Gysende musik – lyd som forstærker

Du kender den godt. Alle kender den så udmærket. Følelsen af musik, som accentuerer en følelse af uhygge og rædsel. Dette er Netudgavens bud på opsigtsvækkende og virkningsfuld underlægning til to film og et tv-drama, som hver især har defineret horrorgenren på original vis. Vi gennemgår lydsporet til Alfred Hitchcocks ”Psycho” (1960), David Lynchs ”Eraserhead” (1977) og Lars von Triers ”Riget” (1994-97).

Tching! Tching! Tching!
Et forhæng trækkes til side, efterfulgt af en kvindes (tror man) omrids og en hævet kniv. Brusebadsscenen i Alfred Hitchcocks sort-hvide klassiker er en af filmhistoriens mest famøse sekvenser. Chokket, der forplantes i seeren, mens Marion Crane udånder, er i høj grad tilskrevet komponisten Bernard Herrmanns dramatiske akkompagnement. Man kan nærmest ikke forestille sig scenen uden det musikalske lydspor. De skrigende og skingre strygere synes både at illudere kniven, som hugger til mod forsvarsløse Crane, samt de skrig, seerne må udstøde, idet den voldsomme scene udspiller sig for øjnene af dem.

Hitchcock udtalte selv at ”33% af ”Psycho”s effekt skyldes musikken.” Herrmann valgte bevidst brugen af strygere til filmens lydside mod et konventionelt fuldt symfonisk orkester. Begrundelsen herfor var, at komponisten følte, at han med instrumenteringen bestående af violiner, viola og cello både kunne understrege filmens visuelle sort-hvide tone, samt forstærke de emotionelle lag i fortællingen. Særligt spændingen i Marion Crane, da hun er på flugt med sin chefs kontanter og finder ly på Bates Motel. En undersøgelse foretaget af foreningen PRS for Music i 2009 viste, at den britiske befolkning betragter musikken i brusebadsscenen som værende ”det mest rædselsvækkende filmmusik nogensinde.”

Ulmende industriel drone
David Lynchs bemærkelsesværdige debutfilm har høj status blandt quirky filmelskere og står som en af de største kultfilm gennem tiderne. Hvilket både tilskrives dens surrealistiske narrative diskurs og prægnante visuelle æstetik, samt ikke mindst ”Eraserhead”s ulmende og urovækkende lydside. Som en auditiv forstærkende markør af det industrielle og trøstesløse univers, hovedkarakteren Henry Spencer apatisk bevæger sig rundt i, er soundtracket en buldrende drone af maskinstøj, knirkende fabriksrør og dialogbidder, kreeret af Lynch i samarbejde med lyddesigneren Alan R. Splet. En proces, som tog et helt år (filmen var i produktion i fem år, grundet økonomiske problemer), hvor Lynch og Splet isolerede sig i et studie, hvor de eksperimenterede og optog lydeffekter.

Lynch har selv omtalt lydsporet som ”en industriel symfoni, skabt på baggrund af min fascination af fabrikker”. Som en kontrast til de enerverende maskinelle lyde, gør Splet og Lynch også brug af jazzmusikeren Fats Wallers melodier ”Stompin” ”The Bug” og ”Lennox Avenue Blues”, samt den naivistiske melodi ”In Heaven” (The Lady in the Radiator Song)’ skrevet og fremført af Peter Ivers. Disse tjener til at koble Henry Spencers verdslige kvaler med filmens mareridtsagtige drømmesekvenser. ”Eraserhead” er både som film og soundtrack et opsigtsvækkende bidrag til horrorgenren og viser, hvorledes manipulerede real-lyde kan forstærke oplevelsen af uhygge.

Ti læs kul i to rum
Hertillands blev der skelet til Lynch og hans banebrydende tv-serie ”Twin Peaks” (1989-90), da dansk films vidunderbarn Lars von Trier skulle lave et drama for Danmarks Radio. ”Riget” er et veleksekveret genremix af gyser, hospitalsdrama og komedie, og med sin bemærkelsesværdige brug af visuelle virkemidler som jump-cuts, håndholdt kamera og kornede billeder, brød den ligeledes nyt land for dansk tv-dramatik. Lydsiden er ikke mindre opsigtsvækkende og understreger nybruddet, som blev en seer-succes og ligeledes foregreb dogme-bølgen. Med en fusion af kontemporære elektriske programmeringer og et klassisk arrangeret mandskor accentuerede komponist Joachim Holbek seriens elementer af det højstemte og komiske. Ikke mindst i temamelodiens kombination af latin, drillende vulgaritet og vrøvle-latin såsom ”Gloria in tabula mors/R.E.C.T.U.M./Læg ti læs kul i to rum.” Vel rummer ”Riget” en del elementer af comic relief, særligt i lægernes interaktion, men det er først og fremmest spøgelseshistorien om pigen Mary og de okkulte kræfter, som hersker på Rigshospitalet, der er det narrative fokus. De uhyggelige elementer understreges desuden af de lydsløjfer, som afspilles baglæns, og bl.a. figurerer som underlægning i flere af scenerne, bl.a. når de to mongolide opvaskere med ildevarslende indblik udtaler sig om tilstandene på hospitalet. Holbeks akkompagnement er i høj grad ”uhyyyggeligt.”

Horror-soundtracks er et rigt facetterede felt og vi har med denne artikel via tre nedslag søgt at belyse, hvordan feltet genremæssigt spænder bredt. At virkemidlerne og tilgangene til at forstærke en films skræmmende sekvenser er ligeså forskellige og originale som filmene selv. Der vil altid være nye overraskende måder at forfærde seeren visuelt og auditvt, så længe der findes visionære instruktører og ditto komponister og lyddesignere. Det er i forventningen om det ukendte og mødet med det overraskende, at den sande uhygge opstår og chokket bliver mest effektivt.

Hitchcock udtalte: ”Der er ingen rædsel i et skud, kun i forventningen om at det kommer.”
Hertil vil lydsiden altid være en uundværlig medspiller.

More from Martin Gronemann

Den misforståede misogyni

Med hits som 'Kinky Fætter' og 'Sut Den Op Fra Slap' har...
Læs mere