter dem. Så førstegangskys og førstegangssmøger. Så baggården trænge dem ind i et hjørne og op i en pige. Tog med dem til kamp under fanerne og på Fælleden og i vinduet forstod jeg lidt mere.

Lorry hedder hos os Hollænderbyen, Dyrehaven er Kongelunden, Magasin er Regama (en åbenbaring at læse bagfra), Strøget er Amagerbrogade og Strandvejen noget, der ligger ude syd for badeanstalten Helgoland (58)

Kan du huske sidst jeg mødte dig, da regnede det? Det kan jeg godt, og så følges vi et stykke og taler om hvor godt chips smager og at man helst skal have tørt tøj på. Hun peger op på betonen, hvor hun bor. Det er lige deroppe. Vores vindue er det man ikke kan se. Så stikker hun en fedtet hånd i min og spørger hun om hun må komme med mig hjem. Inden jeg når at svare, at hun må blive for altid, bryder en dame med en skaldet hund ind og siger at man ikke må gå med fremmede. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som fremmed.

A-ma-ger siger de med det helt forkerte smalle a, hos os signal for fisefornemhed (59)

Jeg synes stadig det er besynderligt at sige, at det er her jeg bor. Amar. Det åbne flade a lægger sig på min tunge og gør mig til en gadedreng, der smider et halshug efter. Am-ar; Et åbent ar, som lader betændelsen flyde uhindret.

[E]t bizart hultertilbulter af nye arbejderkvarterer, fabrikker, rester af bondeland og gamle rønner, der efterhånden er degenereret til slum (57)

Gravstederne er pyntet med vejrbidte bamser. Groteske monumenter med kun én dato. Det var alt de nåede, de alleryngste. Englene klistrer sig til stenene. Sorgen er så grim.
Vor Frelser Kirkes kirkegård er det nærmeste sted uden asfalt og her man møder de andre. Man må ikke tage ophold på græsset, men det gør man. Man må gerne gå over i det fjerneste hjørne mellem buskene, men det gør man ikke, for har man ikke et hjem, har man heller ikke et toilet – og bag buskene kan de sidde lidt i fred.

De stærkeste på øen må søge udover broerne væk fra Amager for at få modstand (119)

Man ser det ikke først, men Amager er børnenes. Dem der voksede op og glemte at flytte væk og dem de siden blev forældre til. På gadehjørner og græspletter klumper de sig i tætte klynger. Indtil én bryder ud i løbehjulsflugt og hiver de andre med sig i en hale af hujen. Selv sent om aftenen bliver man mødt af små skikkelser og af sin egen bekymring. Det er Hvidovre på Krageøen – en ufuldstændig idyl.

En udtalt ringeagt udefra kompenserer bydelen med sin egen, dybt rodfæstede lokalpatriotisme (58)

Mangler mælk og går i kiosken. De står foran og mangler tænderne. Goddag min pige. De hoster og harker, så man må dukke sig for kropsligt sjap, alligevel når man at fange et hullet smil. Du ligner sgu en reklame for rød Ålborg, var der en der sagde og nikkede mod mit røde hår. Det gør du sgu også ville jeg have sagt og nikket mod flasken i hans hånd. Måske var det Franke som voksen. Den Franke som aldrig fandt sin afklædte kone og sin bedste ven og en anledning til at smadre alt – også sig selv mod Amagers asfalt.

Kender i mange år måske nok det, der er værre: Det, der er bedre, falder udenfor horisonten (57)

Jeg ved ikke om man kan være lykkelig på Amager. Man kan være ulykkelig på Amager og det er det væsentlige. Jeg har hulket mig ugenkendelig ad Prags Boulevard, grim indefra og ud. Man skal have et sted at gøre af det.  Et sted som passer til.

I går hev jeg englen ned fra hylden og opdagede at der havde sneget sig en behagelig genkendelse ind. Stederne er blevet mine. Drengene er blevet naboens. Nu spiller de fodbold ovre på skolens grund og har endnu kun bolden at koncentrere sig om. Om et par år kommer kvinderne og smøgerne, men det kan vente. Først skal målet repareres.

Engang skulle jeg aldrig bo på Amager. Så blev jeg smidt ud af indre by, sov på sofaer og klods og savnede et sted at høre til. Modvilligt rykkede jeg til øen, der har lagt navn til en stang, en mad og et halshug. Og klamrede mig til to fiktive drenge og en bydel, hvor jeg ikke er så fremmed som engang.

Alt dette på en ø, isoleret fra byen af havnen og de to broer, ikke bare socialt og æstetisk et af byens allermindst fine kvarterer, men også geografisk til en side (58)

Hans-Jørgen Nielsen, Fodboldenglen (1979).

Skrevet af
More from Camilla Buch

Også geografisk til en side

- med et par fiktive teenagere på lokalvandring. I over en måned...
Læs mere