Kunstredaktørens anbefalinger til CPH Stage

"Life in the Universe" af hello! earth

Jeg elsker CPH Stage. Det er ligesom at få tiden tilbage. Alt det man ikke nåede, kan pludselig indhentes. Alt det teater man ikke fik set – genopsættes i 10 dage rundt om på de københavnske scener. CPH Stage minder lidt om natfilmfestivalen i sine tidlige år. Hvor man kan mærke vokseværket, men hvor format og størrelse stadig er overskuelig, og intimiteten bevaret. Men ingen tvivl om at festivalen vil ekspandere i de kommende år. Ambitionerne om at blive både én turistattraktion og gøre København til en teaterby, maner minder frem om Københavns Internationale Teaters storhedstid hvor Trevor Davies, Hc Gimbel og Katrien Verwilt kunne trække de største scenekunstnere til byen og skabe fortryllende, vilde og uforglemmelige oplevelser Og giver håb og gør mig varm om hjertet.

I år har Stage et par internationale forestillinger flere end året før – det er stadig småt med det internationale – men det skal nok komme. Det man heller ikke skal glemme er, at en af de fordele man høster når man smider penge efter den internationale kunst – er at den gøder hjemmebanen. Det befrugter miljøet og inspirerer kunstnerne. Møderne er en del af vækstlaget og kunstens udvikling. Det er ikke kun publikum der nyder godt af gæstebesøg.
Jeg skal selvfølgelig trævle festivalen igennem – og her er hvad jeg blandt andet skal se.

Blind Hamlet
Som sædvanlig har jeg fundet en interaktiv forestilling frem, hvor risiko for deltagelse og grænseoverskridelse ligger lige for. Programmet lover publikumsinvolverende eksperiment med Hamlet drevet frem af en enlig diktafon. Så man kunne forestille sig, at man kan blive afkrævet et bidrag til optagelserne – på scenen. Derudover har jeg svært ved at gennemskue forestillingens indhold, og man skal formodentlig ikke forvente for mange Hamlet referencer. Den iranske dramatiker Nassim Soleimanpour har nemlig aldrig læst Shakespeare. Nu skal man ikke tro det har noget med hans nationalitet at gøre. Faktisk mindes jeg fra min rejse rundt i Iran, tilbage i 98, at teheranske teatre var ret fremme i skoen når det kom til europæiske klassikere. Mens jeg var i hovedstaden så jeg blandt andet “Blodbryllup” af Lorca. Det var fascinerende at se, hvordan man løser iscenesættelse af passion og hed elskov, når berøringen ikke er en mulighed, og benspændet sætter fantasien løs. Jeg glæder mig til “Blind Hamlet” og iransk teaterblod på Stage.
Teater Grob; mandag d. 15 juni kl 20.00 og tirsdag d. 16 juni kl 17.00

Markedet (er ikke noget sted)
Sidste år sad jeg i et udvalg sammen med leder af Husets Teater Simon Boberg og dramaturg Karen Maria Bille for at finde det bedste stykke dramatik fra 2012 og 2013. Vi var ikke helt enige, da det kom til sidste runde – og min vinder blev nedstemt; Nielsens “Europæiske Medier” – en fremragende tekst som man nu kan opleve fortsættelsen af i det Kongelige Teaters røde rum instrueret af Elisa ”komet” Kragerup. “De europæiske medier” handler om de globale massemedier og brands, deres indflydelse og magt, og sætter spørgsmålstegn ved, hvad vi lægger krop og stemme til, ytringsfrihedens trange kår og vores egen salgbarhed. Det er en begavet, underholdende og udfordrende tekst, hvor Nielsen indhenter en række betændte og tabuiserede tematikker samtidig med at gennemsyre hele rækken med det overordnede tema frihed, som han stiller på spidsen, vender på hovedet i en subtil dialektik, hvor man hele tiden skal forholde sig til afsenderniveauer og sandhedsværdi. Og frem for alt sig selv i hele dette komplekse univers af holdninger. I fortsættelsen “Markedet (er ikke noget sted)” dukker en ung arbejdsløs græker op på scenen i Det Kongelige Teater. Han er vred. Jeg forventer mig meget af forfatter og instruktør – potentielt kan det i min optik ikke blive meget bedre.
Skuespilhuset; onsdag d. 10. juni kl. 20.00

The Blazing World
Forestillingen har allerede fået anmelderne op at ringe. Jeg kan godt lide Siri Husvedt, som er forfatter til romanforlægget, uden dog at have læst hele hendes bagkatalog. Her iscenesættes “The Blazing World” for første gang i verden, efter at Mungo Park som de eneste har fået fingre i rettighederne – og efter sigende skal Anders Lundorph og co. have haft held med at fortælle historien om den ulige New Yorker kunstscene hvor ”inder” bliver forfordelt og underkendt alene på baggrund af deres køn.
Aveny-T; torsdag d. 11. juni kl 19.00

Life in the Universe
hello!earth giver dig chancen for at iføre dig græstotkostume og kaster dig ud i naturen for at forenes med universet og undersøge vores intelligente natur. I en tre timer lang sammensmeltning med oprindeligheden og ambitionen om at forstå sammenhænge og mærke mulden, har hello!earth skabt et site specifik/interaktivt værk der leger og hylder. Udflugten varer 3 timer, så der er valuta for pengene, og intet gøres halvt på denne rejse, hvor verden gentænkes, og forholdet mellem natur og civilisation udfordres. hello!earth eksperimenterer med form og præmis og skaber scenekunstneriske formater, der forener nytænkning med viden og leg. Det er ambitiøst.
Dansehallerne (mødested): 11., 12., 13. og 14. juni kl 15.15

Teater Fluks forsøger at få os til at sætte os i flygtningens sted.
Teater Fluks forsøger at få os til at sætte os i flygtningens sted.

Flygtning Transportable
Fortællinger om flygtninge er der åbenbart rig brug for at dømme udfra en DF’ers annoncekampagne forleden, og taget i betragtning at over 20 % af befolkningen støtter partiet, kunne man mene, at der mangler viden om, hvad det vil sige at være flygtning. Forestillingen “Flygtning Transportable” udspilles i en varevogn, og ifølge programmet har holdet bag researchet i statistikker og omfattende materiale for at bringe deres budskab til torvs. En blanding af lecture og indlevelse i flygtningens skæbne kan være opskriften. Det minder mig lidt om en oplevelse, jeg havde på Waves festivalen i Vordingborg 10 år tilbage, hvor et chilensk kompagni hev publikum ind i en container og låste den udefra. Her sad man så i mørke, og det første lys man aner, toner frem fra en tændstik, da en af performerne (menneskesmugler) tænder en cigaret. I en time sidder man i en kold, fugtig og mørk container med små truende optrin. På et tidspunkt fosser vand ind, der slås med kæder udefra og råbes på et sprog vi ikke forstår. Jeg glemmer aldrig den forestilling. Jeg har tilmed klaustrofobi. Den dag kom jeg lidt tættere på en oplevelse, som jeg heldigvis kun skal forholde mig til som en del af andres virkelighed. Teatret kan meget – jeg håber “Flygtning Transportable” også kan fortælle mig noget blivende.
Foran Dansehallerne: 17 juni kl 17.00 og 21.30, 18 juni kl 16.00, 19 juni kl 20.00.

Det var anbefalingerne foreløbigt. I næste uge sender jeg et par stykker mere jeres vej. I mellem tiden så kig ind på www.cphstage.dk

Rigtig god festival!

More from Annette Max Hansen

Den glemte mand i det glemte land – Burundi

4. del i Afrikaserien Mzungu Landet er et af verdens fattigste og,...
Læs mere