Danskerne og flygtningene. Hvor er det onde? Og hvem er de onde?

Evnen til refleksion og især evnen til kritisk refleksion er en særlig og utrolig evne hos mennesket. Denne evne sætter os ideelt set i stand til at træde tilbage fra vores umiddelbare oplevelser og gøre dem til genstand for undersøgelser af forskellig slags.

Vi kan spørge os selv om noget er sandt eller falsk, eller om noget er rigtigt eller forkert eller godt eller ondt? Og her kan vi blive ved med undersøgelser, som skal leve op til visse kriterier om fornuftig metode og diskussion.

Udnyttelsen af denne evne har skabt de fremskridt i menneskets historie, som vi kender som virkelige fremskridt, men den udnyttes ikke og udvikles ikke lige godt hos alle mennesker og i alle samfund. Personlige evner kan være forskellige, og magtinteresser i et samfund kan søge at hindre udviklingen af evne og praksis.

Mangel på refleksion er udtryk for mangel på evne eller vilje til at se et problem fra alle sider, som er relevante. F.eks. som at spørge: er flygtninge og immigranter identiske? Er de i samme situation? Har de samme mål på alle måder? Hvad er de europæiske nationers rolle i sammenhængen? Vestens nationers rolle? Er de skyldfrie? Og har de ikke på nogen måde bidraget til den situation, vi ser nu? O.s.v. o.s.v.

Det jeg vil forsøge med nedenstående er at vise, at de reaktioner på flygtninge- og immigrantstrømmene, vi oplever for øjeblikket ikke er udtryk for noget, vi ikke kan forklare, de er heller ikke nødvendigvis udtryk for en direkte modvilje mod at hjælpe. Jeg vil vise, at den praktiserede modvilje mod at hjælpe mere end højest nødvendigt udspringer af nogle forsvarsmekanismer, vi alle besidder, men desværre ikke alle forstår hos os selv og derfor ikke forsøger at overvinde, når de gør sig gældende. Dette krav om overvindelse er et moralsk krav, som udspringer af, at vi er del af et moralsk fællesskab, som omfatter hele menneskeheden, og at dette er et krav, som vi må kæmpe med os selv og hinanden for at opfylde, og det første middel i kampen udgøres af en refleksion og ægte selv- og samfundsforståelse.

Den kaotiske virkelighed
Verden oplever for øjeblikket en flygtningestrøm, som åbenbart ikke er set lignende siden Anden Verdenskrig. Hertil føjer sig emigrant- og arbejdssøgningsstrømme, som primært retter sig mod lande med velbjærgede økonomier og muligheder for arbejde. Disse strømme og nogle af deres virkninger dækkes hyppigt i medierne. Selv om der også i visse medier er fokus på årsagerne til strømmene og hele det væv af aktører, der er involverede i begivenhederne med hensyn til at udnytte situationen politisk, økonomisk eller hindre strømmen, der allerede er i gang, så er fokus i de fleste medier hovedsagelig på det kaos, der fremtræder de steder, hvor presset fra flygtninge og emigranter er størst på vores verden, og det vil sige ved Europas grænser i Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Her ser vi dagligt i medierne scener med mennesker, der ankommer i både under mere eller mindre usikre og kaotiske forhold, og vi hører om store tal af mennesker, som omkommer på havet på grund af de forhold, hvorunder deres flugt eller emigration finder sted.

Alt dette sker samtidig med, at verdensøkonomien befinder sig i en krise, og at EU befinder sig i en såvel økonomisk som politisk krise som følge af de store forskelle i økonomisk og politisk evne og kultur i Europa med Sydeuropa som den tabende part og som den part, der udsættes først for presset fra flygtninge og emigranter.

Hvordan opleves og forstås det fra f.eks. dansk side? Umiddelbart må vi sige, at det opleves og forstås meget forskelligt, afhængig af hvem vi er, og d.v.s. afhængig af hvilket politisk syn og hvilket menneskesyn, vi har, og hvor megen oplysning, vi er i besiddelse af om forskellige områder. Når dette er sagt, kan vi dog se en tendens i det politiske og kulturelle liv i Danmark til, at visse oplevelser er dominerende.

Det afspejler sig i såvel debatten i medierne som i det politiske reaktionsmønster hos såvel borgere som politikere. Det nylige folketingsvalg viser såvel i debatten op til valget som i resultatet af valget, at en overvejende del af den danske vælgerbefolkning er modstandere af at tage mere del i den hjælp, nogen skal yde, hvis ikke den humanitære katastrofe skal blive endnu værre.

Danmark med det humanistiske menneskesyn
Den generelle holdning, som kan aflæses i flertallets støtte til den politik, der føres på området er, at Danmark skal hjælpe – dog uden væsentlige ekstra-udgifter end dem, vi allerede har afsat til hjælp, og især uden at modtage flere mennesker fra fremmede kulturer, hvad enten det er flygtninge, emigranter eller EU-arbejdstagere og herunder specielt østarbejdere. Dette synes at være essensen af den dominerende politiske holdning på området for øjeblikket.

Er denne holdning i overensstemmelse med de idealer, det danske demokrati hviler på? Næppe.

Det billede af de politiske idealer, som vi forbinder med Danmark som nation siden Anden Verdenskrig er udtryk for idealer, der hylder et humanistisk menneskesyn, og d.v.s. et syn der tilskriver alle mennesker en ukrænkelig værdighed, ret til ligebehandling, ret til frihed og en vis selvbestemmelse og indflydelse på de fælles samfundsanliggender (demokratiske rettigheder), værdier som er udmøntet i tankerne om menneskerettigheder.

Dette er synspunkter og værdier – idealer, der officielt har været den danske nations, og som i seneste tid har været udtrykt i ”aktivistisk” dansk udenrigspolitik, men som på den anden side har været lette at have, indtil de blev forbundet med store omkostninger. Forbundet med omkostninger stikker idealerne ofte ikke så dybt, og praksis bliver en anden, som søges legitimeret på bedste måde for at skjule modsigelsen; at vi handler mod vores officielle idealer. Det er, hvad vi ser i disse dage og i disse år. Jeg siger således ikke, at danskerne ikke hjælper, men blot at denne hjælp ikke står mål med problemerne, men søges legitimeret som det yderste, vi formår.

Hvilke er årsagerne til, at det forholder sig eller kan forholde sig sådan?

En helt enkel forklaring kunne være, at danskerne er hyklere, der slet ikke oprigtigt hylder de idealer, vi er opdraget med og hylder officielt. Denne forklaring ville være udtryk for et bestemt livssyn af kynisk karakter, som vil fraskrive mennesker ægte idealer om at respektere og hjælpe andre og især uden for nærområderne. Repræsentanter for et sådant syn findes selvfølgelig i den danske befolkning, men spørgsmålet er, om de samtidig også er hyklere, der prøver at fremtræde som bedre mennesker? Hyklerne findes også og måske i større tal end vi aner, men hvis vi skal forsøge at forklare, hvorfor et stort antal mennesker med tilsyneladende humanistiske idealer handler mod disse idealer, som det åbenbart er tilfældet i dagens Danmark, så skal vi forstå nogle af de mekanismer, som kan få mennesker til at handle ondt, uden at de selv forstår deres handlinger som onde.

Den onde handling
Problemet med onde handlinger er, at udøverne eller deltagerne oftest ikke ser det onde i deres egne handlinger. Men er den manglende vilje til at føle sig involveret og forpligtet til at hjælpe i sig selv noget ondt? Mange – og især dem der tales om – vil afvise, at det forholder sig sådan. For dem er onde handlinger identiske med handlinger, der direkte skader andre. Spørgsmålet er, om det er den rigtige måde at forstå onde handlinger på? Og om ikke det netop er vores mangel på forståelse af, hvad onde handlinger er, der er årsagen til, at vi også handler ondt? De onde handlinger begås oftest af andre – ikke af os.

Vi handler i tilfældet med flygtningene, emigranterne (dem der forlader deres nærområde) og immigranterne, der søger at komme ind i et bestemt område og evt. allerede er der, i egen overbevisning ikke direkte ondt mod disse mennesker. Vi er ikke (direkte) årsag til deres forringede livsbetingelser, og derfor er vi heller ikke ansvarlige for deres liv ved at holde dem ude eller give dem vilkår, der er ringere end danskeres, når de er her.

”Og mange af dem er ikke i reel nød”. De vil bare have det lige så godt som os og bringer sig derfor af uvidenhed om menneskesmuglernes og andres kynisme eller af egen grådighed i udsatte, farefulde og livstruende situationer. Og hvis vi lukker op for dem, så forringes vores liv, og vores samfund bryder evt. sammen. Disse er de bud, der gives for at legitimere, at vi ikke vil og kan hjælpe mere og især ikke kan modtage flere end ganske få flygtninge.

Det onde, vi ser, breder sig med krigshandlingerne, flygtningene og emigranterne i retning mod vores verden. Dette synes, at være vores forståelse af, hvad det onde er for øjeblikket. Spørgsmålet er; er det rigtigt at se tingene på den måde? Og hvis det ikke er den rigtige måde at forstå, hvori det onde i verden består for øjeblikket, hvorfor ser vi det så på den måde? Hvorfor ser vi kun det onde i de begivenheder, som truer os, og ikke i den ufattelige lidelse, som mange mennesker er ofre for?

Kan vi overhovedet afklare, hvad der er den rigtige måde at forstå tidens onder på? Og kan vi så forklare, hvorfor vi har det forkerte billede af ondt og af os selv?

Ud over almindelig enighed om de humanistiske idealer, som dog kan tilsidesættes, når man selv er truet, er der enighed om, hvad der er essensen af det onde, om end mange ikke selv ville kunne formulere dette. Der er stor enighed om, at vi skal undgå smerte og lidelse. Der er er stor enighed om, at udgangspunktet for vores opfattelse af det onde i tilværelsen er det, der ”gør ondt”. Uenigheden opstår, når vi ser på vores mere eller mindre indirekte ansvar for andres smerte. Hvor tæt skal vi på for at sige, at vi i vores handlinger er indirekte ansvarlige for givne smerter og lidelser? Og hvor langt skal vi væk, før vi kan sige, at vores handlinger er så indirekte og blandede med andres handlinger, at vi ikke er ansvarlige for et givet onde i form af smerte og lidelse?

For at kunne afgøre dette, må vi have en definition af onde handlinger. En sådan definition kan aldrig blive objektiv i betydningen indiskutabel, men den kan være et forsøgsvis (tentativt) udgangspunkt for fremtidig diskussion. Definitionen, som er noget tung for at kunne gøres nogenlunde kort, lyder som følger:

En handling er ond, når den er absolut ”unødvendig”!! (uundgåeligt og med alternative handlemuligheder uden de følgende virkninger og forudsætninger) påfører andre væsener og specielt personer (mennesker), uanset alder, køn, seksuel orientering og etnisk herkomst direkte skade eller forudselig indirekte skade og smerter og lidelser i form af hindring af tilfredsstillelse af basale behov, og dette sker på grund af mangel på forventelig evne og vilje til at indse skadens konsekvens og smerternes realitet og/eller på grund af manglende accept af ofrets status som person og som ligeværdig, og dvs. bl.a. på grund af manglende accept af andres og egen status som medlem af det moralske fællesskab eller af det samme moralske fællesskab. Og en handling er ond, når handlingen påfører smerten direkte på grund af intenderet vilje til at skade, mod den andens vilje eller interesse (dvs. på grund af bevidst vilje til at skade direkte mod den andens interesse i tilfredsstillelse af basale behov).

Jeg gætter på, at mange vil være tilbøjelige til at tilslutte sig denne definition og så alligevel mene, at de ikke selv bidrager med noget ondt i den sammenhæng, vi ser på.

Selvbeskyttelsesmekanismerne
Definitionen kan imidlertid bidrage med en del af forklaringen på det forhold, at der er en modsigelse mellem danskernes humanistiske idealer og den nuværende politiske praksis.

Meget ondt i denne verden udspringer af mangel på evne eller vilje til at forholde sig til; forudselig indirekte skade og smerter og lidelser i form af hindring af tilfredsstillelse af basale behov, på grund af mangel på forventelig evne og vilje til at indse skadens konsekvens og smerternes realitet og/eller på grund af manglende accept af ofrets status som person og som ligeværdig, og dvs. bl.a. på grund af manglende accept af andres og egen status som medlem af det moralske fællesskab eller af det samme moralske fællesskab.

Meget ondt kommer ikke af direkte og intenderet skadende handlinger, men kommer til verden på grund af uopmærksomhed på andres lidelser. Men er danskerne ikke opmærksomme på de lidelser, der udspiller sig for øjnene af os via medierne? Det er er der næppe tvivl om. Men denne opmærksomhed fremkalder hos de fleste en stærk angst og uro på egne og andre danskeres vegne og fremkalder en fornemmelse af, at vi er de dybt truede.

Hvis vi skal forklare modsigelsen mellem på den ene side de humanistiske idealer, som danskerne stort set hylder, og på den anden side den afvisende holdning m.h.t. at hjælpe mere end vi allerede gør, så tror jeg det kan forklares med nogle (selvbeskyttelses)mekanismer i den menneskelige bevidsthed og i samfundslivet, som i et større perspektiv kan virke mod beskyttelseshensigten og mod moralsk adfærd. Jeg kan selvfølgelig her ikke gå i dybden med disse størrelser, men må nøjes med nogle forhåbentlig forståelige antydninger.

Disse selvbeskyttelsesmekanismer skal, så vidt det kan lade sig gøre, sikre vores velbefindende og fortsatte liv. Og de er ifølge sagens natur snævert indbyrdes forbundne. Her vil jeg kun behandle nogle få, nemlig dem der er relevante i sammenhængen.

Angst
Frygt og angst udgør nogle af de mest umiddelbare af disse mekanismer. Frygt skal hindre os i at overse farer i vores liv og sikre, at vi flygter eller kæmper imod det, som frygten udpeger med vrede og had. En betingelse for, at dette fungerer er, at vi i vores frygt forholder os til den reelle fare. Angst er anderledes sagt udtryk for den ubevidste erkendelse af at være i fare og især på grund af mindre eller mere ubevidst erkendelse af egen sårbarhed og afmagt, og angstens genstand er ikke den konkrete fare, men den altid potentielle fare i livet og alt, der påminder om afmagt; også andres afmagt, usikre og uforståelige ting, mangel på kontrol o.s.v.

Angsten får således voldsom næring af økonomiske kriser (mangel på økonomisk kontrol), politiske kriser, krige, terror, konflikter, flygtningestrømme, religiøse konflikter, uforståelig etnisk adfærd, kriminalitet o.s.v. o.s.v. Tiden er rig på flere af denne slags fænomener – og rig på angst.

Problemet med angsten er, at der kun er én måde at håndtere årsagerne til det stærke ubehag, den er udtryk for, og mindske angstens smerte og forvirring. Denne måde består i at konvertere angsten til frygt, og d.v.s. finde den eller de genstande, der er reel årsag til angsten og gøre noget ved dem, så vidt det kan lade sig gøre, og dermed mindske forvirringen og den hermed forbundne smerte.

De fleste vil søge at konvertere angsten til frygt og finde konkrete ”genstande”, som de mener er årsagerne til frygten, men her er der to faremuligheder: Den ene er, at man føler, at der ikke er noget at stille op, og angsten styrkes. Den anden er, at man tager fejl af årsagerne og retter al opmærksomhed og had mod en fejlagtig årsag, og dermed øger problemerne og eventuelt øver overgreb mod uskyldige, der identificeres med årsagen til alle problemer.

Disse årsager udpeges ofte umiddelbart af bevidstheden som værende identiske med dem, vi ikke kender, de anderledes og de fremmede, men ofte bliver vi hjulpet af medier eller politikere, og her specielt politiske populister eller populistiske politikere, til at se verden på denne måde. Kendt er eksempler med jøder, romaer og utallige andre, der har fået denne rolle som angstens årsager. Og nu senest muslimer og flygtninge, emigranter og immigranter.

Skyldfralæggelse
En anden beskyttelsesmekanisme, der som nævnt er snævert forbundet med angstens problemer og ”løsninger” er de forsøg på ansvarsfralæggelse, som uerkendte skyldfølelser ofte medfører. De fleste mennesker har mindre eller mere ubevidste fornemmelser af de svigt, de begår over for andre. Svigt består i ikke at opfylde forventninger, man har til sig selv (evt. m.h.t. humanistiske idealer) eller til ikke at opfylde de berettigede forventninger, andre har til én. Fornemmelser for det sidste vil selvfølgelig påvirke det første. Skyldfølelser er ubehagelige følelser, som de fleste vil søge at slippe af med, og den hyppigste måde at forsøge at gøre det på, er ved at søge i tanken og i praksis at fralægge sig skylden for svigtet.

Man kan give andre skylden, men kan især give den svigtede skylden ved et selvlegitimerende modangreb. ”Havde de bare ikke gjort sådan og sådan, så havde vi undgået denne situation, der får mig/os til at fremstå som skyldig, men det er jeg/vi jo netop ikke. Flygtningene, emigranternes og immigranternes ufornuftige adfærd og urimelige krav får os til helt ufortjent at fremstå som skyldige, men det er jeg/vi ikke.”

Meningsløshed
Oplevelser af meningsløshed er udtryk for en særlig form for smerte, som er mere fremtrædende i menneskelivet, end mange forestiller sig. Den er er ikke altid tydelig for den, der oplever tingene eller rettere er det ikke altid tydeligt, hvad det er for en smerte, der er på spil. Mennesker har et behov for mening, og dette behov er udtryk for et behov for at opleve, at tingene i livet indgår i en sammenhæng og har et formål. Dette oplever vi, når vi kan engagerer os i projekter, og vi oplever det især, når disse projekter angår noget, der binder os sammen med andre og giver os oplevelsen af et fælles større godt formål, der lykkes. Oplevelse af meningsløshed udspringer omvendt af den manglende mulighed for eller evne til at kunne se og forstå, hvordan tingene hænger sammen, og hvilke formål tingene er udtryk for.

Det kræver en længere forklaring, at fremstille, hvorfor det forholder sig sådan m.h.t. menneskets behov for mening og dermed med menneskets manglende tilfredsstillelse af et behov for mening, men jeg gætter på, at de fleste kan nikke genkendende til oplevelser af ubehag og smerte ved forvirret reaktion på uforståelige, ufattelige og kaotiske fænomener og begivenheder.

Vi rammes alle af disse oplevelser i det små eller store. Denne smerte styrker angsten og de dermed forbundne afledningsmekanismer. Og i en verden, der er økonomisk kaotisk og opviser flygtninge- og immigrantstrømme i så store mængder, som vi ser for øjeblikket, er det ikke mærkeligt, at mange oplever at verden er ved at bryde sammen sammenlignet med det, de har kendt i mange år inden for Danmarks generelt uhørt trygge rammer.

Grådighed
Grådighed er et særligt udtryk for angst, nemlig udtryk for angsten for ikke at have nok. Når mennesker trues på ét eller andet område m.h.t. behov, opstår der en trang til at sikre sig nok af det, man behøver og oftest at sikre sig ”i al fremtid”; at sikre sig at man aldrig løber tør for midler til at tilfredsstille sine behov. Man kan da aldrig få nok. F.eks. af forældrenes aldrig svigtende kærlighed og overbærenhed, den elskedes forsikringer om at elske gensidigt – evt. udelukkende, men også af de ressourcer, som vores liv hviler på.

Grådighed berøver andre mennesker ressourcer, i tilsvarende grad som grådigheden er udtalt. Grådighed i forhold til andre er udtryk for at ville have meget mere end, man har behov for. Overført på situationen, vi taler om, er en grådighedskultur blot udfordret af nye begivenheder, som i sig selv forstærker angsten og grådighedens selvbeskyttelse og dermed frygten for, at de andre skal tage noget fra mig.

Dette rammer især de dårligst stillede i Danmark, som er reelt truede. Mange vil sikkert sige, at dette har ikke noget med danskerne at gøre, og at danskerne ikke som individer er grådige. Det er sikkert rigtigt, men danskerne er del af en grådighedskultur, som i form af en benhård konkurrence, og et ”påtvungent” forbrug for at holde en kapitalistisk økonomi i gang, tvinger til grådig adfærd, der ikke levner andre mere.

Mangel på empati og fantasi
Empati er evnen til at kunne identificere sig med andre og med fantasi leve sig ind i deres oplevelser og måde at opleve på. Vi mennesker udvikler gennem vores liv mindre eller mere denne evne afhængig af personlige forhold og af sociale kulturelle forhold. Mangel på empati og fantasi er omvendt udtryk for mangel på evnen til at kunne identificere sig med og leve sig ind i andres oplevelser. De fleste mennesker rummer evnen til at udvikle empatiske evner og bruge deres fantasi i sammenhængen, og der kan være mange årsager til, at man ikke udvikler empatiske evner eller ”vælger” ikke at bruge disse.

Der er her to overordnede perspektiver. Nemlig de ydre årsager som ikke udvikler evnen eller befordrer evnen hos individet, og de indre årsager som af selvbeskyttende årsager ”modsætter sig” udvikling af indlevelse i andres oplevelser. I det sidste tilfælde, fordi det gør ondt at bruge og udvikle denne evne. Vores perspektiv her er selvbeskyttelsesmekanismer i bevidstheden og livet, men det gør det måske tydeligt, hvorfor kulturer ”vælger” ikke at befordre empatiske holdninger over for alle, fordi det er omkostningsfuldt på én eller anden måde, og hvorfor man som enkeltperson ”vælger” ikke at forholde sig empatisk over for visse individer; hvorfor man er selektivt empatisk.

Angsten for oplevelsen af den andens dybe smerte kan gøre, at man ”lukker af” for at leve sig ind i andres oplevelser. Hvor tit dvæler vi i vores tanker og følelser ved angsten, sulten og smerten hos dem, der lever midt i krigszoner, henlever et ”meningsløst” liv i en flygtningelejr eller skilles fra deres nære og især deres børn – og især skilles i døden på Middelhavet eller lignende? Disse eksempler kunne mangfoldiggøres i detaljer. Dette er åbenbart baggrunden, hvorudfra vi udtaler os om flygtningene og deres vilkår? Vores mangel på empati taler for sig selv.

Artiklen er en del af en essay-trilogi om det at forstå andres smerte

At forstå andres smerte

Medfølelse – kynismens modgift – af psykolog Tine Meyer Thomsen

Fotografiets evne og begrænsning af fotograf Søren Zeuth

At forstå andres smerte – intro til trilogien

Og en del af Netudgavens tema om flygtninge

Læs også:
Flygtninge tema

Skrevet af
More from Erik Bendtsen

Danskerne og flygtningene. Hvor er det onde? Og hvem er de onde?

Evnen til refleksion og især evnen til kritisk refleksion er en særlig...
Læs mere