Halvdelen af verden kigger med – historien om Mew

Som optakt til Mews koncert på Roskilde Festival, bringer vi her et portræt af et af landets største og mest kritikerroste bands. Fire nordsjællandske barndomsvenner, hvis rockdrømme gik i opfyldelse uden at deres særegne udtryk blev kompromitteret.

Jonas Bjerre (sang/guitar), Bo Madsen (guitar) og Johan Wohlert (bas) har kendt hinanden siden folkeskoletiden på Bernadotteskolen i Hellerup. Bandet samledes i sommeren 1995, hvor de tre og den just rekrutterede trommeslager, Silas Graae, begyndte at øve på et blindeinstitut. Det var her grundlaget for et af Mews særtræk blev lagt. Det unge firkløver spillede så umanérligt højt, at Bjerre var nødt til at synge i en høj falset for at trænge igennem lydbilledet.

Begyndelsen
De samler materiale til et album og bandet kontakter en af deres musikalske helte, amerikanske Damon Tutjunian fra bandet Swirlies, Med ham ved roret indspilledes debutalbummet ‘A Triumph for Man’ i vinteren 1997, kort efter at gruppen skrev kontrakt med Gyldendals pladeselskab Exlibris.

Debuten er et originalt mix af indadvendt støjpop, melankolske ballader og raffinerede musikalske arrangementer med både strygere og harmonika. Hvilket skam også blev behørigt noteret af musikanmelderne, som lovpriste ‘A Triumph for Man’ i uforblommede vendinger. Singlen ‘I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)’ blev et hit på det alternative program Det Elektriske Barometer og Mew turnerede i Danmark og spillede på Roskilde Festival 1998. Et opsigtsvækkende band så dagens lys.

Pladekontrakten med Epic
I forbindelse med arbejdet på opfølgeren ‘Half the World is Watching Me’ fik Mew en amerikansk manager. Med Asif Ahmed fra Explosive Curry Management i NYC gik jagten nu målrettet ind på at afsætte bandets musik internationalt – et logisk træk, bandets format taget i betragtning. Første skridt på vejen var en koncert på den prestigefyldte branchefestival South by Southwest (SXSW) i Austin, Texas i marts 2000. Kort efter udkom album #2, og ud over koncertaktivitet i Danmark og Skandinavien, blev året brugt på forhandlinger med diverse udenlandske pladeselskaber, samtidig med, at Mew nu fik større hul igennem æteren med radiohits som af ‘Mica’ og ‘King Christian’.

Forhandlingerne førte til at Mew i marts 2001 skrev kontrakt med den engelske filial af Epic/Sony. Da Mew i forbindelse med den nye internationale karriere flyttede til London, blev de med ét en rigtig god historie i de danske medier. Hypen voksede i takt med at det første album til det udenlandske marked, bestående af genindspilninger af gamle numre og nyt materiale, tog form i Los Angeles med producer Rich Costey ved roret. ‘Frengers’ udkom i foråret 2003 og blev Mews gennembrud, og mens singlerne ‘Am I Wry? No”, ‘156’ og ‘Comforting Sounds’ sikrede solid radio airplay, turnerede Mew intensivt i England, Europa og Asien.

Det kunstneriske gennembrud
Efter således at have konsolideret sig og skabt en solid fanbase rundt om i verden, var tiden kommet til at lave det album, de altid havde drømt om. Ét langt sammenhængende værk, hvor Mews ambitiøse visioner for alvor kunne folde sig formfuldendt ud. Til at forløse dette, allierede de sig med den amerikanske topproducer, Michael Beinhorn, og kreerede ‘Mew and the Glass Handed Kites’. Hvis ‘Frengers’ var deres kommercielle gennembrud, var dette bandets kunstneriske klimaks. Bo Madsen udtalte ved udgivelsen: ”Det er det mest lyse, vi nogensinde har lavet, og det er samtidig det mest mørke. ” Sandt for dyden inkorporerer albummet da også alle nuancerne i Mews rigt facetterede palet. Progressive rockstrukturer, intrikate rytmiske forløb og rendyrkede popelementer. Singlerne ‘Apocalypso’, ‘Special’ og ‘The Zookeeper’s Boy’ blev store hits.

Ved Danish Music Awards 2006 modtog Mew fire statuetter, heriblandt Årets Danske Gruppe og Årets Danske Album – en cementering af deres nationale succes. Kort efter, i april 2006, forlod Johan Wohlert bandet. Han kunne ikke længere forsvare at hellige sig forpligtelserne i Mew, når han skulle være far. Kort efter fødte Pernille Rosendahl sønnen Tristan.

Den afsøgende fase
Jonas, Bo og Silas fortsatte dog ufortrødent, og flankeret af deres mangeårige keyboardspiller, Nick Watts, og Bastian Juul som stand-in på bas, fortsatte koncertaktiviteterne for ‘Glass Handed Kites’ frem til sommeren 2007. Herefter påbegyndte trioen arbejdet med et nyt album med den halsbrækkende titel ‘No More Stories Are Told Today/I’m Sorry/They Washed/No More Stories/The World is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away’. En plade, som på sin vis afspejlede Mew i nye gevandter.

Symptomatisk hedder åbningsnummeret ‘New Terrain’ og det var også, hvad gruppen afsøgte musikalsk på albummet. Her flirtede de med såvel mathrock-elementer, calypso og kompositoriske kringelkroge, eksemplificeret i den opsigtsvækkende single ‘Introducing Palace Players’. I forbindelse med albummet drog bandet på en længerevarende USA-turné med Nine Inch Nails og spillede på både Roskilde Festival 2009 og udsolgt i KB-Hallen. Mew var, på trods af deres evige udforskende natur, stadig et af landets mest respekterede og populære bands.

Johans comeback og album ditto
Herefter holdt bandet en længere pause, hvor Jonas bl.a. kreerede soundtracket til Rune Schjøtts spillefilm ‘Skyscraper’. Som en foreløbig status over karrieren udsendtes opsamlingsalbummet ‘Eggs Are Funny’, som indeholdt det nye nummer ‘Do You Love It’, ligesom Mew spillede på Roskilde Festival 2012. Gradvist tegnede konturerne sig til et nyt album og bandet slog atter pjalterne sammen med Michael Beinhorn, som bragte ‘Glass Handed Kites’ til verden. Og fra ham var meldingen klar: ”I skal være en kvartet igen”, hvorefter Bo ringede til Johan for at høre, om han ville tilbage i bandet. Det indvilligede han i og samarbejdet mellem de fire påbegyndtes. Dog i al hemmelighed, så ved Mews koncert på den aarhusianske festival NorthSide i juni 2014 var overraskelsen – og ikke mindst glæden – enorm, da det her blev offentliggjort, at bandet var tilbage i original startopstilling.

Med Johan som surprise på Northside i 2014 er bandet tilbage i original startopstilling. Foto: MEWxinfo
Med Johan som surprise på Northside i 2014 er bandet tilbage i original startopstilling. Foto: MEWxinfo

I foråret 2015 udkom ‘+ -‘, som afspejler at Mew er tilbage i storform, og at den seks år lange ventetid har været det hele værd med numre som ‘Witness’, ‘My Complications’, ‘Water Slides’ og på årets Roskilde Festival, er de blandt hovednavnene og spiller på Orange Scene fredag 3. juli.

Mew har efterladt et solidt og varigt aftryk i dansk musikhistorie, og bevist, at originalitet, en selvsikker tro på egne evner plus ambitiøse visioner, såvel som formatet til at forløse dem, kan føre fire barndomsvenner ud på et eventyr, hvor rockdrømme går i opfyldelse.

More from Martin Gronemann

Find vej i dokumentarfilmjunglen

CPH:DOX er netop tilendebragt. Fik du ikke set alle de film, du...
Læs mere