Tør du træde, hvor du ikke må…?

I mit kvarter i Berlin Neukölln ligger en lille park præget af baroktidens sirlige ornamenter. Hvor træerne siden 1912 er blevet holdt i ordentlige rækker af flittige gartnere, hvor den store græsplæne i midten er forbudt at betræde, hvor én ende af parken udmunder i et overdådigt springvand med babystatuer, som holder kærligt rundt om deres forstenede krokodiller, og hvor den anden endes velholdte plateau er præget af palmer og frodige blomster.

I denne park bestemte ukendte venstrefløjsaktivister sig i vinters for at sætte deres præg på byrummet. De benyttede en form for plantegift til at slå dele af græsset ihjel, og skrev således ”Alles für alle” (alt for alle) med et endnu større anarkisttegn hoverende henover.

Man kan diskutere budskabet – ikke kun fordi det leveres på en destruktiv og miljøskadende måde. For hvad betyder ”alt for alle”, og kan alle overhovedet have alt på samme tid?

berlin-Neukölln-2
Budskabet ”Alles für alle” kunne stadig anes flere måneder efter ukendte gerningsmænd kastede sig over plænen.

En levende park
Men man ikke diskutere budskabets gennemslagskraft. Gartnerne stod magtesløse. De kunne ikke få noget til at gro der igen og kunne heller ikke rigtig pløje resten af plænen op. Så beskeden fik lov at stå, ikke kun til skue for de stolte figurer i vandfaldet, men for alle parkens besøgende.

Nu er bogstaverne efterhånden ved at være overtaget af sommerens mere romantiske, grønne frodighed, men med denne er en helt anden form for subversiv adfærd trådt frem. En, som ligger i hverdagshandlingen. Når det er godt vejr, strømmer folk ud på græsplænen. Ignorerer de formanende skilte og bruger det grønne tæppe til boldspil, solbadning, øl og smøger.

De levende børn drøner rundt om de forstende på deres små cykler. Smider flasker i vandet for at opleve spændingen ved at få fat i dem igen. Den lille plads af grus bliver omdannet til petanquebaner på kryds og tværs, og de fine hvide bænke udgør små scener, som et mindre band i ny og næ indtager til glæde for de fleste.

IMG_20150804_192518872
Børn i alle udgaver leger i Körnerpark, Berlin.

Det er en park fuld af liv, Körnerpark, og mon ikke også det var det, Hr. Körner ville, da han i sin tid grundlagde den. Selv om han måske havde forestillet sig de besøgende som mindre løsslupne og en smule mere prominerende. Parken bliver den dag i dag passet og plejet til at udstråle æstetisk renhed. Det er en park, som fra bystyrets side, tænkes som et ordentligt, roligt og smukt sted i en noget kaotisk bydel.

Byens repræsentationer
Körnerpark er, som resten af byrummet, fuld af budskaber, der udtrykkes igennem fysiske strukturer. Byen, i modsætning til den vilde natur (som efterhånden er en sjælden forekomst), er skabt af menneskelige intentioner, og er herudover meget kompakt.

Byboeren bliver konstant mødt af mere eller mindre tydelige beskeder fra forskellige afsendere, og baggrunden for disse er ofte en idealopfattelse af, hvordan byens rum skal se ud, og hvem der skal bevæge sig i det.

Situationists International (SI) kritiserede byens rum, som ifølge dem var blevet overtaget af repræsentationer i stedet for reelt liv. SI var en gruppe af kunstnere, arkitekter og intellektuelle, som opstod på baggrund af det avantgardistiske Lettrist International i 1957. Navnet refererer til det overordnede mål, nemlig det at skabe forstyrrende situationer igennem revolutionær kunst, arkitektur og litteratur. Det kan umiddelbart lyde abstrakt, men var meningsfuldt i lyset af deres kritik af funktionalismen, det rationelle og det moderne kapitalistiske samfund – Og ja, de trak meget på Marxismen.

I gruppens levetid, indtil 1972, udviklede og forandrede SI sig selvfølgeligt konstant. Medlemmer blev udskiftet og tanker redefineret. Så når jeg her tager fat i nogle af gruppens idéer, er det ikke et forsøg på at redegøre for den historiske udvikling af SI, men nærmere for at tage fat i den kritik og de ideer, som hjælper mig til at forstå min by.

Situationisternes spektakler
Situationisterne havde en stærk tilknytning til byen. Meget af deres samfundskritik tog udgangspunkt i Paris, hvor flere af gruppens medlemmer opholdt sig i længere perioder. Guy Debord, en af SIs fremtrædende personligheder, udgav i 1967 ”The Society of the Spectacle”, som på dansk blev til det mindre mundrette ”Skuespilsamfundet”. Her skal man især lægge vægt på ordet ”skue”, da Debord kritiserer synssansen for at være et for dominerende værktøj til at forstå verden.

Ifølge Debord bliver mennesket præsenteret for et rum, i dette tilfælde det urbane rum, som er tæt pakket af repræsentationer. Når vi ser en reklame i et butiksvindue, hvor en glad kernefamilie fortæller, hvordan vi kan blive lykkelige, er det en repræsentation af det gode liv. Men ikke det gode liv selv.

Når en byplanlægger sidder med sine planer, skabes en repræsentation af den i deres øjne velfungerende by, men ikke byen selv. Når en kommunalpolitiker præsenterer en statistik, som bestemmer, hvilke områder, der skal gå under en betegnelsen ghetto, er det en repræsentation af et område, ikke området selv.

Arkitekttegningen er den ultimative repræsentation
En arkitekttegning er et andet interessant eksempel på dette. Jeg mener, at den repræsenterer et byrum, som er ekstremt let forståeligt. Det hjulpet godt på vej af de nutidige avancerede 3D tegninger, som i høj grad simulerer en nem tilgængelig virkelighed. Den er taget ud af kontekst, og dens eneste repræsentation af liv er nogle strategisk korrekt placerede træer – en smule mere avancerede end dem, vi ser i Minecraft, men ligeså hurtigt voksende, og de indsatte ’borgere’; Computermenneskene som bevæger sig rundt i det computertegnede byunivers.

800px-MEUDON
Her er hverken hjemløse eller hundelorte. Foto fra Wikimedia Commons.

Disse har selvfølgelig oftest en tilpas demografisk og politisk korrekt spredning, det dog uden at bevæge sig uden for rammerne af den ideelle indbygger. Vi ser ingen hjemløse, flaskesamlere, overvægtige eller rygere. Der ligger intet skrald på gaden, ingen udtrådte hundelorte.

Gadekunst er vel efterhånden blevet normaliseret nok til, at et enkelt piece kunne finde vej til en computertegnet mur for at symbolisere et hipt og råt urbant rum, men mon ikke det ville være arkitektens eget tag, som her alene fik lov til at kæmpe for retten til det urbane rum?

Kun det planlagte får plads på en sådan tegning, hvilket som sådan giver god mening. Men, det er en æstetisk og stilistisk ensrettelse, som man kan frygte vil resultere i en lignende tankegang om det reelle urbane rum eller den ideelle indbygger.

Illusionen af det fuldstændige billede
Problemet er, ifølge Debord, at disse repræsentationer bliver præsenteret for os som hele sandheden. Hvis et ghetto-område for eksempel bliver defineret som så på baggrund af kriminalitetsrate, antallet af ikke-vestlige indvandrere og arbejdsløshed, bliver vi nemt forledt til at tro at disse tal udgør et fuldstændigt billede.

En overskuelig, gennemsigtig og uimodsigelig sandhed, som eksperter og forskere præsenterer for os, og som kan lede os til at tro, at der ikke findes flere lag. At det, vi ser, er livet selv. Simpelt og forståeligt. Et rum, som er neutralt og åbent for, at vi putter vores egen mening ind i det.

Situationerne, som SI skabte, var netop et forsøg på at nedbryde menneskets blinde tro på synssansen (pun intended), og skubbe borgerne tilbage i en reel virkelighed – til et liv som ikke var enkelt og nemt forståeligt, men tværtimod konstant korrigerende og eksperimenterende. De forsøgte sig med udfordrende arkitektur, udgav utallige tekster og skabte kunst, som skulle nedbryde og omdefinere populærkulturen.

En alternativ form for geografi
Situationisternes budskab bliver udtrykt virkeligt stærkt i en række kartografiske eksperimenter, igen anført af Debord. Han skabte en række kollager, hvor han klippede bykort op og satte dem sammen på andre måder.

Den nye sammensætning var baseret på psykogeografi, en form for geografi, der er tættere forbundet med det enkelte individs oplevelse af byen end en objektiv kortlægning af den.

Kortet, som Debord skabte, ophørte med at være en repræsentation af et rationelt tilgængeligt bybillede og blev i stedet et øjebliksbillede af en oplevelse. Med det opfordrede han byboeren til at kigge op fra kortet og opleve det reelle byliv i stedet for altid at søge hen mod det fulde overblik og den optimale forståelse.

Den kritiske genovervejelse af repræsentationer
Og det var disse idéer, jeg blev mindet om, da jeg satte mig i græsset i Körnerpark den anden dag.

Jeg tænkte på, hvordan situationer kan skabes på flere forskellige niveauer. Situationer som får folk til at nytænke det ideelle byrum. Situationer som Situationisterne ville have dem.

Det kan være en bevidst politisk handling, som tager tydelig afstand fra den officielle udlægning af bybilledet som et anarkistisk budskab skrevet med dødt græs. Eller det kan gøres igennem kunst og litteratur, som Debord’s kollager.

Men det kan bestemt også gøres mindre bevidst i hverdagshandlingen. Det lille skridt ind på græsset henover det formanende skilt kan få de fleste til at genoverveje fornuften i en græsplæne, som man ikke må bruge – hverdagshandlingen invaderer repræsentationen, og det reelle liv har vundet en lille sejr over den officielle udlægning af byen.

 

IMG-20150812-WA0002
En lille forstyrrelse i hverdagen.

 

Skrevet af
More from Signe Sander

Tør du træde, hvor du ikke må…?

I mit kvarter i Berlin Neukölln ligger en lille park præget af...
Læs mere