Sevdah – stilfærdige sange om den smukke smerte

Bombastiske blæsere, dansende sigøjnere og ikkeeksisterende hæmninger- disse associationer får de fleste, når de tænker på folkemusikken fra Balkan, som i de seneste år har fået en massiv revival i Vesten især. De eks-jugoslaviske landes kombination af en tragisk geopolitiske situation blandet med en eskapistisk livsglæde er ikke bare paradoksal, men også hovedingrediensen i den farverige cocktail, som musikken bedst er kendt for.

Virkeligheden er dog både mere nuanceret og ikke mindst afdæmpet, når det kommer til den musikalske tradition kaldet sevdah, som regionen (og Bosnien-Hercegovina i særdeleshed) er mindst ligeså kendt for. Sevdah er et blandingsord, som indkapsler balkanhalvøens brogede historie, med inspiration hentet fra både det orientalske osmanniske imperium samt oplysningstidens Østrig-Ungarn.

Ordet betyder løst oversat melankoli, men er nærmere betegnet udtrykket for en længsel, der er både smertefuld og glædelig på én og samme gang. Denne længsel afspejles i musikkens tonalitet, som er stærkt mol-præget samt har et hjerteskærende poetisk tekstunivers.

Normalvis blev disse sange dog fremført uden instrumental akkompagnement, som en slags folkeviser, sunget af sønderknust kvinder. De fortalte en historie om tabt kærlighed og et fysisk savn, tilsat en kompleks og kunstfærdig melodi. Æbleblomsten optræder typisk som metafor, på grund af dens bittersøde flygtighed – den blomstrer smukt men kun for en stund, og så er den væk.

Sidenhen kom der en række mandlige sangere til, som nyfortolkede genren og satte deres præg på musikken ved at tilføje et mindre orkester bestående af en kontrabas, lilletromme, fløjte, violin og det traditionelle bosniske instrument šargija – en seks-syv strenget guitar.

Fingerspil under bombardementer

by Amer Kapetanovic
by Amer Kapetanovic

Damir Imamović er en mand, hvis navn udenfor de eks-jugoslaviske grænser ikke giver stor genklang – men indenfor den traditionelle folkemusiks verden, fylder især hans efternavn enormt meget. Han er nemlig tredje led i en generation af sangere, som alle har sat deres præg på den traditionelle bosniske stilart – og ikke mindst reformeret den.

Som søn og barnebarn af to af de vigtigste sevdah-sangere i Bosnien-Hercegovina, har Damir Imamović altid været omringet af den tungsindige folkemusik, som især bedstefaderen var med til at ændre, ved at gøre den radiovenlig og derigennem mere tilgængelig.
Men i stedet for at blive draget af sin familiearv, forsøgte Damir Imamović som barn at undslippe den.

Det var først som 15-årig, mens hjembyen Sarajevo var under belejring, at han begyndte at interessere sig for sin fars og bedstefars musikalske slægt. Her befandt han sig i forskellige beskyttelsesrum – kælderrum, hovedsageligt – og akkurat som granaterne susede omkring bygningerne, følte han et behov for selv at producere lyd. Men det var ikke hvilken som helst lyd – det skulle være de genkendelige toner og indviklede akkordskift, han søgte tilbage til.

Samlingspunkt om svundne tider

by Bajro Beganovic
by Bajro Beganovic

Nu, over to årtier senere, er han en etableret sanger, som fremfører sine sevdah-fortolkninger for eks-jugoslavere over hele verden. Efter krigen i de tidlige 1990er er folk blevet spredt for alle vinde, og et samlingspunkt som musikken formår at vække minder om svundne tider. Tider, hvor de samme nationalitetsbetegnelser og forskelligheder, som skulle være afgørende for krigens udbrud, var sekundære i forhold til den følelse af enhed, musikken var i stand til at frembringe – at disse minder måske i virkeligheden er en rosenrød forherligelse af datidens virkelighed, er en mindre og ubetydelig detalje.

Imamović er den nye generation af folkesangere, som bibeholder de traditionelle rammer men leger lidt med indholdet. Hans nyfortolkning bliver ofte betegnet som en jazzet og mere fri udgave af genren, men tematikken forbliver samme; melankolsk og eftertænksom.

Nogle ting er svære at løbe fra og på mange måder nåede Damir Imamovićs musikalske familiehistorik at indhente ham. Han er selv blevet en reformator indenfor sevdah-genren, hvor der nu er plads til at eksperimentere med udtryk og lyd.
Han, og resten af de nye udøvere af sevdah, er med til at skabe en platform for unge kunstnere, som både vil være innovative og traditionelle, som både vil hædre en arv men også bygge en ny op. For selvom nostalgien ofte tager overhånd i musikken, er der stadig en masse smerte, som ikke kan slettes men som man nu kan lære af og ændre på. En nødvendighed, den nuværende polariserede politiske situation taget i betragtning.

Ligesom menneskene fra regionen, er musikken fra Balkan også fuld af følelser.
Men sevdah er et stille bevis på, at store ord og handlinger ikke behøver at være støjende.

Damir Imamović spillede på VerdensKulturCenter, 2200 København den 07.05.15

More from Hana Hasanbegović

Sevdah – stilfærdige sange om den smukke smerte

Bombastiske blæsere, dansende sigøjnere og ikkeeksisterende hæmninger- disse associationer får de fleste,...
Læs mere