Er vi blevet en generation af handlingslammede, selvudråbte aktivister?

Det er en forfærdelig opgave at skulle skrive om os, når det handler om dem.
Det føles som om verden er ved at falde sammen omkring os. Nærmest imploderer. Sådan rigtigt og bogstaveligt. Mennesker – ofre for krig – drukner i havet omkring os, isen smelter, havene fyldes med sammenflydte plastikposer og en ufattelig mængder af mennesker lider en trist og uretfærdig skæbne. Mens vores regering – ja den vi selv har valgt – køber kampfly (til flere flygtningeproducerende krige) og indrykker annoncer for at holde flygtningene væk.

På Facebook, Twitter og i diverse blogindlæg ser vi billeder af døde børn. Skyllet ind på stranden. Det giver kvalme og fremkalder følelser af både skyld og vrede og virker samtidig ufatteligt. Man støder hele tiden på udsagn som: ”Vi er alle skyldige. ”Vi er alle ansvarlige”. Man vikles ind i komplekse diskussioner om Dublinkonventionen, om nærområder, om krigen i Syrien. Og hvis man ikke har et hurtigt svar, så er man doomed.

I det sagte googler man desperat efter ammunition, så man kan forsvare sin instinktive vrede og afmagt. Men ovre hos google bliver man bare mere forvirret, og afmagten tager til. Man kan ikke rigtig finde svaret, løsningen eller lige de ord, der kan få ens modstander til at lytte, komme på bedre tanker eller blot tabe ansigt. For djævlen ligger i detaljen, dét ved man. Man kan jo ikke bare komme væltende med sine godhedsfloskler og humanisme. Ens modstander vil vide hvordan man skelner mellem flygtninge, asylansøgere, migranter, folkevandrere og indvandrere. Men ved alle andre det? Hvordan kan man med sikkerhed i stemmen afvise, at det faktisk er i nærområderne vi bør sætte ind?

Men accepterer man deres argument, er man så også med på det hold, der vil lukke grænserne? Man lukker sin computer. Fuck det! Det er spild af tid og gør ingen forskel at sidde her, tænker man. Det handler mere om ens egne behov end noget andet. Eller er det, det eneste, man kan gøre? Er det faktisk her online – at handlen opstår?

Ude i det fri er det meste som det plejer. Nej, faktisk alting. Man forsætter med rutiner og gøremål. Når man kommer hjem, åbner man atter computeren og bliver igen overmandet. Det er et underligt sted at være: Dér mellem viden og passivitet. Og midt i en uvirkelighed af internettrafik, hvor der ingen lugt, varme eller kulde er. Man kan nemt scrolle ned over frygtelige videoer af mennesker, der kæmper for at overleve, for at trænge igennem, uden at lyden aktiveres. Med mindre man klikker på den. Det er ikke til at forstå, at der ikke er flere, der gør noget. Noget drastisk. Men det gør man jo på den anden side heller ikke selv.

Man tænker, om man er blevet en del af en generation, der godt vidste, hvad der skete men intet gjorde? En del af en generation, der lavede analytiske nazismeanalogier, men gemte sig bag skærmen. En del af generationen, der i afmagt sad og tog afstand på de sociale medier, mens folk bogstaveligt talt sank i havet rundt om os – var optaget af ansvarsplacering men ikke af handling.

Og så alligevel…
De sidste uger – og særligt dage – er ens nyhedsfeed flydt over med billeder af tøjbunker, samlet ind af folk i hele landet. De mødes og organiserer og anmoder om støtte til deres private missioner ned til Syd -og Østeuropas brændpunkter. Mennesker der siger fra og rækker hånden ud. Man prøver at få det til at overdøve de mange overskrifter om regeringens nye, ofte særprægede tiltag for at undsige sig. Det hjælper, og det minder én om og bekræfter én i, at man kan være med til at gøre en forskel.

Samme aften ender man igen tilbage ved skærmen. Man hører politikere – fra højre og venstre – sige, at Danmark ikke kan løfte opgaven selv, at der skal internationale løsninger på bordet. At vi står over for en folkevandring af dimensioner. Så ser du de samme partier fastholde et nej til, at Danmark skal være med i den fælles EU asylpolitik. Det mest oplagte sted at hjælpe og være solidarisk. Skulle man tro. Man tror, man er ved at blive sindssyg.

Så støder man på det igen, igen. De rabiate, racistiske kommentarer, der florerer rundt på nettet. Man støder på kommentarer fra de måske mest hardcore modstandere af en lempelig asylpolitik pakket ind i nedladende anti-muslimsk retorik. Man tænker tilbage på diskussionen efter valget i juni i år, hvor man blev skudt i skoene, at man var elitær og arrogant fordi man var med til at fnyse over Dansk Folkepartis fremgang. Derfor tænker man, at man hellere må gå stille med dørene. For det dér med at hænge andre ud er ikke populært. Også selvom man tydeligt registrerer et stigende had blandt sine egne. Fordi man har lært, at det ikke er pænt at tale ned til andre og slet ikke udkantsdanmark. Hvorfra de kommentarer med sikkerhed kommer. Vil man blive fortalt.

Føler du dig som en del af den generation, der lod sig pacificere af realpolitiske rationaler om grænser for godhed? Føler du dig som en del af den generation, der lod sig lulle ind og skræmme af beskyldninger om pladderhumanisme og naivitet? Der lod sig skræmme af seje kræfters efterlysning af konkrete løsninger på uoverskuelige problemer?
Det gør jeg.

Artiklen er en del af netudgavens tema om flygtninge

More from Leila Stockmarr

Er vi blevet en generation af handlingslammede, selvudråbte aktivister?

Det er en forfærdelig opgave at skulle skrive om os, når det...
Læs mere