Omid Shams: Kunstneren har brug for frygten

I 2014 ankom kunstneren Omid Shams Gakieh til Aarhus efter at have været forfulgt og truet i Iran på grund af sin systemkritiske kunst. Netudgaven har mødt ham til en snak om religionen, kunsten og menneskets rolle i en verden, hvor vi kommer tættere og tættere på hinanden hver dag.

Frygt udløser kreativiteten. Den skubber kunstneren mod en forestilling om en alternativ verden. Kunstneren har brug for en intens situation for at håndtere kreativiteten. Ellers bliver det bare et simpelt udtryk for følelser

Mange asylansøgere i Danmark i 2014 kom fra Iran. Her er det ikke bomber, man flygter fra, men et regime, som forfølger, truer og henretter folk, der sætter sig mod systemet. For nylig er politiet begyndt at konfiskere kvinders biler, hvis deres tørklæde sidder sjusket, fordi de mener, at ”nogle gader i hovedstaden er begyndt at ligne modesaloner” (Kilde: Middle East Eye).

Selvom præsident Hassan Rouhani, der tiltrådte i 2013, har vist tilnærmelser til reformvenlighed, er den mærkelige hybrid mellem teokratisk og demokratisk styre stadig dybt konservativt og er på nogle områder – selvom kvinder rent faktisk må køre bil i Iran –i stærk konkurrence til Saudi-Arabiens reaktionære Sharia-monarki.

Hårets stærke betydning har Omid Shams selv erfaret med The Tree of Locks of Hair, hvor lokker af 31 iranske kvinders hår dingler fra grenene. Værket er lavet med hans kone, Parissa Jamali, og er bl.a. årsagen til, at de nu er i Aarhus. Kan ses på Godsbanen i Aarhus.

Et halvt år under jorden
Omid Shams Gakieh er også kommet til Danmark fra Iran. Den iranske forfatter, kunstner og kritiker passer dog ikke helt ind i statistikken. Hans toårige ophold er nemlig iværksat af den internationale organisation ICORN, der hjælper forfulgte forfattere og kunstnere med ’husly’. Shams ankom til Aarhus i april 2014 efter at have skiftet hjem hver uge i Iran og boet mere eller mindre under jorden i et halvt år. Et pres, der har skabt et drive og en følelse af nødvendighed i Shams’ værker. At han nu er i Danmark, har ændret tingene både positivt og negativt, mener han selv.

”Når du er i slagmarken, har du dit eget netværk af kollegaer, og du er i konstant dialog med dem. Du får feedback og opfatter situationen mere præcist. Når du er væk, er det første, der sker, at du mister det netværk. Og pludselig ser dine kollegaer dig i en beskyttet tilstand langt fra slagmarken.

Foto: Omid Shams.
Omid Shams i Eliassons regnbue, Aros.

En outsiders perspektiv
Det positive er, at jeg aldrig har følt, at jeg tilhørte en kultur eller en nation. Det er ikke, fordi jeg ikke holder af Iran, men nu hvor jeg opholder mig i Europa, ser jeg situationer og problemer, der har betydning for mit liv og andre i min nærhed. Jeg er nødt til også at adressere de problemer, der er her i Danmark og Europa. Samtidig ser jeg problemerne i Iran fra en outsiders perspektiv. Og som en outsider ser du ting, der chokerer dig. Du ser forfaldet og kollapset af en nation.”

– Når du ikke er i slagmarken, og når dine seneste udgivelser kun er udgivet uden for Iran, føler du så, at du når ud til det ’rette’ publikum?

”Det er et seriøst problem at nå de mennesker, som man håber at nå. I Iran er der en kreds af intellektuelle: universitetsstuderende, forfattere, kunstnere – den slags mennesker. De er mit primære publikum. Men det har aldrig været min mening at nå dem. Jeg rækker ud efter arbejderklassen og den lavere klasse. Folk, som ikke er i de intellektuelle kredse. Det sker også nu, men i et meget begrænset omfang.

Der er mange forskellige måder at nå de her mennesker på og omgås den iranske censur. Den vigtigste er undergrundshjemmesider og nye undergrundsforlag. Alle har adgang til dem, og de bruger dem mere og mere. Jeg har netop oversat to Beat Generations-bøger og én af William Blake. Jeg har fået at vide, at nogle undergrundsboghandlere har printet dem og sælger dem. Så det er et godt tegn. Men der er stadig lang vej endnu.”

Et narrativ for det forsvundne
– I en forelæsning om Litteratur, Hukommelse og Glemsel taler du om skrivning som en måde ’at huske’ og ’at påminde’. Bruger du dine skriverier til at huske folk på, hvad der foregår i Iran?

”Alt, der handler om at pålægge magt, handler også om at glemme. Når du henretter eller fængsler en person, ønsker du, at denne persons idéer bliver glemt. Det er essensen af at skrive og af litteratur generelt: at skabe et narrativ for det forsvundne. Men mennesker er bange. Når du fortæller personer, at de er ved at forvandle sig til noget følelsesløst eller meningsforladt på grund af den situation, de sidder i, bliver de bange.”

– Er det lige så vigtigt for dig at være kritiker som at være kunstner?

”Begge dele er vigtigt, men kunst er ikke et værktøj for mig, kunst er alting. Det er artiklen ikke. Kunsten adresserer livet, artiklen adresserer mennesker. Uden kunsten ville artiklen ikke eksistere. Ved at skrive modsætter du dig døden, men bevidner samtidig, at du er dødelig.”

Alle religioner er potentielle masseødelæggelsesvåben
– I dit essay om Charlie Hebdo skriver du, at europæiske muslimer skal finde fælles fodfæste uden for islam. Er en samlet stemme af europæiske muslimer mulig – den massive flygtningestrøm fra mange forskellige muslimske lande taget i betragtning?

”Det er ikke umuligt. Når folk er truede på grund af deres religion, har de ikke andet valg end at stå op for sig selv. Europæiske muslimer skal vedkende sig selv som europæere, før de vedkender sig som muslimer. Ligesom du i Danmark er dansker, før du er kristen. De bliver nødt til at finde et alternativt selvbillede – hvis der altså er et. For som jeg ser det, er ingen religion fredelig. Som jeg ser det, er hver eneste religion et potentielt masseødelæggelsesvåben. Både i Samuels bog i Biblen og i Surah Al-Ahzab i Koranen er der tydelige opfordringer til folkedrab.”

Unavngivet

”Begge religioner har prøvet at nedtone disse dele, men passagerne beviser, at kristendom ikke er kærlighedens religion, og islam ikke er fredens. Generelt er der ingen utopiske ideologier, der ikke promoverer vold og brutalitet, så længe naturen i deres dogmatik ikke tolererer modstand, satire eller omvendelse.”

– Hvis europæiske muslimer skal undgå at definere dem selv gennem islam, hvad er vesterlændingens rolle så?

”De første problemer opstår allerede, når vi taler om vestligt og et østligt syn. Og vi bliver også nødt til at separere regeringernes og folkets reaktioner. Desværre ramler de ofte sammen. Ved Charlie Hebdo var alle ude at fordømme angrebet, og det ledte regeringer til at drage fordel af og investere i den solidaritet. At få alt, de kunne, ud af det rent politisk. Og folk lod dem gøre det.

Et andet problem er, at den vestlige reaktion i begge lejre er totalt forkert. Højrefløjen ser alle disse immigranter og flygtninge som farlige og potentielle terrorister. De ser problemet med immigration som et problem, der har at gøre med ekstremisme. På den anden side er der venstrefløjen, eller de såkaldt sentimentale venstreorienterede, der mener, at vi skal forsvare dem. Og hvordan forsvarer vi dem så? På baggrund af deres religion. Men du bør forsvare mennesker, fordi de er mennesker. Vi taler om menneskerettigheder her, ikke religiøse rettigheder. Deres religion er lige meget, men venstrefløjen bliver ved med at retfærdiggøre den.

Usynlig te fra usynlige kopper
Du har også skrevet, at angrebet på Charlie Hebdo var hele verdens katastrofe. Det er nogenlunde den samme pointe, du udleder i et interview på TV (Monitor, ITV), hvor du taler om undertrykkelse i det iranske regime: At vi bliver nødt til at se det som alles problem og ikke bare Irans. På samme måde med flygtningeproblematikken. Kan du forestille dig kunsten som middel til at ændre tankegangen, så vi tænker, at vi alle er en del af den samme verden og de samme problemer?

”Den eneste effektive løsning lige nu ligger i kunsten. Tag fx aktivisme. Medierne har en evne og tilbøjelighed til altid at vise det kedelige billede af aktivisme. At aktivister er bitre og vrede. Kunst plejede at være den mest effektive del af aktivismen i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Lige nu har meget aktivisme desværre glemt, hvilken rolle kunsten kan spille.

Pointen er, at kunsten har mistet dens oprindelige arena; hverdagssfæren. Hvis vi kan befri kunsten fra de steder, hvor den er låst fast (gallerier, teatre etc.) og få den tilbage på gaden, i offentligheden og mere vigtigt; ud i vores sociale interaktioner – så vil vi se, hvordan kunst kan ændre alting til fordel for fx humane formål. Der er ingen tvivl om, at kunst er et sprog, vi kan kommunikere med hinsides kulturelle misforståelser, samtidig med at det hjælper os med at forstå hinanden på et dybere plan.

I 2002-2003 var der stor opstand i studenterbevægelsen i Iran. Regeringen sporede os alle vegne. Det var ikke muligt at skabe nogen form for politisk og social aktivisme inden for universitetets rammer. Så vi begyndte at arrangere kulturelle events og dannede en researchgruppe, der skulle studere aktivisme rundt om i verden. Vi kunne ikke rigtig finde løsninger, og en dag kedede vi os så meget, at vi begyndte at gøre pinlige ting på universitetet. Vi marcherede rundt som et langt tog og sagde fut-fut-lyde.

Illustration: Ida Felicia Noack
Illustration: Ida Felicia Noack

Vi afholdt også et tedukkeselskab. Efter én time havde op mod 70 personer tilsluttet sig os, og så sad vi der og drak usynlig te fra usynlige kopper med et usynligt orkester, der spillede usynlig musik. Og så begyndte der at dukke fantastiske idéer op. Universitetsledelsen vidste ikke, hvad de skulle gøre med os. De sagde: ’Vi ved, I laver noget, og vi finder ud af hvad. Og så bliver I smidt ud.’ Men de kunne ikke gøre noget.

Guerilla-teater
Efter det stødte jeg så på idéen om guerilla-teatrene sat i værk af The Yippies i 60’erne. De gjorde det samme dengang, og det er også muligt at gøre det i dag. Fx var noget af det første, jeg læste om i Aarhus, teaterkollektivet Him, Her and It, som ønsker, at folk skal være en del af deres teater. Det var det samme, vi havde i Iran, hvor vi kaldte det guerilla-teater baseret på taktikker fra guerilla-krigsførelsen.

Den slags kunstnerisk aktivisme har tre positive effekter: Først og fremmest er det ikke kedeligt. For det andet er det symbolsk. Billedet er mediernes eneste sprog, og hvis du vil have mediedækning, handler det om at skabe et fængende billede. Det tredje er, at aktivismen udstiller dens eget ønske om forandringer. Hvis det er kedeligt, så er ændringerne, du skaber, også kedelige. Hvis det er farverigt, så er det, fordi du ønsker en ny dagsorden.”

11068412_10152876169852428_6563116003520262827_n


Kunstneren har brug for frygten
– I interviewet på Monitor siger du, at frygt er essentiel for, at kunst kan ændre folks perspektiv på ting. Der er stor forskel på den frygt, som I udnytter eksempelvis i de her guerilla-happenings, og så den frygt, vi ser tydeligt i mange europæeres reaktion på de store flygtningestrømme. Tror du, at den slags frygt kan bruges som drivkraft for kunsten?

”Bestemt. Frygt udløser kreativiteten. Den skubber kunstneren mod en forestilling om en alternativ verden. Kunstneren har brug for en intens situation for at håndtere kreativiteten. Ellers bliver det bare et simpelt udtryk for følelser.

Det kan være alle former for frygt. For mig har det nok været en udvendig. For den europæiske kunstner er det måske nærmere noget indvendigt. En livstil, der ikke passer dig eller keder dig. Det er måske endda værre at opleve. Frygt er en nødvendighed. Ikke at skabe den, men at finde en måde at omfavne den på.”


Lyt til Omid Shams digt “Sorood” (da. “En sang for fraværet”)
I samarbejde med den iransk-danske oversætter Skekufe Tadayaoni Heiberg udgiver han senere i år en antologi med persisk avantgardelyrik over 60 år.

Artiklen er en del af Netudgavens tema om flygtninge.

More from Noa Kjærsgaard Hansen

Omid Shams: Kunstneren har brug for frygten

I 2014 ankom kunstneren Omid Shams Gakieh til Aarhus efter at have...
Læs mere