Den europæiske drøm bliver til virkelighed

Hver gang lyden fra et større køretøj høres længere oppe på bjergskråningen, vender de afghanske og syriske familier sig instinktivt for at se, hvilken bus det er. Denne gang ændrer udtrykket sig i folks ansigter, da det ikke er endnu en stor og skinnende turistbus. Selvom det slidte klistermærke med Læger Uden Grænsers røde og hvide logo ikke syner af meget, afslører bussens stand og mængden af støv, at den har taget mange ture tværs over den græske ø Lesbos med flygtninge.

Bussen stopper. Dørene åbnes. Organiseringen af flygtningene begynder. Hvem har været der længst? Hvor mange børnefamilier er der? Hvem er i samme familie? Små mærker på folks håndled, tegnet med sprittusch af de frivillige, afslører, hvilken rækkefølge de er ankommet i. Der er plads til cirka 50 mennesker i bussen.

Folk stiller op i kø til at komme med Læger Uden Grænsers bus til flygtningelejeren Kara Tepe.
Folk stiller op i kø til at komme med Læger Uden Grænsers bus til flygtningelejeren Kara Tepe.

Det er sen eftermiddag, og folk er udmattede af den lange dag, som er ved at være slut. Fælles for menneskene på denne bjergskråning er, at de i dag er landet i Europa. Den vigtigste milepæl i deres flugt fra krig og ødelæggelse er nået. På den nordlige del af Lesbos kommer der i gennemsnit 10 til 15 både i land hver dag i august og september, som er de to måneder, hvor der kommer allerflest flygtninge. I dag er der kommet ti både ind. Der er i gennemsnit mellem 40 og 50 personer i en gummibåd. Det vil sige, at fem til syv frivillige har taget sig af 300-500 mennesker. Maden bliver hovedsageligt sponsoreret af en lokal restaurant, og transporten foregår med de frivilliges egne biler med benzin betalt af egen lomme.

Ankomsten til Europa
10 timer tidligere. To frivillige går rundt på en stenstrand mellem byerne Molivos og Skala Sikamineas og samler redningsveste sammen. Så langt øjet rækker skyder orange og gule bjerge i vejret. Bjerge af redningsveste og gummiringe, som senere skal læsses i biler og køres på lossepladsen. Klokken er lidt i syv. Hollandske Thom Vanmaanen og danske Chamila Steen udnytter tiden, indtil de første både kommer i land, til at få ryddet op på stranden. Thom fortæller, at de, lang tid før en båd kommer i land, kan se, om det er syrere eller afghanere: ”Syrerne har redningsveste på, det har afghanerne simpelthen ikke råd til.”

En blandt mange bunker redningsveste på stranden. Øverst kan man se en lille gul redningsvest til et barn.
En blandt mange bunker redningsveste på stranden. Øverst kan man se en lille gul redningsvest til et barn.

De frivillige samles hver morgen lidt over seks på et højt punkt, hvor de har overblik over den kun fem kilometer brede havstrækning mellem Tyrkiet og Grækenland. Flere af de frivillige står klar hver morgen og ved derfor, hvornår de fleste både typisk kommer. De skal være hurtige og præcise i deres vurdering af, hvor båden rammer stranden for at nå at tage imod flygtningene.

Der går ikke mere end en halv time med oprydningsarbejdet, før de fire andre frivillige kommer ned til stranden og oplyser, at en båd er på vej. De er nu seks frivillige i alt. Flere af dem tager redningsveste i hænderne, som de begynder at vifte vildt med for at dirigere bådene i deres retning. Jeg spørger Chamila, hvorfor det er så vigtigt, at de er der, lige når båden kommer i land. ”Det er vigtigt, at de føler, at der er nogle, som tager imod dem, og at de har tiltro til, at nogle hjælper dem videre. Hvis ikke vi var her, ville de kun have et turistkort fra smuglerne at gå ud fra,” forklarer hun.

Når båden kan ses så tæt på, går der kun få minutter før, den er i land. I horisonten kan man se Tyrkiet.
Når båden kan ses så tæt på, går der kun få minutter før, den er i land. I horisonten kan man se Tyrkiet.

Nu går det stærkt. Båden er kun få minutter fra land, så alle løber i den retning, den sejler. De frivillige og båden når strandbredden på samme tidspunkt. Mændene begynder at strømme ud af båden for at hjælpe børn og kvinder ind på land. De starter med børnene, som de skynder sig at række til de frivillige for at hjælpe de næste. Alt er kaos. Børnene græder. En ældre mand glider i vandet og slår hovedet mod stenene. En græsk mand, som har ventet på stranden lige så længe som de frivillige, skynder sig at stjæle motoren fra gummibåden. Den sidste flygtning ude af gummibåden punkterer den. Sådan er instrukserne fra menneskesmuglerne i Tyrkiet. Syriske Adel fortæller, hvordan menneskesmuglerne udpeger en mand til at have ansvaret for gruppen, fordi menneskesmuglerne af gode grunde ikke selv sejler med. ”Den udvalgte mand har forskellige opgaver. Han styrer båden, han skal kaste sig i vandet, når man er tæt på den græske kyst for at få båden helt i land, og så skal han punktere den, når alle er kommet ud. Det skal han, fordi smuglerne frygter, at vi bliver sendt tilbage, hvis båden er virker,” forklarer han.

Eventyret begynder
Da kaosset har lagt sig, og alle har fået deres redningsveste af, spreder glæden sig på stranden. Et par stykker vikler deres mobiltelefoner ud af plastik og gaffatape for at ringe til Syrien og fortælle, at de nu er i Europa, mens andre slapper af med en cigaret. Chamila, der kan arabisk, informerer alle om, hvad der fortsat skal ske. Hun har svært ved at råbe alle op, fordi stemningen mellem folk er ekstatisk, og telefonsamtaler konstant bliver indledt og afbrudt.

Bussen, som skal køre folk videre til flygtningelejren, henter dem på en plads fem kilometer oppe ad et bjerg. Derfor bevæger de sig mod de frivilliges biler. De har kun stået ved bilerne i ti minutter, før den næste båd befinder sig tæt på stranden. De frivillige sætter i løb, og hele scenariet gentager sig. Denne gang er det afghanere.

Gåturen med konstant stigning begynder. Mange er i klapklappere og varme bukser.
Gåturen med konstant stigning begynder. Mange er i klapklappere og varme bukser.

Tre frivillige kører de første grupper af kvinder og børn op ad bjerget, mens resten er klar til at tage imod flere både. Der er ikke plads til mange personer i tre biler, og resten af flygtningene påbegynder derfor den fem kilometer lange gåtur op ad bjerget. Klokken har passeret ni, så temperaturen er ved at ramme 30 grader. Hver gang en frivillig har kørt en bilfuld kvinder og børn til den plads, hvor Læger Uden Grænsers bus kommer, vender de om og fylder bilen med flere kvinder og børn. Mændene får lov til at gå hele turen. De holder humøret højt og driller de frivillige ved at trække og skubbe dem op ad de stejle bakker, fordi det også er hårdt for dem. Halvanden time senere ankommer mændene til busholdepladsen, hvor de sætter sig i skyggen med deres koner og børn. Nu skal de bare vente på bussen, som tager dem med til flygtningelejren, hvor de kan få styr på deres papirer, så de kan forlade Grækenland. Der befinder sig allerede en del flygtninge på pladsen, som fortæller, at de har overnattet i vejkanten, fordi der ikke kom nogen bus dagen før.

Eventyret visner
De første timer på bjergskråningen går let. Folk får mad og vand af de frivillige, der bliver tørret tøj på autoværnet, og de slapper af i skyggen. En af de frivillige siger, at der er blevet ringet efter en bus, som kommer hurtigst muligt. Det er over middag nu, og den græske varme har nået sit højdepunkt på cirka 38 grader. Jo mere tid der går, des flere flygtninge samler sig på bjerget. Tiden går, og der kommer stadig ikke nogen bus. Folk begynder at blive utålmodige. Børnene keder sig, og løber derfor rundt og leger. Men der er ikke meget plads i vejsiden, og svingene på bjergskråningen gør strækningen meget farlig. De frivillige har derfor travlt med at holde børnene væk fra vejen.

Den hundrede meter lange menneskekæde af ventende flygtninge
Den hundrede meter lange menneskekæde af ventende flygtninge

Uvisheden og manglende informationer er frustrerende, men alle holder alligevel humøret højt. Mange syrere, som typisk kommer fra middel- eller overklassen, har svært ved at forstå, hvorfor de ikke bare kan benytte sig af taxa og hotel. Den glæde, som alle udstrålede, da de kom i land, er så småt falmet. Kvinderne spørger efter toiletter, flere spørger efter mere vand og mad og størstedelen spørger, hvornår bussen kommer. De frivillige ved ikke, hvornår bussen kommer, da ressourcerne på alle fronter er knebne på øen. Solen står nu også højere på himlen, og folk sidder derfor ikke i skygge mere. Et større koordineringsarbejde med at få flyttet 200 mennesker i skygge igen begynder. Igen gør bjergskråningens cirklede veje det til et farligt anliggende.

Klokken har nu passeret 16, og alle frivillige er færdige med at tage imod både på stranden og befinder sig igen på bjergskråningen. De deler ny mad, vand, bleer og bind ud til folk. Bussen kommer, og folk bliver organiseret. Hvem har været der længst? Hvor mange børnefamilier er der? Hvem er i samme familie? Små mærker på folks håndled, tegnet med sprittusch af de frivillige, afslører, hvilken rækkefølge de er ankommet i. Der er plads til cirka 50 mennesker i bussen.

Dørene på den støvede FN bus lukker og kører af sted. 50 mennesker er nu på vej mod flygtningelejren Kara Tepe. Alle virker glad for at komme væk fra den tørre og varme bjergskråning, hvor de nu har opholdt sig i syv timer. Men de ved ikke, hvad der venter dem i Kara Tepe. 1000 andre flygtninge stuvet sammen på en lille plads med overfyldte toiletter, bunker af affald og ingen skygge til teltene. Bussen kører, og tilbage sidder stadig 150-200 mennesker. De frivillige ved, at der ikke kommer flere busser i dag, så der er kun to muligheder for de resterende flygtninge: overnatte på bjergskråningen med risikoen for, at tilhængere af Gyldent Daggry kommer og generer dem eller starte den knapt 60 kilometer lange gåtur til Kara Tepe.

Artiklen er en del af netudgavens tema om flygtninge

More from Camilla Bøgeholt Lund

Den europæiske drøm bliver til virkelighed

Hver gang lyden fra et større køretøj høres længere oppe på bjergskråningen,...
Læs mere