Med Brecht på tur i byernes jungle

Byernes Jungle - Odense Teater 2015. Foto: Emilia Therese

Vi befinder os i Chicago i året 1912. Den rige, kinesiske tømmerhandler Shlink træder ind i C. Maynes’ lejebibliotek, hvor den unge, fattige tilflytter fra prærien, George Garga, arbejder. Om Shlink egentlig interesserer sig for bøger vides ikke, for i det øjeblik Garga omtaler en bog som dårlig, forsøger Shlink at få ham til at ændre mening for et klækkeligt beløb, hvilket Garga dog blankt afviser. Hans mening er ikke til salg, og han forbeholder sig retten til at være fri. Gargas idealisme fascinerer Shlinks diabolske købmandsvæsen, og han udfordrer ham til kamp. Selvom Garga ikke forstår Shlinks motiver, tager han alligevel udfordringen op, og de to mænd kæmper indtil både virksomhed og familier er splittet i atomer.

Omtrent sådan kan man opsummere handlingen i den tyske dramatiker Bertolt Brechts (1898-1956) ungdomsværk ”I byernes jungle” (1923), som Odense Teater spiller i en vedkommende, underholdende og velspillet opsætning instrueret af Madeleine Røn Juul. Sproget er vildt og billedrigt. Her er citater fra den franske digter Arthur Rimbauds symboltunge digt ”Le bateau ivre” (1871) og flere filosofiske afstikkere. Som tilskuer bliver man nærmest blæst bagover af de mange ord, tit synes karaktererne at modsige sig selv med handlinger og udsagn: Hvorfor erklærer Gargars søster Marie (Nana Mork) fx Shlink sin kærlighed overbevisende længselsfuldt for i samme øjeblik at kræve betaling? Ved tæppefald spørger man sig selv; hvad var egentlig meningen? Her serveres stof til eftertanke – præcis som Brecht gerne ville have det.

Teater til tiden
De fleste vil nok forbinde Brecht med kommunismen, en dertil hørende harsk kritik af kapitalisternes udbytning af arbejderen og hans brud med den naturalistiske teatertradition, der stilede efter, at publikum skulle glemme de var i teatret og identificere sig med karaktererne på scenen.

Brecht blev født i 1898 og begyndte tidligt at skrive. Som ung flyttede han fra fødebyen Augsburg til München, ville gøre op med tradition og fastgroede mønstre og drømte om at komme til Berlin, hvor kulturlivet var mindre konservativt. Men først i 1924 flyttede han endegyldigt til Berlin, og rejsen nordpå blev afgørende for Brecht. Ikke blot fik han direkte adgang til det det eksperimenterede teatermiljø, han mødte også Karl Korsch, der introducerede ham til Marx’ teorier, samt en række kommunistiske kvinder – skuespillere og oversættere – hvis betydning for Brechts kunstneriske udvikling næppe kan undervurderes.

Eugen Berthold Friedrich Brecht (10. februar 1898 i Augsburg, Bayern – 14. august 1956 i Berlin) var tysk dramatiker, forfatter og systemkritiker. Brecht var Marxist igennem det meste af sit liv.
Eugen Berthold Friedrich Brecht (10. februar 1898 i Augsburg, Bayern – 14. august 1956 i Berlin) var tysk dramatiker, forfatter og systemkritiker. Brecht var Marxist igennem det meste af sit liv.

Ud med følelsesslummeriet
Både som dramatiker og poet tog Brecht afstand fra den klassiske tradition. Det betød dog ikke, at han fandt at fortidens værker var dårlige, men deres tid var forbi: Goethe og Schiller skrev dramatik i én tid, hvor borgerskabet skulle konsolidere sin identitet i forhold til adelen. Nu, i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor arbejderklassen stadig voksede sig større, var der behov for et nyt teater og en ny dramatik. Publikum skulle ikke længere sidde i deres plyssæder, græde med helten og juble med sejrherren, men vækkes fra deres følelsesslummer til at tage kritisk stilling. Der skulle skabes en distance mellem publikum og teaterstykket. Brecht ville med andre ord fremmedgøre publikum fra handlingen og deres normale teatervaner.

Som en del af opførelsen fortalte man derfor publikum, hvad de nu skulle se, og dermed tog Brecht afstand fra det naturalistiske teater, hvor den ene handling resulterer i den næste. Derudover indlagdes sange, og skuespillerne henvendte sig til publikum. Når skuespillerne brød den fjerde væg, var det ikke blot en gimmick, men et middel til et politisk mål. I teatret skulle folk erkende, at der ikke fandtes en uforanderlig skæbne, og at tingenes tilstand ikke er naturgiven. Og den indsigt skulle tilskuerne tage med sig ud af teatersalen og gøre aktivt brug af i det daglige liv.

Brechts aktiverende teater
Denne form for teater, som kaldes episk teater, må ikke forveksles med Brechts lærerstykker (Lehrstücke), som blev skrevet i perioden 1926-33. Hvor det episke teater belyser iboende modsætninger i det borgerlige samfund, tjener lærerstykkerne et andet formål og er formmæssigt langt mere radikale: De er skrevet til et samfund, der har forladt kapitalismen og er på vej til at konsolidere sig som socialistisk. Derfor klæber der også et propagandistisk ry til lærerstykkerne på trods af, at de ikke indeholder en egentlig doktrin. Brechts idé var, at stykkerne skulle uddanne folk til at blive en del af et fællesskab. Her skulle være diskussion om beslutninger – fordele og ulemper skulle vægtes. Derfor var lærerstykkerne, som Brecht forestillede sig dem, også en radikal form for totalteater.

Publikum skulle ikke længere bestå af vilkårlige mennesker i en teatersal, i stedet skulle forskellige grupper, fx skoleklasser og arbejderkor, tage del i udførelsen af stykkerne. Udførelsen skulle være et kollektivt stykke arbejde, hvor skellet mellem producent, produktionsformer og forbruger blev nedbrudt, men stadig med det formål at opøve folks evne til kritisk stillingtagen.

Begivenhedernes gang overhalede dog så at sige Brechts projekt indenom. I 1933 blev Hitler valgt som rigskansler; resten er historie, som man siger. Brecht måtte flygte, et socialistisk samfund var ikke længere nært forestående, og han vendte derfor tilbage til det episke teater og det opgør med det borgerlige samfund, som vi også finder ”I byernes jungle”. Fra sit eksil i Danmark, Finland og USA skrev han flere af de værker, som i dag er blandt hans mest elskede: ”Mutter Courage og hendes børn”, ”Det gode menneske fra Sezuan”, ”Den kaukasiske kridtcirkel” og ”Puntila og hans knægt Matti” – sidstnævnte får premiere på Det Kongelige Teater til november, instrueret af Steffan Valdemar Holm.

Friheden og den tabte autenticitet
Selv om ”I byernes jungle” er skrevet før Brecht mødte Marx, og før han for alvor begyndte at teoretisere over sit værk og teatrets funktion, betyder det ikke, at stykket ikke indeholder klassiske Brecht’ske træk. I første replik henstilles der således til, at tilskuerne ikke bryder deres hoveder med motiverne, men i stedet forholder sig distancerede og reflekterende og betragter striden som en boksekamp. Ingen vil stoppe en boksekamp og spørge bokseren, hvorfor han slås. Derfor skal vi heller ikke spørge Garga og Shlink, men i stedet dømme dem på selve kampen, på slagene, de uforudsete finter og udfaldet.

Da Brecht skrev stykket, var han dybt fascineret af Amerika. På den ene side var det ikke hjemsøgt af traditioner, det var mulighedernes land, på den anden side var det stedet for rendyrket kapitalisme med byer som Chicago, der havde ry for at være de økonomiske lykkeridderes højborg. Konkurrencen var hård, her var fattigdom for de mange og rigdom for de få. Også den unge Brecht kaster et kritisk blik på samfundet, men i stedet for en marxistisk analyse og social uretfærdighed, er det borgerskabets økonomiske model og idéen om den individuelle frihed, der hudflettes.

På Odense Teater spiller ”I byernes jungle” på anneksscenen, Sukkerkogeriet, og her ses referencerne til kapitalismens konkurrenceelement i Sigi Olí Pálmasons scenografi. Gulvet er malet som en klassisk gymnastiksal – her skal kampen stå – og ellers kan alt – fra tømmerhandlens træ til de prostituerede på det kinesiske hotel og lejebibliotekets bøger – erhverves for penge.

I byernes jungle, Odense Teater 2015. Foto Emilia Therese.
“I byernes jungle”, Odense Teater 2015. Foto Emilia Therese.

Forskellen mellem en reel boksekamp og Garga og Shlinks strid er dog, at her ikke blot tales med de bare næver, men også med ord. Derfor aftegner der sig også en række motiver, som kampen skrider frem, men de er ikke forankret i psykologien, men i de værdier, som karaktererne personificerer.

Kristian Halkens Shlink er den kolde, kyniske og strategiske forretningsmand. I hans verden er alt til salg. Alligevel synes der at være en rest af, måske bare en svag erindring om noget følelsesmæssigt, for hvorfor beder han ellers om medlidenhed? Det er, som øjner han i mødet med Garga muligheden for at opnå en relation, der er autentisk, uforfalsket og upåvirket af udsigten til profit. Han udfordrer Garga for kampens skyld, men i en verden hvor alle stræber efter økonomisk frihed, en frihed som Shlink i øvrigt har opnået, er isolationen konsekvensen: Verdens uendelige ensomhed gør selv fjendskab til et uopnåeligt mål, konstaterer Shlink på et tidspunkt.

Overfor Halkens beregnende Shlink står Patrick Baurichters George Garga – den unge idealist. Baurichters ord falder ikke med Halkens langsomme eftertænksomhed, men hurtigt og impulsivt med ungdommens energi og umiddelbarhed. Garga forbeholder sig retten til at være fri, selvom det betyder fattigdom. Han begriber ikke, hvorfor Shlink udfordrer ham og i tillæg forærer ham sin tømmerhandel. Men præget af omgivelsernes konkurrencementalitet vælger han at acceptere kampen. Herefter veksler Garga i Baurichters gestaltning mellem lige dele vanvid, eufori og desperationsfuldskab. Han lærer intet, som tiden går. Om den kamp, der ødelægger hans familie, siger han, ”det var de bedste tider”. Anskuet som kamp, gik det godt, men som tilskuer ser man, hvad Garga ikke gør; at friheden, som det lyder i en gammel country sang, blot er ” another word for nothing left to lose”.

I byernes Jungle, Odense Teater 2015. Foto: Emilia Therese.
“I byernes jungle”, Odense Teater 2015. Foto Emilia Therese.

Er det forkert, at lede efter motiver, når Brecht udtrykkeligt beder os om at glemme dem? Det mener jeg ikke. Faktisk mener jeg, at det er helt nødvendigt at prøve at forstå, hvad der driver karaktererne. Hvordan skal vi ellers kunne vurdere, om et slag er velplaceret, hvis ikke vi har noget begreb om modstandernes svage punkter? Brecht ville anspore til kritisk tænkning, og det kan unægtelig ikke betyde andet, end at tilskuerne skal forsøge at overkomme Gargas forvirring og forstå, hvad han ikke forstår. Vi skal se, hvordan både han og Shlink er formet af og ofre for det borgerlige, kapitalistiske samfunds dynamikker.

Livslyst på trods
Når man skriver, opsætter eller taler om Brecht i dag, presser spørgsmålet om relevans sig uundgåeligt på. Ikke blot på grund af det 20. århundredes erfaringer med de kommunistiske regimer og planøkonomisk fattigdom, men også fordi Brecht selv ustandseligt fremhæver, at kunsten bør være nyttig, og gamle værker kun bør opsættes, hvis de kan lære folk noget om livsvilkårene her og nu.

I en tid hvor der ikke længere er noget åbenlyst alternativ til kapitalismen, hvor der ustandseligt tales om konkurrencestat og individets frihed til selvrealisering, er det om noget relevant og aktuelt at give disse opfattelser et serviceeftersyn og vise deres bagside. At det så tilmed sker på energisk og under-holdende vis, kan undertegnede kun bifalde.

Brechts Chicago burde måske være hjemsøgt af desperation og håbløshed. Det er et hårdt miljø. Her er ikke plads til medmenneskelighed, og når kærligheden indfinder sig, gælder det om også at slå en mønt af den. Desillusioneret, ja, men i Brechts verden og på Odense Teater ledsages desillusionen af en god portion livslyst, vildskab og stolthed. Man lever på trods, livet er kort, og ingen fordømmes, når de sælger sig selv for et par drinks, lidt luksus og fest i gaden. Hvis noget fordømmes, er det de omstændigheder, der gør menneskene til dem, de er. En vedkommende og nødvendig indsigt i en tid hvor den gængse opfattelse er, at fiasko og manglende succes kun kan være selvforskyldt. Men nogle gange er det mere kompliceret end som så. Nogle gange spiller andre faktorer ind. Det minder Brecht os om. Derfor er han vigtig, og derfor skal man tage til Odense og se teater.

”I byernes jungle” spiller på Odense Teater til og med 26. september. Hvis man har mod på mere Brecht spiller ”Puntila” i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater 26. november 2015 – 27. februar 2016.

More from Christine Strandmose Toft

Det interessante kan ikke planlægges

”The Strike of No Thought” er første del i Mute Comps trilogi,...
Læs mere