Harper Lee – en tidløs sangfugl og en gammel, nyfunden debut

Det danske forlag Lindhardt & Ringhof havde netop genudgivet Harper Lees udødelige, Pulitzerprisvinder Dræb ikke en sangfugl – To Kill a Mockingbird – da det utrolige skete: manuskriptet til endnu en roman af Harper Lees dukkede op. Dræb ikke en sangfugl udkom første gang i 1961 og fik snart derefter klassikerstatus – men forfatterinden bag, der næste år runder 90 år, har været tavs lige siden. Altså indtil det forsvundne manuskript pludselig dukkede op hos Harper Lees advokat og ven over et halvt århundrede senere.

Go Set a Watchman er den engelske titel på den nyfundne roman, som Lindhardt & Ringhof har vundet retten til at udgive på dansk her i juni 2015. Historien foregår adskillige år efter Dræb ikke en sangfugl slutter, men faktisk blev Lee færdig med denne i midten af 50’erne, altså godt et årti inden Lees faktiske debut udkom! Mens vi venter på Go Set a Watchman skal du læse Dræb ikke en sangfugl – enten for første gang (åh, jeg misunder dig den første gang!) eller igen. For selvom den foregår i en tid langt herfra, i et miljø meget anderledes fra vores lille, danske andedam, er kampen nemlig den mest universelle af alle: kampen mellem det gode og det onde.

Sydsstatsdrama til 24,75 kr
Da Dræb ikke en sangfugl udkom i ’61 i Danmark var det på det nu hedengangne forlag Jespersen og Pio, der dengang blev solgt for 24,75 kr. De udgav primært børnelitteratur og oversat skønlitteratur og passede derfor perfekt på Harper Lees debut, der netop er en blanding af begge. De to hovedpersoner, Jem og hans lillesøster Jean Louise, kaldet Spejder, er endnu bare børn i den fiktive by Maycomb i Alabama i 1800-tallet, men har et syn på verden, som enhver voksen burde misunde. Den er derfor meget mere end en ungdomsroman, som den ellers tit omtales i sammenligningen med Lees vens og forfatterkollegas J.D. Salingers Forbandede ungdom (Catcher In the Rye, 1953).

killmockingbird

Det er ikke en lang bog, men handlingen er kompleks, og der når at ske enormt mange ting, inden vi læsere må forlade Maycomb. Jeg vil ikke berøve jer fornøjelsen ved at lade Spejders historie udfolde sig i detaljer for jer, men bare nøjes med at fortælle, at bogen handler om mennesker, der på forskellig vis bliver uretmæssigt dømt for ugerninger, de aldrig har begået. De dømmes på overfladiske grundlag og hensyn, som vi i dag længe har vidst ikke har nogen hjemmel. Bedømmelserne kommer lige meget fra de barnlige fantasiverdener, som fra de voksnes forestillinger, man havde håbet og forventet var mere rationelle og nuancerede end den rene fantasi. Bogen begynder under den store depression i 1930’ernes Alabama, hvor den sorte befolkning endnu var en meget udsat og diskrimineret del af befolkningen, og bogen er et close-up af netop den problematik, at uskyldige bliver dømt på race snarere end gerninger.

Det er imidlertid ikke kun de sorte, der udnævnes som syndebukke, men også de personer, der skiller sig en smule ud fra “den almindelige” landsbyboer. Her går det udover den lidt eremitiske Boo Radley, der sjældent forlader sit hus og derfor ikke kan bevise, at børnene tager fejl. De historier, som spindes omkring hans karakter, er af den barnlige fantasis bedste og værste slags, og det viser sig selvfølgelig og ret forudsigeligt at forholde sig helt omvendt med denne tilsyneladende landsbysærling.

Hykleriets hovedregning
Det er med en vis resignation, at jeg lægger bogen fra mig efter at have genlæst den endnu engang. Den synes nemlig så indlysende at være bærer af en sandhed, som vi for længst burde have taget til os, men endnu er så langt fra. Det handler om det hykleri, der indhyller vores hverdag, med hvilket vi træffer beslutninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Og i dag synes det, som i Harper Lees fiktive samfund, at være den mest belejlige og udbytterige løsning, der er den rigtigste. Dræb ikke en sangfugl handler først og fremmest om medmenneskelighed og om, at for at forstå verden, må vi nødvendigvis sætte os i den andens sted:

”Atticus havde ret. Han sagde engang, at man aldrig lærer et menneske rigtigt at kende, før man kryber ind i dets hud og ser med dets øjne.”

Det er den erkendelse den bare 10-årige Spejder kommer til i slutningen af bogen, kort før Lee med stor humor beskriver pigens refleksion om at blive ældre: ”Jeg troede ellers, der var længe til, at Jem og jeg blev voksne, men ret meget mere kan der da ikke være tilbage nu – undtagen måske hovedregning. ”Den dybsindige indsigt står side om side med den fabelagtige barnlige naivitet, som kan redde selv den mest grå regnvejrsdag. Den underliggende tragiske handling formidles gennem denne barnlige, men alligevel ret skarpsindige, humor, som gør Lees budskaber så meget desto mere nærværende. Hvem kan egentlig være uenig med Spejder?

Ligesådan stiller hun tidligere et spørgsmål, som de færreste selv i dag har kunnet – eller vovet sig til – at besvare. Nemlig: Men Jem: hvordan kan man hade Hitler sådan og så i det næste øjeblik klø løs på niggerne herhjemme… Ja, min udgave er den oprindelige fra ’61, hvor det endnu var den gængse omtalemåde.

Nelle_Harper_Lee

Men ikke desto mindre: Spejders undren er letomsættelig i verden i dag. For vores fordømmelser kan virke så tilfældige som de af Boo Radley og Tom Robinson i den lille by. De beskyldes ikke på et oplyst grundlag, men på opspind, gætterier og det faktum, at de vare de nærmeste syndebukke. Ikke meget ulig i dag, hvor vi det ene øjeblik oplever eksempelvis Inger Støjbergs kraftigt generaliseringer om en hel samfundsgruppe på grund af en enkelt gruppe, hun har mødt i biografen. Men i næste øjeblik dømmer vi fx Heideggers og Kierkegaards kæmpeværker ude, fordi de indeholdt antisemitiske – ja, eller stærkt generaliserende – holdninger og ideer. Til trods for at de begge, i modsætning til nulevende politikere, har sat et vigtigt aftryk i såvel deres samtid som eftertid, deres antisemitisme til trods.

Humanismens essens
Vi bryster os i dag over at være kommet så meget videre end de forhold der herskede tilbage i Amerikas sydstater for et århundrede siden. Men spørgsmålene er så universelle, at Lee (desværre, kan man mene) endnu er aktuel. For har Spejders spørgsmål dengang ikke nøjagtig samme gyldighed som i dag, hvor det stadig sker, at vi udtaler os om hele befolkningsgrupper på en næsten karikerende måde? Når vi fx dømmer muslimer som terrorister eller i hvert fald som kriminelle, amerikanere som overvægtige og østeuropæere som nassere? Jeg græmmer mig lidt over, at vi her 55 år senere, endnu ikke har besvaret Spejders grundlæggende og særdeles relevante spørgsmål.

Men måske er det netop dér, skoen trykker, når vi bryder ud i jubel over en opfølger til Lees prisvindende klassiker. For selvom Dræb ikke en sangfugl synes bundet til en bestemt tid og et særligt sted, bunder den i noget så grundlæggende som humanismens essens. Noget, som vi til stadighed skal og bør mindes om, når vi bevæger os rundt i verden.

Det er dér det så kendte udtryk sandheden skal man høre fra børn (de fulde folk kan vi i denne sammenhæng se bort fra) igen skal have plads: Spejder er muligvis bare 9 år, da bogen begynder, men har allerede gennemskuet verdens sammenhæng – og ikke mindst formår hun den ypperste kunst: at forholde sig kritisk til sine omgivelser og det, som anses som almengyldigt sandt i et lille samfund, hvorved hun bliver mindretallet og i yderste konsekvens den udstødte.

Om den kommende Go Set a Watchman, ved vi allerede, at den foregår i samme lille by som klassikeren, og den kære Spejder er hovedperson, der nu har fået has på hovedregningen og er blevet voksen. Man kan blot håbe, at hun ikke er vokset fra den barnlige naivitet igennem hvilken verden fremstår så klar. Og ikke mindst, at denne vil smitte lidt af på de mennesker, der lader sig medrive at den fabelagtige lille karakter på ny. Og du kan nemt nå at tage med på Spejders og Jems eventyr inden den 14. juli, hvor Lindhardt & Ringhof sætter den allerede berygtede roman fri.

More from Camilla Zuleger

Kun en kvinde

“På de fleste fotos storsmiler [hun], mens man på et enkelt kan...
Læs mere