Jeg er jo normal!

Hvad vil det sige at føle sig almindelig? Og hvad gør det ved en person, når vedkommendes udseende fremstilles som værende udenfor det mest almindelige? Tænker du over, om du går i ét med resten eller stikker ud?

For et par måneder siden var jeg til en event, der radikalt ændrede noget ved min egen selvforståelse, som del af et samfund og som individ. Til dette event erfarede jeg, hvordan det kan føles at være almindelig.

Jeg bor i skrivende stund i Paris og brugte en weekend til eventen AFRICAPARIS i en fashionabel del af byen. Det var en slags marked med udstilling og salg af kunst, mode, hud- og hårprodukter, danseworkshops og meget mere. Der var madstande, debatter og børneaktiviteter og arrangementet inviterede til, at man blev der hele weekenden. Så det gjorde jeg.

Der var en imødekommende stemning og masser at kigge på. Alle hilste på hinanden og småsnakkede henover standene og jeg nød at kigge på folk og kreativiteten i deres stil.

Og så var det, at det slog mig: Jeg er jo normal! I denne kontekst var jeg en helt almindelig gæst, ligesom de fleste andre. Jeg var ikke hende den brune, eller af ”anden etnicitet”. Jeg skilte mig ikke ud på nogen særlig måde. Med mit udseende forsvandt jeg fuldstændig i mængden og jeg følte en blanding af tilhørsforhold og anonymitet. Det var første gang i løbet af mit 28 årige lange liv. Første gang jeg blot var, fremfor at være brun. Det var en god fornemmelse.

Den rare fornemmelse vidnede om min tilpasning til den kontekst jeg normalt lever i. Både i Danmark og Frankrig ser majoritetsbefolkningen anderledes ud end jeg gør. Det er fuldstændigt almindeligt for mig, at jeg aldrig rigtig kan identificere mig med de fleste mennesker, mediebilleder og fortællinger omkring mig. Mennesker med mit udseende er stort set ikke repræsenterede. Det er faktisk så almindeligt, at jeg har oplevet denne mangel på identifikation som et fuldstændig naturligt livsvilkår.
Men her, i et hjørne af Paris, oplevede jeg, at det faktisk er muligt, også for mig, ikke at tænke over mit udseende. Og sikke et privilegium!

Måske forstår du uden videre hvad jeg taler om. Måske overhovedet ikke! Måske har du aldrig reflekteret over, at du repræsenteres som almindelig, hvis du for eksempel kan købe ”hudfarvede” strømpebukser eller make-up og det faktisk er din farve. Men det er ikke min hudfarve.
Til denne event var jeg en del af normen – min type hud og min slags hår var over det hele og i alle variationer. Forestil dig hvordan det er, på daglig basis, at skulle forholde dig til at de fleste folk opfatter dit hår som utroligt, rører ved det (dig!) uden at spørge og komplimenterer din ”frisure,” som blot er de genetiske træk du er født med. Forstil dig så hvilken enorm lettelse det var, at mit hår for en gangs skyld blot var hår, uden diverse adjektiver tilknyttet. Almindeligt og forståeligt. Måske er det sådan her det føles, at købe ”hudfarvede” produkter, der faktisk passer til ens hud.

Min åbenbaring omkring identifikation og mangel på samme i mit liv var overvældende, bevægende og meget personlig. Jeg tænkte, at det nok fyldte så meget, fordi jeg er uddannet indenfor emnet.

Alt for Damerne havde en model på forsiden i april, som ikke var hvid. Det var første gang i 25 år og fik mange kommentarer. Her fik jeg bekræftet, at min oplevelse nok var personlig, men at dette emne i høj grad også er et samfundsanliggende. Denne forsidemodel blev netop et emne, af den simple grund, at hun er mørk. Der var intet tema eller statement forbundet med valget af hende, det var blot et særsyn. Og mange af kommentarerne var positive og udtrykte, at det var tiltrængt. Det er et godt eksempel på førnævnte problematik angående repræsentation.

Derimod, under AFRICAPARIS, blev (brune) menneskers historier fortalt af (brune) mennesker i teaterstykket Afropéennes. Titlen refererer til at være afro-europæer og stykket fortalte hverdagshistorier fra et krydsfelt mellem køn, race og blandede nationaliteter i en fransk kontekst. Det var som at lytte til mine egne ord fra en andens mund. Jeg følte mig forstået og jeg følte samhørighed. Jeg oplevede, at mine personlige oplevelser blev synliggjorte og legitimerede. Og jeg oplevede, at der blev sat ord på min virkelighed indefra, modsat gængse fremstillinger af ”os”, som uforenelige med det almindelige.

Min oplevelse af identifikation med menneskene til dette event, er selvfølgelig ikke så simpel, som at vi alle var brune. I denne specifikke kontekst kunne flere faktorer lige så godt have gjort mig til outsider i stedet for insider. Jeg er for eksempel ikke fransk, min brunhed har ikke noget med Frankrigs postkoloniale forhold at gøre og min hud er lys. Pointen derimod er, at jeg mener muligheden for identifikation samtidigt er et spørgsmål om repræsentation. Og til dette event så jeg en majoritet, der ligner mig, samt produkter henvendt til min krop. Dette må forstås i kontrast til min opvækst og mit liv i Danmark, hvor ikke-hvide generelt er underrepræsenterede, eller optræder i rollen som netop den exceptionelle, den anderledes.

Derfor pointeredes mit spillerum for identifikation, da jeg tidligere beskrev, hvordan det føltes at identificere mig med andre: jeg benyttede mig primært af negationer. Jeg følte mig for en gangs skyld ikke bemærkelsesværdig, ikke eksotisk og ikke ekstraordinær. Og denne oplevelse var en undtagelse fra reglen.

Selvom jeg er vant til det, ønsker jeg mig forandring. Jeg længes efter at være forståelig for en gennemsnitlig europæer. Og jeg længes efter ikke at skulle forklare mit stamtræ overfor fremmede. Hvis det er afgørende at kende til slægtsforhold, for at kunne small-talke, så er det pudsigt, at ingen af mine venner med hvid hud udsættes for det samme. Venlig nysgerrighed eller ej, udfaldet er det samme: du positionerer mig som kulturel afviger.

Tænk hvis vi normaliserede samfundets diversitet og slap forestillingerne om homogene, nationale befolkninger, afgrænset af menneskeskabte linjer på et kort. Og tænk hvis vi ikke lærte at vurdere hinanden ud fra en eurocentrisk, hvid kulturel målestok og vi i stedet erkendte den eksisterende forskellighed som tingenes faktiske tilstand. Hvis nu vi lærte at forskellighed er det mest almindelige. Måske, hvis vi er gode, ville der så kunne gå mindre end 28 år, før at en person som jeg oplever hvad identifikation egentlig vil sige.

Hvad vil det sige at føle sig almindelig?
Måske er det sådan, at det vi lærer om almindeligheden, ikke er det almindelige?
Måske bliver vi bare udsat for en masse enslydende fortællinger, billeder og strukturer, som støtter op omkring samme idé om, hvad der er almindeligt. Samtidigt er der en masse historier og billeder vi sjældent udsættes for. Er det måske hér, det almindelige gemmer sig?
For mig handler identifikation ikke så meget om, at passe ind i en dominerende idé om ”almindelige mennesker”, men bare det at passe ind et sted. Og dette sted for identifikation kan måske bedst beskrives ved at fortælle de historier, og vise de billeder, der ikke repræsenteres normalt. Personligt behøver jeg ikke være omringet af brune mennesker, for at føle, at jeg hører til. Men jeg bliver nødt til at vide, at der findes andre end mig, med mine perspektiver og erfaringer. Og det er svært at få øje på, når jeg kigger mig omkring i de gængse fremstillinger af det samfund, jeg kalder mig en del af.

At identificere sig udenfor det almindeliges rammer har samtidigt et kæmpe potentiale. Blandt andet evnen til at få øje på de usynlige normer, der definerer dem. Herudover kan det, at forstå og identificere sig med både et dominerende perspektiv, men også andre, give en kompleks kultur- og samfundsforståelse. En forståelse, som ikke kan tilegnes på skolebænken, men må (op)leves kropsligt.
For mig handler det, at føle sig almindelig nok om, at min omverden er så tilstrækkelig farverig og åben, at der ikke er behov for adjektiver, for at rumme en person som mig.
Om end der er lang vej, især i en dansk kontekst, ville jeg ikke være mine erfaringer foruden. Tværtimod vil jeg gerne dele dem. For tænk hvis min stemme kunne vække genklang og få en anden til at føle sig mindre ualmindelig.

More from Elizabeth Löwe Hunter

Jeg er jo normal!

Hvad vil det sige at føle sig almindelig? Og hvad gør det...
Læs mere