Med drømmen om en bedre verden

For godt to måneder siden var der premiere på den længe ventede anden sæson af tv-serien ”True Detective”. Forventningerne var tårnhøje og nærmest skuffede på forhånd, og desværre lykkedes det ikke tv-kanalen HBO og seriens manuskriptforfatter, Nic Pizzolatto, at gøre bekymringerne til skamme.

Sagen er, naturligvis, ny. Det samme er detektiverne og geografien. Louisianas orkanhærgede kystlandskab er skiftet ud med Californiens støv, skove og brede landeveje, men vi befinder os stadig i en skidt, og ikke mindst beskidt, verden. På den måde er meget ved det gamle, og så alligevel ikke. Synet på tiden har ændret sig radikalt fra den første til den anden sæson, og det har konsekvenser for plottet, såvel som for karaktertegningerne.

De californiske landeveje lægger landskab til anden sæson.
De californiske landeveje lægger landskab til anden sæson.

En ny tid
De fleste vil nok huske første sæson for Cohles lange, besnærende monologer om tingenes tilstand. De fleste vil nok også huske ikke blot hans, men også de sekteriske gerningsmænds udsagn: ”Time is like a flat circle”, der er en hilsen til filosoffen Nietzsches idé om den evige genkomst. Cohle definerer sig selv som en nietzscheinspireret pessimist, og man kan derfor spørge, om Cohles forståelse af udsagnet stemmer overens med den religiøse, mytologiske tidsopfattelse.

At alting gentager sig udgør en grundsten i plottet. Fortællingen har to omdrejningspunkter: 1995 og 2012. En række mord begået efter 2010 er tro kopier af sagen fra 1995, der, som opklaringsarbejdet skrider frem, viser sig at være ét ud af mange mord. Ingen ved, hvornår det første mord skete, og ingen ved, hvornår det sidste vil ske.

I 2012 finder Cohle og Hart ganske vist gerningsmanden fra 1995, men som Cohle siger, fik de ikke ram på alle de involverede parter. I første sæson er menneskene tilsyneladende prisgivet gentagelsen. De bebor en verden, hvor naturfænomener udgør forudsætningerne for, at ondskaben kan gå ubemærket hen. Her er ikke tale om en verden, der kan forbedres. Menneskene kan blot forsøge at holde ondskaben stangen.

Et år senere har Pizzolatto kastet den filosofiske ballast over bords og egenhændigt forsøgt at give anden sæson eksistentiel dybde. Måske har holdet bag serien ønsket at ophøje Cohles pessimisme til en generel livsanskuelse; en stemning, der gennemsyrer hele verden, for sæsonens forskellige karakterer leverer af og til kortfattede replikker, som kunne have været Cohles. Men det både klinger og virker hult.

"We get the world we deserve."
“We get the world we deserve.”

I anden sæson befinder vi os stadig i en håbløs og fordærvet verden, men her hersker kausaliteten som organiserende princip: ”My strong suspicion is, we get the world we deserve,” siger Colin Farrells karakter, Ray Velcoro. Det californiske landskab er ikke ødelagt af orkaner og oversvømmelser, men af menneskene. Verden er skidt, fordi mennesket er skidt. I anden sæson af ”True Detective” ligger man, som man har redt. Derfor kommer alt også til at handle om fortiden. Drabet, som sætter historien i gang, skyldes noget, som nærmest er blevet glemt i fortidens tåger. Det samme gælder karaktererne: De er resultatet af deres fortid, hvor let identificerbare traumer har sået frøene til nutidens identitetskonflikter.

I fortidens vold
”True Detective”s første sæson blev i høj grad båret af de eminent skabte og eminent spillede Hart og Cohle. De to er i anden sæson erstattet af fire hovedpersoner foruden en lang – for lang – række biroller. Skuespillerne spiller godt, men de lægger alle krop til karakterer, der er flade som pap; formet af én enkelt, udslagsgivende begivenhed. Paul (Taylor Kitsch) vil ikke vedkende sig sin homoseksualitet. Gangsteren Frank (Vince Vaughn) var fattig, udstødt og uelsket som barn. Nu vil han ud af den kriminelle verden og stifte en sund kernefamilie. Politimanden Ray har dræbt sin ekskones formodede voldtægtsmand. Det gjorde ham depraveret, livstræt og korrupt. ”The act projects a trajectory,” siger Ray til den kvindelige hovedperson Antigone, også kaldet Ani (Rachel Adams). Den altafgørende begivenhed i hendes liv er en bortførsel og voldtægt i teenageårene.

Sidespringet
Sidespring

Hermed ikke sagt, at enkelte begivenheder ikke kan være udslagsgivende. Mon ikke de fleste, der så første sæson, legede med tanken om, hvilken mand Cohle var før datterens død? Men i stedet for de lange enetaler om den ene, skelsættende begivenhed, som vi måtte trækkes med i anden sæson, kom de personlige historier drypvis, i passager, hvor det gav mening at fortælle dem. Måske har Pizzalatto og co. mistet troen på, at seerne kan lægge to og to sammen. For da første sæsons filosofiske fundament røg over bords, var det tilsyneladende i selskab med devisen show, don’t tell. Således ryddes eksempelvis alle uklarheder om Frank og Rays ellers mærkværdige forhold af vejen, før den centrale mordsag introduceres. En sag, der hurtigt bliver så kompliceret, at de tre efterforskere, Ani, Ray og Paul, aldrig kommer i gang med opklaringsarbejdet, før det er for sent.

lead_960

Tilfældighedernes spil
Jeg begræder ikke, at anden sæsons efterforskere ikke er som Cohle og Hart, men det er altså et mærkeligt valg at skrive en detektivhistorie, hvor detektiverne aldrig lancerer en teori om komplottet. Resultatet bliver, at man som seer begynder at gætte med, og det er unægtelig utilfredsstillende, når man, sågar på baggrund af efterforskernes egne ord, løser gåden før dem. Anden sæsons detektiver excellerer med andre ord ikke i deres profession. Eller måske gør de, men det har i givet fald måtte vige pladsen for ildkampe og korrupte politikere og forretningsmænd.

Det skal selvfølgelig ikke ligge efterforskningsholdet til last, at de sættes til at efterforske korruption blandt byen Vincis elite, når drabsmotivet nu engang viser sig at være hævn. Jeg sidder tilbage med mistanken om, at Pizzolatto ikke har kunne beslutte sig for, hvilken slags historie han ville fortælle. Få ændringer havde styrket plottet og sikret sammenhængen. Eksempelvis hvis blot de hævntørstige søskende, Lenny og Laura, havde dræbt Caspere for at blotlægge alverdens dårligdom – men det gør de ikke. I stedet sættes hele sagen i gang, og al råddenskaben kommer til syne, ved en tilfældighed, fordi Lenny blev grebet af raseri.

På vej mod en bedre verden?
Der kan selvfølgelige være en pointe i, at ondskaben viser sit ansigt ved et tilfælde, for den lever, som Leonard Cohen messer i introsangen, blandt os ubemærket, ”well disguised”, i de dyreste jakkesæt. Vinci er unægtelig et sted for mænd uden moral, men hvor ondskaben i første sæson ikke fremstod begrænset til et sted, kan man med rette spørge, hvor rådden verden som helhed egentlig er i ”True Detective”s anden sæson. Vinci er en lille by med selvstyre i en stor verden, og det er udefrakommende med idealerne på rette sted, heriblandt første afsnits journalist og sagføreren Katharine Davis, som forsøger at komme til bunds i byens korruption. Midtvejs i sæsonen fremhæver Ani, der arbejder for delstatspolitiet, dog, at kvinder forsvinder og jorden forgiftes, uden nogen bekymrer sig herom. Der hersker måske, måske ikke, en omfattende apati på den amerikanske vestkyst.

Udskiftningen af første sæsons strukturerende idé om den evige genkomst med opfattelsen af, at mennesket former verden, må siges at være udtryk for forandringsvillighed. Den nye sæson skulle ikke blot gentage den første, men være sin egen. Men da historien flyttede fra det besnærende sydstatslandskab til den golde industriby i vest, tabte den momentum. Det kan godt skuespil og smukke billeder ikke ændre på. ”True Detective”s anden sæson er præget af for simple karaktertegninger og en svag historie, der i tillæg bliver slapt og overpædagogisk fortalt. Seriens filosofiske replikker begrænser sig til banale oneliners som ”everything is fucking,” og detektivarbejdet forbliver sekundært.

 ”I don't know if it will make any difference, but it should, because we deserve a better world.”
”I don’t know if it will make any difference, but it should, because we deserve a better world.”

Når kausaliteten råder, åbnes muligheden for, at verden kan forandres, og Pizzolatto har da også udstyret anden sæson med en karakter, der kæmper for at forbedre verden. Som sin græske navnesøster Antigone bekymrer Ani sig om, at de døde lægges i graven med værdighed, og at sandheden kommer for dagen. Da hun fortæller historien til en journalist, lyder det: ”I don’t know if it will make any difference, but it should, because we deserve a better world.” Den drøm om og tro på forandring finder vi ikke i første sæson. Meget symbolsk ender anden sæson midt i karnevallet; tiden for fornyelse. Dermed ikke sagt, at forandringen vil ske, for karnevallet knytter sig også til årets gang, til det cykliske. Slutscenen står derfor i mulighedens tegn: Måske fortsætter verdens elendighed, når stormen fra afsløringerne har lagt sig. Måske bliver verden et bedre sted på grund af Ani og journalistens beretninger.

HBO-chefen, Michael Lomardo, skulle efter sigende være åben for en tredje sæson, men intet er bekræftet. Hvis det sker, kan man kun håbe, at holdet bag serien genfinder magien fra første sæson.

More from Christine Strandmose Toft

Med Brecht på tur i byernes jungle

Vi befinder os i Chicago i året 1912. Den rige, kinesiske tømmerhandler...
Læs mere