Fotografiets evne og begrænsning

Jeg har fotograferet siden jeg var 11 år, min erfaring siger mig at virkeligheden er virkelig og kun eksisterer i det nu, som eksempelvis en flygtning oplever på sin færd. Når vi som fotografer tager deres billede og præsentere det i vores medier, så er det kun en illustration af det, vi har set: Vi har framet, valgt vinkel og teknik til at illustrere det drama, der i virkeligheden udspiller sig.

Min opgave som fotograf er at formidle det givne øjebliksbillede på en måde, der kommer så tæt på den virkelighed som muligt. Min fornemste opgave er, at få beskueren til at forstå hvad fotografiet portrætterer, skabe følelser, der ideelt set udmunder i en lang række af refleksioner og til sidst i en form for reaktion.

“Billederne får iagttageren til at distancere sig fra virkeligheden, selvom virkeligheden tilsyneladende bringes tættere på”, skriver den amerikanske forfatter Susan Sontag, og på nogle punkter gør dette paradoks sig særligt gældende ved fotografier af lidelse og nød: den direkte portrættering af lidelse mister let sin effekt, specielt hvis vi er vant til at se på det lidende objekt: Billederne af druknede børn på strandkanten ved Libyens kyst er nye for os, derfor rammer de noget nyt i os og fremkalder mavepine, og følelser af afmagt og håbløshed. Det samme gjorde billeder af børn der sultede i Afrika i starten, men dem er vi stille og roligt blevet vant til.

Æstetik, design og humor
Når først beskuerne er blevet vant til en bestemt form for portrættering af smerte og lidelse, må man som fotograf tænke i nye formidlingsbaner. Hvis du skal fortælle en virkningsfuld historie med fotografier i Danmark i dag, så er du nødt til at tage udgangspunkt i hvad der interesserer og drager den brede danske befolkning, og det er, ifølge min erfaring æstetik, design og humor.

Æstetik og design forkæler os og humoren fanger vores dobbeltmoral, vores jantelovs-tankegang og alt det vi ikke kan eller må tale om.

Som fotograf har jeg selv brugt æstetik og design til at fortælle alvorlige historier.
I 2014 var jeg i Savar Dhakar i Bangladesh for at dokumentere forholdene for tekstilarbejdere: De var rå, brutale og elendige.

Jeg besøgte Rana Plaza, en tidligere textilfabrik der året forinden var kollapset. Arbejderne blev om morgenen den 24. april 2013 tvunget ind på fabrikken, selvom bygningen havde slået revner dagen før. De fik at vide, at hvis de ikke gik på arbejde den dag, ville de ikke få løn for hele april måned.

Klokken 8.30 gik strømmen. Bygningens generatorer gik i gang, og vibrationerne fik bygningen til at kollapse. 1137 mennesker blev dræbt og 2500 invalideret. Jeg mødte mennesker der i ruinerne et år efter stadig gik og ledte efter spor af deres pårørende. Alt af værdi var blevet fjernet. Jeg fandt kranier, knogler og arbejdernes iturevne tøj. Tøjet tog jeg med hjem og fotograferede i mit atelier, som var det modetøj til et salgskatalog.

kjole fotoarticrop

Opsætningen giver billederne et æstetisk udtryk og formidler et billedsprog som er os velkendt, og som vi forstår, men alligevel er der noget der gør dem anderledes; tøjet ligner ikke helt modetøj, der er noget forkert ved det, noget har revet det i stykker og det gør, at iagttageren bliver nysgerrig og begynder at læse fotografiets rubrik og tilhørende tekst, der beretter om katastrofen. På den måde lokker jeg beskueren ind i lidelsens univers gennem æstetikken.

Kun virkeligheden er virkelig
I år 2000 var jeg på en opgave i Kosovo. Jeg mødte mange mennesker der var fulde af angst og rædsomme oplevelser. De bedste billeder jeg tog, er dem jeg kalder ”KOSOVO SKO”, som jeg fandt i grøften langs vejen. Billederne er enkle og nemme at afkode, men de stiller flere spørgsmål end de giver svar. Hvis sko er det? – Hvor skulle de have været henne? – Hvor er den anden? – Hvorfor ligger de her? Tit er det alle spørgsmålene og det der ikke er med i billedet ,der får én selv til at digte videre og forestille sig ting.

Når vi ser billeder prøver vi at samordne og placere historien efter hvad vi i forvejen ved og bære med os i vores referenceramme.
Man tillægger”KOSOVO SKO”-billederne den værdi og det drama man selv ved, historien om Kosovo indebærer.

kosovo sko1

kosovosko 2

I maj måned var jeg på Sicilien for at lave mit bud på fortællingen om bådflygtningene.
Jeg mødte flygtninge der kom fra Libyen, Guinea-Bissau og Ethiopien. De var hårdt ramt, men glade for, at de havde klaret turen over Middelhavet. Jeg har med vilje ikke fotograferet nogen mennesker, i stedet genstande.

Ombord på flygtningeskibene lå de ejendele, som de ikke havde nået at tage med sig på land: solbriller, baderinge, som dem du bruger til dine børn i svømmehallen, børnesandaler, Nivea solcreme og meget mere.

flygtningeting 1

flygtningeting to

Alle er de genstande du som dansker kan relatere dig til; de kunne ligeså godt være dine. Pludselig er forståelseskløften og afstanden væk, situationen bliver vedkommende fordi den bærer præg af elementer der er hjemlige, menneskerne der ejer genstandene kommer tættere på, og bliver sjovt nok mere virkelige, end hvis de var portrætteret.

Fotografiets begrænsning
Den legendariske ungarsk-amerikanske foto-dokumentarist Robert Capa skildrede Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig. På Capas tid var småbillede-kameraet udstyret med film, der ikke havde særlig høj ISO, hvilket betyder at filmen ikke er særlig lysfølsom. Det gav en masse begrænsninger i forhold til hvilke teknikker og muligheder man havde.

Han var med i den første bølge og landgangen på Omaha Beach på D-dagen.
Det var før daggry, så det var vanskelige forhold at fotografere under, da der ikke var nok lys. Hans billeder er taget med fuld blændeåbning, samt en rigtig langsom lukketid.
Derfor er alle hans billeder fra D-dagen i bevægelse og lidt rystede, hvilket giver dem et dramatisk udtryk. Dramaet opstår ud fra de muligheder han har og fotografierne er udsat for virkemidlernes begrænsning. Selv for en af de største fotografer nogensinde gælder det, at virkeligheden er virkelig, alt andet blot et forsøg på at illustrere den.

Fotografiets evne
Fotografiet udfordrer dig og giver dig en følelse du ikke havde før. Det giver dig lyst til at begribe livet og verden. En af mine helte Thomas Winding sagde om fotografiet:

“Når jeg ikke ved hvad jeg skal lave så kigger jeg på billeder,
historien er ikke i billedet, den er oppe i mit hoved.
Sjovt nok var den der ikke før jeg så billedet”

Fotografiet isolerer øjeblikke, det bliver bragt i en anden tid og vil altid være genstand for fortolkning. Vi bruger ikke kun billeder til at fastholde eller dokumentere en given begivenhed, billeder skal skabe nye billeder. De skal bruges til at udvikle og forandre verden, til at øge vores forståelse og bevidsthed om relationer mellem mennesker.
De bedste billeder er dem, der starter din egen lille film inde i hovedet, eller din egen angst/glæde, din egen lyst til at forstå livet. Det er fotografens fornemste opgave, at starte denne proces i beskueren og det kræver en konstant refleksion over virkemidlernes muligheder.

Billederne af flygtninge, der skyller i land i Middelhavet, nogen levende, andre døde er overalt i medierne hele tiden. Dagligt og time for time præsenteres vi for nye billeder af andres flugt, og deres kamp for at komme ind i Europa. Fotografiet er en indgang til forståelse, men i fotografiet er der en iboende begrænsning: fotografiet kan kun formidle abstraktioner af virkeligheden, og derfor heller ikke få beskueren til at forstå den portrætterede situation eller person til fulde. Kun det fysiske møde har denne magt.

“Let the atrocious images haunt us. Even if they are only tokens, and cannot possibly encompass most of the reality to which they refer, they still perform a vital function. The images say: this is what human beings are capable of doing – may volunteer to do, enthusiastically, self-righteously. Dont forget,” skriver Susan Sontag.

Fotografiet er for mange det eneste alternativ, og et meget vigtigt et lige nu for at forstå en global krise, som både er langt væk og meget tæt på. I sin portrættering af smerte og lidelse, skal man som fotograf tænke sig godt om, og til tider gøre brug af virkemidler som æstetik og humor for at nå ind til beskueren, så forståelsesprocessen og forestillingerne sættes i gang.

ARTIKLEN ER EN DEL AF EN ESSAY-TRILOGI OM DET AT FORSTÅ ANDRES SMERTE

At forstå andres smerte – intro af Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding
Danskerne og flygtningene – hvor er det onde? Og hvem er de onde? Af filosof Erik Bendtsen
Medfølelse – kynismens modgift af psykolog Tine Meyer Thomsen

OG EN DEL AF NETUDGAVENS TEMA OM FLYGTNINGE

Skrevet af
More from Søren Zeuth

Fotografiets evne og begrænsning

Jeg har fotograferet siden jeg var 11 år, min erfaring siger mig...
Læs mere