Flygtningekrisen: Håbløst underbelyst i filmkunsten – og dog…

Mens man kan svømme i film og tv-serier om islamisk terror, er filmverdenens fortolkninger af problemet med flygtningene, som krigene i Irak, Afghanistan, Irak og Libyen har skabt, sørgeligt få. Dog finder vi to europæiske film, der turde tage fat i bådflygtningeproblemet fra start: Italienske “Terrafarma” af Emanuele Crialese og “Miraklet i Le Havre” af den mesterlige finske instruktør Aki Kaurismäki, begge fra 2011, flere år før den farefulde tilstrømning over Middelhavet for alvor tog til.

Selvom det i vor krisetid burde være komikerne, der skulle skældes ud for ikke at ville være alvorlige (intellektuelle), får film- og romankunstnere altid ballade for at lave kunst, der ikke er drevet af lyst, men samvittighed: Så er de moralske! Men ligesom lyst ikke nødvendigvis indeholder passion, drives samvittighed ikke nødvendigvis af moral og kan strømme fra de dybeste (med)følelser.

Måske er medfølelsen netop den side af kærlighedslivet vi fortrænger i dag, hvor lysten er frigjort. Den italienske film “Terrafarma” (2011) og den finske mesterinstruktør Aki Kaurismäkis “Miraklet i Le Havre” er ikke blot to film om bådflygtningene, men også to små mesterværker om kærlighedens kamp mod ligegyldigheden. Filmene stikker dybt, ikke blot i Middelhavets voksende massegrav, men også i emner som kærlighedens helende kraft, ansvarsforflygtigelse og skyldkomplekser. Hver især belyser de krisesituationen: ”Terrafarma” giver os indblik i de lokale europæeres dilemma mellem hverdag og krise på øen Lampedusa, “Miraklet i Le Havre” fortæller historien om et ældre fransk ægtepars forvandling, da de beslutter sig for at hjælpe en afrikansk dreng, der er undsluppet immigrationsmyndighederne på havnen.

Grotesk modsætning for fulde sejl
“Terraferma,” der på engelsk hed “Dry Land” og instrueredes af Emanuele Crialese, tager frontalt livtag med problemet med de mange bådflygtninge, der allerede for fire år siden druknede på vejen til øen Lampedusa ud for Italien. Plakaten husker de, der har set den, for den er ikke sådan til at ryste af sig: En sværm af glade turister hopper frivilligt i middelhavet fra en motorbåd.

I denne tankevækkende og sociologisk dybdeborende film, følger vi de lokale øboeres reaktioner på de flygtninge, der mere døde end levende skylles op på stranden. Det kunne have været på Langeland eller Bornholm havde disse øer været i krisezonen. Øboerne i “Terrafarma” lever i udkants-Italien, hvor de er dybt afhængige af indkomsten i turistsæsonen, og selvom der ikke findes gode og onde i denne film, så skriger kontrasten mellem lidende flygtninge og lalleglade turister og guider højere og højere. Man mindes den polske sociolog Zygmunt Bauman, der allerede i 1999 skrev en dybtfølt bog – Globalization: The Human Consequences – om globaliseringens konsekvenser, hvor han klogt delte menneskeheden op i enten potentielle turister eller flygtninge: Der er dem, der frivilligt kan rejse, og dem, der tvinges ud på rejse –- som flygtninge. På øen i ”Terrafarma” møder vi begge grupper verdensborgere, side om side.

Det interessante ved øen i ”Terrafarma” er, at dens beboere kæmper om turisterne for at leve et tåleligt liv på bunden af det italienske samfund: De har umiddelbart virkelig noget på spil – og meget at miste. Familien, som filmen følger, må gennem hele sæsonen bo i garagen for at kunne udleje deres kære hjem. Man følger spændingerne i familien, mens moren arbejder på at forvandle deres private hjem til en poptøs, der skal scores: festlig og upersonlig.

Grotesk nok forbyder havnepolitiet, at de lokale samler de omkringdrivende flygtninge op, men – heldigvis – en lov de lokale fiskere skider på: “Ligger der levende mennesker i havet, samler jeg dem op”, som en gubbe grynter.

Teenagedrengen Fillippo adlyder dog politiet, og da han sejler bort i panik, får han alvorlige lig i lasten rent samvittighedsmæssigt. Da han som en anden “naturens muntre søn” kaster sig ud i den årlige turistflirt, må han indse, at han er nødt til at tage affære samvittighedsmæssigt. Da han opdager en gravid afrikansk kvinde på flugt fra myndighederne, tager han hende med hjem i garagen – til sin familie. Og så begynder dramaet for alvor.

Filmens kernescene synes at være den, hvor han tager en ung smuk turist ud på måneskinstur i sin lille jolle med påhængsmotor. Der er lagt op til nøgenbadning og kyssetur, men da Fillippo springer i, opdager han pludselig en sværm af crawlende afrikanere på vej mod båden, som han må holde på afstand med en åre. Her møder lysten samvittigheden i mørket: som et mareridtsagtigt syndefald, der ikke længere kan holdes stangen.

Fillippo ender med at stjæle en beslaglagt fiskerbåd og sejle den gravide afrikanske kvinde til en sikker havn på fastlandet. Filmen slutter med det lille fartøj i det store hav: kursen er lagt. Og man må mindes ordsproget, som præsident J.F Kennedy, havde stående på sit skrivebord: “O, Lord thou sea is so vast, and my boat so small”. Over for de store problemer i verden er vi ganske små, men ikke ubetydelige.

Miraklet i Le Havre
DRs filmanmelder Per Juul Carlsen skrev finurligt om Aki Kaurismäkis film: “Det er et mirakel at ‘Miraklet i Le Havre’ ikke vælter omkuld med et brag. Den film burde slet ikke fungere. For det første er filmen skabt af en finne i Frankrig. Den kobling burde ikke kunne lade sig gøre”. For Carlsen er miraklet først og fremmest, at den finske mester formår at lave en folkelig noir-agtig gangsterfilm om flygtningespørgsmålet i en lille fransk havneby. Det er, synes jeg, at lade den smukke fortællings virkelige mirakel ufortalt:

Et ældre fransk-finsk par lever i fred med deres små poetiske rutiner, da den trofaste hund en dag afslører, at der gemmer sig en undsluppen afrikansk dreng i skuret. Mens politikommissæren snuser rundt i den lille småsure havneby, skjuler de drengen, hvis forældre er blevet anholdt på havnen. Folkeligt er det, at rygtet hurtigt spredes blandt gadens butiksejere: Og hvor hovedpersonen før ikke kunne få hverken rabat eller kredit, flyder de gratis varer nu i hans retning! Borgerne, der ellers kunne virke lige lovligt franske og indspiste, finder netop hans handling heroisk-humanitær.

miraklet

Parallelt med historien om drengen erfarer vi, at hans kæreste er ved at dø af kræft; et onde, hun har skjult for ham. Og her indfinder miraklet sig: Den kærlighedsgerning som manden udøver over for drengen, helbreder også hende. Således vises en skjult forbindelse mellem helbredelsen af indre og ydre “onder”, kræftsygdommen og den sygdom det er at vende ryggen til de udstødte.

“Miraklet i Le Havre” er en simpel og rørende historie, som kun kan fortælles med så rolig en (h)ånd af så stor en filmskaber. En stærkt seværdig film – og så af en skandinavisk instruktør.

Virkeligheden banker på døren
Ord om flygtninge bliver der hurtigt for mange af, når der kræves handling. Det er som om de ikke rigtigt siver ind. Som om der “prædikes for de indviede”. Måske er det derfor der bringes billedreportager, når vi håber på at skabe medfølelse: Ikke kun fordi “et billede siger mere end 1000 ord”, men fordi ordene enten ikke trænger ind eller bliver for mange. Som myldrende myrer om en næsten lukket tue. Film kan ligesom billeder være gode for forståelsen: Det er vigtigt at vi tør konfrontere os med dem, både reportagens og fiktionens.

Beboerne i min karré har fået en mail fra en venlig sjæl: “Kl. 18 ankommer en bil, der henter tøj og sko til syriske flygtningene på Lesbos. Mød op ved porten, hvis du har noget at donere”.
Det er om 30 min.
Så når jeg lige at blive færdig med ordene.

Artiklen er en del af Netudgavens tema om flygtninge

Fotoplakater flygtningen på film

More from Jeppe Marsling

FILMKUNST, KOGEKUNST, ELSKOVSKUNST, LIVSKUNST

Filmkunst, hvori mad spiller hovedrollen, bliver hyppigere. Men hvor kogekunsten indtil årtusindeskiftet...
Læs mere