Spor af bådflygtninge

Hvordan lyder en strand fuld af forladte flygtningebåde? Ellen Wiborg har mødt lydkunstneren Ingeborg Okkels til en samtale om hendes og fotografen Søren Zeuths rejse til Sicilien i forbindelse med deres kunstprojekt ”Spor af bådflygtninge”. Lyt til den smukke og foruroligende lyddokumentation, mens du læser om hendes oplevelser og tanker fra det flygtningeramte Sicilien.

Lyt, mens du læser

 

Over 800 km rundt på Sicilien

Unavngivet
Ingeborg Okkels og Søren Zeuths rejse begyndte i Palermo på Sicilien, fordi de fleste bådflygtninge er på sydkysten. I en lejet bil kørte de tværs over Sicilien med start i Catania og slut på Sydsicilien. I Catania Havn fik de lov til at fotografere vragene af to store både, som havde fragtet flere hundrede bådflygtninge den farlige vej over Middelhavet. Videre sydpå gjorde de stop på sydøstsiden af Sicilien i den lille by Porto Palo, hvor de lyd- og billeddokumenterede en skibskirkegård. Turen endte uden for middelalderbyen Mineo, hvor der ligger en flygtningelejr.

Hvad handler jeres kunstprojekt om?
”Det var fotograf Søren Zeuths ide at gøre folk interesserede i bådflygtninge-problematikken ved at tage nogle smukke, æstetiske billeder af noget meget uhyggeligt. Projektet hedder ”Spor af bådflygtninge”.

Det handler om at kunne identificere sig med disse mennesker, og det kan man måske bedre ved at tage billeder af en sko eller en redningsvest, som man kender fra sit eget liv og kan sætte sig selv eller sine børn i, end billeder af flygtninge, som ikke umiddelbart ligner os. I disse fotografier af spor ligger der også nogle grundlæggende spørgsmål, for hvad tager man med sig, hvis man skal flygte over Middelhavet? Nogle har oppustelige baderinge med, som man kender dem fra svømmehallen. Andre en hårbørste, cigaretter, solbriller. Ting, vi kender fra os selv, og der kan identifikationen ligge.

Skibet uden navn, der har haft ca. 200 bådflygtninge om bord. Catania, Sicilien. Foto: Søren Zeuth

Ideen med lyddokumentationen fra stranden i Porto Palo er, at man skal tænke, at optagelsen er lavet på en ferie ved kysten eller ved fx Øresund. Den er også optaget på vores ferie eller rejse, eller hvad man skal kalde det, men her er der også bådflygtninge, der er skyllet op, og det sætter en helt særlig uhyggelig stemning om noget umiddelbart meget smukt.”

Hvordan har oplevelsen været?
”Da jeg blev spurgt, om jeg ville med, turde jeg først ikke, men jeg synes, det var et vigtigt projekt. Rejsen viste sig at være en af de mest uhyggelige rejser, jeg har foretaget. Når du står ved en båd dernede på stranden, som har fragtet flygtninge over, er der ingen distance som hjemme foran tv-skærmen.

Man bliver hele tiden konfronteret med sin egen tilstedeværelse og meningen med projektet. Vi måtte hele tiden kontekstualisere det og fortælle, at det var for at skabe opmærksomhed om bådflygtningesituationen. Men om bådflygtningene og de lokale egentlig var interesserede i, at historierne kom ud, var vi i tvivl om.

For hvad kan man give igen for deres lidelseshistorie? Projektet skulle jo helst ikke ende som zoologisk have.

Det, der gjorde stærkest indtryk, var, at vi opdagede, at det er helt almindelige mennesker som du og jeg, der flygter fra krig og sult. Fra krigshærgede Vest- og Østafrika over Sahara på en lastbil surret sammen, hvor nogle måske dør undervejs af sult og tørst. De, der klarer sig op til Nordafrika, risikerer at blive groft udnyttet, for udsejlingslandet Libyen er et ingenmandsland efter Gaddafis fald.

Flygtningene lokkes til Europa med billeder af luksusbåde. Men efter et par kilometer ude på havet bliver de flyttet over i små, primitive både og må klare sig selv. Hvis bådene kæntrer, skyldes det som regel, at de er spækket til randen med mennesker, og hvis panikken breder sig, tipper båden. Eller at alle forsøger at komme først op i kystvagtens redningsbåd, så båden kæntrer. Redningsbåden sejler i pendulfart, men kan ikke tage alle med samtidig.

Vi så billeder på italiensk tv af uniformerede kystvagter i visir og beskyttelsesdragt, som kom bådflygtningene til undsætning i redningsbåde. De lignede guerillasoldater eller rumvæsner. Tænk at blive samlet op af sådan nogle.

Hvad gøres der for at afhjælpe situationen?
“Uden for EU eksisterer der stadig et nordisk samarbejde med kystvagtbåde stillet til rådighed, som patruljerer her i området for netop at samle bådflygtninge op. Den sicilianske kystvagt har for få ressourcer til det. Vi mødte blandt andet en desillusioneret islandsk kystvagt på et skib, som så frem til sin ferie om 14 dage. Ifølge ham var nogle af bådene fyldt med op til 200 mennesker fra lande som Eritrea, Syrien og Guinea Bissau. Han havde flere gange været med til at fiske døde flygtninge op fra forliste skibe. Nu skulle han hjem.

I Catania Havn fortalte de, at nogle af de større både bliver slæbt ind i havnen, men at langt de fleste både bliver bordet ude på åbent hav. Der er simpelthen ikke plads til at have dem på land, så de sænkes ude i Middelhavet, og det er jo også en stor miljømæssig belastning. Bådene har ingen navne, for de males over, så bådejeren ikke kan blive retsforfulgt af skibstilsynet. I en af de både, vi så her, var lastrummet fyldt med affald fra overfarten, som tager cirka tre-fire dage. Flygtningene medbringer selv tørmad, vandflasker, redningsveste, hårbørster eller andet, de har plads til at tage med.

Foto: Søren Zeuth

De flygtninge, der når frem til Siciliens kyst, har været på en meget strabadserende tur. Og kan se frem til halve til hele år i en camp i venten på et visum, som de kun kan få, hvis de er politiske flygtninge.

Hvordan var det at være på skibskirkegården i Porto Palo?
”På skibskirkegården lå der 20-25 skibe oppe på land med mange slags spor fra bådflygtningene. Området var åbent for besøgende, og vi var jo ikke de eneste ‘gribbe’, der var ude efter en historie. Vi mødte en hollandsk delegation, som havde lavet en aftale om at tage en af bådene med på en festival for at gøre opmærksom på bådflygtningesituationen. Et event, som havde en iboende ambivalens: For var det i bund og grund et pr-stunt? Hvad hjalp det? Og hvordan hjalp vi selv?

Undervejs oplevede vi, at der blev stillet kritiske spørgsmål ‘tilbage’ til os om vores projekt. For hvad var meningen med projektet? Kunne vi ikke bare hjælpe i stedet for at tage billeder og optage lyd? Og så var der en vis træthed at spore.

Det var blevet en trend med skandinaviske fotografer på skibskirkegården.

Det mest absurde er, at vi jo oplevede noget virkelig tragisk på skibskirkegården. Og så bagefter skulle vi finde et sted at sove. Vi fandt et lille, hyggeligt hotel med venlige mennesker. Kontrasten mellem at være turist på et hotel og få kilometer derfra at have set død og ødelæggelse var svær at rumme. Man bliver konfronteret med sin egen dødelighed og angst for at skulle drukne eller dø af tørst, og så tager man på et lille hotel og hygger sig.”

Hvordan var mødet med bådflygtningene?
”I Porto Palo spurgte vi efter adressen til opsamlingscampen Mineo Refugee Camp. Ingen af de lokale vidste umiddelbart, hvor der lå sådan en. Efter flere forgæves opslag på nettet med hjælp fra en yngre lokal kvinde fandt vi en side på Facebook, men ingen adresse. Det viste sig at være en Facebook-side for flygtningene selv, så de kunne holde kontakten, efter de var sendt videre – enten hjem eller videre op igennem Europa. Adressen på campen holdes hemmelig for ikke at have for mange journalister rendende. Flygtningene er for traumatiserede og skal have fred.

10 kilometer væk fra campen ligger middelalderbyen Mineo på toppen af et bjerg. Flygtningene kan få udgangspas fra campen, og de, som har penge, kan komme rundt på Sicilien. Vi mødte derfor nogle af dem i byen Mineo. En enkelt fik allernådigst lov til at drikke kaffe på en af byens cafeer. På vej til Mineo så vi nogle kvinder, som stod under en parasol. Det gik op for os, at kvinderne solgte deres krop for at få penge til livet i og uden for campen. Hvor nedværdigende. Sikke et liv.

Når man når så langt som til at flygte, så flygter man jo FRA noget – krig, sult, hungersnød, fattigdom. Det ligger jo i ordet ”at flygte”. Man flygter sjældent TIL noget.

Uden for campen mødte vi to unge fyre på 20 år fra Guinea Bissau, som var fulde af energi og håb. De var taget til Libyen for at arbejde og tjene penge, men forholdene var så elendige, at de var taget videre. I tre måneder havde de været i Mineo-campen med håbet om en bedre fremtid stadig intakt. Kontrasten til det var en 22-årig mand, som sad i skyggen, fuldstændig udslidt og opgivende. Han havde ventet i et år og tre måneder på visum, men han fik aldrig svar tilbage, hver gang han sendte sin ansøgning. Hans far var i en flygtningelejr i Afrika og moren formentlig død. Han lignede en meget ældre mand.

Vi mødte også en taxichauffør, som havde rangeret ret højt under Gaddafi. Han havde fået visum, fordi han jo var politisk flygtning. Han kunne ikke få arbejde, men han havde en bil, så han tjente lidt penge på at køre flygtninge til togstationen. Sådan kan man klare sig.

Han talte meget varmt om Gaddafi og alle de gode ting, han havde gjort for Libyen. For ham var Afrika det smukkeste sted i verden. Trods borgerkrig i nogle lande var Afrika grundlæggende et godt kontinent at bo på.

Og så fik han nuanceret grunden til, at flygtningene flygter: Nogle flygter på grund af krig, andre igen for at søge arbejde pga. arbejdsløshed eller simpelt hen af nysgerrighed. Jo mere vi dykkede ned i problematikken, jo mere komplekst viste det sig at være.”

Hvilke tanker gjorde du dig hjemme i Danmark igen?
Da jeg kom hjem, blev jeg simpelthen fysisk syg. Jeg blev nedtrykt, for jeg havde så svært ved at forene denne her frygtelige oplevelse med, at der samtidig var så smukt og hyggeligt i de byer, og at hverdagen bare gik videre.

Vores rejse løftede jo kun en flig af hele problematikken med bådflygtninge. Ud over magtesløsheden over ikke at kunne hjælpe dem konkret var noget af det sværeste også at skulle hjem igen. Det at vi bare kunne boarde flyet med vores rødbedefarvede pas og smutte hjem. Det føltes kujonagtigt at have interviewet flygtninge om deres lidelseshistorier og så rejse hjem til Danmark og arrangere en udstilling, som gør opmærksom på problemet, og måske endda tjene lidt på det. Det var jo vores mål med projektet. Det er jo absurd.

Børnesvømmevest på flygtningeskibet uden navn. Catania, Sicilien. Foto: Søren Zeuth

Nogle af de dokumentariske billeder, vi tog, er publiceret i fagbladet 3F. De kunstneriske billeder skal bruges i forbindelse med en udstilling. Det er nu, at problematikken er aktuel. Bagefter fandt vi ud af, at vi mangler fotos af mennesker. Det er ikke nok kun med spor. Der skal også ansigter på dem, for vi synes, vi skylder dem, at de er med som personer, når de fortæller os deres livshistorie. Det skal være værdigt. Men så ramte virkeligheden også, for mange ville ikke fotograferes.”

Har I planer om en ny rejse?
”Vi overvejer at tage til Lampedusa endnu tættere på Libyen og forsøge at fotografere nogle flygtninge, som har taget turen over Middelhavet. Havet kaldes Den Blå Ørken, for det er det sted, man dør. Flygtningenes svære liv foregår lige her i udkanten af Europa. Flygtningene skyller op på en superlækker turiststrand. Hvor sandet bliver revet. Det passer bare ikke sammen. Vi føler, at vi kommer hjem med bare ét sandkorn af en virkelighed, som er meget større og dybere, end vi overhovedet anede.”

Om Ingeborg Okkels og Søren Zeuth

Profil

Ingeborg Okkels er cand.mag. og ph.d. fra musikvidenskab og har siden 2013 haft sit eget firma, Lydværk, hvor hun arbejder med, hvordan lyd påvirker vores hverdag og sociale adfærd, og hvordan vi kan arbejde kreativt med vores lyttevaner, særligt gennem workshops til børn og unge. Turen til Sicilien med Søren Zeuth er den første af sin slags for Ingeborg Okkels.

Søren Zeuth er uddannet fagfotograf og har arbejdet som selvstændig siden 1984. Han fotograferer for en lang række magasiner og organisationer, hvilket har ført ham verden rundt, bl.a. til Nepal, Rusland og Afghanistan og til Sicilien med Ingeborg Okkels. Læs mere her: zeuth.dk

ARTIKLEN ER EN DEL AF NETUDGAVENS TEMA OM FLYGTNINGE.

Skrevet af
More from Ellen Wiborg

Spor af bådflygtninge

Hvordan lyder en strand fuld af forladte flygtningebåde? Ellen Wiborg har mødt...
Læs mere