Conor McGregor – blikkenslageren der blev til vand

Conor McGregors karriere er mysteriet om en irsk blikkenslager, der gik fra amatør til verdensmester på mindre end syv år. I dag lever han af at bryde illusioner og få uovervindelige mænd til at se døden i øjnene. Men hvordan er han blevet det hurtigst voksende navn i verdens hurtigst voksende sportsgren – og unik i et univers fyldt med originaler?

The ”Notorious” Conor McGregor er den ukronede konge af kampsporten Ultimate Fighting Championship, UFC – også kendt som ”The hurt business”. Han er lige så fængslende til pressemøder som i buret, og selvom han kun rangerer som verdens ”pound-for-pound” nr. 11 er han førende, når det kommer til omsætning og omtale. Den 12. december møder han José Aldo, der er nr. 1 på verdensranglisten og ikke har tabt en kamp i ti år. Mens Floyd Mayweather vs. Manny Pacquiao virkede mere som et forretningshåndtryk end en boksekamp, kan kampen mellem McGregor og Aldo blive et historisk vendepunkt i sportsverdenen, hvor den lille irske blikkenslager besejrer det store amerikanske etablissement – lidt ligesom Danmark i 92, hvis det havde været VM, og vi havde vundet alle kampe 10-0.

Han er en længe ventet folkehelt, der taler direkte til den hårdtarbejdende irske selvforståelse, der ikke finder sig i noget pis og fejrer sin successer med Jameson direkte fra flasken. Den irske befolkning elsker ham så højt, at Colin Farrell i et interview under optagelserne til ”True Detective” kaldte ham ”phenomenal” otte gange på 10 sekunder, og Sinéad O’Connor blev fløjet hele vejen til Las Vegas for at synge for ham under hans sidste titelkamp. Men McGregors succes strækker langt ud over Dublins pubber og varsler samtidig et nybrud i hele underholdningsbranchen, der i langt højere grad er tilpasset det moderne menneskes medieforbrug.

Blomkålsører
McGregor lever og ånder for UFC, der er den øverste division inden for Mixed Martial Art: En sportsgren hvor to mennesker lukkes ind i et bur og forsager mest muligt skade på hinanden med alt på nær bid og prikken-i-øjet. Derfor er alle i divisionen indforstået med at leve et liv med blomkålsører, skæv næse og tumper der vil slås med dig, hver gang du træder ind på en bar. Dem, der topper divisionen, opnår superheltestatus, og dem, der lægger i bunden, bliver millionærer på at være menneskelige sandsække. Sporten er, ikke overraskende, fyldt med eks-junkier, gadedrenge, krigsveteraner og alle andre, der har lidt skade og nu er klar til at give noget tilbage for en høj timeløn. Det er en redning for nogen og en permanent hjerneskade for andre.

Selv om det kan diskuteres, hvorvidt det er etisk forsvarligt, er det reality-genrens naturlige udvikling. Efter to årtier, hvor vi har set rigtige mennesker miste alle tænkelige former for uskyld for rullende kameraer, er ægte, fysisk smerte ikke overraskende den næste grænse at overtræde. Derfor er UFC både samlingssted for kampsportsentusiaster og voldspsykopater. Dem, der er fascineret af anatomisk bevægelse, og dem, der drømmer om, at Rom genåbnede Colosseum. Det er lige dele blodspytteri, mentalt spil og mediecirkus. Men det, der adskiller UFC fra alle andre sportsgrene, er intensiteten. En kamp kan være et år undervejs og blive afgjort på under et minut. Hver bevægelse tæller, og et sort bælte i jiu-jitsu eller en olympisk medalje i brydning er ingen garanti for succes. Derfor bruger McGregor sin fritid på at studere rovdyr og Cirque Du Soleil-dansere for at blive en mester i bevægelse – det Bruce Lee i sin tid kaldte for vand.

(Mund)bevægelsens mester
McGregors teknik er en uortodoks kombination af improvisation, provokation og tålmodighed. Ved brug af en 90er-konsolanalogi kan man sige, at han er en god blanding af Eddy fra Tekken (ham den irriterende capoeira-fyr med tofarvede dreads), Johnny Cage fra Mortal Kombat (smartass med solbriller) og Dhalsim fra Streetfighter (den sære indiske yogi med gult tøj og lange læmmer). For at fuldende listen over 90ernes action-idoler er Van Damme og Arnold Schwarzenegger begge blandt McGregors største fans, og Arnold udråbte ham for nyligt til: ”One of the greatest athletes of all time”.

Men det, der gør ham unik, er hans mentale tilgang til kampsport. Han er industriens største trash-talker i buret og udenfor. Han bruger måneder på at udstille sine modstandere i interviews, og under selv kampene råber han: ”I thought you could hit”, hvis nogen flækker hans øjenbryn.

Conor McGregor efter knockout af hans hidtil bedste modstander Chad Mendes den 15 juli, 2015. Kampen varede under fem minutter.
Conor McGregor efter knockout af hans hidtil bedste modstander Chad Mendes den 15 juli, 2015. Kampen varede under fem minutter.

Han har læst op på Muhammed Ali, Prince Naseem og John McEnroe og forstået, at det at være en eliteatlet handler om langt mere end fysisk talent. Selv om Messi eksempelvis er en dygtigere fodboldspiller, vil han aldrig opnå samme stjernestatus eller folkelig opbakning som Maradona, da han mangler kant og karisma og mest af alt ligner en revisor. Han er på robotstadiet. Der hvor al finesse og ydeevne er forfinet ned til mindste detalje. Men han er ikke blevet til vand eller det, der er bedre. Det, McGregor vil bestræbe sig på i de kommende år, er at udvikle sig til det næste stadie i sportsevolutionen; megastjernen.

Hvis han formår at forene sine talenter og forsætte med at slå rekorder inden for sportsverdenen – sponsorater, seertal og sociale medier – kan han blive til langt mere end vand, hvilket er ret godt gået af en fyr, der var blikkenslager for syv år siden. Det hele afhænger selvfølgelig af, at han slår José Aldo i Las Vegas d. 12 december, men med hele den irske befolkning i ryggen, og Sinéad O’Connors sangstemme i ørene, burde McGregor have en god chance for at efterleve det, der står skrevet på Dublins gader i hans navn: ”We’re not just here to take part – we’re here to take over”.

More from Oliver Riel

Conor McGregor – blikkenslageren der blev til vand

Conor McGregors karriere er mysteriet om en irsk blikkenslager, der gik fra...
Læs mere