At forstå andres smerte

I 1993, under krigen i Bosnien-Hercegovina, mødte den amerikanske forfatter Susan Sontag en kvinde i Sarajevo, der fortalte: ”I oktober 1991 sad jeg her i min lejlighed i fredelige Sarajevo, da serberne invaderede Kroatien.

Jeg husker da aftennyhederne viste billeder fra ødelæggelserne i Vukovar, bare få hundrede kilometer væk, og jeg tænkte for mig selv: ”Åh, hvor forfærdeligt”, og skiftede kanal. Så hvordan kan jeg blive indigneret over at nogen i Frankrig, Italien eller Tyskland ser de mord, der finder sted her – dag efter dag i deres aftennyheder og siger, ”Åh, hvor forfærdeligt”, og søger videre efter et andet program? Det er normalt, det er menneskeligt.”

Det er menneskeligt, siger hun og vi kan vel alle nikke genkendende til hendes reaktion. Det er altså ikke kynisme eller mangel på empati, at vi blot trækker på skuldrene og skifter kanal eller lægger vores avis fra os, men et grundlæggende menneskeligt træk, at vi ikke kan forstå fremmede menneskers lidelser, synes kvindens pointe at være. I så fald ville resultatet være, at vi som mennesker simpelthen ikke er i stand til at være empatiske udenfor vores nære cirkler, og at vores kapacitet og evne til at forstå har en fysisk, geografisk begrænsning.

En nedslående, men måske på nogle punkter realistisk erkendelse?

Virkeligheden har rent fysisk ramt os nu, de mange på flugt kommer også til Danmark, nogle er her allerede, og mange banker på vores dør i dette øjeblik.

Men har virkeligheden også ramt os mentalt? Forstår vi overhovedet hvad der foregår?

Ifølge Sontag bør vi alle føle os forpligtiget til at kigge grundigt på fotoerne af døde børn skyllet op på strandkanten ud for Libyens kyst, mens vi samtidig reflekterer over hvad det betyder at kigge på dem, og vores egen kapacitet til rent faktisk at forstå, hvad det er, de viser.

Hvilke handlinger og opfattelser katalyserer vores forståelse eller mangel på samme så? Medfølelse er en ustabil størrelse, den skal transformeres til handling, ellers forsvinder den, skriver Sontag i sit essay ”Regarding the pain of others”. Passivitet dulmer følelser. Vores passivitet kommer af, at konflikterne virker overvældende og abstrakte. Det fremmede og uforståelige katalyserer altid frygt, og vi føler os truet, selvom det ikke er os, der er ofrene.

Ifølge Sontag opstår der et forvrænget forhold mellem det hun kalder den privilegerede fjernsyns-seer og de lidende mennesker på fjernsynsskærmen. En ophøjet distance bliver skabt mellem seer og portrætteret offer – i sin yderste konsekvens skaber det et forhold hvor den ene er den anden overlegen.

Vi, i den privilegerede verden, bliver passive og ophøjede tilskuere til resten af verdens lidelser.

Ifølge Sontag kan man ikke generalisere, i forhold til menneskers evne til at forstå andres smerte. Det handler om ens vilje til at sætte sig i andres sted. Men også om ens berøringsflade. Mange danskere har aldrig stiftet bekendtskab med mennesker, der virkelig er i nød. For dem er den del af virkeligheden udelukkende begrænset til mediernes formidling, hvilket gør opnåelsen af forståelse svær.

Første skridt mod løsningen af det omfattende humanitære problem, verden lige nu står overfor, er forståelse og erkendelse.

Sontag giver ikke et entydigt svar på menneskets evne til at forstå andres smerte. I søgen efter svar og belysning af vores forståelseskapacitet og ansvar, har Netudgaven bedt en filosof, en psykolog og en fotograf reflektere over spørgsmålet i konteksten af de massive flygtningestrømme vi ser nu, og den danske politiske virkelighed.

Den første er Erik Bendtsen, filosof på RUC og KU. Han beskriver i sit essay ”Danskerne og flygtningene – hvad er det onde og hvem er de onde?” en række beskyttelsesmekanismer, vi som mennesker gør brug af, for at fraskrive os forståelsen og ansvaret. Han stiller bl.a. spørgsmålet: ”Hvorfor ser vi kun det onde i de begivenheder, som truer os, og ikke i den ufattelige lidelse, som mange mennesker er ofre for?”

Psykolog og lektor Tine Meyer Thomsen tager udgangspunkt i sammenhængen mellem ens egen og andres lidelse i et erkendelsesperspektiv, og fotograf Søren Zeuth reflekterer over fotografiets magt som indgang til forståelse.

Trilogien

Danskerne og flygtningene – hvor er det onde? Hvem er de onde? af filosof Erik Bendtsen

Medfølelse – kynismens modgift af psykolog Tine Meyer Thomsen

Fotografiets evne og begrænsning af fotograf Søren Zeuth

Artiklen er en del af Netudgavens tema om flygtninge.

Læs også:

Flygtningetema

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Vold i Burundi op til præsidentsvalg

”Der er demonstrationer mod vores præsident hver eneste dag. Der er ingen...
Læs mere