TV-KOLOSÆUM – Midt i en gladiatortid

Den romerske antiks politiske historier og kultur er indbegrebet af vendingen “it’s epic” og har fascineret filmbranchen siden dens opståen: Siden franske “Cléopâtre” (1899) af Georges Méliès er ca. 136 titler (!) kommet til. Efter BBC’s mesterlige serie “Jeg, Claudius” (BBC, 1974) gik genren i dvale i 24 år indtil Ridley Scotts underholdningskritiske underholdningsfilm “Gladiator” (2000)” overrumplede alle for siden at afføde tv-serierne “Rome 1-2 (HBO, 2005-07)” og “Spartacus 1-4″ (Starz, 2010-13 )”. Gennem et miskmask af voldsdyrkelse og lærerig romersk historie kan seere følge med i Roms udvikling og blive lige dele dummere og klogere.

Med storfilmen “Gladiator” gravede Ridley Scott noget tvetydigt frem, som bidrog til renæssancen af Romertiden som billede på det (u)menneskelige: Historien om massemenneskets blodtørst og kampen fri af den. Filmen både kombinerede voldsæstetik og holdningsopbygning og satte dem op mod hinanden ved grafisk at udfolde spørgsmålet: Hvis den indre slave for alvor har fået blod på tanden – forbliver hænderne så rene? Vi kigger vi på filmen ”Gladiator”, samt de to tv-serier den affødte, for at diskutere, hvad de – og vi – har gang i?

BLODTØRST – MASSEPSYKOLOGISK SET
“Rom med sin kvantitetsdyrkelse, sin mangel på fælles åndelige værdier, sin rigdom og sin elendighed, sin livsnydelse og sin livslede, sit behov for underholdning og for frelse, sin individualisme og sin massepsykose, er det store fortilfælde for vor egen storbycivilisation”, skrev filosoffen Villy Sørensen i sin mesterlige bog “Seneca – humanisten ved Neros hof” (Gyldendal, 1976). Netop fordi der er samfundsmæssig og tidstypisk grund til, at vi er opslugt af antikkens Rom, er der desto dybere grund til, at vi ikke blindt lader os rive med i af tv-Kolosæum. Ikke kun i tv-serierne om antikken, hvor moderne manuskriptforfattere kan få afløb for deres primitive fantasier, flyttes grænserne – og overtrædes de, ville nogen sige: Afstumpet vold og softporno stortrives i mange af tidens andre serier: “Vikings”, “Hannibal”, “Sons of Anarchy”, “Games of Thrones”. Og i serien om Spartacus er der gået sport i at overbyde seksuelle udskejelser og aflivningsmetoder. Gladiatorlivet fascinerer igen – desværre.

Blodtørsten er ikke kun at spore i bølgen af vampyrfilm. Badet i blod og med heavy metal som underlægningsmusik skiller Spartacus endnu et hoved fra endnu en krop.
Blodtørsten er ikke kun at spore i bølgen af vampyrfilm. Badet i blod og med heavy metal som underlægningsmusik skiller Spartacus endnu et hoved fra endnu en krop.

Fænomenet; den stigende mængde af tv-vold og sex – og sammenblandingen mellem dem! – kan anskues på to måder: 1) Som de statusmæssigt laveste og mest seksuelt fortrængte klassers behov for hævn eller 2) som en tiltrængt udlevelse af naturligt medfødte aggressioner og instinkter, der endelig får luft i et samfund, der har fået både økonomisk råd og moralsk mod til at tillade det (på skærmen).

Hvis man, som jeg, forkaster den sidste for at abonnere på den første betragtning, må samtidens tv-Kolosæum være opstået for at tilfredsstille en frustreret underklasses hævntørst. Massemedierne har nemlig vist os massemennesker, at det aggressive globale konkurrencesamfund udfolder sig i en gigantisk pyramide, hvor der er uendelig langt til toppen; deroppe, hvor limousinerne glider gennem blitzlyset op til de røde løbere, hvor de uopnåeligt smukke og tilbedte mennesker iført unikakjoler eller Rolex-ure slentrer forbi. Kedsomheden og lidenskabsløsheden på bunden af den masseproduktionskultur, som alt for mange arbejder fuldtid for at holde kørende, avler fortrydelse, bitterhed og hævntørst, som fortrænges for at finde midlertidig forløsning i den ugentlige skærmvold- og sex.

Netop det samfundslag, som har behov for at se nogen blive fornedrede for åben skærm (eller i arenaen), er de folk, som selv føler sig nederst. Både storfilmen “Gladiator” og de to store tv-serier om Rom, “Rome” og “Spartacus”, appellerer til massemennesket og tager pudsigt nok udgangspunkt i de svagestes kamp mod de stærkeste. Det er oplagt, fordi klasseforholdene (“Plebs” versus adelen) og strukturerne (fænomenet Kolosæum) inviterer til det. For at det skal lykkes må manuskriptforfatterne være lige dele stærke historisk; i romersk antik, og massepsykologisk; i de mekanismer som udgraves og udstilles. Udfordringen synes enorm: Vi skal se på hvordan de slipper gennem det dramatisk – og med hvilket udbytte.

"Brød og skuespil til folket" lød den romerske overklassens motto. I dag: "Supermarked og Blockbusters".
“Brød og skuespil til folket” lød den romerske overklassens motto. I dag: “Supermarked og Blockbusters”.

RIDLEY SCOTT’S “GLADIATOR” – UHYGGELIG AKTUEL?
Ridley Scotts’ “Gladiator”, der med rette kan kaldes en storfilm, fordi den ud over at være dyrt effekteri rent faktisk er en stor film, var netop en gladiatorfilm MOD gladiatorkampe. Det æstetiske havde modvægt i det etiske – uretfærdighed og blodrus stod i kontrast til indignation og ømhed, og filmen blev ikke uden grund belønnet med fem Oscars, blandt andet for Bedste Film og Bedste Mandlige Hovedrolle (Russel Crowe som Maximus).

Gladiator-kampene, der introduceredes 260 f.kr. stod på indtil skolerne blev forbudt i 399 e.kr., altså i 659 år (!), og må derfor betragtes som et massepsykologisk fænomen, der bør tages alvorligt. Førend de kristne vant indpas – først som ofre i Kolosæum, senere som repræsentanter for statsreligionen – menes stoicismens romerske fader, filosoffen Seneca at være den eneste intellektuelle, der offentligt tog afstand til gladiatorkampene. I 65 e.kr. blev han dømt til selvmord af den mordlystne kejser Nero, der selv yndede at slå ihjel som underholdning.

I filmen personificeres polariteten mellem den humanistiske statsmand over for den blodtørstige og narcissistiske kejser af henholdsvis Marcus Aurelius (121-180 e.kr.) og hans søn kejser Commodus (161-192 e.kr): Da faren på sit dødsleje beder sønnen tillade, at det diktatoriske kejserdømme forvandles til demokratisk republik, gør sønnen kort proces og kvæler faren. Inden da har Marcus Aurelius dog indviet sin general Maximus (spillet mesterligt af Russel Crowe) i planen, og da Commodus (spillet ligeså mesterligt af Joaquin Phoenix) efterfølgende ikke kan få Maximus til at sværge troskabsed, degraderer han ham til gladiator og slår hans familie brutalt ihjel. Derefter indleder Maximus en pagt med djævlen, da han beslutter sig for at holde sig i live indtil han kan få hævnet sin afdøde familie: Jo mere spektakulært han slår sine modstandere ihjel i arenaen, jo tættere kommer han på at møde sin dødsfjende, kejser Commodus.

Russel Crowe indtog hovedrollen i filmen, der indtog hovedrollen i gladiator-fascinationens genfødsel.
Russel Crowe indtog hovedrollen i filmen, der indtog hovedrollen i gladiator-fascinationens genfødsel.

Kejser Commodus, der historisk set er et godt valg, fordi han til den romerske overklasses væmmelse selv elskede at optræde som Gladiator i Kolosæum, fremstilles psykologisk set som et levende symbol på det splittede samfund, som tegnes af modsigelsen mellem overklasse og “plebs”. Et sted i “Gladiator” belærer Commodos det nervøse senat om, “at borgerne er hans børn og han deres far” og at han “knuger dem til sit bryst”, hvortil en senator overmodigt spørger: “Har du da nogensinde prøvet at omfavne en mand, der er ved at dø af pest?”.

De daglige gladiatorkampe bliver det sted, hvor socialt raseri og personlig narcissisme kan forenes i en form for forløsende intimitet. Det brutale og det patetiske, som let forbinder visse magtsyge individer med undertrykte sociale strømninger og omvendt, får også følgeskab af det perverse: Commodus forsøger flere gange at komme i lag med sin søster, som han ønsker skal sikre arvefølgen. Skurkens sygelighed er udtalt på alle planer. Modsat står den anonyme Guy Fawkes-type, der kun vil kaldes Gladiator, og hvis fromme, sunde seksualitet er bundet til mindet om hans afdøde kone.

Mens vi som publikum loyalt og tålmodigt venter på, at Maximus får hævnet sig på den incestuøse kejser, får han afhugget et par arme, ben og hoveder: Sådan er djævlepagten jo! Det diabolske i dette manuskript er netop, at vi som publikum bliver underholdt af opvisningsvold, der tjener et etisk formål. Da en blodtilsølet Russel Crowe brøler mod tribunerne: “Er I ikke underholdt? ER I IKKE UNDERHOLDT?! ER DET IKKE DERFOR I ER HER?”, råbes det også gennem tid og sted til os seere, publikummet i sæder og sofaer. Ridley Scott’s film er dobbelttydig og svær at være enten for eller mod etisk talt: Den er udtryk for det samme, som den tager afstand fra.

“ROME” 1 & 2 – ARV ELLER VILJE
HBOs enorme projekt “ROME”( 2006-7), der grundet for store omkostninger blev forkortet fra fire til to spændende sæsoner, tager ikke alene afsæt i den publikumssucces, som filmen “Gladiator” skabte, men også i filmens problematik. Det er forholdet mellem top og bund, der udforskes: Ikke hovedsagligt det første som i “Jeg, Claudius” eller det sidste som i “Spartacus”.

Selvom manuskriptforfatterne bag “Rome” lader et afgørende historisk skel være aksen om hvilket dramatikkens hjul drejer: Overgangen fra republik til kejserdømme – personificeret ved Julius Cæsars regeringstid (sæson 1) , samt det kaos som “tyranmordet” på Cæsar udløser (sæson 2), et kaos, der ledte til borgerkrigen mellem Markus Antonius og Cæsars arving, den unge Tiberius (senere kejser Augustus). Modsat den store BBC-satsning “Jeg, Claudius”, der samlede millioner ved tv-skærmene i 1976, og byggede på professor Robert Graves både geniale og verdensberømte værk med samme titel fra 1934, tager “Rome” ikke udelukkende udgangspunkt i intrigerne i kejserfamilierne, men også i to hjemvendte soldaterskæbner, Lucius Vorenus’ og Titus Pullos.

Med jerndisciplin forsøger Cæsar at vise, at det ikke er blodet men indsatsen det kommer an på, noget de to soldaterkammerater får glæde af, da Cæsar til adelens forargelse udnævner Vorenus til administrator af én af Roms største bydele. William Shakespeare har ikke foruden grund skrevet ét stort drama om dobbeltheden i Cæsars folkelige tilgang til magten: Var han en god konge eller en forræder mod demokratiet?

Det givende og engagerende ved serien “Rome” er, at vi får hele Cæsar-historiens samfundsøkonomiske og sociologiske baggrund udfoldet gennem de to soldaterkammeraters opstigen og adfærd?.

Top møder bund: Julius Cæsar og Lucius Vorenus.
Top møder bund: Julius Cæsar og Lucius Vorenus.

Da Cæsar bliver myrdet på senatets gulv udløser det ikke, som forventet, jubel i Rom. Borgerne bliver vrede over det demokratiske tyrandrab, som de oplever som et uretfærdigt kongemord. Brutus må flygte, og snart står den unge arving, den purunge kejser Augustus, overfor først Brutus, siden Markus Antonius, som han må jage til Ægypten, hvor denne falder i kløerne på den lidenskabelige Cleopatra.

Ikke blot Cleopatra var en stor politisk begavelse: I Rom øvede de mest politisk begavede kvinder, der pga. deres køn ikke kunne blive senatorer, indflydelse gennem deres ægtemænd, elskere eller sønner (for enkelte af slagsen kom disse tre ud på ét!), som de gerne skaffede af vejen (oftest med gift), hvis det opfyldte de politiske ambitioner. Kvindeskikkelserne i “Rome” er ligeså dæmoniske og nuancerede som mændene, hvis ikke mere, og deres blanding af forførelse og realpolitisk kvindelist er dybt interessant.

Cleopatra, makedonsk-ægyptisk leder af det koloniserede Ægypten, forførte først Cæsar, dernæst Marcus Antonius. Da den tredje kejser, Augustus, ville undertvinge hende, tog hun sit liv ved at lade en giftslange bide sig i brystet.
Cleopatra, makedonsk-ægyptisk leder af det koloniserede Ægypten, forførte først Cæsar, dernæst Marcus Antonius. Da den tredje kejser, Augustus, ville undertvinge hende, tog hun sit liv ved at lade en giftslange bide sig i brystet.

Selvom seriens personer ikke afstår fra at udøve brutalitet, så bliver deres handlinger medvirkende til at besegle deres skæbner som afstumpede og hadede personer; og netop dette giver det meste af den meningsløse vold mening. “Rome” er lige dele underholdning, historieundervisning og sociologisk udforskning og er frygtindgydende flot lavet. Ikke et under, at selveste HBO kun fik råd til sæsoner! Og da “Rome” udfolder perioden op til kejser Augustus magtovertagelse, støder den i tid præcist op til “Jeg, Claudius”, der fortæller den efterfølgende uhyggelige historie om, hvordan Augustus kommer af dage og siden efterfølges af først tyranen Tiberius og siden psykopaten Caligula (Denne filmredaktør vil vove at påstå, at den som ser de to serier i nævnte rækkefølge, og som tilmed læser Graves’ geniale roman, vil føle sig som ekspert i Romertidens storpolitik og perverterede psykologi).

Unavngivet

SPARTACUS – FRIHEDSELSKER, UDLÆNDING & TERRORIST
De første sæsoner af “Spartacus” viser et 1900 år gammelt slaveoprør udført af liderlige bodybuildere, der dog ikke er så sataniske og perverse som de overklassemennesker, der indtil for nyligt har ofret dem i arenaerne og forgrebet sig på deres slavekoner under orgier i villaerne. Spørgsmålet er om hvorvidt måden gladiatorernes psykiske og sociale oprør udstilles på, er meget anderledes end det som vor tids “outlaw”-kultur, f.eks. rockerbander, udtrykker? Et umiddelbart sammenfald er den heavy metal som er soundtrack til de blodsprøjtende gladiatorkampe, som serien dyrker som en ærefuld blodssport. De penge som er sparet på kostumeafdelingen er brugt på blodbanken (for nu at citere en københavnsk teatermaler efter han havde set et afsnit af “Game of Thrones”). Den kærlighed som vi møder er altid sentimentalt længslende mod fraværende personer, hvorimod den sex, der afbilledes er kærlighedsløs – særligt den homoseksuelle, der jo ret beset truer det ultimative macho-ideal som gladiatoren repræsenterer.

En moderne humanistisk indsigelse kunne lyde, at det er kvalmende, at evigt tilfangetagne gladiatorer fremstilles som om, at de kan ikke gøre for, at de må slagte deres ligesindede før fyraften. Men ligesom mange i dag (på tv og i computerspil) helt frivilligt beruses af at se gode helte vinde over dumme tabere, som de må splitte ad for at sætte streg under sejren, var en stor del af virkelighedens gladiatorer frivillige ekssoldater eller andre misfits, der ikke kunne finde socialt fodfæste i samfundet. Dette gør serien til et ufrivilligt selvstudium i et kun tilsyneladende uddødt fænomen.

På hjem fra "træning". Der bliver ikke spillet på lut i omklædningsrummet.
På hjem fra “træning”. Der bliver ikke spillet på lut i omklædningsrummet.

Første sæson ender i et kæmpe historisk korrekt blodbad i gladiator-opdrætteren Batiatus hus i Capua, hvor slaveoprøret begynder, og fjerde seværdige! sæson ender lige så blodigt, dels udenfor Roms mure, hvor halvdelen af hæren på ca. 70.000 slaver under ledelse af Crisus bliver nedkæmpet af Crassus og Julius Cæsars legioner, dels ved Alpernes fod, hvor Spartacus og Gannicus møder deres endeligt i kamp mod samme hærførere. I fjerde og sidste sæson afløses gladiatorhørmen og softpornoen endelig af historisk virkelighed, der maner til eftertanke: I følge kilderne blev de 5.000 overlevende oprørere korsfæstet nøgne langs vejene til Rom som et skrækeksempel for de slaver, der måtte ønske sig at rejse sig mod deres herrer.

Omtrent 100 år senere, da både romerrigets udbredelse og dets tyranniske lederes vanvid nåede sit højeste, skulle kristendommens grundlægger miste livet ved samme sadistiske og ydmygende henrettelsesmetode. Modsat gladiatorkongen vendte jødernes konge den anden kind til og sagde: “Tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør”. Denne pacifistiske form for modstand (senere defineret af Mahatma Gandhi og Martin Luther King som “civil ulydighed”) fik først sit politiske gennembrud 300 år senere, da religionen blev statsreligion. Indtil da var tusinder af kristne blevet myrdet i KOlosæum. Først i 404 blev gladiatorkampene forbudt, efter 670 år, og efter at det 80.000 mennesker store publikum i Kolosæum havde stenet en egyptisk munk, der var trådt ud i arenaen for at blokere “underholdningen”.

"Slavehæren" møder Crassus' hær den sidste gang.
“Slavehæren” møder Crassus’ hær den sidste gang.

For romerne var slaverne navnløse individer. Helt bogstaveligt fik en slave et andet navn, og overført til vor tids forhold, kunne man med rette sige, at de blev assimileret 100 procent. At slaveoprøret fandt sted nogenlunde samtidig med demokratiets afskaffelse og det tyranniske kejserdømmes indførsel, fortæller noget. Romerriget var på sit højeste, bunden begyndte at bløde, og såret skulle forbindes med vold. I romernes øjne var Spartacus ikke en frihedskæmper men en udlænding og en terrorist(!): I “Spartacus” er det især den frihedselskende side – med alt hvad den indbefatter af seksuel og voldelig frigjorthed – der dyrkes. De to andre perspektiver om udlændinge og terror fortolkes ikke og er lukket land.

ER TV-KOLOSÆUM PSYKOLOGISK FORSKELLIG FRA KOLOSÆUM?
Den som holder tv-serien “Spartacus 1-4” op mod filmen ”Gladiator” må hurtigt erkende, at serien er skæv på den med sin voldsforherligelse og sin ømhedsfornægtelse. Spartacus udforsker ikke men udstiller vold og sex – eller med andre ord – der henvender sig til det indre; aggression og begær. Først til sidst i fjerde sæson, og efter mere end 30 timer, oplever man en udlevet kærlighed, der stikker dybere.

At følge manuskriptforfatternes og filmholdets loyalitet overfor emnet, leder således ikke til erkendelse, med mindre man selv gør arbejdet. Og her bliver det uhyggeligt interessant (med streg under uhyggeligt), for emnet om gladiatorkampene er jo en historisk realitet, og behovet for blodrusen har ligeledes været en massepsykologisk realitet for forholdet mellem den romerske under- og overklasse.

Der var mennesker ligesom os, i civiliserede samfund, der i stor stil hengav sig til disse voldsorgier. Filmen ”Gladiator” og serien “Spartacus” tilbyder denne erkendelse til den som tør, for det er et mørkt kapitel i den romerske antik, en antik, som vi endnu her 2000 år efter underviser i og forherliger i gymnasiet. Den anden erkendelse er at spørge: Er vi så forskellige fra dem? Er der et “gladiator-kampe”-fænomen i vores samtid – og har vi, moderne individer, behov for det, psykologisk? Og her kunne man jo straks svare: NEJ. Vi underholder os ikke ved at se folk slå hinanden ihjel. Det er ikke noget for os, civiliserede humanister. Vi bader os ikke i blod, vi fryder os ikke over akrobatisk vold, som når to sammenkædede gladiatorer river hovedet af en fed mand med lænken mellem dem, vi nyder ikke det kolde gys i læggene, når et ben eller begge ben hugges af en gladiator, vi troede besejret. Vi nyder ikke den blodige hævns sødme!

Skuespillerinden Lucy Lawless (!) lever op til sit efternavn mellem optagelserne til "Spartacus" .
Skuespillerinden Lucy Lawless (!) lever op til sit efternavn mellem optagelserne til “Spartacus” .

KARTARSIS: REDUCERER SPÆNDINGSFILM SPÆNDINGER I PSYKEN?
Men HVAD er splatterfilm eller krimi-bølgen for noget? Hvad er tv-serierne “Spartacus”, “Game of Thrones” og “Sons of Anarchy” da ellers for noget? Eller wrestling-kulturen i U.S.A., hvor ekstrem vold imiteres, så at loven ikke brydes. Det er vold for voldens skyld: Uden hæmninger, uden reservation. I filmverdenen kaldes det “voldsæstetik” – som om der nogensinde vil findes noget æstetisk i dyrkelse af lemlæstelser og myrderier. I massepsykologisk forstand er disse fænomener fra lærredet sammen med voldspil som ”Hitman” og ”Grand Theft Auto” den moderne humaniserede (læs: lovlige) udgave af “Kolosæum”.

Og to kritiske spørgsmål man må stille sig, når man vover sig “derind “for at høre brølene (gemt væk i høretelefonerne) og se blodet (skjult bag skærmen og evt. nedrullede gardiner); dels hvilken bedøvende virkning det har på ens personlighed og dels, hvilken fortrængt hævnlyst over denne tilværelse (den være sig seksuel, social eller økonomisk) man har ophobet i sig? Antikkens måske fineste kulturarv rent sprogligt er begrebet “kartasis”: Den forløsning vi føler, når vi lider med helten og heltinden. Af mange er det foreslået, at den moderne kunst netop har dette psykologiske fænomen som kerneværdi: Vi mennesker søger forløsning “i skin”, som det hed på vore bedsteforældres tid, dengang “de svage” og “de forkerte” i millionvis blev myrdet på samlebånd i Tysklands koncentrationslejre.

Tjekkiets store forfatter Franz Kafka skrev “at kunstnerens ønskesamfund var det samfund, hvor han eller hun var uundværlig”. For Kafka var båndet mellem kunst og publikum ligesom med politiets forhold til røvere, psykologers forhold til psykiske problemer: You can’t live with them – and you can’t live without them.

Ligesom Jesus K. mente Franz K. at den virkelige virkelighed var den indre, psykologiske.
Ligesom Jesus K. mente Franz K. at den virkelige virkelighed var den indre, psykologiske.

OPBYGGELIG KUNST VS. FORRÆDERISK KUNST: FORLØSNING VS. SYMPTOMBEHANDLING
Vi behøver kunsten med dens sex og vold til at forløse vores ophobede lyster og svigtede aggressioner. Ellers ville vi gå amok. Og derfor er kunst størst, når den prøver at vise os en vej ud af kunsten og ud i livet; når den prøver at nå ned til roden af vores fortrængninger, viser deres opståen – og måske, hvis det er muligt (hvad det sjældent er for Lars von Trier) en vej ud af dem.

Kunst, der ikke gør det, men bare “tager trykket” afsnit efter afsnit, uge efter uge, er måske en vigtig ventil, der modvirker, at vi ikke voldtager og slår hinanden ihjel i weekenderne – eller har mareridt om det, så ikke vi kan udføre vores arbejde i det ellers brutale vækstsamfund. Men det kan ligeså godt siges at være forræderisk kunst, der holder os hen uden at hjælpe os, kunst, der bare hærder os og vænner os til, at det aldrig bliver bedre, og som måske, hvis ikke vi er forsigtige, gør os klar til at tage skridtet ud i virkelighedens verden, hvor vi kan gøre det, vi ellers kun troede, de måtte gøre i primetime på tv.

Så er det sket med menneskeligheden på det personlige plan? På et samfundsmæssigt plan sker så dét, “som ikke måtte ske”, dét som “aldrig måtte gentage sig”, som vi svor med historielæreren i folkeskolen og gymnasiet.

DEN EVIGE FORTRÆNGNING
Og hvis det sker, at tv-volden ender på gaderne, må vi undre os over, at massepsykosen synes at udfolde sig cyklisk. Every “liftetime”. Det er jo 75 år siden, at det sidst skete: At mareridtene i kunsten blev til virkelighed. Dokumentarfilmene om Hitlers sidste dage oversvømmer de saglige tv-kanaler, mens dramatikerfantasierne drukner de usaglige kanaler i krimibølgens blod. Fænomenet massepsykosen synes at pege på, at vi kommer til at udleve noget saftigt, som vi, mens vi gemte det væk, kun stod i forbindelse med via en skamfuld blodfattig (dokumentarisk) erindring. Problemet med fortrængningen af vores sanselige side – det dyriske i os, det dionysiske, vildskaben! – er måske menneskehedens største. Det syntes i hvert fald psykologiens fader: Mellem de to store krige, hvor raseriet sidst blev udlevet, skrev Sigmund Freud, en dyster bog om dette problem, “Das Unbehagen in der Kultur” (1929). I dansk oversættelse “Kulturens Byrde”.

Freud forsøgte at analysere sig frem til om hvorvidt vi pæne mennesker har en rovdyrisk natur, der gør at vi har et behov for at udleve vore aggressioner, eller om denne aggression er lutter fortrængt lyst, frustration, sanselig fortvivlelse i det ensomme menneske. Dykker vi tilbage i ”Spartacus”-serien tyder sammenfletningen og krydsklipningen af magtliderlighed og liderlighed på, at det første kunne være et frustreret udtrykt for det sidste.

Da han endte med at abonnere på den sidste fortolkning, er det stadig håb – ikke kun for Freud og psykologien, men også for menneskeheden. For en sådan frustration og fortvivlelse kan vi komme til livs ved generelt at åbne noget mere op for problemerne “i underlivet”.

Vi behøver hverken tv-Kolosæum eller porno-industrien til at hjælpe os med frustrationerne, hvis vi sammen står ved det evigt tilbagevende sanselige behov for sanselighed.

Wiki: 136 film og tv-serie-titler om antikkens Rom

More from Jeppe Marsling

Bodsgang – tyske film om krigen

Her omkring årets mørkeste dag markeres samtidig lysets tilbagevenden: Ligeledes har tyske...
Læs mere