Ekstremisme i Kurdistan

”Mange kurdere har tilsluttet sig Daesh”. Sådan lyder det fra Mariwan Naqshbandi. Det er ellers ikke længe siden, at det fra kurdisk side blev pure benægtet, at kurdere fra Irakisk Kurdistan havde tilsluttet sig den Islamiske Stat (IS) eller Daesh, som gruppen kaldes på disse kanter. IS bestod af arabere og såkaldte foreign fighters, men ikke af kurdere lød forklaringen. ”Hvorfor skulle kurdere tilslutte sig IS?” spørger Mariwan retorisk. ”For IS er Kurdistan en del af fjendebilledet. De har allerede forsøgt – og vil forsøge igen – at indtage kurdiske områder for at underligge Kurdistan deres såkaldte kalifat. Hvordan skulle kurdere dog kunne kæmpe for det?” Ikke desto mindre er det tilfældet, og det sker i stigende omfang.

Mariwan er en højtstående ansat i Ministeriet for Religiøse Anliggender (Ministry of Endowments and Religious Affairs) i Irakisk Kurdistan. Indtil for få uger siden var han ministeriets talsmand, men nu skriver han PR-direktør og ansvarlig for religiøs sameksistens på visitkortet. Han har taget imod os i sit store kontor i ministeriet, hvor han skal fortælle os om den stigende religiøse radikalisering i Irakisk Kurdistan. Det er en problematik, som indtil for nyligt hverken har fyldt kurdernes bevidsthed eller været på mediernes dagsorden. ”Vi har måske været naive” erkender Mariwan ærligt. ”Vi troede ikke, at radikale fortolkninger af Islam var et problem i Kurdistan. Det var et problem andre havde.” Men efter flere IS angreb i den kurdiske hovedstad Erbil – det seneste 17. april i år, hvor en bilbombe blev detoneret foran det amerikanske konsulat – og et stigende antal af kurdere, som har krydset grænsen til Syrien og Irak for at kæmpe for kalifatet, så er kurderne så småt ved at skifte mening.

’Hjemmelavet’ ekstremisme
Spørger man Mariwan om, hvor mange Kurdere, der kæmper for IS, kommer svaret prompte: 500. Det er ministeriets officielle tal. Den generelle opfattelse er dog, at det reelle tal er højere. Til sammenligning siger PETs seneste vurdering, at omkring 130 danskere har taget turen til Syrien og Irak (hvor mange af dem, der kæmper for IS ved vi ikke). Indtil faldet af Mosul, Iraks næststørste by, som er mindre end 100 km fra den kurdiske hovedstad Erbil, i juni 2014, rejste kurderne til nabolandet Syrien, hvor de tilsluttede sig IS’s kamp mod Assad styret og andre oprørsgrupper. Da Mosul blev indtaget skiftede kurderne destination og drog i stedet sydpå til Irak for at kæmpe mod centraladministrationen i Baghdad, Shia militser og deres kurdiske hjemland.

IS’s seneste angreb i Erbil 17. april i år havde den amerikanske konsulat som sit mål, men bilbomben havde størst effekt på en velbesøgt tyrkisk café på den anden side af gaden.
IS’s seneste angreb i Erbil 17. april i år havde den amerikanske konsulat som sit mål, men bilbomben havde størst effekt på en velbesøgt tyrkisk café på den anden side af gaden.

I Kurdistan stilles de samme spørgsmål som i europæiske hovedstader. Hvad er det, der får folk til at krydse grænsen til Syrien og Irak for at kæmpe for IS i en kamp, hvor ens hjemland identificeres som en del af fjendebilledet?

Svaret har noget med ideologi at gøre. Men det har også noget med sociale forhold at gøre. Mariwan erkender, at den nuværende situation skyldes, at man har været naive i Kurdistan. ”Vi har ikke været opmærksomme på, at en stigende tilslutning til salafisme og radikal ideologi kunne udvikle sig til et sikkerhedsproblem” fortæller han.

For at forklare udviklingen skal vi ifølge Mariwan tilbage til 1991. Omkring dette tidspunkt oplevede kurderne at få mere autonomi, og regionen begyndte at åbne sig mere op for omverdenen. Men med denne åbning kom også nye idéer, forklarer Mariwan. Pludselig begyndte islamiske tekster og lydoptagelser at strømme ind i landet og hovedparten af de nye religiøse strømninger var inspireret af henholdsvis det Muslimske Broderskab og salafistiske imamer fra Saudi Arabien. Som det var tilfældet i andre lande i regionen, så fik disse strømninger stor indflydelse på skolesystemet og særligt i de religiøse skoler, hvor pensum tog en drejning mod en mere fundamentalistisk tolkning af Islam. Så skønt inspirationen kom udefra, så blev denne fundamentalistiske og i nogle tilfælde ekstremistiske religionsopfattelse institutionaliseret i de kurdiske religiøse skoler for end 20 år siden. ”Det er på denne baggrund, at så mange kurdere i dag kan synes, det er rigtigt at kæmpe for IS” siger Mariwan uden tvivl i stemmen og tilføjer, ”vi er selv ude om det”.

Den kurdiske naivitet bekræftes af Judit Neurink, en hollandsk journalist, som de seneste syv år har boet i Kurdistan og nu er i gang med en bog om IS med særligt fokus på de kvinder, som tilslutter sig terrorbevægelsen. Hun er enig i, at skolesystemet er en af de primære grunde. ”De religiøse skoler har været præget af et salafistisk undervisningsmateriale” forklarer hun og fortsætter ”i Kurdistan er imamer den faggruppe med mindst uddannelse. Det vil sige, at dem med færrest point eller lavest karakterer i det offentlige skolesystem kun kan blive imamer. Det er altså ikke just samfundets klogeste man derfor sætter til at prædike for den næste generation”.

Den stille, stigende radikalisering
Udviklingen i Kurdistan de sidste 20 år er et udtryk for en stigende radikalisering af den yngre del af befolkningen. Netop sådanne radikaliseringsprocesser er dog noget vi fortsat har vanskeligt ved at forstå og endnu vanskeligere ved at forudsige. Hvad er det helt præcist, som får en person til blive så dedikeret til en idé, at denne er villig til at udøve vold?

I forskerkredse differentieres der mellem kognitiv og voldelig radikalisering. Som det beskrives i rapporten ’Edges of Radicalization: Ideas, Individuals and Networks in Violent Extremism’ udarbejdet af Centeret for Bekæmpelse af Terror på West Point, så er kognitiv radikalisering ofte et fundament for senere at indvillige i voldelig adfærd.

Og det er netop den kognitive radikalisering, som er relevant i denne kontekst og som kan forklare, hvorfor mere end 500 kurdere i dag kæmper for IS. Den stigende indflydelse fra saudiske og egyptiske islamistiske strømninger førte nye idéer til Irakisk Kurdistan. Der blev skabt et fundament for en mere stringent og bogstavelig religiøs tolkning, som gjorde særligt en gruppe af den yngre del af befolkningen mere åbne for en religiøs ideologi med et yderst kritisk syn på hvad de definerer som en manglende religiøsitet og på Vesten. Som vi har set mange andre steder i verden, så er det en ideologi som åbner for et narrativ, der konsekvent deler verden op i venner og fjender. Salafisme, som denne religiøse doktrin eller dette verdenssyn populært omtales, er dog ikke ensbetydende med en voldelig tilgang til at løse de sociale eller politiske problemstillinger, som salafisterne mener, samfundet står overfor. Størstedelen af verdens salafister er yderst fredelige og anser ikke offensiv jihad som legitim. Desværre er det den mindre gruppe af ekstremister, som får den største del af opmærksomheden.

Men at den stigende salafistiske indflydelse i Kurdistan – som kan defineres den kognitive radikalisering – har været et skridt på vejen til et syn blandt en gruppe unge kurdere om, at voldelig jihad er en legitim metode til at bekæmpe sine fjender er tydeligt. Et af de første eksempler på dette er Sheikh Ali Bapir, lederen af det islamistiske parti Komal. Spørger man irakere i Danmark, siger de, han er en farlig mand. ”Han er i kontakt med IS. Han virker flink, men du skal passe på ham” lyder det fra en. Samme mistro finder man hos nogle kurdere i Irak. Skønt Ali Bapir er blevet mere moderat og nu leder et af Kurdistans største partier, så forfølges han stadig af sin baggrund som militant islamist.

Manden med det blakkede ry tager nu fint imod os i hans kontor i Erbil, hvor han smilende serverer os kaffe. Han er glad for vores besøg, fortæller han. Ali Bapir kæmpede i 1990’erne side om side med Ansar al-Islam, en al-Qaida affilieret gruppe i Kurdistan, mod det irakiske regime og senere mod amerikanske styrker. Det førte til, at Bapir tilbragte næsten to år i et amerikansk-ledet fængsel tæt ved Mosul. Skønt Ali Bapir ikke har sympati for den Islamiske Stat, som det af nogen påstås, så bifalder han jihad som metode til at bekæmpe fjender af Islam. Han anerkender, at det religiøse skolesystem har ændret sig, men han benægter, at dette er grunden til at mindst 500 kurdere i alderen 14 til 25 år har valgt at kæmpe for den Islamiske Stat.

Derfor synes Ali Bapir heller ikke om regeringens forsøg på øget kontrol med landets moskéer og religiøse skoler. Kontrollen sker som et resultat af, at 85 % af de kurdere, som har tilsluttet sig den Islamiske Stat har haft deres gang i religiøse skoler. Ministeriet har derfor valgt at ændre pensum i skolerne, så det minder mere om et almindeligt skolepensum. Indtil videre har det dog ikke haft den ønskede virkning, forklarer Judit Neurink. Adskillige salafistiske imamer (ifølge hendes tal 78) prædiker i kurdiske moskéer og skolepensummet præges stadig af den enkelte undervisers religiøse overbevisning.

Bror mod bror
Den stigende radikalisering sætter sine spor i det kurdiske samfund. Mariwan fortæller først en historie om sin tidligere gode ven, Mullah Shwan, som var en prominent imam i Erbil. Nu kæmper Mullah Shwan med den Islamiske Stat i Irak, hvorfra han også faciliterer tilkomsten af nye kurdiske rekrutter. Mariwan viser adskillige billeder på sin computer; billeder af Mullah Shwan siddende i det selvsamme kontor, hvor vi nu sidder og snakker, og billeder af Mullah Shwan i Irak med nye rekrutter.

Mariwans næste historie er endnu mere slående. Han blev en dag kontaktet af et forældrepar, som ønskede at begrave deres søn på trods af, at han havde kæmpet for den Islamiske Stat mod den kurdiske Peshmerga. Mariwan vidste, at det ville skabe problemer med en offentlig begravelsesceremoni, som ellers er normalt, og derfor gav han tilladelse til, at familien kunne begrave deres søn, men at ceremonien skulle foregå i deres private hjem. For at vise sin sympati ville Mariwan deltage i begravelsesceremonien, men da han ankom til familiens hjem, så mødte han til hans store overraskelse to Peshmerga soldater i uniform. ”Hvad laver I her?”, spurgte han. De forklarede, at de skulle begrave deres lillebror.

Historien vidner om, hvordan Kurdistans sociale fabrik påvirkes af den stigende radikalisering og af kurdere, som vælger at kæmpe for den Islamiske Stat. Der er utallige historier om, hvordan den kurdiske identitet og kurdiske familier rammes hårdt, og som følge er den kurdiske identitet nu under forandring. Et direkte resultat er, ifølge Judit Neurink, at 40 % kurdere nu går i moskéen af frygt for den religiøse doktrin og propaganda, som adskillige imamer fremfører.

Truslen mod hjemlandet
På trods af den stigende radikalisering og de adskillige IS-angreb i Kurdistan, så formår kurderne på forunderlig vis at opretholde en følelse af sikkerhed i Kurdistan. Jeg fortæller Mariwan, at truslen fra hjemvendte krigere fylder meget i Europa. Vi frygter, at danskere, belgiere og franskmænd har til intention at fortsætte krigen, når de vender hjem til deres hjemland med en radikal ideologi og militær træning i bagagen. At det er en bekymring borgere, politikere og nationale sikkerhedstjenester deler. Dét er Mariwan dog ikke så bekymret for. Han ved, der er sleeper cells i Kurdistan og endda i Erbil, men de udgør ikke en stor trussel, mener han.

I stedet for at anholde alle med den mindste smule af sympati for den Islamiske Stat og andre militante grupper, så forsøger de at bekæmpe den voldelige ideologi, forklarer Mariwan. Udover reformen af det religiøse skolepensum, så har regeringen forbudt bøger og tekster af flere salafistiske og militante ideologer. Det betyder, at tekster af prominente skikkelser som Abdul Aziz bin Baz, Muhammad ibn al Uthaymeen, Nasir al-Din al-Albani og jihadisterne store mentor ibn Taymiyyah nu er forbudte at købe, sælge og indføre i Kurdistan. Ministeriet har også forsøgt med ekskludering af radikale imamer og stigende kontrol med den ideologi som fremføres.

Disse tiltag er dog langt fra tilstrækkelige, og hvis Kurdistan ikke begynder at tage den stigende radikalisering mere seriøst, så vil det blive endnu mere udbredt, som det er tilfældet andre steder i Mellemøsten og Nordafrika. Problemet er, at Kurdistan ikke har nogen strategi til at bekæmpe radikale idéer. Men det er de ikke ene om. Samme problematik præger mange europæiske staters, herunder Danmarks, tilgang til bekæmpelse af stigende radikalisering.

More from Tore Hamming

Islamisk Stat er en trussel mod alle

Urolighederne startede først i april 2013. På dette tidspunkt var ISIS, forløberen...
Læs mere