Fremtidens Frihedsmuseum – mellem mening og nærvær

Konkurrencen om et nyt Frihedsmuseum er afgjort. Tidens umættelige interesse for besættelsestiden vil i fremtiden kunne få afløb i et bygningsmassiv af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, hvor broderparten vil befinde sig skjult under jorden – som de modstandsgrupper, museet skal hædre og ihukomme.

PLADSEN1100x3501
Vinderforslaget af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og ÅF Lightning – Hansen & Henneberg, Gade & Mortensen akustik og professor, arkitekt Steen Høyer: Museets fremtræden i Churchillparken.

Et ellipseformet, plantebevokset murstenstårn vil blive museets vartegn mellem træerne i Churchillparken, mens en forsænket plads vil skabe et ankomstareal til institutionen, som har en dobbelt funktion som museum og erindringssted.

Kampen om historien

Mindehallen i Hans Hansens Frihedsmuseum fra 1956-57. Foto fra Flickr

En påsat og stadig uopklaret ildsvåde satte i april 2013 museet ud af spillet; lykkeligvis uden at samlingerne led tab. Men vi mistede endnu et værk af arkitekten, kritikeren og modstandsmanden Hans Hansen (1899-1958). Vi har allerede måttet vinke farvel til hans General Motors-fabrik og ikke mindst den brændte KB-Hal. Dertil kommer Tivolis Koncertsal, som lever videre i amputeret form. Kun det fredede 4. Maj Kollegium på Frederiksberg yder ham stadig retfærdighed.

Brandtomten var dårligt nok nået at blive kold, førend meningsdannere og politikere kastede sig ud i en diskursiv kamp om fremtidens Frihedsmuseum. Den handlede for det meste om at omdefinere museets omfang fra at være modstandskampens museum til at være besættelsestidens, herunder samarbejdspolitikkens, almene udstillingsvindue.

Af besynderlige årsager blev Frihedsmuseet kun en anstødssten i det øjeblik, bygningen brændte.

Kvindemuseet og Arbejdermuseet, som også kan anklages for at generere selektive (friheds)fortællinger om Danmark i det 20. århundrede, er ikke blevet krævet omdannet til monumenter over almindelighedens historie. Men modsat Frihedsmuseet er disse to museer selvejende institutioner og ikke statsejede.

Kritikken af Frihedsmuseets formål har været en sær anakronisme i en tid, hvor de færreste deler troen på, at Historien (med stort H) længere kan formidles som en enhed. Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen har udtalt om museets mulighedsrum:

“Vi har en afgørende faktor, og det er, at samlingen af genstande handler om frihedskampen. Den handler ikke om Anden Verdenskrigs historie i almindelighed eller i Danmark.”

Lykkeligvis fastholdt Nationalmuseets ledelse og kulturministeren museets fokus på frihedskampen.

Skønt museets officielle navn har ændret sig fra Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45 til det mere mundrette navn Frihedsmuseet, har museets formål overlevet de ihærdige tilløb til at omfortolke det eneste sted i det centrale København, hvor et museum i nogen grad kan siges at være et slag i ansigtet på det officielle Danmarks historieskrivning.

Også et erindringssted

I debatten så kritikerne af museets erindringsformål gerne museet omdannet til blot og bar videnskabelig formidlingsmaskine under Nationalmuseet. Dermed underkendes den tradition, at det gamle museum, trods sit beskedne ydre, var tildelt en dobbeltfunktion som både kollektivt erindringssted og museum, både patos og logos. Det fremgår af Hans Hansens særprægede gestaltning af udstillingsrummene, men især af de årlige mindehøjtideligheder, som museet fra begyndelsen lagde rammer til.

Af denne grund havde museets mindehal en forsigtig kirkelig karakter, men fremstod samtidig prosaisk i ydmyge materialer. Fikspunktet i hallen var en symbolsk urne med et digt af Otto Gelsted, hvis første strofer lyder: “Du som gaar gennem denne hal / tøv her og tænk et øjeblik / paa dem, der vandt i deres fald / den sejr hvis løn vi andre fik” Det gamle Frihedsmuseum var som institution og symbol et af få tilbageværende lokaliteter, hvor dyrkelsen af heltemod endnu havde sin tilladelighed. Denne funktion synes ikke at være mindre relevant nu.

Ikke mindst efter etableringen i Kastellet af Monument over Danmarks internationale indsats efter 1948, der føjer sig til Svend Lindharts statue dedikeret til Vore faldne i dansk og allieret krigstjeneste 1940-1945, fremstår topografien i området som et veritabelt minefelt af mindesmærker og erindringskultur.

Vinderprojektet går under jorden

Vinderforslaget af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i samarbejde med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og ÅF Lightning – Hansen & Henneberg: Det centrale udstillingsrum

I en tid, hvor arkitekten sjældnere og sjældnere kan agere brutalt modernistisk, men i stedet er tvunget til at medtænke den bestående bygningsmasse, er én udgang på problemet i bogstaveligste forstand nedad. Det har vi senest set med Bjarke Ingels’ underspillede museumsdok i Helsingør og Snøhettas igangsatte tilføjelse til Ordrupgaard.

Lundgaard & Tranberg har allerede vundet én museumsopgave, Statens Naturhistoriske Museum, ved at lægge hovedparten af kvadratmetrene ned under jorden. Sorø Kunstmuseum af samme tegnestue har også en underjordisk udstillingsetage. I Churchillparken vil manøvren blive gentaget, og denne gang som en historisk metafor.

Det giver god mening, hvis man som filosoffen Gaston Bachelard henregner kælderen (i hjemmet) til det psykisk underbevidste: “… den er først og fremmest husets mørke domæne, som tager del i de underjordiske kræfter. Når vi drømmer der, er vi i harmoni med dybdernes ufornuft.”

Kuratorgruppen Kontoret for Undergrundsanliggender synes efterhånden at have fået officiel konkurrence…

Det ellipseformede murstenstårn med begrønning udgør, sammen med en forsænket grusbestrøet plads, ankomstforløbet til det underjordiske museum. Det er meget tilbageholdte virkemidler, og beskedenheden synes, mere end materialevalget, at være den nordiske mentalitet bag projektet.

Peter Thorsen fra den vindende tegnestue udtrykker ambitionen således:

“Vi ville gerne skabe en alvorlig stemning. En alvor, der handler om, at mennesker af samvittighedsmæssige eller ideologiske grunde og med livet som indsats turde tage kampen op og flytte en meget stærk modstander.”

Mening og nærvær
Kort efter offentliggørelsen af vinderprojektet, holdt litteraten Hans Ulrich Gumbrecht den 7. maj 2015 en forelæsning på Københavns Universitet om humanioras krise. Dette emne flettede han overlegent – og humoristisk – sammen med sin filosofiske insisteren på at udhule en plads i den såkaldte “meningskultur” til gavn for en “nærværskultur”.

Dermed mener Gumbrecht grundlæggende, at den humanistiske fortolkningsiver ikke i længden kan give afkast, med mindre den suppleres med en større fornemmelse for sanselighed, stoflighed og oplevelsen i det hele taget.

Museumskulturen i dag er netop en sådan balanceakt mellem den historiske formidlingsindsats og den kropsengagerende arkitektur. Erfaringen tyder på, at det ny Frihedsmuseum i hænderne på Lene Tranberg og hendes medarbejdere vil kunne blive en ideel rammesætning for denne balancegang, som skal kunne tilfredsstille tidens kolossale interesse for besættelsestiden ved at tale til både krop og intellekt.

De vragede bidrag

Forslaget fra Polyform Arkitekter i samarbejde med SeArch, Oluf Jørgensen og Cenergia

For flere store tegnestuer var konkurrencen om Frihedsmuseet skønne spildte kræfter. Og hvad går vi så glip af?

Ikke meget, viser det sig: Et tag udformet som et bøjet flyveblad var konceptet for Polyform Arkitekter, som også ville animere fladerne med projektioner, mens BIG – Bjarke Ingels Group satsede på en række lette, runde glaspavilloner og svungne rampeforløb i stil med pavillonen i Shanghai fra 2010. Kønne, men karakterløse former.

Det samme gælder for Henning Larsen Architects, hvis bidrag er en glaskube i kompromisløs International Style, som kunne huse hvad som helst. Heneghan Peng Architects’ pavillon er både beklædt med glas, trælameller og omløbende bænke i bedste nordiske arkitekturtradition, men blev vejet og fundet for let af dommerne, fordi hverken plan eller facade kommunikerer med stedet.

Eksponeret beton er et påfaldende fravalg i alle projekterne. Brutalismen er åbenbart (mur)stendød. Det er synd, for materialet har med held fundet vej til byggepladserne for mange museer i historiens løb. Beton ville have kunnet forene museets alvorstunge tema med en skulpturel kvalitet. Men associationen til de svært nedbrydelige tyske bunkers på Vestkysten ville være en oplagt snubletråd for dén strategi.

 

Vinderprojektet blev offentliggjort i maj 2015. Frem til den 16. august 2015 er alle bidrag udstillet på Nationalmuseet.

 

More from Kasper Lægring

Fremtiden er landet

Tre nye hovedsæder for tidens informationsteknologiske mastodonter, Google, Apple og Facebook, er...
Læs mere