Da Fyn var arkitekturens arne

Den 6. juni 1915 blev Faaborg Museum indviet. Den 27. juni 1915 blev Landsforeningen Bedre Byggeskik grundlagt i Odense. Sjældent har to så skelsættende begivenheder i dansk arkitekturs historie været forbundet så tæt – både i tid, mentalitet og geografisk afstand.

Arkitekten bag museet, professor Carl Petersen (1874-1923), fik en alt for kort, men glorværdig karriere, hvis resultater i tale, tekst og mursten smittede af på en hel generation af danske arkitekter. Hans forfinet proportionerede og farvesatte museumsbygning knæsatte nyklassicismen, mens bevægelsen Bedre Byggeskik fik så stor gennemslagskraft, at de to ord i dag er synonyme med en stilart, der har sat sig spor i villakvarterer i det ganske land.

Fra rebeller til garanter for den gode smag

Nu spændes Traadene over Landet“, skrev digteren Johan Skjoldborg den 24. april 1925 i en kronik i Politiken, hvor han med tilfredshed gjorde status over Landsforeningen Bedre Byggeskiks udbredelse. På dette tidspunkt var foreningen på ti år gået fra at være opposition til at være den herskende smag. Håndværksmæssig stolthed og klassicistiske dyder var de to grundpiller, hvorpå foreningens værdigrundlag hvilede. Bevægelsen modarbejdede såvel byggefagenes industrialisering som funktionalismens teknologibegejstring. Et tredje orienteringspunkt, en kollektivt orienteret planlægning, satte sig især spor i haveby-bevægelsens projekter.

Ti år før, den 27. juni 1915, var Landsforeningen Bedre Byggeskik blevet grundlagt på et møde i Odense. I netop denne by havde arkitekten Anton Rosen allerede i 1912 vist vejen med sin varierede haveby Gerthasminde.

Bedre Byggeskiks målsætning fremgår tydeligst af årsskriftet fra 1926, hvor målet var “[…] at skabe en almindelig Interesse for vor Bygningskultur. De nye Huse skal være enkle, hjemlige, smukke, som de gamle. De skal passe til den Plads, de skal have, være praktiske og tidssvarende. Til dette Maal kræves, at Haandværkere, Arkitekter og Bygherrer arbejder sammen, saa de nye Hustyper i det ydre og det indre kan blive på en gang hensigtsmæssige og smukke uden at blive dyrere.”

 

Gerthasminde_3
Arkitekten Anton Rosens vision for havebyen Gerthasminde, 1912

Et ungdomsoprør var indledt på DSB-arkitekten Heinrich Wencks tegnestue, samlingspunktet for en række talentfulde vordende arkitekter. De stiftede i 1909 Den fri Architektforening som opposition til de akademiske institutioner. I 1919 havde den rebelske forening sejret så eftertrykkeligt, at den nedlagde sig selv.

Andre afgørende skridt på vejen mod Bedre Byggeskik var Akademisk Architektforenings “Tegnehjælp”, grundlagt 1907, P.V. Jensen-Klints bog Bygmesterskolen (1911) og den samme år stiftede Bygmesterskole i Holbæk. Endelig blev der i 1913 oprettet en klasse på Kunstakademiets Arkitektskole, som skulle lære eleverne at finde ind til kernen i dansk tradition. Jensen-Klint skriver i sin bog om denne tradition:

“Man byggede den Gang borgerlige Huse efter en Tradition, forplantet fra Slægt til Slægt, lidt efter lidt udviklet og ændret efter den herskende Smag, men altsammen med en sindig Ro, der gjorde, at ethvert Slægtled næsten syntes at staa overfor noget uforanderligt, noget givet; det blev godt, fordi Traditionen var god, efterhaanden havde fastslaaet gode Konstruktioner, gode Forhold, gode Farve- og Stofvirkninger.”

Resultatet blev først mønsterkvarterer med blandede hustyper – parcelhuse, rækkehuse og dobbelthuse – som Grøndalsvænge i Vanløse (1914-28) og Studiebyen i Hellerup (1920-24), og fra foreningens stiftelse i 1915 til langt op i 1930’erne skød “det almindelige danske hus”, ofte som murermestervilla, op som velformede paddehatte i de danske forstæder. Og her er disse kønne huse stadig rammen om mange familiers liv.

Et købstadsmuseum med ambitioner

Afsættet for hele strømningen i retning af større enkelhed og fornyet forståelse for klassicismen var den kamp, som udspillede sig om spiret på Vor Frue Kirke i København i årene 1910-13.

Brygger og mæcen Carl Jacobsen fra Carlsberg ville forskønne hovedstaden, og kronen på værket skulle være et forbedret spir i barokstil på hovedstadens katedral. Den plan blev forpurret af to unge rebeller, Hans Koch og Carl Petersen, som i 1911 udstillede en stor samling tegninger af kirkens arkitekt, C.F. Hansen. Dette gensyn med den afmålte klassicisme, som C.F. Hansen i årene efter 1807 havde formet det sønderbombede København i, afgjorde sagen til fordel for Hansens ånd.

Modarbejdelsen af spiret på Københavns domkirke opstod af en forståelse for kirken som gesamtkunstwerk, og samme helhedsforståelse var ledetråden i Faaborg – og for Bedre Byggeskik. Med det fynske museum viste den stræbsomme, men sendrægtige Carl Petersen i 1915 sit mesterskab udi beherskelsen af proportioner, farver og rumvirkninger, mens Kaare Klint skabte Faaborgstolen til museets sale. Alt sammen støttet af den lokale mæcen, fabrikanten Mads Rasmussen.

I dag er Petersens formidable evner som keramiker også stillet til skue med et udvalg af hans arbejder i ler og stentøj, og hans anlæg for at forme det mådeholdne byhus i Bedre Byggeskik kan bevidnes i hjørnehuset fra 1916 umiddelbart over for museets indgang. I anledning af 100 års-jubilæet har museet og Strandberg Publishing udgivet den ambitiøst anlagte bog I skøn forening: Faaborg Museum 1915, som er fornemt illustreret af den fransk-schweiziske arkitekturfotograf Hélène Binet. Her står Carl Petersens kunstneriske indsats i centrum.

u_11_dg_100320
Den smukt proportionerede indgang til Faaborg Museum. Foto: Hélène Binet 2015

Kritisk Revys yndlingsofre

Både den nyklassicisme, som blev formet i Faaborg, og Bedre Byggeskiks mere folkelige variant var fra start til slut i skudlinjen for Poul Henningsens satiriske og kulturradikale organ Kritisk Revy. PH skrev således (Kritisk Revy, nr. 1, 1928):

“Akademisk Arkitekturs Nulpunkt

Dette er den graa Tilfredsheds Produkter. Planens Form, Vinduets Form, Taget Frontonen er Clichéer. Intet Sted er der gjort noget Forsøg paa at forbedre. Intet Sted er der forsøgt at finde en Plan, som passer til de nye Krav, eller en Facade, som passer til Planen: Søvnig er det samme færdigsyede Formsprog anvendt paa en Villa en Præstegaard paa Landet, en Administrationsbygning, en Stald og en Svømmehal. Den Uniformering, »den Frie«’s Folk drømte om, er lykkedes. End ikke Fornuft er nødvendig for at være Arkitekt!”

Men traditionalisterne i Bedre Byggeskik var ikke tabt bag en vogn og kunne svare for sig – her Harald Nielsen i landsforeningens årsskrift for 1934:

“Traditionel Bygningskunst er altid ”funktionalistisk”, fordi den er en Opsummering af brugsmæssige og tekniske Realiteter, selv om den i det ydre Antræk kan være tidsmæssigt modepræget. ”Funkis” er kun Mode. Det er ikke Funktionalisme at stribe et Hus paa langs eller tværs, at lave halvcirkulære Platforme eller Altaner, at erstatte Husets Hjørnepille med et Vindues Glasareal om Hjørnet […]”

Nutidsperspektiver

Som kulturel og folkelig bevægelse kunne Bedre Byggeskik mobilisere Emma Gad, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.

Kan man forestille sig for eksempel Emilia van Hauen, Peter Aalbæk Jensen eller Yahya Hassan gå i brechen for arkitekturen i dag?

Signe Wenneberg har gjort forsøget i sin beundringsværdige kamp for gamle vinduer, som blandt andre Nykredit i sine reklamer gerne ser ofret på forbrugerismens alter, så der paradoksalt nok kan ydes huslån med længere løbetid end levetiden på de nye termovinduer. Og hovedstaden er for tiden taget som gidsel af en altanmafia, som gerne ser forstadslivet skåret ind i bymidtens kranium med hvide snit i facaderne, der i hånlig foragt for arkitektens intention efterlades med døde øjne, tropetræ og webergriller. Der er aktuelt for få kulturpersonligheder, som kaster sig ind i kampen for det bygningsværk, som altid stod i centrum af både Carl Petersens og Bedre Byggeskiks brændende engagement.

Bedre Byggeskik havde gennemslagskraft ikke blot på Fyn og i byerne, men i hele det land, som i dag er retorisk opdelt i udkant og barista-zoner. Måske burde ikke kun festivalen Tinderbox, men også arkitekturen være en sag, som Fyn igen kunne samle hele Danmark om? Ligesom med udstillingen Byg & Bo i 1988, som skabte bydelen Blangstedgård – og en række af nutidens ledende danske tegnestuer.

u_29_dg_100320
Kan man forestille sig for eksempel Emilia van Hauen, Peter Aalbæk Jensen eller Yahya Hassan gå i brechen for arkitekturen i dag, som der blev kæmpet for disse rum for 100 år siden? Foto: Hélène Binet 2015

 

 

More from Kasper Lægring

Da Fyn var arkitekturens arne

Den 6. juni 1915 blev Faaborg Museum indviet. Den 27. juni 1915...
Læs mere