Du spiser ikke, men sover på en madras fuld af dollars

Under den kolde krig var han negerdrengen i Østberlins gader, mere fri end de hvide østberliner-børn. Nu er han rebel-generalen i Kinshasa, der forsøger at bevidstgøre og opruste den congolesiske ungdom til at skabe et nyt Congo.

”I kolonitiden var vores forfædre slaver, der blev pisket tre gange om dagen. Men de spiste også tre gange om dagen. Så opnåede de den såkaldte uafhængighed og siden skabte de dette land efter deres egen vilje. 50 år efter? Congoleserne spiser knapt nok én gang om dagen.

Congo græder..

Brødre, jeg undrer mig –
Skal vi bebrejde de hvide?
Eller vores egne forældre?

Congo græder…

Er vi uafhængige eller afhængige?
Eftertiden vil dømme
Eftertiden vil dømme.”

Sådan synger Jupiter Bokondji i slutningen af sangen ”Congo”, der findes på hans band Jupiter & Okwess Internationals debutplade fra 2013 ”Hotel Univers”. I år spillede de for fjerde gang på Roskilde Festival.

Jupiter Bokondji sidder overfor mig bag Orange Scene. Han er høj og slank, iført sort tøj og med en cigaret i hånden. Om et par timer skal han spille på Arena-scenen. Til daglig bor han i Kinshasa, som både er navnet på hovedstaden og en af regionenerne i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).

DR Congos lunge
Congofloden løber langs kæmpebyen med omkring 10 millioner indbyggere – en by mest kendt for fattigdom, voldtægt, mord, kaos og mørke. Men også en by der pulserer med anarkistisk kreativitet og endeløse melodier. Man skal ikke udforske Kinshasa ved at se på den – man skal lytte til den, fortæller Jupiter, ”Kinshasa er perkussions, den er DR Congos lunge, den flyder over af energi, og der er en musiker i hvert eneste hus.”

”Der er 446 dialekter i landet, og hver dialekt har sin egen rytme. Ved at sammensætte dem skaber man ekstraordinære melodier. Vores sjæle har brug for disse melodier – de skal berøre og påvirke autoriterne, så de kan ændre karakter og opførsel og bringe Afrika fremad” fortæller Jupiter.

DR Congos vej fra afhængighed til uafhængighed, fra slaveri til modernitet, har været præget af dårlige ledere, af lokale og regionale krige og ikke mindst udnyttelse og undertrykkelse af befolkningen. Millioner er døde siden den første Congokrig startede i 1996.

Er det den hvide mands skyld eller vores forældre, spørger Jupiter i sine tekster? Godt to generationer efter uafhængigheden er DR Congo stadig et af verdens fattigste, på trods af landets omfattende naturressourcer og uudtømmelige kulturelle, og i særdeleshed, musikalske rigdomme.

”Du sover på en madras fuld af dollars, men du spiser ikke, du dør af sult.” Jupiter sætter ord på det paradoks som congoleserne befinder sig i, mens han opgivende løfter sine lange arme. Ifølge ham har congoleserne givet afkald på deres egen kultur for at passe ind i den europæiske, og det er en del af forklaringen på landets dårligdomme.

I Kinshasa går han under navnet rebel-generalen, og han har planer om at revolutionere DR Congo, og vække den unge generation af congolesere gennem musikken. Og i et land hvor de to almindeligste ord er Mogai (sulten) og Liwa (død), hvor man ikke lever, men overlever, og hvor politiker er synonymt med kriminel, er der brug for musikkens healende kraft.

Ich bin ein congoleser
”Før sagde vi ’Kinshasa den smukke’ (Kinshasa la belle), nu siger vi Kinshasa skraldespanden (Kinshasa la poubelle)”, siger Jupiter. Congofloden er brun. På den modsatte flodbred ligger Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo. Det eneste sted i verden hvor to hovedstæder ligger overfor hinanden.

Jupiter skabte Jupiter & Okwess International i 1990, og de turnerede på det afrikanske kontinent. Deres popularitet voksede, men i 1996 brød den første Congokrig ud, og flere bandmedlemmer flygtede til Europa. Jupiter blev, og da jeg spørger ham hvorfor, er hans simple svar: ”Jeg er fra Kinshasa, derfor bliver jeg i Kinshasa.”

”I Afrika er Europa en utopi, men jeg så sand lidelse i Europa”, fortæller Jupiter. Under Mobutus regeringsperiode var Jupiters far diplomat i udenrigsministeriet og under den kolde krig, da Jupiter var syv år, blev hele familien sendt til Østberlin. ”Her begyndte jeg at lytte til James Brown, Jackson Five og The Beatles, musik der først kom til mit land omkring 1980erne. Når jeg gik ned ad gaden sagde de hvide børn altid: ”Se mor, en neger, en neger”. Jeg synes det var lidt bizart, da de jo var fanget på østsiden af muren, mens jeg var fri til at krydse over til vest, når jeg ville. Jeg tænkte; de kalder mig neger, men det er dem der er i fangenskab.”

Øgenavnet inspirerede Jupiter til at danne sit første band ”Der Negre” med nogle andre sønner af diplomatfædre: ”Vi lavede selv vores instrumenter og spillede ellers på hvad end vi kunne finde. Det var meget uprofessionelt, men sjovt.”


+
Jupiter genkendte mange af rytmerne fra den traditionelle congolesiske musik i de vestlige genrer, og et af hans mål med Okwess International er at vise verden, at den afrikanske traditionelle musik er grundlaget for verdensmusikken. Jupiter & Okwess International er i dag kendt for at blande traditionelle afrikanske rytmer med afropop, punk, rock og funk.

Trommesproget
Udover den tiårige afstikker til Tyskland har Jupiter boet i Kinshasa hele sit liv. Hans bedstemor var en berømt healer og helbredte syge med rytmer og sang til begravelser. Hun lærte Jupiter at spille trommer. Trommen er ikke blot et instrument i DR Congo, men en del af sproget. Måske er det derfor, at rytmerne ligger så dybt i befolkningen.

I år 500 e.Kr. brugte man det såkaldte trommesprog til at kommunikere med; hver landsby havde sin tromme, og på den måde kunne man sende beskeder over store afstande. Trommen var lavet af en udhulet træstamme, og havde en dyb og en høj tone. Beskederne vandrede fra landsby til landsby og den samme besked kunne rejse op til 600 kilometer. Da de europæiske opdagelsesrejsende ankom i det 19. århundrede, forstod de ikke, at landsbyerne ventede dem. Da de opdagede congolesernes trommesprog, gav de det navnet ”jungletelegrafen”.

Efter Jupiter som 17-årig kom tilbage fra Tyskland tog han rundt med bedstemoren til begravelser og sang og spillede på trommer. Jupiter kalder Jupiter & Okwess Internationals musik for Bofenia Rock og forklarer: ”Bofenia er en af de rytmer min bedstemor brugte, rytmen kommer fra min by og kurerer dårligdomme. Der er mange rytmer ligesom Bofenia, men jeg har valgt den, fordi den lyder godt.”

Inden Jupiter skabte Jupiter & Okwess International, rejste han rundt i Kinshasa og lyttede til de forskellige traditionelle rytmer, en tur han selv kalder ”Tour de Congo”, da alle DR Congos stammer og musiktraditioner findes i Kinshasa-regionen.

Børnene sover, de drømmer at de spiser
I 2004 mødte de to franske filmmagere Renaud Barret og Florent de la Tullaye Jupiter, og han inspirerede dem til at lave dokumentarfilmen Jupiter’s Dance. Filmen tegner et stærkt portræt af Kinshasas armod og dens pulserende musikalske energi. Den tager seeren med til Yamaka skoven, som kaldes Kinshasas hjerte og er tilholdssted for forældreløse gadebørn, hvis antal er steget stødt siden 90’erne, de såkaldte Shéges. ”Shéges – always repressed, never depressed” er der en mand i filmen der siger. I skoven forsøger de at dyrke ting for at få noget at spise, og mange af dem spiller musik af instrumenter, de selv bygger af gamle tin mælkepulverdåser, strå og colaflasker. ”The children they sleep, they dream that they eat”, rapper en fyr på en gade i Kinshasa i en anden scene.

De fleste sangtekster, man hører i Jupiter’s Dance, handler om basale udfordringer som børnenes vitaminmangel eller regntidens konsekvenser – der er ingen kærlighedsfortællinger – vi er i bunden af behovspyramiden.

 Dokumentarfilmen var med til at give Jupiter & Okwess International deres internationale gennembrud. I 2007 mødte Jupiter, Damon Albarn fra Blur i Kinshasa og det blev begyndelsen til et musikalsk samarbejde: ”Damon Albarn har gjort meget for mig, vi har fremtidige projekter i støbeskeen, men intet er sikkert endnu” fortæller han. Siden 2012 har bandet turneret med Africa Express og blandt andet spillet på Glastonbury Festival. Lørdag nat den 4. juli spillede Africa Express på Roskilde Festival i tre forrygende timer, hvor blandt mange andre, danske Trentemøller og Warren Ellis fra Nick Cave and the Bad Seeds spillede med. Damon Albarn endte med at blive båret væk fra scenen.
Dokumentarfilmen var med til at give Jupiter & Okwess International deres internationale gennembrud. I 2007 mødte Jupiter, Damon Albarn fra Blur i Kinshasa og det blev begyndelsen til et musikalsk samarbejde: ”Damon Albarn har gjort meget for mig, vi har fremtidige projekter i støbeskeen, men intet er sikkert endnu” fortæller han. Siden 2012 har bandet turneret med Africa Express og blandt andet spillet på Glastonbury Festival. Lørdag nat den 4. juli spillede Africa Express på Roskilde Festival i tre forrygende timer, hvor blandt mange andre, danske Trentemøller og Warren Ellis fra Nick Cave and the Bad Seeds spillede med. Damon Albarn endte med at blive båret væk fra scenen.

Selv er Jupiter blevet beskrevet som en kunstner, der synger om politiske og sociale problemer, et prædikat han dog ikke frivilligt tager på sig: ” ”Jeg synger om alt: om det sociale og politiske liv, om uretfærdigheder, kærlighed – det hele. Men journalisterne siger altid jeg er en politisk engageret kunstner, jeg synger blot om alt det jeg ser, om realiteterne her i Kinshasa.”

Drømmen om Europa
I en af scenerne siger en ung fyr til Jupiter: ”Vores generation er fortabt, der er ingen job til os her. Vi har én drøm, og det er at komme til Europa, det er vores generations eneste drøm”. Jupiter svarer: ”Bliver du ved med at drømme om Europa og spilder din tid og energi på den drøm, vil du i slutningen af dit liv, være præcis samme sted som du er nu.”

Jupiter forsøger gennem sine tekster at banke en national stolthed ind i det congolesiske folk og stille hvert enkelt individ til ansvar for sit eget liv og DR Congos fremtid: ”Vi opgiver vores egen kultur for at omfavne den europæiske. Men jeg er ligeglad med den, hvad er der for mig i USA, Europa eller Asien? Nej, nej, nej, vores sande rigdom er her,” siger han.

I filmens slutscene står han på en scene i Kinshasa med Okwess International. Inden de begynder at spille råber han: ”Revolutionen er lige begyndt – den musikalske revolution.” Folk ser den ikke, den er stadig u-opdaget”, siger han og ryster på hovedet med et skævt smil.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Ugandas paradoksale homo-had

De sidste par år har Ugandas hetz mod homoseksuelle skabt ramaskrig i...
Læs mere