Flygtningenes stemmer

I dag synes flygtningesituationen mere presserende end nogensinde, og aviser og skærme er fyldt med frygtelige billeder – billeder af overfyldte både, en dynge af mennesker med én samlet fortælling. I litteraturen har flygtningenes historie altid været aktuel – og ikke mindst nuanceret. Her kaster vi et blik på nogle af de mere nutidige flygtningefortællinger i litteraturen.

1.
Slå ikke noget søm i væggen
Smid frakken på stolen!
Hvorfor indrette sig for fire dage?
Du vender tilbage i morgen.

Ordene er fra første strofe af Bertolt Brechts digt ”Tanker om eksilets varighed” og er skrevet i Svendborg, efter han flygtede fra Tyskland under 2. verdenskrig. Brecht har i Svendborgs ukendte rammer siddet og skrevet om ikke at slå et søm i dén danske væg, der omgav hans liv, om ikke at kunne slå sig til ro – det, der er flygtningens evige lod.

Den rastløshed og rodløshed er et tema, som går igen i mange af de forskellige romaner, noveller og digte om at være flygtning – både i nutiden og i fortiden. Sammen med temaer om frygten og tabet og uretfærdighederne – og håbet om at kunne blive knyttet til noget solidt igen og blive del af et samfund.

Poetiske korridorer
I Danmark har det københavnske forlag Korridor gjort et smukt arbejde for at sætte fokus på flygtningens fortælling og skabe poetiske tilknytninger med deres smukke seks-binds værk, “POETIC CORRIDORS”. Udgivelsen var et led i en udgivelses- og oplæsningsserie mellem Damaskus og København med undertitlen [DAM – CPH 2011]. De danske forfattere kom dog aldrig til Damaskus for at læse deres tekster op, da Assad-styrets modbydeligheder også dengang gjorde Syrien usikker. Ambitionen med udgivelsen var dog, som der står på forlagets hjemmeside: “med skønlitteraturen som medie, at skabe en kulturel og kunstnerisk platform for dialog mellem Damaskus og København”. Her dykker vi ned i de tre syriske forfattere, Hanadi Zarka, Dima Wannous og Golan Haji.

poeticcor-kopi-567x349

2.
Lad være at vande det lille træ!

Hvorfor plante et træ til?
Før det er så højt som et trappetrin,
Går du glad bort herfra.

Jeg vil skrive poesi som du hader
De syriske teksters stof er almene erfaringer. Sådan da. For landets umulige situation lurer, det politiske kaos, frygten for bomberegn og den menneskelige afmagt, som uundgåeligt er en del af tilværelsen i Syrien, presser sig på i fortællingerne. Situationen ligger som et alvorligt og dramatisk bagtæppe i de tre eksempler på syrisk litteratur.

Hanadi Zarkas bidrag er en lille digtsamling om dét at blive ældre og at miste. I “Alzheimers” tager en kvindelig stemme læseren i hånden og driver igennem et minde om en mand, som er begyndt at falme. Et minde om en mand, som er ved at dø. Zarka skriver om hverdagen og om et presserende fravær. Den lyriske stemme er overraskende kæk, og det selvportræt, som Hanadi Zarka lader stå mellem linjerne, efterlader indtrykket af en kvinde, der er rebelsk og levende – selvom vi nok typisk i Vesten ville mene, hun var undertrykt:

Fra nu af vil jeg vænne mig til dit fravær
jeg reder min seng hver morgen
jeg genkalder mig din stemme
med vækkeuret i min mobiltelefon
og jeg indrømmer for mig selv,
at jeg kan alt
lige fra påfyldning af tepotter og kaffekander
til vandkanderne i køleskabet.
[ … ]
Dit humør … det har aldrig lignet mit.
Du elskede kardemomme i kaffen
og jeg hadede det.
[ … ]
Jeg ved at du elskede
den mad jeg tilberedte,
ja…
Endelig vil jeg droppe de huslige pligter.
Jeg vil skrive poesi som du hader
og telefonen vil ringe meget mindre
fordi ingen vil spørge efter dig.

Målløse tunger
Golan Haji er en syrisk poet, der, som Hanadi Zarka, beskæftiger sig med døden i sin lyrik. Golan Hajis tekster er anderledes, og mere politisk, forankret i Syriens kaotiske samtid. Haji har studeret medicin på universitetet i Damaskus og har oversat engelsk og amerikansk litteratur til syrisk-arabisk. Haji har, som så mange andre syriske forfattere, måttet flygte ud af sit eget land for at kunne skrive på sit eget sprog. Han skriver:

Latter og sorg er kernen i vores liv.
overleveringerne nævner ikke hvordan ondskabens lus
lod vores tunger målløse

“De utro”, som er bidraget til [DAM – CPH 2011], er en samling digte, der beskæftiger sig med fortællingen om at høre til, om at kunne fortælle og se sin egen historie i øjnene. At kunne skrive det ned, selvom man ikke begriber de ord, som hånden skriver:

Da jeg satte mig for at skrive
Løj jeg i skønskrift om det jeg fornægter: Afslutningen.
Jeg har det drukkenbolten eller den dræbte har:
Forbløffede øjne, der ikke ser
Hvordan dansen fik dine fødder til at bløde

De nådesløse spørgsmål
Den sidste syriske forfatter, som er repræsenteret i [DAM – CPH 2011], er Dima Wannous. “Her og der” er i modsætning til de to andre syriske forfattere ikke lyrisk. Wannous’ bidrag er en kafkask fortælling om Halim, som er sat i fængsel. Halim skriver sine tanker ned for at dæmpe angsten og i et forsøg på at genoprette et balancepunkt i sin krop. For, som det står først i teksten, må Halim støtte sig til fængselscellens vægge for at opretholde de sidste kræfter i musklerne. Det bliver langsomt afdækket, hvordan Halim endte i fængslet, men grunden for arrestationen forbliver tilsløret. Halim blev ført bort af voldelige politimænd, der ankom i en renovationsvogn og tog ham til fængslet.

I takt med tekstens fremadskridende handling og Halims taktile refleksioner i sine skrivehæfter bliver Suleima mere og mere i tvivl om Halims situation i fængslet. Hun er her, han er der. Hun efterladt til uvished og,, som Halim, ramt af angsten for overmagtens indgriben i tilværelsen. De er begge skæbner på hver sin side af en fængselsmur, og teksten illustrerer eksemplarisk, at magtovergrebene er totale, at de finder sted både her og der. Men et dirrende spørgsmål rejser sig i teksten, og det er spørgsmålet om, hvor man er mest sikker. Ude i samfundet eller i fængslet, hvor overgrebet har fundet sted:

I et af de fire skrivehæfter skrev Halim øverst på en side: “kl. 11 blev låsene i de tunge jerndøre trukket op, så det rev i hjertet.”

Hvis vi nu forestiller os at renovationsvognen holdt inde med at samle affald i hans gade, vil den hårde lyd af metal så forsvinde? Halim stiller sig selv spørgsmålet og lader svaret hænge i luften. Svarene har for længst mistet deres evne til at overraske. De har faktisk ikke længere nogen betydning. Kun spørgsmålene gentager sig nådesløst og ubehageligt, på en måde der gør dagene urolige.

Nogle gange ønskede Halim at vende tilbage dér til. Så ville han i det mindste blive lettet over angsten. Dér var der ingen angst, kun venten og længsel efter at komme her ud. Denne betegnelse havde Halim opfundet, simpelthen fordi han ikke var i stand til at erkende virkeligheden og afklimatisere sig. Han kunne ikke få sig selv til at sige at han var i fængsel, end ikke i sit stille sind, som om selve ordet var en bekræftelse. Til gengæld gjorde dét ikke at sige det, at ignorere det, det hele til en illusion eller en drøm.

En afstikker og en statsløs
Magtovergrebene og grusomhederne, som fortællingen om Halim og Suleimas skæbner eksempelvis udgør, udspiller sig stadig i Syrien, hvor Assad-styret og Islamisk Stat – og talrige andre militante grupper – udkæmper blodige kampe om magten i Syrien. Senest har Islamisk Stat erobret oldtidsbyen Palmyra, hvor den ekstremistiske gruppe har sprunget de mere end 2000 år gamle og hellige templer, Baal-Shamin og Bel, i luften. Begge templer var gamle romerske ruiner af uvurderlig kulturel betydning. Templerne i Palmyra var optaget på Unescos verdensarvsliste og udgør dermed et demonstrativt symbol på Islamisk Stats’ krigshandlinger.

Baal-shamin-templet i Palmyra, før det blev sprunget i luften af Islamisk Stat.
Baal-shamin-templet i Palmyra, før det blev sprunget i luften af Islamisk Stat.

Men tv-billederne af det itusprængte tempel, antikke søjlestumper tildækket af støv og sortklædte gravrøvere fra Isil var tilsyneladende ikke nok. I dagene imellem de to eksplosioner halshuggede jihadisterne 82-årige Khaled al-Asaad som en konsekvens af, at chef-arkæologen ikke ville røbe, hvor Baal-Shamins skatte var gemt. Khaled al-Asaads hovedløse krop blev hængt op på en af de tilbageværende søjler i tempelruinerne.

3.
Træk kasketten ned i panden, når folk går forbi!
Hvorfor blade i en fremmed grammatik?
Meddelelsen, som kalder dig hjem,
Er skrevet på et sprog du kan.

Khaled al-Asaads tragiske og dramatiske skæbne er delt af mange, som vælger at risikere livet og blive boende i det land, hvor de er født. Al-Asaad troede på vigtigheden af sit lands kultur og insisterede på at blive til det sidste. Han betalte den højeste pris for sin tro med sit liv. En skæbne, som al-Asaad deler med de, blandt andre, syriske flygtninge, som flygter fra Syrien i dag.

De døde i lastbilen
En flygtning, der i sin tid tog den anden vej og levede i eksil i Syrien, er den palæstinensiske forfatter Ghassan Kanafani. Kanafanis moderne klassiker, “Mænd i solen” (1963) er, som der står på bagsideteksten på den danske udgave fra 1990, “brændende aktuel”. Romanen handler om en lille gruppe flygtninge, der dør af iltmangel i Abul Khaizarans lastbil. Deres død bliver et billede på flygtningesituationen, på håbløsheden, dengang og måske i dag, og til sidst i romanen er det, som om ørkenen tager til orde for menneskene:

Pludseligt begyndte hele ørkenen at kaste ekkoet tilbage: – Hvorfor bankede I ikke på tanken? Hvorfor hamrede I ikke på tanken? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Ørkenens opråb og Ghassan Kanafanis fiktion er i dag skræmmende virkelighed, da kyniske menneskesmuglere forleden henlagde over 70 flygtninge til at dø i en lastbil i Østrig. ”Mænd i solen”, og bogens stærke afslutning, vidner om en umulig situation, en umulig lindring, hvor selv flugten fra overmagten bærer døden med sig.

Artiklen er en del af Netudgavens tema om flygtninge

Lignende artikler:

Syrisk krigslitteratur. En verden i opløsning

More from Mikkel Andersen

Adventskalender: At bede fuglene om tilgivelse – en mailkorrespondance

[dropcap letter="Del 1"] Litteraturredaktøren Mikkel Andersen boede engang på forfatter og forlægger...
Læs mere