Fra flygtningestrøm til Bundesligaens trappesten

Et eventyr midt i den eskalerende flygtningekrise i Tyskland.

Tyskland har ramt kogepunktet. Det vurderes, at Tyskland dette år vil tage imod ca. 800.000 flygtninge. Det er fire gange så meget som i 2014 og mere end noget andet land i EU. Flygtningedebatten er blevet et brandvarmt emne i den tyske offentlighed, uroen vokser i samfundet, og flere højreekstremistiske grupper har udført en lang række angreb på flygtningelejrene i landet. Alene det første halve år af 2015 har medført minimum 150 brandstiftelser og andre angreb på flygtningelejrene i Tyskland.

For blot et år siden boede gambiske Ousman Manneh på et flygtningecenter i Bremen. I dag bor han i sin egen lejlighed og har skrevet kontrakt med Bundesligaklubben Werder Bremen indtil sommeren 2018. Efter et år har han meldt sig ind på det tyske arbejdsmarked, og den kortsigtede fremtid er definitivt sikret for vestafrikaneren. En sand solstrålehistorie midt i den tyske tumult.

“I min barndom har jeg altid forestillet mig, hvordan det ville være. Nu står jeg midt i det hele. Det er en drøm, der er gået opfyldelse”, fortalte Ousman Manneh til Radio Bremen, da Werder Bremen mødte ind til træning efter sommerferien.

På tærsklen til en af verdens største ligaer

”Det er ligesom et eventyr – en fantastisk succes”, lyder det fra dr. Thomas Kuehn, social og politisk psykolog fra Bremen Universitet.

“Fodbold hjælper tyskerne og asylansøgerne til at smelte sammen. Flygtninge er segregeret, de kan ikke snakke tysk og de er traumatiseret, men det er ikke tilladt at arbejde, så fodbold er fantastisk til at integrere”.

Da Ousman Manneh tilbage i marts fyldte 18 år, satte han sin signatur på en kontrakt med Werder Bremen. I juli – fire måneder efter – stod han allerede foran sin debut for førsteholdet, selvom det var meningen, han skulle udvikles gennem ungdoms- og reserveholdet. Werder Bremen gæstede havneområdet i det nordvestlige Tyskland, hvor SV Vilhelmshaven ventede i træningskamp.

Efter en times spil fik den 190 cm høje gambianer chancen i angrebet. Ingen kendte på dette tidspunkt noget til Ousman Manneh, og da han krydsede kridtstregen og trådte ind på banen, havde de færreste forestillet sig, hvad der kom til at ske. Manneh sendte chokbølger ud på lægterne og tryllebandt tilskuerne på Jadestadion i Vilhelmshaven. Med fire scoringer på kun 15 minutter realiserede den gambiske flygtning en drøm, han ikke havde turde forestille sig.

Efter at have flygtet fra sit hjemland som 17-årig, står Ousman Manneh nu på tærsklen til drømmeland – den bedste tyske fodboldrække, Bundesligaen.

Ukendt fortid

Alle vil høre mere om Ousman Manneh, men historien om gambianeren har stadig ukendte kapitler. Det er stadig ikke blevet afsløret, hvorfor Ousman Manneh flygtede fra sit hjemland, men ifølge dr. Thomas Kuehn har det sin helt naturlige forklaring:

”Jeg ved ikke, hvad der er sket i Gambia, men han ville ikke være her som flygtning, hvis der ikke var fare i hjemlandet. Han vil starte på en frisk og distancere sig fra fortiden, så han undgår at blive betragtet som et offer. Han vil bare være et menneske, der bidrager til samfundet”, uddyber Kuehn, der beskæftiger sig med sportslig og interkulturel psykologi.

Netudgaven har forsøgt at kontakte Werder Bremen for at få et interview med hovedpersonen selv, men presseafdelingen bad om forståelse for, at Ousman Manneh ikke på nuværende tidspunkt ønsker at give interviews, da han først skal føle sig tryg blandt de nye omgivelser. Det samme sagde Petra Babucke, der er agent for Manneh, da Netudgaven kontaktede hende efterfølgende.

”Han frygter højst sandsynligt at sige noget forkert i frygt for at blive forfulgt af samfundet”, fortæller Kuehn.

Ousman Manneh kommer fra det vestafrikanske land Gambia, der ledes af den stringente og til tider diktatoriske præsident, Yahya Jammeh, der tog magten gennem et militærkup tilbage i 1994.

Vold, tortur, afpresning og forfølgelse præger Gambia, men hvorvidt gambianeren bærer på traumatiske oplevelser fra hjemlandet er fortsat et mysterium. Manneh er fåmælt om sin fortid og taler udelukkende med fødderne, og det gør han godt.

Flere klubber som Hamburger SV, Schalke 04 og St. Pauli havde snøren ude efter den gambiske angriber, men han valgte Werder Bremen, og selvom udtalelserne er få, så udtrykte han tilbage i juli til den gambiske avis The Daily Observer, at han er meget glad for at være, hvor han befinder sig lige nu:

”Det var svært at vælge, men Bremen er mit første hjem i Tyskland, og jeg føler mig hjemme”.

Manneh et glimrende eksempel på god integration

Dr. Thomas Kuehn beskriver det som et vaskeægte eventyr i et Tyskland, hvor der i øjeblikket florerer frygt og angst for, om landet er parat til at tage ordentligt imod den enorme flygtningestrøm. Majoriteten i Tyskland byder alle velkommen, der har brug for hjælp, men modstanden og skepsisen for integrationen af flygtninge vokser – især i de højreekstremistiske kredse i den østlige del af landet, men Thomas Kuehn advarer og fastslår:

“Man skal ikke sætte flygtningene i bås. De er mennesker, der bestræber at få et bedre liv. De vil også hjælpe samfundet. Det er dog svært, da samfundet ikke er forberedt på dem. Så mange i processen vil blive skuffet”, fortæller Kuehn og fortsætter:

“Det er fedt, det er muligt. Denne spiller (Ousman Manneh, red.) tjener som et godt eksempel. Jeg kender eksempelvis mange brasilianere, der gerne vil til Tyskland og spille i bare den tredje eller fjerdebedste fodboldrække, men det er ikke nemt”.

Med fodbolds globale favntag, så fungerer sporten som et vigtigt værktøj i integrationsprocessen. Det er ikke tilladt for flygtningene at arbejde til at starte med, så de kan i fodboldklubberne komme et skridt nærmere samfundet og de andre tyske borgere.

Det har hjulpet Ousman Manneh på plads i Tyskland, siden han startede i den lokale klub Blumenthaler SV, der gav ham en prøvetræning, da han boede på flygtningecentret i Bremen. Her scorede Manneh 15 mål i 12 kampe, og pludselig stod klubberne i kø for at tilbyde ham en kontrakt, så snart han fyldte 18 år. Han har skabt et bedre liv for sig selv via ærgerrighed, stålvilje og store ambitioner, og selvom han ikke er klar til at fortælle sin fulde historie endnu, så er han kommet langt siden, han forlod Gambia på den afrikanske vestkyst.

Artiklen er en del af Netudgavens tema om flygtninge

More from Morten Thunø

Hellere slave på et palads end konge i helvede

Trafficking af mindreårige afrikanske fodboldspillere har stået på i over 20 år....
Læs mere