Kalifatets fødselsdag

Fra Erbil – Kurdistan

Normalt er Ramadanen en fejringens tid for verdens Muslimer. Det er en tid, hvor troende Muslimer føler sig særligt tæt på Gud, hvor overdådige måltider nydes efter mørkets frembrud og hvor socialt samvær prioriteres.Men igennem de seneste par år har det også været tidspunktet for vigtige strategiske sejr og toneangivende politiske udmeldinger for den Islamiske Stat (IS). Under Ramadanen i 2013 angreb IS Iraks to største fængsler i henholdsvis Abu Ghraib og Taji og befriede flere hundrede fanger herunder adskillige højtstående al-Qaida medlemmer. Ramadanen 2014 bød på den hidtil største udvikling, da den daværende Islamiske Stat i Irak og Syrien erklærede genoprettelsen af det Islamiske kalifat. Hvad Ramadanen 2015, som indledes 17.-18. juni, kommer til at byde på er endnu uvist, men vi kan være sikre på, at IS nok skal forsøge at vise os – gennem ord og handling – at kalifatet er ’på rette vej’.

Kalifatets første år
I sin tale i den store al-Nuri moské i Mosul sidste år bekendtgjorde den nyudnævnte Kalif Ibrahim, også kendt som Abu Bakr al-Baghdadi, oprettelsen af kalifatet. I talen forklarede al-Baghdadi også hvad IS’s strategi ville være for 2014: at forsvare kalifatets territorium. På kalifatets et års fødselsdag, d. 29. juni, vil IS kunne smile tilfreds. Målsætningen er opnået og ikke nok med det, de har levet op til deres motto, som lyder ’remain and expand’. Og det er til trods for at adskillige vestlige lande, anført af USA i samarbejde med en håndfuld arabiske stater, siden september har bombet løs i Syrien og Irak. Godt nok har IS mistet kontrollen i nogle områder – særligt i Irak – men de har til gengæld ekspanderet andre steder i både Syrien og i Irak, mens de har udvidet kalifatets grænser til at inkludere Libyen, Sinai, Algeriet, Tunesien, Nigeria, Saudi Arabien, Yemen, Nigeria og Khorasan, hvor sidstnævnte refererer til stammeområderne mellem Afghanistan og Pakistan.

På mange måder mindede al-Baghdadis prædiken om en klassisk politisk tale. Talerstolen var byttet ud med en prædikestol, men opskriften den samme: Hvad har vi udrettet, hvad gør vi nu og hvordan ser vores prioriteter ud for fremtiden. Ramadanen er således blevet højtiden, hvor årets resultater skal fremvises og nye kampagner søsættes. Meget det samme kan vi da også forvente os i år. IS vil under Ramadanen køre en intens propagandakampagne, som på episk vis skal fortælle historien om, hvor godt det går i kalifatet. Det bliver historien om, at kalifatet stadig består trods kampen mod Islams fjender, at det har udvidet sine grænser og at rettroende muslimer strømmer til for at hjælpe. Vi vil høre om sejrene i Ramadi, Palmyra og Baiji, og om hvordan kalifatet går en stor fremtid i møde.

Hvad vi kan vente os
Frygten er dog, at IS ikke vil begrænse sig til den store fortælling, men at Ramadanen også skal fejres med nye og betydningsfulde sejre på slagsmarken. IS har til intention med handlinger at vise os, at kalifatet fortsat er i fremgang. At de ikke stopper med Ramadi og Palmyra, og at deres nyetablerede provinser i Libyen og Yemen ikke bare er små isolererede grupperinger uden egentlig indflydelse.

Men hvad er det så, vi skal forvente os af Ramadanen 2015?

Bevægelsens primære fokus vil fortsat være på at konsolidere og udvide sin kontrol af syrisk og irakisk territorium. I Irak er det plausibelt, at IS vil fastholde Ramadi, mens de vil forsøge at indtage den resterende del af Anbar-provinsen, som endnu er uden for deres kontrol. Det vil konkret betyde Haditha, Al Asad luftbasen (hvor der er amerikansk og dansk militært personel udstationeret) samt Habaniyya øst for Ramadi, hvorfra det irakiske militær stærkt støttet af Shia-militser kæmper en kamp for at tilbageerobre Ramadi. Mere spektakulært, men bestemt også mere usandsynligt, spekuleres der i, hvorvidt IS vil forsøge et angreb på en af Shia Islams helligdomme i Irak. Det kunne være i en af de hellige byer Najaf, Karbala, eller – mere sandsynligt – i Samarra. I netop Samarra sprængte al-Qaida i Irak, forløberen til IS, i 2006 al-Askari moskéen for at antænde en sekterisk krig i landet, og al-Baghdadi kunne potentielt have stor interesse i at forfølge samme strategi. På trods af de intensiverede sikkerhedsforanstaltninger i Samarra er det altså ikke utænkeligt, at IS vil forsøge en spektakulær terroraktion mod en af de shiitiske helligdomme. I nabolandet Syrien vil IS fortsætte vestpå og forsøge at holde momentum efter sejren i Palmyra. De vil anlægge en offensiv strategi, hvor fokus vil være på at tage terræn omkring Aleppo, Homs og i Qalamoun, mens Deir ez-Zour snarligt kan forventes under fuld IS kontrol.

Det kan også forventes, at IS’s Ramadan-kampagne vil kunne mærkes uden for Syrien og Irak. Særligt i Libyen, hvor IS den seneste måned har udvidet sin territoriale kontrol, er det sandsynligt, at gruppen vil forsøge spektakulære angreb i urbane centre som Misrata og Tripoli, mens de konsoliderer deres kontrol af Sirte og til dels Derna i øst. Den seneste udvikling viser, at gruppen også har fokus på landets oliefaciliteter, ligesom det har været tilfældet i Syrien og Irak. I de resterende lande, hvor IS har en tilstedeværelse, vil der være mindre fokus på kontrol af territorium og i stedet fokus på isolerede terroraktioner for at bidrage til IS’s skræmmekampagne og for at puste til de allerede kritiske sekteriske spændinger, som præger regionen. Andre muligheder er, at vi ser IS offentliggøre nye provinser fx i Kaukasus.

Ingen trussel mod vesten?
Med al den fokus på konsolidering og udvidelse af kalifatets territorielle grænser, betyder det så, at vi ikke skal frygte et angreb i vesten? Ja, højst sandsynligt. Selvom der for IS ville være meget symbolik i at angribe vestlige interesser, så virker det ikke som en naturlig forlængelse af deres aktuelle strategi.

IS har i flere omgange truet vesten og med jævne mellemrum udsender de videoer, hvor såkaldte foreign fighters truer med at bringe krigen for Islam til deres hjemland. Vi hører om IS-medlemmer som smugles fra Libyen til Europa og stigende antal foreign fighters, som vender hjem til Frankrig, Belgien, England og Danmark som erfarne krigsveteraner. Alligevel virker det usandsynligt at IS skulle forsøge at orkestrere et angreb i vesten, da dette potentielt vil kunne lede til større vestligt engagement i Syrien og Irak, hvilket de ikke ønsker på nuværende tidspunkt. IS er en særledes strategisk tænkende bevægelse – et faktum vi i vesten har haft vanskeligt ved at erkende – og på denne baggrund virker et angreb i vesten, som et led i IS’s Ramadan 2015 offensiv, forstyrrende.

Momentum er alfa omega for IS. Så meget har vi lært. Kalifatet skal kontinuerligt kunne vise over for omverdenen, potentielle rekrutter, og over for sig selv at de er i fremdrift og har succes. Derfor er målet ved Ramadanens afslutning af kunne sige: Se hvor langt vi er kommet, og vi fortsætter. Ovenstående scenarie er ikke ment som et forsøg på præcist af forudsige IS’s ageren i den kommende måned – det vil selv ikke de mest optimistiske IS-tilhængere tro på – men snarere et forsøg på at illustrere hvilke mulige veje IS kan gå. Det vigtigste for dem er, at vi sidder tilbage med følelsen af frygt mens potentielle sympatisører styrkes i troen på, at kalifatet også er fremtiden.

More from Tore Hamming

Islamisk Stat er en trussel mod alle

Urolighederne startede først i april 2013. På dette tidspunkt var ISIS, forløberen...
Læs mere