Tiden på vågeblus og sjælen på højhastighed – Cronhammar under jorden

Egentlig kalder “H”, Cronhammars installation, på tavshed. Når man stiger op fra Cisternerne i Frederiksbergs undergrund, har man lyst til ingenting. Det hele er sagt, dernede, i al sin tavshed – under jorden – på ca. 20 minutter. Det er som om, at intet skal tilføjes, og man kan lægge sig ned i græsset og lukke øjnene. Med sig tager man ikke forståelse, indsigt – og dog – men oplevet som fred og en uendelig ro.

Hvordan gør han det, Cronhammar? Trænger gennem støjen og renser sindet på mindre end en halv time og planter en følelse af aldrig at ville slippe denne ophøjede og dog uhøjtidelige sænkning af krop og sind, som bogstavelig talt finder sted, ned i det underjordiske. Her er koldt og mørkt. Og dog lyst og varmt.

Få kan. Jeg har kun oplevet én kunstner som kunne bringe mig et sted hen, som jeg ikke havde lyst til at forlade – teatermanden Enrique Vargas, som skaber labyrinter, hvor man vækkes og kærtegnes på samme tid, følges rundt i et univers som en enlig vandrer, og på en underfundig, ambivalent måde oplever længslen efter at være alene i verden. Helt alene. For altid. Alt andet er bare støj.

Og det er alt nok
Det går ikke an at pille oplevelsen fra hinanden ved at opløse den i små deskriptive sproglige billeder, der aldrig når læserens sjæl. Jeg nøjes med at fortælle at der er vand og sten, og det som Cronhammar gør med de sten og det vand er uforklarligt. Ikke at jeg skal romantisere kunsten og mystificere dens suggestive væsen – blot insistere på at kunsten er mere end summen af dens dele og at det er alt godt. ….for nu at bruge en vending fra mit yndlingsdigt, som jeg første gang hørte for ca. 20 år siden, da jeg gik ned ad Nansensgade, og Søren Ulrik Thomsen stod på en ølkasse og læste op – et digt, der på samme måde som Cronhammars installation, formår at sætte ro i kroppen:

”Træerne vokser ikke ind i himlen
Men de vokser ud i luften, som vi ånder
og ned i jorden til de døde
som vi savner. Og det er alt nok.”

Cronhammar var mig en ubekendt. Og med ned under jorden havde jeg taget min uvidenhed og tilladt mig ikke at læse en linje om udstillingen. Den svensk fødte billedhugger, med det vagabondiske udseende, ikoniske skæg og de til tider bogstavelig talt tunge værker, var gået min næse forbi. Hvad jeg siden hen læste om ham gav mening og kontekst, selv om Cronhammar aldrig begiver sig ud i udrede sine værker. Ikke af kunstnerisk arrogance – men de kommer til ham som lynnedslag, har han udtalt. Og sådan forplanter de sig ligeledes i beskueren. Som pludseligt åbenbarende og ordløse.

Foto: Annette Max Hansen
Foto: Annette Max Hansen

Tiden er på Cronhammers side
Værket ”H”, som Cronhammar kalder sit værk, er udtænkt på rekord tid. I hans målestok er det ca. tre måneder. Det er halvdelen af Cronhammars gennemsnitlige længde på en værkidés tilblivelse, og det har efter sigende været faretruende for processen, at tiden var ’knap. For for lidt tid kan afføde en blokering. Deadlines er døden. Pres er pine. ”Giv det tid, giv det al den tid der er til rådighed overhovedet. ” Den opskrift har han engang formidlet i et interview til Politiken. Og jeg bilder mig ind, at kunne mærke tidens udstrækning, og at effektivitet og stramme deadlines ikke kan kaste denne slags monumentale værker af sig.

Martin Hall har lavet musik. En drengs korstemme trænger sig igennem vandets brusen som en opgående sol i morgendis, en form man ikke helt kan afgrænse. Det er mageløst og enkelt og meget mere end man kan forlange.

Vandets genkomst og din
Cisternerne var engang et vandreservoir, der forsynede hovedstadens borgere med rent drikkevand, og det er Danmarks eneste drypstenshule. Naturlige drypsten findes i huler i kalkbjerge, hvor nedsivende vand gennem titusinder af år har opløst kalkklipperne og genafsat den opløste kalk som drypsten. Disse drypsten vokser meget langsomt, ofte med hastigheder på under 1 millimeter om året, og mange drypsten er flere hundrede tusinde år gamle. Cisternerne er ikke – men måske disse tusindårsriger alligevel trænger sig intuitivt ind på én i den unaturlige beton, hvor drypstenene har haft mere fart på og ikke er mere end ca. 25 år gamle. Her 33 år efter, at vandet blev drænet fra Cisternerne, har Cronhammar ført det tilbage.

Fart er ikke noget der interesserer Cronhammar. Hverken i skabelsen af hans værker eller i det omgivende samfund. Og højhastighed er et ord Cronhammar altid vender tilbage til, når han skal beskrive verden omkring os. Men verden er holdt ude eller oppe i ”H”, og udstillingen varer i ni måneder, ganske i Cronhammars ånd – forbandet lang tid. Man kan vende tilbage igen og igen. Selv har jeg været der to gange – endnu ikke den sidste.

”H” er i Cisternerne indtil 29. november.

More from Annette Max Hansen

Tiden på vågeblus og sjælen på højhastighed – Cronhammar under jorden

Egentlig kalder "H", Cronhammars installation, på tavshed. Når man stiger op fra...
Læs mere