Der er ikke meget plys tilbage i det teatersæde – på vandring med Metropolis Festival

På Metropolis Festival længes teatret efter ægthed og autenticitet, og den skal forløses af det medproducerende publikum, der må rende fra Herodes til Pilatus for at gøre skuespillerens arbejde.

Uro
Flygtning, sweatshop syerske, terminal kræftsyg – mine roller har været mange på årets Metropolis Festival, som har sendt mig afsted ud i det ukendte og uvisse – ind i andres bevidstheder og virkeligheder; på jagt efter oplevelsen af at være en anden – dog også med enkelte afstikkere til mig selv. Med høretelefoner og bind for øjnene, og ind imellem uden, er jeg blevet bombarderet med instruktioner og opfordringer, med bydende, grædende, hviskende og forførende stemmer, med træk i led og lemmer, nogen gange blidt, andre gange ikke. Jeg har løbet og syet for livet og hoppet og danset som en anden cirkushest!!

Meget passende var min sidste forestilling på Metropolis en vandretur med høretelefoner, hvor jeg dør til sidst. Det kan lyde fredsommeligt – men Metropolis efterlader ikke meget ro i kroppen – selvom fordybelsen i flere tilfælde er omdrejningspunktet.

Bevæget er jeg blevet i enhver forstand. Lidt udmattet sidder jeg tilbage – ikke helt uden en skjult længsel efter den forestående teatersæsons lovning på gammeldags publikumsopbygning og et klassisk kukkasseteater. Men inden efterårets repertoire byder sig til – et tilbageblik på august måneds byrumsfejring, Metropolis, iscenesat af det uundværlige Københavns Internationale Teater (KIT). Og et blik på et udsnit af de forestillinger der var på programmet, og de former og formater der knytter sig til festivalen.

Teatret udenfor
Med det stedspecifikke som afsæt har Metropolis siden 2007 præsenteret scenekunst, der udfordrer rammer og bringer nye koncepter, der vitaliserer og befrugter det etablerede teater og øvrige scenekunstliv. Med fem laboratorier og fem festivaler bag sig, nærmer vi os afslutningen på et tiår, som også afspejler en scenekunstnerisk udvikling og ikke mindst peger på tendenser indenfor den stedspecifikke scenekunst og dens bevægelser. Antallet af forestillinger med publikumsdeltagelse er eksploderet – så meget kan jeg afsløre. Derfor også en artikel med fokus på hvorledes dette fænomen, som nyder stigende popularitet, optræder på festivalen.

På med vandreskoene
”Phoenix” og ”Engram” er stramt iscenesatte og sirligt tilrettelagte forløb, der tilstræber det særlige nærvær på afstand af skuespillere, stort set. De er eksempler på det deltagende teaters force og evne til at formidle sarte og kraftfulde, intime oplevelser og legitimerer formen på fornemmeste vis.

”Phoenix” er en vandreforestilling skabt af århusianske Mette Aakjær, som er kunstnerisk leder af Wunderland. Vandringen tager sin begyndelse på Teaterøen og fortsætter rundt i området omkring inderhavnen og ind og ud af det gamle militæranlæg på Refshaleøen. Min ”Phoenix begynder på et særligt angivet tidspunkt, idet man skal vandre alene; 19.54.

Fra forestillingen "Phoenix", som kunne opleves dagen igennem med indgange hvert 8. minut. Jeg oplevede forestillingen i aftenlys fra tusmørke til måneskin. Foto af Maja Nydal Eriksen.
Forestillingen “Phoenix” kunne opleves dagen igennem med indgange hvert 8. minut. Jeg oplevede forestillingen om aftenen fra tusmørke til måneskin. Foto af Maja Nydal Eriksen.

Jeg modtages og udstyres med GPS og høretelefoner og færdes herefter rundt med stemmen i øret som min guide, der afhængig af GPS’ens aflæsning af mine koordinater, giver mig instrukser og vejledning, sideløbende med at en lyrisk fortælling glider ind og ud af mine ører; stemningsskabende metaforer der ikke insisterer på kronologi.

Jeg bevæger mig op ad skråninger, ind i hytter, ud på moler. Undervejs etableres intime møder i en fiskekutter, i et skur, i en bunker. Jeg får vasket min fødder i aske, bliver hvisket til i mørket, og ført op på havnens kant, uvidende og med bind for øjnene. Først da jeg står balancerende på en 20 centimeter smal træplanke på havnebassinets kant, fjernes det. Jeg er ved at snuble – overrasket af min placering – men bliver hængende på land med en sikker hånd i den anden ende. Jeg befinder mig i et univers, holdt i live af min fortsatte bevægelse, midt i byens udkant, der udgør drømmespillets scenografi.

En magisk ritualiseret rejse på knapt to timer, hvor jeg har passeret ydre og indre grænser af hegn og angst, slutter for enden af en træbro, 50 meter ude i havnen med fuldmånen dinglende lavt over land i en perfektion, som kun natur og en overvejende grad af tilfældigheder kan orkestrere. Undervejs er rejsen ledsaget af fornemme uforglemmelige billeder, som da jeg på opfordring lader sandet glide gennem mine fingre og ned i havnen, mens en performer oplyser vandet, så askens færd mod bunden nærer tanker om død og forgængelighed, og skaber et øjeblik af skønhed.

”Engram” er en såkaldt audiowalk, skabt af Osynliga Teatern fra Stockholm. Lydvandringen tager sin begyndelse i Vor Frue Kirke, hvor man udstyres med høretelefoner og iPod. Rejsen indledes på de bagerste kirkebænke, hvor publikum fordeler sig. Mens livet i kirken fortsætter, modtager man instrukser og introduceres til en personlig fortælling om den kræftsyge, hvis karakter man siden delvist smelter sammen med i en dokumentarisk fortælling udgjort af stemmer, der tilhører nu afdøde mennesker. Med stemme og lydkulisse i ørene indledes en nedtælling fra 640 åndedræt. Mine sidste 640 åndedræt, fortæller stemmen mig.

Foto ag Maja Nydal Eriksen.
Foto af Maja Nydal Eriksen.

Fra kirken fortsættes rundt i byen, to små grupper af publikummer med den samme hovedfortælling i ørene, der ind imellem afløses af en guidende stemme, og med små variationer mellem de to grupper, fortæller os hvad vi skal gøre. Den enes instruerede handling bliver til den andens historie. Således optræder den ene gruppe med mellemrum som skuespillere og den anden som betragtende og omvendt – og ind imellem til skue for de underende forbipasserende.

Vandringen gennem byen er forbundet med oplevelsen af en voldsom forelskelse eller stor sorg. Man er ikke rigtig tilstede men glider ind og ud af bevidstheder, og virkeligheden forekommer underlig fjern og uvedkommende. Fornemmelsen af at befinde sig i et parellelunivers og tåge rundt i sin egen verden, stemmer overens med forsøget på at indleve sig i livets sidste minutter. ”Engram” rundes af i en cirkel, hvor publikum indtager en plads omkring et springvand, mens stemmen fortæller, at jeg nu har trukket vejret for sidste gang og er blevet usynlig for mine omgivelser. Inden da har jeg netop set manden overfor dybt i øjnene.

Når publikum bliver skuespillere
Konceptet med at bringe publikum ind i en andens virkelighed – træde i en andens sted er populært. Og særlig to forestillinger leger med publikums indtagelse af roller som omdrejningspunkt. ”Arbejd Arbejd” af Seimi Nørregaard fra København og ”Fugit” af Kamchátka fra Barcelona. Med politiske dagsordner, der ikke følges til dørs i en slap dramaturgi, bliver forestillingerne et bud på publikumsinddragelse, der hverken fremmer forståelsen eller oplevelsen.

”Arbejd Arbejd” finder sted i en forladt bygning på Carlsberg, og forestillingen indledes – efter ledsagelse fra mødested foran de ikoniske elefanter hen til den aflagte bygning – med en opfordring til at iføre sig klæder fra en tøjbunke for derefter at indfinde sig på en plads ved et sybord – parvis. Den ene skal agere syerske – den anden opsynsmand. Efter at have produceret nogle kravestykker, af tvivlsom karakter, annonceres kaffepause. Forestillingens eneste (officielle) performer, iført blå kansasdragt, går i gang med at remse en lang liste af erhverv og jobfunktioner op – alt det man kunne være blevet, hvis man ikke var havnet i en sweatshop med en arbejdsdag på 15 timer.

Foto af Maja Nydal Eriksen.
Foto af Maja Nydal Eriksen.

Rejsen går, nogle kravestykker og et par trådninger senere, videre ind i det næste rum, hvor der bydes på suppe og godnat sang – sidstnævnte står man selv for i fællesskab med de øvrige ”sweatshop slaver”. En seng med et loft af tøjstykker, der måske, måske ikke, skal illudere, at vi kunne befinde os udendørs, indtages af publikum, der ikke lider af berøringsangst. Efter en stund gives der besked om, at der ikke er mere arbejde til os, og vi kan forlade bygningen. En time er henlagt, i det der skal forestilles at være helvedes forgård, hvor livet triller uambitiøst forbi, og drømme er det eneste, der kan holde en vågen.

I ”Fugit” mødes man i Den Brune Kødby for herefter at blive valgt ud af en flok mennesker (performere). Vi bliver klar over at vi, ligesom dem, også er flygtninge, og herefter går det over stok og sten. Vi løber med, gennet af de ’andre’ flygtninge, kører i bus med tildækket ansigt og vinduer, afleverer vores telefoner og identitetskort i en kælder ved ankomststedet, mens vi venter på at komme videre. Vi løber op og ned af trapper og rundt i kvarteret, deler et lille stykke brød, som bliver os budt, og brænder tændstikker af i en mørk kælder for at få lys og varme.

"fugit" har været spillet rundt omkring i Europa og adopteres hver gang til omgivelserne, hvad enten det er en storby eller ude på landet. Foto af Maja Nydal Eriksen.
“Fugit” har været spillet rundt omkring i Europa og adopteres hver gang til omgivelserne, hvad enten det er en storby eller ude på landet. Foto af Maja Nydal Eriksen.

Alt foregår ordløst og med blikke og gestus fra de charmerende, spanske performere, der er iklædt trævlet tøj og bær på gammeldags kufferter, som befandt vi os under 2. verdenskrig. Og just som vi tror, vi er kommet i sikker havn og i gang med at feste, afbrydes den gode stemning brat, og vi sendes endnu en gang på flugt. Med bind for øjnene træder vi varsomt i en lang kæde forbundet med hånd på skulder. Vi efterlades på en bænk i nærheden, i Skelbækgade i København, går det op for mig, da jeg efter lang tids tøven, tager bindet fra øjnene og erfarer, at vi sidder rundt omkring på bænke, overladt til os selv. Flugten er slut for denne gang. Panikken breder sig blandt publikum i de næste sekunder, indtil visheden om ens mobil telefon tilbageleveres, har indfundet sig. Så var det heller ikke værre.

Flere men mere utydelige regler
Teatrets præmis er, ved vi, en kontrakt mellem scene og sal. Og selvom salen erstattes af en kælder i kødbyen og en bunker på Refshaleøen – så består kontrakten. Ingen instruktør eller performer forventer eller tillader, at jeg træder ud af rollen – selvom den nu er omdefineret, og jeg er katapulteret ud af sædet og aktiveret ind i forestillingen. Vi leger stadig legen, selvom der ikke er noget tæppe, der afgrænser scene fra sal. Vi skal som publikum – der ikke længere er publikum – stadig følge et regelsæt, respektere præmissen – i et stadig mere tåget kontraktforhold, hvor aflæsningen af grænser udfordres. Reglerne er erstattet af andre regler med en mindre synlig skiltning. Sådan er det i det deltagende teater, som har autenticiteten på dagsordenen.

The real deal
Deltagelsen synes væsentlig for oplevelsen af autenticitet, som i stigende grad efterspørges og spiller en afgørende rolle både i kunstneres tænkning af værket og i publikums higen efter noget der er virkeligt, ægte! Betragterens rolle er ikke længere tilstrækkelig. Vi skal VÆRE den, stå på stedet, indtage gulvet, spille hovedrollen. Og her bliver den konkrete fysiske dimension afgørende. Vi kan ikke længere blot leve os ind med hovedet – vi skal have kroppen med. Med indtrædelsen i en anden verden – et andet univers, fysisk som mentalt – tilfredsstilles et behov for at indgå i noget der opleves som ægte – mere ægte end noget andet.

Performancekunsten trænger sig på, igen!
Den verdenskendte performancekunstner, Marina Abramovic, som fik sit kommercielle gennembrud med ”The artist is present” (Moma, NYC, maj 2010), der gik verden rundt på YouTube, har engang hævdet, at hun ikke arbejdede med teater, fordi hun anså det for at være falskt. Med det udgangspunkt bliver autenticiteten en kvalitativ målestok for det performative. Det er graden af ægthed, der giver performancekunsten sin legitimitet og kraft.

Ifølge kunstkritiker, Linda Yablonsky, så kan alle de strabadser, som en performancekunstner udsætter sig for, føre til en katarsis på trods af dets improvisatoriske natur – altså selvom det benytter sig af et ikke nedskrevet materiale og selvom den traditionelle forberedelse, der ellers muliggør gentagelsen, er fraværende. Fuldstændig på linie med det konventionelle teater. Hvis det er sandt – er performancekunsten så bedre og mere nærværende end teatret, eftersom den både bevilger katarsis og samtidig er ægte – renselse uden forstillelse! Og er det derfor, performancekunsten sniger sig ind i alle scenekunstens sprækker, og slet ikke tilfældigt, men et sammenfald med vores ubærlige længsel efter autenticitet?

To be a performance artist, you have to hate theatre. Theatre is fake: there is a black box, you pay for a ticket, and you sit in the dark and see somebody playing somebody else’s life. The knife is not real, the blood is not real, and the emotions are not real. Performance art is just the opposite: the knife is real, the blood is real, and the emotions are real. It’s a very different concept. It’s about true reality.

I parentes bemærket, skal det nævnes at graden af ægthed naturligvis altid kan diskuteres. Da jeg første gang oplevede Marina Abromovic i New York for 10 år siden på Guggenheim, hvor hun opførte en syv dage lang performance, så jeg ikke meget til hende. En del af tiden tilbragte hun (efter sigende) i en kasse, hvorfra der blev udstødt lyde, som skulle være afledt af Abromovic, der masturberede nede i kassen. Vi var nogle der diskuterede, hvorvidt hun i virkeligheden sad på en bar i nærheden og kørte cocktails ned, og hvad vi hørte var optagelsen af en simuleret orgasme. Altså fake med fake på. Men det er jo naturligvis bare spekulation. Foto fra Guggenheilm "Seven Easy Pieces", Guggeheim, NYC 2005.
I parentes bemærket, skal det nævnes at graden af ægthed naturligvis altid kan diskuteres. Da jeg første gang oplevede Marina Abromovic i New York for 10 år siden på Guggenheim, hvor hun opførte en syv dage lang performance, så jeg ikke meget til hende. Det meste af tiden tilbragte hun (efter sigende) i en kasse, hvorfra der blev udstødt lyde, som skulle være afledt af Abromovic, der masturberede nede i kassen. Men vi var nogle der diskuterede, hvorvidt hun i virkeligheden sad på en bar i nærheden og kørte cocktails ned, og hvad vi hørte var optagelsen af en simuleret orgasme. Altså fake med fake på. Men det er jo naturligvis bare spekulation. Foto fra “Seven Easy Pieces”, Guggeheim, NYC 2005.

Den falske autenticitet
Differentieringen mellem det ægte og det falske har været et springende punkt i skelnen mellem performancekunst og teater, som det også fremgår af Abromovics udtalelser. Men de seneste år, har der været en tendens til at teatret har overtaget performancekunstens strategier og inkorporeret begivenhedseffekten – i jagten på autenticitet gennem den såkaldte unikke og individuelle, intime og aktiverende oplevelse.

Autenticiteten er en relativ størrelse når vi taler scenekunst – og derfor er det som oftest den individuelle deltagelse og forestillingen om tilfældighedernes indvirken, der udløser oplevelsen af det autentiske. For autenticiteten er ikke mere til stede fordi vi træder ind i universer med vores krop, end hvis vi sad i en stol. Det er forestillingen om det autentiske. Som når vi løber rundt som flygtninge i”Fugit” eller syr som var vi pisket i ”Arbejd Arbejd”. Ved at lade performerens symbolske handlinger flyde sammen med publikums, tilstræbes den autentiske oplevelse ved at vi, publikum, producerer handlingen og derigennem erfaringen.

Det stedspecifikke, intime, deltagende teater er godt rustet til at levere autenticitets-varen. Og i “Engram” og “Phoenix” lykkes det. Men faren lurer altid lige om hjørnet med fremmedgørende dilettanteri og pseudoerfaring.

En impro workshop med amatørskuespillere. Sådan kunne man også beskrive ”Arbejd Arbejd” og “Fugit”. Og spørgsmålet er, om det gør mere skade end gavn, når man beskæftiger sig med alvorlige emner som slaver og flygtninge, at efterlade publikum med en lille hyggelig oplevelse, hvor man grinende har hakket symaskinen igennem noget stof og løbet rundt i Københavns gader, småfnisende med et stort blad som maskering. Vel og mærke på instruks. Teatret er her blevet befolket af os, amatørene, men uden at gavne fortællingen og uden at styrke identifikationen.

De glade amatører
Amatørerne har gjort deres indtog alle vegne med større og mindre succes, og det er muligt at se disse teaterformater i lyset af den teknologiske udvikling og betragte dem som spejlinger af vores tilgang til værkproduktion, og den ændrede adfærd, som ledsager den teknologiske omkalfatring.

Betragter man den helt unge generation – så er de til daglig i lige så høj grad indholdsproducenter, som de er brugere, læsere, seere. YouTube er et eksempel herpå. For os i den lidt ældre generation, kan man betragte bloggerne som udtryk for en tilsvarende sammensmeltning af bruger og producent. De sociale medier, hvor vi befinder os i en konstant udgivelses proces, understreger den korte afstand fra læser til forfatter, fra tilskuer til kunstner, fra afsender til modtager. Vidner udligning af distancen om en deraf affødt rastløshed og et stigende krav om aktivering?

Næste træk
Jagten på autenticitet og nærhed raser i tv, på film i haven og boligen, og ideen om ægthed kan markedsføre næsten ethvert udkantshus. Og hvad angår teatrets leg med autenticitet og intimitet, så er den heller ikke forbi endnu. Men hvor Metropolis før var pionér, præsenterer festivalen nu værker som arbejder med koncepter og strategier, der har bredt sig langt ind i scenekunstens gemakker og inden længe kan opfylde kravene til mainstream. Hvor Metropolis bruger byen til at udforske rum, har teatret lukket rumudforskningen så meget indenfor, at vi udsættes for det deltagende, stedspecifikke, intime teater året rundt.

Til sommer syder og bobler det atter i Metropolis Laboratoriet, dér hvor eksperimenterne fødes og ideér bliver til. Og i 2017 afholdes den sidste Metropolis Festival. Jeg glæder mig allerede. For selv om ikke alt lykkes hele tiden, så er Københavns Internationale Teater stadig det mest interessante, modige og generøse teater i byen!

Artiklen har kun berørt et lille udsnit af festivalens mange forestillinger, du kan se og læse mere om Metropolis her.

More from Annette Max Hansen

På rumrejse med Metropolis

“Jeg mærker et hårdt skub bagfra. Det sortner for øjnene og jeg...
Læs mere