Film fra kløften – land vs. By

Da nationalisterne hertillands forleden fik over 20 procent af stemmerne ved folketingsvalget, viste det sig at de hovedsaglig hører til udenfor storbyerne. I Politikens leder d. 19. juni stod at læse “at Danmark er ved at knække over mellem land og by”.

Modsigelsen mellem storby og land er heldigvis et tema, som ofte bliver behandlet i film – også i Danmark, så at vi ved at dykke ned i dem kan blive klogere på kreative møder og destruktive sammenstød mellem de to verdner. Film der sætter (mis)forholdet på spidsen i samtiden er bl.a. Ole Bornedals “Charlot og Charlotte” (1996) og “Fri os fra det onde” (2009), “Frygtelig Lykkelig” (2008), baseret på Erling Jepsens roman, samt Laurits Munch-Petersens “Ud over Kanten” (2012).

KLØFTEN BLIVER DYBERE
Modsigelsen mellem land og by er ligeså gammel som storbyerne og landet der omgiver dem. Vi kender modsætningen fra H.C. Andersens ”Klods Hans” (1855), der med sin naturlighed erobrer prinsessen fra de veluddannede, og fra Holbergs ”Erasmus Montanus” (1723), der bliver drevet til at afsværge sin reflekterede dannelse for at få den enfoldige kærlighed (Lisbed!). Men eftersom de seneste 50 års film netop skrives og produceres i de mere og mere både vildtvoksende og isolerede storbyer, portrætteres landet oftest som et dæmonisk sted, hvor retfærdigheden syltes og afstumpede bondejokkere forhindrer al forandring.

Heldigvis er én af landets største filmskabere, Ole Bornedal, selv en Lykke-Per-jyde, der er flyttet til storbyen: I DR- tv-serien ”Charlot og Charlotte” (1996) formåede han at skabe en både rørende og morsom road-movie, hvor den naive og bondske Charlotte og den tjekkede og spontane Charlot udveksler mentalt software undervejs: I et drømmende sidste afsnit forsones de to kvinder, da Charlot lærer at give slip på sin tjekkethed, mens Charlotte lærer at styre sine følelser.

"Storby-Charlot" og "Bonde-Charlotte" på hjemmebane og udebane
“Storby-Charlot” og “Bonde-Charlotte” på hjemmebane og udebane

ER DE ONDE PÅ LANDET?
“Fri os fra det onde” er skåret over samme skabelon som den kontroversielle psykologiske thriller “Strawdogs”(1971), hvor Dustin Hoffman spiller en mild akademiker, der efter at have slået sig ned i sin engelske trofæ-kones landsby i en afkrog af Cornwall, må kæmpe på liv og død for at forsvare hende mod overgreb i eget hjem. I ”Fri os fra det onde” danner den succesrige advokat Johannes (Lasse Rimmer) og kone (Lene Nystrøm) par i en storbyfamilie med to børn, der flytter til det mørke Vestjylland for at udleve den stressfri drøm om det umiddelbare liv. Johannes har fået råd til at istandsætte det forfaldne barndomshjem, som hans bror, langtidschaufføren Lars (Jens Andersen, ikke har haft råd til. For at få styr på haven ansætter byparret den psykisk skrøbelige Alain, landsbyens eneste indvandrer og tidligere flygtning fra den jugoslaviske borgerkrig.

Anderledes skævt går det i Bornedals stærkt foruroligende by-støder-sammen-med-land-film, “Fri os fra det onde” (2009), som mest af alt minder om en dansk udgave af Triers ”Dogville” med mudder i stedet for kridtstreger.

Mens alt stadig er lækker bondeidyl og køkkenbordssex. Rimmer og Nystrøm i
Mens der stadig er lækker bondeidyl og køkkenbordssex. Rimmer og Nystrøm i “Fri os fra det onde”

Helvede åbner sig, da Jens ved et uheld kommer til køre landsbylederens kone ihjel, en ulykke, som han lokker den uvidende Alain til at tage skylden for. “Forbyder din tro dig at køre lastbil om lørdagen”, spørger Jens dæmonisk, da han vil have Alain til at aflevere flugtlastbilen i garagen. Så snart landsbyen er på nakken af syndebukken, føler Johannes sig tvunget til at huse Alain indtil politiet ankommer. Og så indledes lynchningen – og kampen for retfærdigheden: Det onde er ikke noget, man kan blive fri for (i Vestjylland). Men altså heller ikke det gode!

Filmen portrætterer et såkaldt udkantssamfund i fysisk og socialt forfald, ledet af overtroiske mennesker, og hvor fremmedhadet og selvtægten ligger lige under overfladen. Da alt til sidst brænder på er det netop det svageste led, Alain, der er den stærkeste: Flygtningen fra krigens helvede ved netop hvilken brutalitet, der skal til, når kampen bliver på liv og død.
Ligesom i den uhyggelige svenske film “Jægerne”(1996), hvor en storbyboer vender hjem til sin barndomsby, ender indvandreren som blodig syndebuk; et element, der desværre synes at pege ligeså meget fremad som tilbage i tiden.

FRYGTELIG LYKKELIG?
”Jeg prøver på at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert”, svarer den nye landbetjent fra København, da han bliver spurgt, hvad han laver. Men i den lille landsby er alt vendt på hovedet, og i denne sønderjyske gråzone prøver den ny ordenshåndhæver at få styr på kaos. Filmen åbner med en alvidende fortæller, der på mytisk vis beretter om stedet: “Grundvandet står så højt at jorden gynger” og ”dyr og folk forsvinder”. Denne sumpede undergrund er også et billede på det ubevidste og fortrængte: Instinkterne blusser lige under overfladen og kan ikke, som i de pæne byer, tøjles og holdes på afstand af dagliglivet.

Den gamle landbetjent, som borgerne henviser til, plejede at stikke børnene nogle flade, når de stjal, så at ikke det skulle rapporteres til hjemmene, hvor der ventede endnu flere bank. I det hele taget får den nye landbetjent at vide, “at man plejer at ordne tingene selv”. Men da byens bølle nummer 1, Jørgen, banker sin kone af jalousi over, at hun taler for meget med københavnersnuden, bliver landbetjenten, Robert, hvirvlet ind i den lige lovlig farverige gråzone, som han ellers prøver at holde sig fri af.

Landbetjenten Robert får sig en fyraftensguldbajer med Jørgen, Ingelises mand. Foto: Karin Alsbi
Landbetjenten Robert får sig en fyraftensguldbajer med Jørgen, Ingelises mand. Foto: Karin Alsbi

Nogle mener, at Jørgens kone, Ingelise, slår sig selv for at få opmærksomhed, og da den ny landbetjent endelig får hende overtalt til at indgive en anmeldelse, kommer det da også frem, at hun vil reddes af ham som mandfolk, ikke som politibetjent. I landsbyen viser den grundlæggende forbrydelse sig at være manglen på kærlighed, en forbrydelse, der ikke kan sones med retfærdighed. Langsomt smuldrer Roberts moralske facade (ligesom den gamle landbetjent slår han drengen, der stjæler, og på værtshuset bestiller han øl i stedet for danskvand). Ved et uheld kommer han til sidst til at kvæle Ingelise i et forsøg på at forhindre hendes fordrukne mand i at høre hendes orgasme”. Det lig som københavneren allerede har i lasten ligner meget det uheld, han bliver del af i landsbyen: Derhjemme kom han til at true moren til sin datter, da hun truede med “at ødelægge det hele”.

Landlægen får overbevist Robert om, at alle taber ved en tilståelse: Han selv, der har overmedicineret Ingelise, samt hendes datter Lille Dorthe, som vil blive alene, hvis Jørgen får skylden for dødsfaldet. Modsat Kafkas Josef K, der i ”Processen” bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke mener, han har begået og som han aldrig finder frem til, hvad indebærer, tvinger opholdet i landsbyen Robert til at indse sin synd og leve med det dæmoniske – den dybe længsel efter intimitet. “Frygtelig Lykkelig” hedder Erling Jepsens roman da også. “Alle ved alting, men der er ingen der siger noget”, siger Robert, men også “at det ikke er med vilje”, det som sker.

Filmen ender med en styrkeprøve mellem godt og ondt, det brutale og det omsorgsfulde: Drikkekonkurrence mellem landsbyens største dæmon, Jørgen, og lovens forlængede arm, den uforsætlige drabsmand, københavnerbetjenten Robert. Ikke uden grund drikker de “svin”. Foran pissekummen tvinger Jørgen Robert til at indrømme, at hans sammenbrud i København skyldtes, at hans kone var ham utro med en kollega, og da Jørgen den følgende morgen giver Robert valget mellem at melde sig for mordet på Ingelise eller lade sig drukne i mosen, skyder Robert ham på klods hold.

Robert er ikke længere én, der truer, eller som kommer til at skade nogen ved et uheld. Han har udlevet sit instinkt og fortrænger det ikke. Men da hele landsbyen fjerner alle spor efter forbrydelsen, behøver han ikke tage sin straf (i Tønder). Til gengæld vil landsbyboerne ikke af med ham til storbyen igen: De – lægen, præsten og købmanden – mangler en makker om kortbordet og truer med at lække historierne om de to mord, det uforsætlige og det overlagte. Robert får ikke lov til at tilbagelevere den kat, som den forrige landbetjent efterlod: Dyret er kommet for at blive. Og Robert også.

Erling Jepsens dæmoniske mesterværk handler om de mindre dæmoner, der foreløbigt kan tæmmes, men først når de anerkendes, og ikke om de store, som Trier udstiller i ”Dogville”, de dæmoner, hvis voldsomhed forbliver kronisk – og uforsonlig.

Filmen høstede stort set alle nævneværdige priser i Danmark.

ER KLODS-HANS PSYKOPAT?
Hvor Bornedal og Jepsen begge har rødder og tager udgangspunkt i “det mørke Jylland”, tager Laurits Munch Petersen livtag med det mørke Møn i “Over Kanten”. To glade byboere (Jonatan Spang og Christiane Schaumburg-Müller) forsøger at realisere drømmen om et idyllisk hjem på landet. “Lad os tro på det hele”, siger hun og smider p-pillerne væk. Men netop som de har fået nøglerne til deres nye drømmehus, opdager de, at det er ad helvedes-til-pilråddent.

Opdagelsen af denne slange i paradiset falder tilmed sammen med, at de bevidner et dødsfald, som de får svært ved at fortolke om et selvmord eller ej (en mand styrter ned fra klinten). Da den lokale altmuligmand, Roar, (Alexandre Willaume) tilbyder at fikse huset for 300.000 kr. ligner det en fidus (mellem ejendomsmægleren og altmuligmanden), opfundet for at lokke naive byboere i fælden. “I skal da have ros for at vise sådan en tillid”, mumler damen bag disken i den lokale købmand og fortæller, at selvmorderen både var bybo og Roars kunde. For at fikse huset hurtigt flytter Roar ind i skuret – og så kan en thriller skåret over en traditionel skabelon ellers udspille sig.

Den frygtindgydende altmuligmand Roar, spillet af Alexandre Willaume.
Den frygtindgydende altmuligmand Roar, spillet af Alexandre Willaume.

Alligevel bliver det ikke så stereotypt. Modsat den sicilianske film ”Stjernemageren” (1995), hvor en udspekuleret storbysvindler narrer penge fra de ludfattige naive landsbyboere ved at prøvefilme dem med et kamera uden film i (!), er de naive i ”Over Kanten” ikke fra landet, men fra storbyen, hvor der drømmes stort. Og netop dette drømmeri føjer en dimension til filmen, som gør den værd at nævne i denne sammenhæng: David, udflytteren, er netop af profession spildesigner, og tilmed én, der har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Er den lokale altmuligmand ude på at score hans smukke kæreste og smide ham ud over kanten som den næste – eller er han selv på vej ud over kanten, mentalt? “Nu må du altså lade din fantasi blive inde på arbejdet, skat”, formaner hans kæreste ham.

Da Roar efter dagens slid inviteres ind til aftensmad i kæresteparrets skød, udspilles scenen netop på kanten mellem brutalitet og vattethed: For er det Roar og landet, der er brutalt, eller er det David og storbyen, der er vattet?

-”Går du på jagt?”
-”Nej, jeg er fra København. Det eneste vi jager derinde er parkeringspladser.”

Da spekulationerne tager til hos David, må Freja forsikre ham om, at hun “ikke er til bonderøve, men til genier”. Mens hun i stigende grad bliver inspireret af “al den jagtsnak”, opdager David flere og flere indicier, der peger på, at håndværker-Roar er en dæmon – eller foregår det mon i den bløde Davids storbyhjerne?

Desværre formår hverken holdet eller manuskriptet at løfte den enorme opgave, det er at opretholde tvetydigheden mellem landlig dæmoni og paranoid storbyfantasi på en måde, så det bliver almenmenneskeligt og vedkommende: Da David forsøger at holde på sin forlovede ved at indlede et seksuelt forhold til selvmorderens ekskæreste, afskæres publikum for at kunne indleve sig i, at noget dybere står på spil. Men filmens dobbelttydige udgangspunkt og første time er et urovækkende (selv)studium i, hvorledes den kreative klasses blødere mænd drives ud over kanten af de hårdere (land)mænd.

HOLD SAMMEN (PÅ DET)
Skal man skære by-vs-land-kagen i to dele kan man sige, at når det går godt i kunsten, så møder vi frigjorte idealister fra byen og renhjertede og umiddelbare landsbyboere, og når det går ad helvede til, så møder vi bedrevidende svindlere fra byen og rasende og hensynsløse selvtægtfolk fra bøhlandet. Med globaliseringen, der på én gang forener verdens storbyer og spalter dem fra landet, har der altså åbnet sig en kløft med drømme og mareridt, og hvorfra modsatrettede væsener stiger op – både feer og trolde. Således plages de frigjorte byfamilier BÅDE af den hyggelige drøm om at flytte på landet OG det uhyggelige mareridt om, at netop de frigjorte, de homoseksuelle og kunstnerne, bliver klynget op sammen med indvandrere og flygtninge i en galge bestående af lige dele menneskerettigheder og økologisk spelt.

“In the war between the countryside and the city, which side are you on?” Således lyder en plakat fra sidste års The Libertarian Anthem Film Festival.

Måske består samtidens største udfordring i ikke at vælge side her…

More from Jeppe Marsling

Film fra kløften – land vs. By

Da nationalisterne hertillands forleden fik over 20 procent af stemmerne ved folketingsvalget,...
Læs mere