I Israel går fodbold og had hånd i hånd

Israel er et land med store politiske, religiøse, økonomiske og sociale udfordringer, der kan være svære at gennemskue. Men landets bedste fodboldrække kan bruges som en linse til at se samfundet gennem og hjælpe på forståelsen. Traditionelt venstreorienterede Hapoel Tel Aviv er et godt eksempel.

Tidligere på året var jeg i Berlin for at se Babelsberg mod Energie Cottbus i den nordøsttyske pokalturnering. En kamp i ydmyge rammer på Karl Liebknecht Stadion i forstaden Potsdam, men fyldt med politiske over- og undertoner. I Babelsberg går fodbold nemlig hånd i hånd med venstreorienteret social aktivisme, mens Energie Cottbus følges af en gruppe højreekstremistiske hooligans. I juli var jeg tilbage. Denne gang til en sommerkamp mod Hapoel Tel Aviv. Ikke en tilfældig modstander, for kampen markerede 50-året for tysk-israelsk diplomati samt et fælles politisk fodslag mellem de to klubber.

Israelsk fodbold er på mange måder beskidt. Især på tilskuerpladserne, hvor flere klubber skæmmes af ultra-nationalistiske hooligans, der tager fodbolden til gidsel i deres kamp mod alt, der ikke er israelsk – navnligt palæstinensere. Det bedste eksempel er La Familia, der er hardcore racister i forklædning som fans af Beitar Jerusalem. Eksemplerne er mange. I 2007 i en kamp mod Bnei Sakhnin, der er et hold, som primært består af muslimske spillere, sang de smædesange om den islamiske profet Muhammed. I 2008 afbrød de et minuts stilhed for den afdøde premiereminister Yitzhak Rabin, fordi han havde været initiativtager til de første fredsforhandlinger med Palæstina. I 2011 råbte de ‘Giv Toto en banan’ om klubbens egen nigerianske angriber. I 2012 stormede de et storcenter i Jerusalem-bydelen Malha, hvor de chikanerede muslimer med tilsvininger, vold og spytklatter. Og sidste sommer blev alle grænser overskrevet, da seks med tilknytning til La Familia likviderede en uskyldig 16-årig palæstinenser.

Hapoel_derby2014.jpeg
Hapoel Tel Avivs fans før et Hapoel-derby på Bloomfield Stadium tilbage i 2014

 

Hvad der sker på de israelske fodboldbaner er ikke vanvittigt interessant. Klubholdene klarer sig faktisk hæderligt i de europæiske turneringer, men landsholdet har aldrig været med til hverken europa- eller verdensmesterskaberne. På FIFA’s seneste verdensrangliste ligger de nummer 47 bag blandt andre Congo, Iran og Nordirland. Og den bedste liga, Ligat HaAl, vrimler med aldrende udlændinge, der er blevet droppet af klubber i Europas største ligaer. Til gengæld kan sporten bruges som en optik til at se det israelske samfund gennem.

Israel er en religiøs og kulturel smeltegryde. Hovedparten af de lidt over otte millioner indbyggere er jøder, men man finder også arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. “Problemerne på grund af Israels diversitet er svære at ignorere, men folket viser sjældent deres utilfredshed i offentligheden. Fodbold er en bemærkelsesværdig undtagelse”, skriver Tobias Buck for Financial Times i artiklen The not-so-beautiful game of football in Israel.

Workers of the world, unite!

Hapoel Tel Aviv og Beitar Jerusalem er store rivaler. Ikke kun fordi de er to af de mest vindende klubber i israelsk fodbolds historie. Men fordi de politisk og historisk ligger væsentlig længere fra hinanden end de 70 kilometer, der er mellem byerne. Hapoel repræsenterer arbejderne, blev stiftet i 1926 i direkte forlængelse af arbejderpartiet HaAvoda og fagforbundet Histadrut og var oprindeligt et hold af ashkenaziske jøder indvandret til Israel fra Østeuropa. Beitar repræsenterer nationalisterne, er tæt forbundet med det zionistiske højrefløjsparti Likud og var oprindeligt et hold af mizrahiske jøder med mellemøstlig baggrund.

I dag har Hapoel Tel Aviv ikke en direkte forbindelse til politikerne, men man skal vist både være blind og døv for ikke at fornemme, hvor klubben placerer sig på det politiske spektrum. “Hvis man spørger klubben om deres politiske standpunkt, siger de i hvert fald ikke, at de er højreorienterede. Fansene er mere klare. Nogle af dem siger endda, at de ikke repræsenterer Israel, men kun Hapoel”, fortæller den israelske fodboldjournalist Raphael Gellar til Netudgaven.

Hapoel_Tel_Aviv_New_Badge
Hapoel Tel Avivs logo hvor hammer og sejl indgår, ligesom det var tilfældet på Sovjetunionens flag

 

Klubbens logo taler også sit tydelig sprog. Her kan man se det kommunistiske symbol hammer og segl. Og på hjemmebanen Bloomfield Stadium hænger der bannere med hyldester til kommunistiske ikoner som Karl Marx og Che Guevara. De er flankeret af budskabet “Workers of the world, unite!”. Tidligere har stadion samlet ind til African Refugee Development Centre i Tel Aviv. Ved den lejlighed sagde talsmanden for flygtningecenteret Nic Schlagman: “Vi blev overraskede over deres lyst til at hjælpe os. Normalt tænker man på fodboldfans som nogle, der bare vil slås”.

Hapoel-fansene i Ultras Hapoel er en del af det internationale fansamarbejde Alerta Network, der er en antifascistisk bevægelse, som kæmper for at udrydde racisme og anden diskrimination på fodboldstadions verden over. Her har de opbygget venskaber blandt andre med St. Pauli-fans i Ultrà Sankt Pauli, Celtic-fans i Green Brigade og Babelsberg-fans i Filmstadt Inferno.

IMG_0739
Et flag med den marxistiske revolutionær Che Guevara præger Karl Liebknecht Stadion i kampen mellem Babelsberg og Hapoel Tel Aviv. Foto: Oscar Rothstein

 

I dag har Hapoel tre arabiske spillere i truppen: Eyad Abaid, Mohammed Abu Alhija og Ramzi Safouri. Også assistenttræneren Walid Badir, der fra 2005 til 2013 selv spillede 250 kampe for klubben og er en helt blandt Hapoel-fans, er araber. En enorm kontrast til Beitar Jerusalem, der er den eneste klub i Israel, der aldrig har haft en arabisk spiller i truppen – indtil for få år siden havde Bnei Yehuda heller aldrig.

I 2013 ankom to muslimske spillere fra Tjetjenien til Beitar Jerusalem, og La Familia reagerede til den efterfølgende hjemmekamp med et stort banner, hvor der stod “Beitar vil være rent for altid”. Skæbnen ville, at den ene af de to tjetjenere, Zaur Sadayev, scorede i sin første hjemmekamp, men Beitar-fansene ændrede ikke holdning. Hundredevis udvandrede fra stadion i protest. “Det er ikke racisme, de bør bare ikke være her. Beitar Jerusalem har altid været en ren klub, og nu bliver det ødelagt. Mange af de andre spillere overvejer at forlade klubben efter, at der er kommet muslimske spiller”, sagde et medlem af La Familia til The Independent, da de to tjetjenere fik debut.

Mindre politik, mere had

De seneste år er der dog sket ændringer på tribunerne på Bloomfield Stadium. Heller ikke Hapoel Tel Aviv har været immune over for den tiltagende kommercialisering af fodbold. Og fansene har ligesom resten af det israelske samfund bevæget sig i en mere nationalistisk retning. For selvom Hapoel Tel Aviv er en venstreorienteret klub, aner man en højredrejning blandt fansene i takt med, at konflikten med Palæstina er blusset op de seneste år.

En sportsjournalist for Haaretz, der er en af  Israels store aviser, fortæller til James Montague i When Friday Comes, at “alle hold nu er privatejet  og kun har svage forbindelser til de politiske partier. Det eneste, der ikke er ændret, er hadet. Du har fans fra 20 klubber, der først og fremmest hader et andet hold, og så har du to-tre grupper af fans, der støtter deres eget hold. Det israelske samfund er så anspændt. Der er så mange konflikter: politiske, religiøse, økonomiske, sociale. Det kan blive rigtig grimt. I Israel har vi en hadkultur, ikke en støttekultur”.

“Der er mindre politik involveret, end der var tidligere. I dag kommer mange fans fra syd for Tel Aviv i Jaffa. Der har folk færre penge og er en anden slags fans. De er mere højreorienterede. Normalt ville man sige, at de fattige er venstreorienterede, men i Israel er det omvendt”, fortæller Hapoel-tilhængeren Ronin i When Friday Comes.

En anden Hapoel-fan, Fraud, fortsætter: “Fagforbundet er måske venstreorienteret, men arbejderne har altid været højreorienterede”. Han påpeger dog, at man finder en tolerance i Hapoel, som ellers kan være svær at få øje på i israelsk fodbold. “Min chef er araber. Vi har arabiske spillere. Hvis vi ikke kan lide Bnei Sakhnin, er det fordi, de har vundet over os. Ikke fordi de er arabere. Du kan være højreorienteret, du kan være venstreorienteret, men vi er alle Hapoel”.

Det blev til en skuffende ottendeplads i Ligat HaAl sidste sæson for Hapoel Tel Aviv. Ikke hverdagskost for en klub der har vundet 14 mesterskaber og 13 pokaltitler. Derfor har det været en sommer med masser af forandringer i Hapoel Tel Aviv. “Klubben gennemgår en total renovering. Klubbens nye ejer Amir Gross Kabiri (israelsk businessmand og kunstamler, red.) har postet masser af penge i klubben. De har hentet nogle gode udenlandske spillere og også en træner udefra (César Mendiondo fra Spanien, red.) De vil satse på unge spillere fremover og gøre klubben mere bæredygtig”, siger Raphael Gellar.

Inden kampen på Karl Liebknecht Stadion faldt jeg i snak med en Hapoel-fan, der havde boet halvdelen af sit liv i Norge.  Jeg spurgte om forholdet til Beitar Jerusalem, og han forklarede: “Hvis Beitars fans bor oppe på bjerget, bor vi nede ved vandet,” sagde han og pegede stolt på hammeren og seglet i klublogoet.

More from Oscar Rothstein

Tilbage til Mafalala

"Maluco Mulungo, skøre hvide mand!", råber drengene drillende efter mig i et...
Læs mere