Den solipsistiske frelser – Modsvar til den postkoloniale kritik af ”Guldkysten”

Det har længe virket indlysende, at Daniel Denciks ”Guldkysten” ville blive årets mest kontroversielle film. Ikke nok med at den skulle handle om et emne så betændt som den danske involvering i slavehandlen i Afrika, men på en eller anden måde lykkedes det at få filmen med i Biografklub Danmark på trods af den eksperimenterende stil.

Det har betydet, at filmen indtil videre har solgt over 50.000 billetter, et virkelig højt tal, indhold og stil taget i betragtning. Det er med andre ord en film, der på den ene eller anden måde taler til publikum, hvorfor det også er en film der er værd at tale om.

Postkolonial kritik
Flere steder er filmen blevet behandlet kritisk på en postkolonial baggrund – heriblandt i en podcast fra KU med historikerne Gunvor Simonsen og Pernille Ipsen og i en kronik i Politiken af lektor Lene Myong og adjunkt Mathias Danbolt.

Simonsen og Ipsen beretter med stor viden om den historiske baggrund for filmen, og om de ting, som Dencik har ændret på i sin fortælling. Det er interessant information med relevans for alle, men jeg vil påstå, at deres tolkninger af filmen ikke holder vand.

Det står dog bedre til end i kronikken ”Guldkysten” dyrker en hvid frelserfortælling”, hvor forfatteren som er kunsthistoriker, ikke formår at fortolke filmen som kunstnerisk værk, men blot udlægger konventionelle postkolonialistiske kritikpunkter af filmens skildringer, uden blik for hvordan ”Guldkysten” selv optager disse klichéer i filmens form og i personen Wulff. Dette medfører, mener jeg, en fejlfortolkning af filmens budskab.

Under optagelserne til "Guldkysten". PR foto
Under optagelserne til “Guldkysten”. PR foto

Subjektiv og solipsistisk
Helt centralt for forståelsen af ”Guldkysten” er, at det er en subjektiv fortælling, hovedsageligt fortalt fra Wulffs synsvinkel. Første scene viser Wulff i hans celle, derefter er det meste af filmen fortalt som flashback, og udelukkende fra ‘inde fra hans hoved’.

Der er rigtig mange ting i filmen forekommer urealistiske; f.eks. er der ingen danskere til at modtage Wulff, da han ankommer til Afrika – istedet modtages han af indfødte som straks løfter ham op på deres skuldre og hylder ham. Man bør gå til scener som disse, og til store dele af resten af filmen, med skepsis overfor, om vi er vidne til en skildring af virkeligheden, eller om vi blot ser Wulffs egen opfattelse af den. Ikke overraskende er det først i slutningen, efter flashbacket, at de sorte karakterer har replikker. De manglende sorte stemmer i filmen, et tilbagevendende kritikpunkt i anmeldelser og kritik, skyldes altså først og fremmest Wulffs solipsisme.

Det er her en næste hovedpointe indfinder sig: Det meste af historien i ”Guldkysten” udspiller sig blandt de sorte, men Wulff er for selvoptaget til at forstå det. Som Simonsen og Ipsen påpeger, så havde danskerne ingen chance for at stå for slavehandlen i området på egen hånd. Danskerne havde handelsstationer og ikke andet, og det er netop for at skifte til plantagebrug, og dermed tage et skridt på vejen til egentlig kolonialisering, at Wulff sendes derned. Men Wulff bremses af sin manglende viden om området, da lokale Ashanti-stammer ødelægger plantagerne, og Wulff må derfor bede den lokale Heinrich Richter om hjælp.

Richter er filmens mest fascinerende karakter, og egentlig filmens centrale karakter, eftersom han er den eneste person i filmen der reelt får ting til at ske. Det er ham, der ved hvordan man håndterer de lokale forhold, og som har fået en plantage til at fungere. Ja, han formår sågar at få tilsendt London Times. Det er ikke overraskende, at det er Richter, der står for slavehandlen. Wulff forsøger også selv at kopiere Richters formåen: Efter at have opdaget at Richter har en sort slave, der kan spille violin, forsøger Wulff også at oplære de lokale til at spille symfonisk musik.

Hinsides Godt og Ondt
Der er mange som har brokket sig over, at det danske persongalleri er for sort/hvidt, at Wulff er alt for god, og at de andre er for onde. Men det er klart, at Wulff skildres som god, da historien jo er fortalt fra hans synsvinkel. At han har så unuanceret en selvopfattelse taler tværtom negativt om hans kvaliteter.

Hvis vi ser på filmens fortælling, så gør Wulff reelt set ikke noget godt. Igennem det meste af filmen forsøger han at skabe en plantage, men uden held, fordi han ikke kender til området. Herefter bliver han mere og mere messiansk, og begynder at prædike sin verdensopfattelse for slaverne, uden at overveje om de er interesserede.

Helt galt går det, da han forsøger at stoppe den lyssky slavehandel, som han opdager stadig finder sted. Det er især denne scene Myong og Danbolt får galt i halsen, når de skriver: ”Wulff fremstilles som en Jesus-figur, der ikke bare er god mod de sorte børn, men som også på egen hånd formår at tage den sorte købmand Heinrich Richter til fange, hvis slaver han derefter kan befri. I ‘Guldkysten’ bliver frisættelsen af slaverne derved alene fremstillet som et resultat af den hvide mands erkendelse og kamp. Aldrig som et resultat af modstand fra slaverne selv.”

Christiansborg Fort på Guldkysten; udsnit af kopi efter maleri af... © Handels- & Søfarts Museet på Kronborg
Christiansborg Fort på Guldkysten; udsnit af kopi efter maleri af… © Handels- & Søfarts Museet på Kronborg

Det er en decideret fejllæsning af filmen, for Wulff formår jo netop intet med sin kamp mod Heinrich Richter. Der bliver blot fanget et nyt hold slaver. Det eneste Wulff formår er at sende en masse sorte soldater i døden. Og hvad Wullf heller ikke forstår, som heller ikke indgår i filmen, og som det derfor nok også er tvivlsomt om publikum forstår, er, at Heinrich Richters slaver formentlig ikke er fanget hos lokalbefolkningen, men blandt konkurrerende stammer nordpå. Med den tanke i mente, og det faktum at slaverne alle er brændemærkede, sætter Wulff dem blot fri uden at tænke at videre over dem. Og hvilket liv venter der således slaverne.

Nej, Wulff er ikke god, han er en naiv idealist. Og de andre danskere på fortet er ej heller knap så onde, så meget som de er drevet af rent dyrisk begær og grådighed. Det er en af filmens mest subversive pointer. Som Wulff driver længere og længere ud, optages han i stigende grad af vante kolonialistiske opfattelser af Afrika: Det er et naturligt, uberørt paradis, og indbyggerne er ‘ædle vilde’. Han fortæller et indfødt barn, at han aldrig skal blive voksen, og han begynder at opfatte sig selv som en, der ikke passer ind i civilisationen, men derimod i Afrika.

I filmen vendes det dog på hovedet. Danica Curcics karakter læser højt fra skabelsesberetningen, hvori vi senere lærer om kundskabens træ, hvis frugter lærer folk at kende forskel på godt og ondt. For at være god eller ond, så skal man først vide hvad man laver. Men det er der lige præcis ingen af de danskerne som ved, hvorfor ingen af dem har kompetencer til at træffe moralske valg. De har ingen kundskab om Afrika, og kan derfor ikke være gode eller onde i forhold til landet. Det kan kun afrikanerne. Derfor, afrundes filmen også da Heinrich Richter forbarmer sig over Wulff og sørger for han bliver lukket ud af fængslet, så han kan dø under bedre omstændigheder – og formentlig sætter den lille dreng fri og giver ham mulighed for at tage tilbage nordpå til sin familie. For Heinrich Richter er den centrale karakter, der kan handle godt eller ondt i området.

”Guldkysten” dyrker ikke en ‘hvid frelserfortælling’ som overskriften ellers lyder i Politiken. Det burde være selvindlysende, for ingen hvid formår at frelse nogen som helst. Wulff dyrker forestillingen om sig selv som frelser, men hele filmens handling drejer sig om at punktere den opfattelse. Nej, i forhold til disse kolonialistiske myter, så er ”Guldkysten” ikke gammeldags og reaktionær, men tværtom ganske subversiv.

Filmiske Problemer
Rent filmisk er det dog mere så som så med fremsynetheden. ”Guldkysten” dyrker en stil, der associeres med den amerikanske filmskaber Terrence Malick – fyldt med naturskønne billeder og poetisk/filosofisk voiceover. Men Denciks brug af stilen er ret usofistikeret. Malick har siden The ”Thin Red Line” fra 1998 skabt sine film med udgangspunkt i et utal af karakterer og synsvinkler. Her optræder en kakofoni af stemmer som fx en japansk soldat i ”Thin Red Line” og de indfødte amerikanere i “The New World”, sidstnævnte er den helt store forgænger for Denciks film.

Dencik virker usikker på hånden, når han placerer fortællingen så massivt og ensidigt i Wulffs hoved, og ikke tør punktere hans virkelighedsopfattelse før til sidst. Det er heller ikke sådan stilen normalt anvendes – faktisk er det almindeligt med denne type film at nøjes med en enkelt fortællerkarakter, som fx i Benh Zeitlins ”Hushpuppy”, hvor fortælleren er et lille barn og det hermed gøres helt klart, at vinklen subjektiv og uden det forkromede overblik.

”Guldkysten” bliver problematisk fordi den forsøger at kaste et sofistikeret filmisk blik på historien uden helt at være i stand til at bringe det filmisk til dørs. Men det må i højere grad forstås som en kunstnerisk brist ved filmen, snarere end en moralsk brist hos instruktøren. Kun på denne måde kan vi komme videre i diskussionen af film, såvel som historie.

Politikens artikel:’Guldkysten’ dyrker en hvid frelserfortælling

Podcast fra Det Humanistiske Fakultet: Bagom “Guldkysten og den danske slavehandel

More from Frederik Bojer Bové

Den solipsistiske frelser – Modsvar til den postkoloniale kritik af ”Guldkysten”

Det har længe virket indlysende, at Daniel Denciks ”Guldkysten” ville blive årets...
Læs mere