Forfatterpar: Sartre og Beauvoir

Netudgaven kigger i en serie af artikler nærmere på nogle af litteraturhistoriens forfatterpar. Denne artikel er den første i serien og stiller skarpt på Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoirs nødvendige kærlighed.

Den nødvendige kærlighed
Vigtigst af alt var litteraturen. Vigtigere end den frihed eksistentialisterne jagtede i midten af det 20. århundrede. Litteraturen var ikke bare det, der holdt Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre sammen; snarere var den forudsætning for deres eksistens.

Simone de Beauvoir mødte den tre år ældre Sartre, da hun var 21 år gammel, og de forblev sammen resten af deres liv. Men det var alt andet end en traditionel kærlighedsfortælling, der indrammede deres liv. Det var den nødvendige kærlighed, som de selv kaldte den. Den nødvendige kærlighed, der stod over for det, de kaldte den kontingente kærlighed, altså den tilfældige, den glimtvise, kærligheden der kom og gik. Jean Paul-Sartre og Simone de Beauvoir behøvede hinanden, men ville ikke lade deres frihed indskrænke i fuldstændig monogami, hvorfor de begge livet igennem havde en lang række affærer.

At forstå fuldstændig, hvad der holdt Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre sammen, er en øvelse, der kræver, at man sætter sig ud over gængse opfattelser af tosomhed og monogam kærlighed som nødvendige for kærlighed og parforhold. Deres forhold bestod ikke bare af to mennesker, der elskede hinanden. Forholdet mellem Beauvoir og Sartre var, snarere, en åben matrix, hvor andre mennesker og skæbner kom og gik. Og alt sammen med litteraturen i fokus. De var forfattere først, elskende siden. Og alligevel varede dette kærlighedsforhold, så længe de begge levede.

De to havde et kærlighedsforhold, der nåede at vare i et halvt århundrede. Men de levede alligevel hver sit selvstændige liv; de blev aldrig gift, og de boede aldrig sammen
De to havde et kærlighedsforhold, der nåede at vare i et halvt århundrede. Men de levede alligevel hver sit selvstændige liv; de blev aldrig gift, og de boede aldrig sammen.

Simone de Beauvoir ville desuden være mindre fornøjet med dette forsøg på at forklare deres fælles liv, hvis ikke på deres præmisser. Simone de Beauvoir ville ikke forstås inden for den tids vante forestillinger om liv og kærlighed. Hvis ikke offentligheden kunne forstå deres forhold på dets egne præmisser, var det bedre, at de helt lod være:

“Nu bliver jeg til gengæld irriteret, når udenforstående godkender og dadler det forhold, vi har opbygget, uden at tage hensyn til den særegenhed, der forklarer og retfærdiggør det: Dette tvillingetegn på vore pander gjorde alle lænker, som vi kunne have smedet imellem os overflødige og latterlige,” som hun skrev i sine erindringer La Force de l’âge (1960).

Alt var tilladt, foruden at fastholde den anden i rammer, regler og rutiner.

En enestående kvinde
Simone de Beauvoir var lavet af et helt særligt stof. Helt usædvanligt var det f.eks., at kvinder deltog i filosofiske debatter på linje med mænd, ligesom hun også var en del af en meget lille gruppe kvinder, der studerede på universitetet Sorbonne i Paris i midten af 20’erne. Simone de Beauvoir kom ikke fra en aristokratisk familie, og det lå derfor bestemt ikke i kortene, at hun skulle følge den akademiske vej. Hendes familie var ringere stillet end f.eks. Jean-Paul Sartres, der havde fulgt den klassiske vej – rigmandssønnens vej – til Sorbonne. Og det var naturligvis under disse ophedede filosofiske debatter og forelæsninger, at Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre mødte hinanden.

Sartre tilbød at hjælpe Simone de Beauvoir med at forberede sig til den berygtede agrégation-eksamen. Simone de Beauvoir skulle blive den første kvinde, der nogensinde bestod denne eksamen. Endda sluttede hun som nummer to. Hun blev kun overgået af studiekammeraten, Jean-Paul Sartre – der imidlertid måtte bruge to forsøg på at bestå, da han i første forsøg brugte al sin tid på at fremlægge sine egne ideer i stedet for at besvare spørgsmålene.

Årene efter sin afsluttede eksamen afprøvede hun rollen som lærerinde på flere drengeskoler, hvor hun gjorde sig særligt bemærket med sit farverige tøj, tydelige makeup og lige så markante og usædvanlige holdninger. Igennem disse år fik hun opbygget lige så mange tilhængere som fjender, og i sidste ende måtte hun trække sig tilbage fra lærergerningen, da modstanden mod den oprørske og radikalt tænkende kvinde blev for stor.

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre brugte hele deres liv sammen, og selvom hun oplevede en stigende accept i samfundet, på trods af sin kvindelighed, opnåede hun aldrig Sartres forældres accept. Hun blev ikke en eneste gang inviteret hjem til familien, da især Sartres mor mente, at nok var hun lærd, men hun var stadig en ‘tøjte’, der kastede skam over sig selv og sin familie med tilfældige forhold og sin ugifte status.

Gennemsigtigshedsprincippet
Som tænkere og forfattere er både Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre kendt som nogle af foregangspersonerne for den franske eksistentialisme, der dyrkede friheden i modsætningen til samfundets normer og undertrykkende regler – særligt for kvinder!

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre blev aldrig gift, og de boede aldrig sammen. De levede hver deres liv, hver for sig, men var sammen i en pagt. En samhørighedspagt, der fordrede fortrolighed, bekendelse og gennemsigtighed. De fortalte hinanden alt, inklusive deres forhold til andre mennesker, de kontingente og mere eller mindre tilfældige kærlighedsforhold, som de hver især dyrkede. Disse forhold var vigtige for dem, men aldrig så vigtige, at de forlod hinandens side og deres fælles kærlighed.

Sartre kastede med jævne mellemrum sin kærlighed på – unge – spirende talenter. Han tog dem ind som elever eller gjorde dem til skuespillerinder gennem sine prominente venner og bekendte i den franske kunstscene. De unge piger, herunder især søstrene Olga og Wanda Kosakiewicz, blev tætte venner med Simone de Beauvoir, der var velvidende om og ikke mindst støttende i Sartres kærlighedsforhold med dem.

Simone de Beauvoir blev gennem årene ofte underlagt det syn, at hun led under Sartres udskejelser; at hun blot accepterede hans frihed uden selv at få noget igen, men denne form for kærlighed var i lige så høj grad noget, hun tog del af: “Pagten mellem Sartre og mig gav mig den samme frihed som ham, og jeg har benyttet mig af den,” har hun forklaret og senere uddybet:

“Jeg accepterede denne kendsgerning uden besvær; jeg vidste, i hvilken grad Sartre havde sine øjne rettet mod det mål, der var altdominerende i hans tilværelse: At kende verden og udtrykke den; jeg følte vished for at være så tæt forbundet med dette mål, at jeg ikke kunne blive frustreret over nogen begivenhed i hans liv.”

Jean-Paul Sartre og Simone de Beavoir var ligeværdige, både i kærligheden som i deres professionelle liv. De var ikke underlagt den tids strikte kønsnormer, og ingen havde mere magt end den anden

Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre var hinandens værste og bedste kritikere, og de værker, der blev så afgørende for eksistentialismen, feminismen og hele litteraturhistorien var næppe blevet til uden deres tætte, livslange forhold.

Gennemsigtigheden i deres liv blev udtrykt i de daglige breve, de udvekslede gennem hele deres liv. Breve, som måtte gemmes for elskerne, der tit havde svært ved at acceptere at blive gjort til genstand for Sartres og de Beauvoirs liv og arbejde. I Lettres au Castor har Simone de Beauvoir udgivet de af Sartres breve, som hun har gemt. Langt de fleste er lange, udførlige beskrivelser af hans liv og hverdag, hvor andre, som dette, er korte, men alligevel spækket med information – og det er bare ét ud af den pågældende dags to breve, han sender:

Søndag, den 2. maj, 1937
“Dette er lørdagens brev. Men jeg skriver til dig søndag morgen, for jeg havde ingen tid i går aftes. Ikke desto mindre har jeg en del små historier at fortælle dig. Men først, min kære, skal du vide, at jeg er meget bekymret for dig. Hvad er denne nye sygdom? Hvis det fortsætter, insisterer jeg på, at du tager til Marseilles og ser en god – dyr – læge. Jeg vil ikke høre noget om nogen 20-francs-læge. Og jeg synes også, at du går for meget. Du opfører dig overilet. Fruen sagde, at det bestemt ikke ville skade dine lunger, men du vil overanstrenge dit hjerte. Jeg er forfærdet og nervøs over at være væk fra dig. Jeg er også bekymret for at skrive til dig på La Gade-Freinet, fordi du måske blev nødt til at bo på Bormes, men jeg håber, at du i det tilfælde var så fornuftig at skrive til La Garde og få dem til at videresende din post. Så jeg bliver ved at skrive til dig der. Jeg har flere ting at fortælle dig. Men jeg vil blot nævne dem og gå i dybden med dem i aften.

1. Aftenen med Poupette [Simone de Beauvoirs lillesøster og filosofielev af Sartre, red.]. Historie om svenskeren and Giradoux. Meget sjov.

2.  Lørdag eftermiddag med Z [Zazoulich; kaldenavn i Sartres breve for Olga Kosakiewicz søster, Wanda, red.]. Idyllisk. Hun var så kærlig, at jeg blev opmuntret til at fortælle hende, “Kan du huske, hvor ubehageligt du følte dig med mig, fordi du ikke kunne tale med mig om Bost. Nå, selvom detaljerne er ret så forskellige, er det samme sandt for mig om Tania.” Hun sagde: “Jeg føler på samme måde, selvom jeg havde håbet, at det med tiden ville gå væk.” Og hun begyndte at fortælle mig småting om hendes søster. Hun tager af sted i morgen. Jeg holder dig opdateret.

6. Telefonopkald fra Toulouse [andre steder også omtalt som Månekvinden, red.]. Jeg skal se hende onsdag aften (i stedet for Poupette og de Roulet).

7. Jeg er hårdt presset finansielt, fordi din mor ikke har sendt mig noget. Skriv til hende eller send et telegram om, at hun skal skynde sig.

Min søde Bæver, jeg elsker dig nervøst og voldsomt. Send mig dine nyheder; hvis du ikke har det godt og hvis du har brug for mig, sig til – jeg kan tage af sted næste fredag, hvis du synes.

Jeg elsker dig. Jeg skriver i aften.”

(Uddrag fra Lettres au Castor, dansk oversættelse af Camilla Zuleger)

Det fælles, uadskillelige arbejde
I de daglige breve mellem La Castor, eller Bæveren som Sartre kaldte Simone de Beauvoir (og Poulous, hans eget livslange kælenavn), udvekslede de også tanker og ideer, der senere skulle blive udgangspunkter for deres i dag berømte værker, bl.a. Jean-Paul Sartes Kvalme (1963) og romanserien Frihedens veje (1945-85) og Simone de Beauvoirs feministiske hovedværk Det andet køn (1949) og roman Mandarinerne (1954). Alle personer i deres værker bygger i mere eller mindre grad på venner og elskere, de har kendt og diskuteret. Men vigtigst for tilblivelsen af værkerne var dog hinanden.

De var hinandens vigtigste kritikere, og uden den andens accept ville end ikke en strøtanke blive trykt. Sartre dedikerede hele sit filosofiske værk til “Bæveren”, og han selv har sagt, at de er mere end blot dedikeret til hende:

“På en måde skylder jeg hende alt … Når hun først har givet mig sin trykketilladelse, nærer jeg en grænseløs tillid til hende, og de andres kritik har aldrig fået mig til at ændre mening om noget, jeg har lavet. Man kan sige, at jeg skriver for hende, eller mere nøjagtigt, for at hun filtrerer det.”

Den ligeværdighed, der herskede mellem de to, og den særegne frihed, som især Simone de Beauvoir oplevede, er også en fuldstændig gennemsyrende tanke i Det andet køn, som stadig i dag læses som én af feminismens manifester. Således er det svært for os – som det var for dem – at forestille sig værkernes tilblivelse under nogle andre forhold end disse. Det var ikke blot noget, de skrev hver for sig, det var det, de var sammen, forklarede også Sartre:

“Det er hele mit liv, jeg har haft sammen med Simone de Beauvoir. Det er selvfølgelig litteraturen. Jeg har ofte sagt, at vi skændtes som skarn. Begge dømte det, den anden havde skrevet, strengt … altså det var det, men det var også dagligdag. Det var de vedvarende refleksioner over det, som foregik for øjnene af os … Og så var det livets omstændigheder. Det, der hændte os hver især … Vi gjorde det til noget fælles.”

Til døden dem skiller
Det fælles, men alligevel enormt selvstændige liv, fortsatte indtil Jean-Paul Sartres død den 15. april 1980. Han blev begravet på Montparnasse-kirkegården i Paris, hvor mere end 50.000 deltog i begravelsen.

Men pagten om gennemsigtighed fortsatte selv efter, Sartres verdslige liv var forbi. I 1983 udgav Simone de Beauvoir nemlig en samling af alle de breve, som de havde sendt hinanden. Lettres au Castor (Breve til bæveren) indeholdt bl.a. udførlige beretninger om Sartres seksuelle udskejelser med de unge skuespillerinder og spirende digtertalenter. Om hun faktisk udgav disse for endnu en gang at understrege deres forholds enestående karakter, vides ikke, men det bevidner i hvert fald den accept og respekt, der var mellem de to.

Simone de Beauvoir døde seks år senere i 1986, dagen før Sartres dødsdag den 14. april, og blev begravet ved hans side.

Læs mere

Del 2: Kunstnerpar: Kahlo og Rivera
Del 3: Christensen og Borum

More from Camilla Zuleger

ZERO-kollektivet og kunstens nulte time

De to retrospektive udstillinger i New York og Berlin indvarsler en ny...
Læs mere