Darmstadt mod alle odds

Et portræt af Bundesligaens miniputter.

Da Tobias Kempe i kampens 71. Minut scorede til 1-0 for SV Darmstadt 98 i hjemmekampen mod kultklubben St. Pauli fra Hamborgs mytiske havnekvarter, udødeliggjorde han sig selv. Med scoringen sikrede han Darmstadts oprykning til tysk fodbolds første klasse. 

I disse år sker det mange steder i det europæiske fodboldlandskab, at mindre og ubeskrevne klubber popper succesfuldt op. Vi oplevede det med Hobro, hvor landmænd og skolelærere pludselig skulle finde sig til rette i Superligaen. Oprykning var ikke overraskende, men langt fra planlagt fra klubbens side, men historien om Hobro er kun blevet mere fortryllende, som tiden er skredet frem. Det samme gælder Darmstadt.

Oprykning har heller aldrig været en del af planen i Darmstadt, som man ellers har oplevet det i andre af de mindre tyske klubber som SC Freiburg, FC Augsburg, Hoffenheim og i disse år hos storsatsende RasenBallsport Leipzig. SV Darmstadt 98, der af lokale fans kaldes Die Lilien (liljerne), er nok en mindre klub i sportslig optik, men kigges der gennem den historiske linse, var Tobias Kempes scoring en heltebedrift, der tilføjer nok et kapitel til det ”Gegen alle Chancen”-epos om fodboldklubben fra delstaten Hessen.

Lokalt eksistensgrundlag

Siden den tidligere storspiller og Darmstadttræner Bruno Labbadias exit fra Darmstadt i 2006 er utallige vers blevet skrevet til klubbens epos. I tiden før finansiel fairplay og tysk snusfornuft på det økonomiske område gennemlevede liljerne massive finansielle problemer.

Allerværst var det i marts 2008, da klubben med en gæld på over 1 million euro var insolvente, og konkursbegæring var et yderst realistisk scenarie. Klubbens over 100-årige eksistens var truet, og den alvorlige situation bragte soliditet til forholdet mellem klub, fans og by. Darmstadt oplevede en martsdag i 2008 deres egen ”Tag der Einheit” i forbindelse med en kamp mod Germania Ober-Roden. Klubbens fans arrangerede op til kampen i Oberliga Hessen en fan-march. Forventningen var 500 deltagere, men opbakningen var enorm, og hele 5.200 mennesker var med til at gøre marchen mytologisk. Marchen og andre fanaktioner indbragte på dagen 200.000 euro, og da velvillige og trofaste sponsorer spyttede stort i klubkassen, var klubfarverne blå og hvid for en tid håbets farver.

tobias_kempe
Tobias Kempe i vild jubel efter sejren over St. Pauli og oprykningen til Bundesligaen. Foto: Darmstadts billedgalleri

 

Venskabskamp med økonomisk udbytte

I løbet af foråret 2008 stablede klubben en venskabskamp på benene mod selveste Bayern München i jagten på økonomisk indsprøjtning til den slunkne klubkasse. Hver og en på et udsolgt Böllenfalltor, som stadion hed dengang, fik noget for pengene, da de sydtyske rekordmestre fra München sejrede med cifrene 11-5.

En helt særlig oplevelse fik klubsupporteren Marc Faig, der gennem en internetauktion havde købt sig plads på Darmstadts udskiftningsbænk. I sine knap 10 minutter på banen formåede han i kampens joviale og venskabelige rammer at agere oplægger til kampens sidste scoring. Den rejste kapital var for alvor gnisten, der tændte op under livets flamme i kriseklubben SV Darmstadt 98, for sæsonen blev afsluttet på førstepladsen i Oberliga Hessen.

Held i uheld – lokalrivaler overtog nedrykningsplads

Skytsenglen, som tilbage i marts 2008 havde taget sig af Darmstadt i den økonomiske overlevelseskamp, vendte i sæsonen 2012/13 for en stund tilbage og gav endnu engang nyt liv til liljerne, som var ved at visne hen i sportsligt skuffende resultater. I sæsonens sidste spillerunde var modstanderen træner Dirk Schusters gamle klub Stuttgarter Kickers, og resultatet 1-1 betød, at Darmstadt i sin anden sæson i 3. Bundesliga sluttede under nedrykningsstregen med udsigt til fremtidig fodbold i mere regionale sydtyske rammer.

Nedrykningen blev dog aldrig effektueret, da Darmstadts nedrykningsplads overgik til de store lokalrivaler fra Kickers Offenbach, der grundet økonomisk rod var sat under administration og derfor ikke kunne opnå fornyet licens til deltagelse i 3. Bundesliga. I sandhed en deja-vu-oplevelse for Darmstadt.

fejring_darmstadt
Trods Darmstadts status som lilleput, så er opbakningen upåklagelig. Her ses et optog i forbindelse med oprykningen til Bundesligaen. Foto: Darmstadts billedgalleri

 

 

Den trojanske hest i oprykningskampen

Efter dødsdansen formåede klubben i den efterfølgende sæson at sikre sig oprykning til 2. Bundesliga efter at have været placeret uden for de to bedste tyske fodboldligaers selskab i over 20 år. Oprykningen skulle føje endnu flere vers til klubbens epos. Armenia Bielefeld blev slået efter to playoff-kampe, hvor Darmstadt efter den første kamp på hjemmebane næsten var døde og begravet efter nederlaget på 3-1.

Darmstadt havde dog en vis erfaring med ophold i skærsilden i jagten på øvre ligaers himmerige. Tre dage efter nederlaget blev udekampen vundet med samme cifre som hjemmebanenederlaget. I den forlængede spilletid forsøgte Armenia Bielefeld med en scoring endnu engang at begrave Darmstadt, men bedst som Bielefeld troede, de havde sikret sig oprykning, dukkede Darmstadts hårdt prøvede krigere op som en anden trojansk hest. To minutter inde i tillægstiden af den forlængede spilletid blev brasilianske Elton da Costa Darmstadts Odysseus med scoringen, der sikrede Darmstadts oprykning til 2. Bundesliga på reglen om flest scorede udebanemål ved mållighed.

Denne hændelse indtraf blot for lidt over et år siden, og det blev kun til et kort visit i 2. Bundesliga. Sæsonen 2014/15 blev afsluttet med playoffkampen mod St. Pauli. Sejren over havneklubben fra Hamborg betød, at andenpladsen og dermed oprykningen til Bundesligaen var sikret bare et point foran Karlsruhe SC.

Böllenfalltor for altid

SV Darmstadt 98 er hjemmehørende på Böllen, som stadionet Böllenfalltor kaldes blandt lokale. Kan klubben bide sig fast i Bundesligaen, får Darmstadt mulighed for i 2021 at fejre 100-års jubilæum i stadionets ydmyge rammer, hvor der er plads til knap 17.000 tilskuere.

Oprykningen har medført, at Böllen endnu engang skal renoveres og ombygges. Fodbold på første klasse i Tyskland stiller blandt andet kapacitetskrav til den øgede medieinteresse, ligesom mållinjeteknologien Hawk Eye skal integreres. Selvom Böllenfalltor byder på simple og sparsomme rammer, er stadion så sent som i juli 2014 blevet injiceret med en vis kommercialisme. Kemisk og farmaceutisk industri spiller erhvervsmæssigt en dominerende rolle i delstaten Hessen, og den lokale farma- og kemivirksomhed Merck sikrede sig i juli 2014 navnerettighederne til liljernes hjemmebane. Tro mod de historiske rammer er navnet dog kun delvist ændret, idet Darmstadt nu spiller hjemmekampene på Merck-Stadion am Böllenfalltor.

bollenfaltor
De ydmyge rammer på Darmstadts hjemmebane. Foto: Darmstadts billedgalleri

 

Navneændringen til trods er rammerne på Böllen dog stadig i den grad at betragte som ganske ydmyge. I den oprykningsgivende kamp mod St. Pauli sprang et vandrør på dametoilettet, ligesom plænen måtte passes og plejes efter, at klubbens fans entrerede banen efter slutfløjtet i kampen mod St. Pauli. I en rus af glæde og nostalgi begyndte klubbens fans at udgrave små stykker af grønsværen i forsøget på at forevige det historiske moment.

Vokseværk uden storhedsvanvid

Efter oprykningen til Bundesligaen har klubben måtte ansætte endnu en person i sikkerhedssektoren på Böllenfalltor, som ellers har været udgjort af én og samme person siden 1978. Dette er dog langtfra udtryk for galopperende storhedsvanvid hos liljerne.

Bundesligatilværelsen betyder en signifikant forøgelse af indtægter. Især i form af penge fra Bundesligaens TV- og mediepartnere. Snusfornuftige, som de er i Hessen, har klubben besluttet, at en væsentlig del af de 22 millioner euro, som klubben modtager i tv-penge, skal allokeres til eventuelt sværere og mere trange tider. Historien fornægter sig ikke i klubben, og hos liljerne kender man om nogen til hårde tider, hvilket også klart tilkendegives over for de mange nye sponsorer, som har meldt sig under de blå og hvide faner. Vil man være med i opgangstider, skal man også være klar til at stå klubben bi i problematiske og mere udfordrende tider. Nogen vil måske kalde det nærighed eller varsomhed, men realisme er nok det bedst dækkende begreb.

Opgangstider og højkonjunktur kalder på investeringer og fremtidssikring. En ekstra træningsbane anlægges, så klubbens bedste spillere fra kommende sæson har to forskellige baner at træne på. Dirk Schuster fortsætter som træner og sportsdirektør, da klubben ikke finder det nødvendigt at forøge den sportslige direktion, selvom en egentlig sportsdirektør er kutyme i næsten alle topklubber. Darmstadt skal måske nok spille med blandt de store drenge, men identiteten er stadig lokalt og regionalt forankret.

 

More from Kasper Kølleskov

Darmstadt mod alle odds

Et portræt af Bundesligaens miniputter. Da Tobias Kempe i kampens 71. Minut...
Læs mere