The world needs Bad men

Hvordan bearbejder man som nation fortidens traumer? Når minderne om fortidens handlinger vender tilbage, hvad er så en passende reaktion? Mange søger tilflugt i kunsten, skaber historier og narrativer der aktualiserer traumerne i en samtidig kontekst, og derved gør det muligt at tale om dem og måske overkomme dem. Ud af dette kan der opstå stærke litterære traditioner. Southern Gothic er en sådan tradition, hvor Amerikas sydstater, der tabte den amerikanske borgerkrig, bearbejder det at have været slaveejere og kæmpet for retten til at holde mennesker som dyr. Til southern gothic traditionen hører bl.a. amerikanske forfattere som Harper Lee (1926) og Tennessee Williams (1911-1983).

Gotikken er oprindeligt en europæisk litterær tradition fra det sene 1800-tal og den opstiller en modsætning til det oplyste samfund. Gotikken viser os varulve, borge og vampyrer. Bram Stokers ”Dracula” er et af de bedste eksempler på en gotisk roman: Fortidens adel, Grev Dracula, truer os og skal bekæmpes af nutidens oplyste borgerskab, Doktor Van Helsing.

Amerikanerne lærte en del af denne tradition, selvom man i Amerika hverken har borge eller en adel. Borgene udskiftes med plantager og herregårde og adelen erstattes af spøgelserne fra de afdøde sydstats generaler. Fortiden har et stærkt tag i syden, der også er kendt for at være forholdsvis fattige. Og fattigdom medfører, som så mange andre ting, stigmatisering.

En af de mest kendte sydstatsforfattere er Flannery O’Connor (1925 – 1965), skrev ikke kun noveller og romaner om syden og dens folk, men også om den sydlige forfattertradition som helhed. Hun kritiserer de læsere der opfatter hendes værker, som karakteriseret ved mysterier og ‘freaks’, som biografiske eller beskrivende for livet i syden, selvom hendes skrivestil ikke er American gothic. Her er ingen vampyrer eller spøgelser, men historierne tager udgangspunkt i skildringer af det virkelige samfund – også kaldet Southern grotesque.

Hun skriver om netop de groteske karakterer, der optræder i hendes og den sydlige litteratur: “To be able to recognize a freak, you have to have some conception of the whole man …” Altså; man må have et begreb om det hele menneske for at kunne genkende det groteske. Mennesker er mere komplekse end deres synlige overflade og deres handlinger.

I hendes novelle ”A Good Man is Hard to Find”, møder vi fx en person, der kaldes ’The Misfit’; en berygtet morder hvis bande overfalder en familie på udflugt. Som historien skrider frem, bliver vi dog mere og mere i tvivl om hvem der egentlig er de onde, da ’The Misfit’ viser sig ikke alene at være veltalende og intelligent, men også i stand til at påpege en række problematiske og hykleriske holdninger hos den familie han tager til fange.

Flannery O'Connor
Flannery O’Connor

Denne kontekst med freaks, mysterier, fortiden og mennesket som mere og andet end bare god/ond, er ret så vigtig at kende til, hvis man virkelig vil have noget ud af serien ”True Detective”. Den rejser nemlig nogle meget interessante spørgsmål: Kan man være utilregnelig, nihilistisk og lidt en ’misfit’ og samtidig jage de ’freaks der er’ derude? Hvilken type detektiv kræver det at opklare mord i den verden Southern grotesque udspiller sig i? Hvordan forholder man sig til en fortid, man ikke tør erkende, men heller ikke kan flygte fra?

Realisten og nihilisten
”True Detective” foregår i sydstaten Louisiana og handler i høj grad om fortiden. Hele narrationen i første halvdel af første sæson foregår primært som et forhør med flashbacks. De to tidligere politiefterforskere, Rustin “Rusty” Cohle (Matthew MacConaughey) og Martin Hart (Woody Harrelson), der opklarede en meget kompleks og ubehagelig mordsag, der involverede prostituerede og børnemisbrug, kaldes ti år senere til et forhør for at afdække nogle af de nærmere detaljer omkring sagen. Cohle og Hart er hinandens spejlbilleder: Hvor Hart nærmest på overfladen er stereotypen på en amerikansk politiefterforsker, macho, patriarkalsk, emotionel og konkret i sin tale, virker Cohle fra starten mere mystisk, underspillet og meget abstrakt i sin kommunikation. Han kommer fra starten skævt ind på hele afdelingen med sine nihilistiske bemærkninger og irriterende kommentarer – han er afdelingens ’misfit’. Cohle gemmer dog på mere end tror. Han er til tider fuldstændigt utilregnelig:

Da nogle mænd, der arbejder på et værksted, ikke giver Hart de oplysninger han håber på, går Cohle ind og tæver dem alle tre, indtil de fortæller hvad de ved. Cohle fremviser så godt som ingen følelser i denne scene. Han skræmmer os, for vi ikke kender til hans motivation, og selvom vi løbende lærer mere om ham og hans fortid – som undercover i bandemiljøerne – forbliver mange spørgsmål om ham ubesvarede.

På overfladen kan det virke som om Cohle er den dybe og komplicerede og Hart den overfladiske og simple, men begge karakterer viser sig at være komplekse og fyldt med indbyrdes paradokser og mysterier. De repræsenterer to forskellige typer: Hart der tror på verden som den fremstår og som handler rationelt eller Cohle der i højere grad følger sine sanser og handler intuitivt. Navnene Hart og Cohle er også et ordspil der leger med heart og soul – hjerte og sjæle, krop og ånd.

Filosoffen Jean Baudrillard, der i 70’erne rejste gennem USA og skrev et værk om sine oplevelser, kommer med en interessant indsigt: “Amerikanerne tror på kendsgerningerne, men ikke på kunstigheden.” Uden at gå ind i citatets problematiske generaliseringer, udsiger det en interessant dimension af den amerikanske mentalitet: Amerikanerne fremstår som realisterne der idealiserer en objektiv fremstilling.

Hart er et godt eksempel på realisten: Han opererer med gode og onde mennesker, har nogle klare opfattelser af, hvordan en familie skal skrues sammen og vælger tidligt i efterforskningen at fokusere på enkelte mistænkte for at målrette eftersøgningen. Han er glad for de fotografier, der bliver taget på gerningsstederne, da de netop repræsenterer disse kendsgerninger, han bruger som holdepunkter.

Fyraften - Hart og Chole får en drink på den lokale
Fyraften – Hart og Chole får en drink på den lokale

Hans spejlbillede er Cohle, nihilisten, der i stedet for at tage fotografier på gerningsstederne, tegner de ting han ser, danner sig sine egne indtryk. Han stoler på sine sanser til at hjælpe ham med at forstå verden. Cohle og Harts mange samtaler tydeliggører forskellen på dem: Da Hart på et tidspunkt spørger: “Do you ever wonder if you’re a bad man?”, hvortil Cohle prompte svarer ham: “No. I don’t wonder, Marty. The world needs bad men. We keep the other bad men from the door.” Cohle forsøger ikke at forsvare sine til tider ekstreme metoder, men forklarer at de er nødvendige. Og netop hans ekstreme metoder leder dem på sporet af Ledoux-familien, en gammel sydstatsslægt, der har forbindelse til Louisianas guvernør og statens religiøse ledere.

Time is a flat circle
Da Cohle og Hart endelig fanger deres mistænkte, Reggie Ledoux (Charles Halford), kæmper han ikke imod, men siger en masse lommefilosofisk nonsens : “You’ll do this again. Time is a flat circle” og fabler løs om at de er et sted ved navn Carcossa og møde med The Yellow King.

Men snart opdager vi, at han faktisk minder os om Cohle, der også har en tendens til at blive filosofisk i sine taler og sige hvad man kunne tro var nonsens. Er dette et møde mellem to bad men, der står på hver deres side af samfundet?

Jeg mener, der er grund til at se netop dette øjeblik som særligt vigtigt for Cohle, især fordi han på et tidspunkt selv i forhøret 10 år senere fortæller de detektiver der afhører ham: “Someone once told me: ‘Time is a flat circle’. Everything we’ve ever done or will do, we’re gonna do over and over again.” Har Cohle virkelig taget Ledoux’ filosofi til sig? Eller har han valgt at lære alt hvad denne ‘freak’ kunne fortælle ham, frem for bare at se det som det nonsens det kunne lyde som om?

I lang tid ved vi ikke helt hvad vi skal tro om Cohle, især da vi får at vide at formålet med Cohles og Harts forhør, er at Louisianas guvernør for nyligt er blevet myrdet… Og Cohle havde en forbindelse til det! Hvilken slags ‘bad man’ er Cohle i dag? Og hvilken type mennesker kan blive en ‘true detective’? Serien viser os nemlig yderligere, at Cohles tegninger og indtryk ikke er nok til at løse sagen, men han har brug for Hart og hans fokus på kendsgerninger og hans øje for detaljer i fotografier. Det bliver netop sammenhængen mellem en tegning og et fotografi, der leder dem på det rette spor, da Hart og Cohle mødes igen efter forhøret.

”True Detectives’” første sæson er utroligt velskrevet og fyldt med fremragende referencer. Den formår at skabe en ægte Southern grotesque stemning og samtidig være en god og solid krimi serie, der bliver ved med at være spændende. Og næste sæson er lige om hjørnet. Men det er umuligt at vide, hvad vi skal forvente, da de eneste der er bevaret er navnet, True Detective. Der er ingen Cohle, ingen Hart, og handlingen foregår i Californien, langt fra syden. Hvordan vil de strukturere plottet her? Vil det i højere grad være en Silicon Valley filosofi vi møder? Er det måske spøgelser fra fremtiden, frem for fortiden, der kommer til at hjemsøge næste sæson? Spekulationerne er mange – d. 22. juni forløses vi, når HBO præsenterer 2. sæson kl 03.00.

More from Niclas Hundahl

“It takes a near death experience to stay alive”

Frank Oceans ”Channel Orange” (2012) er for mig et helt særligt album....
Læs mere