Under den samme himmel?

Solen er ved at gå ned, og det blå lys lægger sig over København. Jeg er på vej igennem byen langs Sortedamssøen, hvor de umodne kastanjer er på vej ned fra træerne. Man vejrer efterår. I det tiltagende tusmørke ser jeg en mørk skikkelse komme slingrende imod mig. Den tohjulede ‘brandert’ kommer nærmere, og jeg skifter bane for ikke at ende i hækken. Da han passerer mig, ser jeg, at cyklen er læsset med fyldte poser. Han er kulsort. Som en blind passager passerer han usikkert forbi på sin tohjulede lastbil, tynget af vægten med det, der sandsynligvis er dagens indtjening. Den dag ser jeg ham. På andre dage har han været usynlig.

Meget mere end et vidne
Ditte Haarløv Johnsen er fotograf og instruktør. Barn af danske forældre og opvokset i Mozambique, hvor hendes mor og far i en periode arbejdede som udviklingsarbejdere. Hendes opvækst minder om Ejersbo, opdager hun, da hun som teenager læser hans værk. Splittelsen og outsidertilværelsen kan hun genkende, og det med at føle sig hjemme flere og samtidig ingen steder. Evnen til at høre til for lidt efter at fjerne sig.

Hun bor nu i København, hvor hun har taget sin uddannelse på Den Danske Filmskole. Hendes karriere tæller dokumentarfilm om mennesker på kanten, sårbare, udsatte og samtidig stærke og smukke. Hun laver ikke film om ofre men skildrer skæbner. Hendes nøgternhed er markant – som registrantens – selvom Haarløv ofte ender med at være meget mere end det.

Hendes processer er voldsomme, intense og grænseoverskridende – hun har boet sammen med – været kærester med og får stadig besøg af de mennesker som befolker hendes film. Hjemløse, flygtninge og prostituerede. Måske er det netop den ekstreme nærhed, der giver hende muligheden for at skabe afstanden i sit kunstneriske udtryk, og årsagen til at poesien blomstrer midt i al brutaliteten. Fordi hun tager det hele helt ind, før hun leverer det filtreret tilbage på lærredet. Evnen til at høre til, for lidt efter at fjerne sig.

Haarløv laver, som hun fortæller, ikke film for at presse et budskab ned i halsen på folk. ”Det er for at dele min bevægelse. Jeg bliver megarørt over livet, over at det er så hårdt og brutalt. Så det er nogle voldsomme følelser jeg gerne vil kommunikere videre, bearbejde ud af mig og hive ind i verden – med håbet om at de lander et sted.”

Under den samme himmel
Flere skæbnefortællinger krydser hinanden i Haarløvs seneste dokumentar fra 2013 ”Days of Hope” oversat til ”Under den samme himmel”. Kunstneren fra Mali som er nået til Mauretanien og befinder sig i et limbo, mens han overvejer enten at sætte kurs mod Europa over Middelhavet eller blive hængende halvvejs. Gruppen af afrikanske mænd i Syracusa der venter på papirer bag asylcentrets gittermure. Mor og datter fra Nigeria i Københavns redlight district, der har fundet en fælles vej til pengene under de kulørte lamper. Alle er de nået frem men langt fra i mål.

Ukuelige mennesker. Udvandret fra deres lande for at tjene penge, der kan forsyne familien derhjemme. Det er ikke historien om asylansøgeren, der flygter fra krige og håber på opholdstilladelse, familiesammenføring og statsborgerskab i et stabilt land på afstand af bomber, politisk forfølgelse eller religiøs fanatisme. ”Under den samme himmel” skildrer migranter med en simpel drøm om at kunne give sine børn ”noget som er bare en smule bedre end det lorteliv man selv har haft”, som Haarløv formulerer det.

Ditte Haarløv Johnsens film tæller blandt andet: ’Hjemløs’ (2010), ’One Day’ (2007), ’Painting My Secret’ (2006), ’Sisters’ (2003). Priser: ’One Day’ blev kåret som Danmarks bedste korte dokumentarfilm i 2007 og har vundet lignende priser samt opnået særlig omtale ved filmfestivaler rundt om i verden.
Ditte Haarløv Johnsens film tæller blandt andet: ’Hjemløs’ (2010), ’One Day’ (2007), ’Painting My Secret’ (2006), ’Sisters’ (2003). ’One Day’ blev kåret som Danmarks bedste korte dokumentarfilm i 2007 og har vundet lignende priser samt opnået særlig omtale ved filmfestivaler rundt om i verden.

Men Europa er for de indviede, og drømme brister. Derfor var det også svært for Haarløv at finde mænd, der ville medvirke i den del af hendes dokumentar, som udspiller sig i København. For hvem vil afsløre illusionen? ”De unge afrikanere drømmer om at blive noget stort – og så kan de jo ikke blive set ligge dér i parken (Folkets Park i København, red.) Det er skamfuldt at være mand og ikke kunne forsørge familien. Og den afrikanske kultur driver dem ud for at sende penge hjem”, fortæller Haarløv.

Værdigheden er oftest den der forsvinder først. Som afrikansk migrant havner man nederst i hierarkiet, og mange går på kompromis med deres drømme, når det viser sig, at de er uden for rækkevidde. Man sælger stoffer, sin krop – og et stykke af sin sjæl. Man bliver usynlig – som flaskesamleren var for mig.

EU sponsorerede kyllinger skaber bådflygtninge
”Nu er det jo migranter jeg har beskæftiget mig med i min film. Det vi ser lige nu er jo flugt for livet – fra krig. Det med at emigrere er ligesom også for livet – men måske en langsommere død, der tvinger dem afsted”, siger Haarløv.

Hvis migranterne blot er flygtninge i slow motion, er vi måske i stand til at forebygge katastrofen. Og spørgsmålet er om vi er forpligtede, selv om vi ikke er direkte involverede, som når vi intervenerer og bomber i Nordafrika og Mellemøsten. Og om vi er ansvarlige, når vi selv er medskabere af de omstændigheder, der avler fattigdom og deraf fattigdomsflygtninge eller migranter? Haarløv er ikke i tvivl.

”Selv om man taler meget om den voksende middelklasse (i Afrika Red.), så bliver forskellen mellem rig og fattig større. Og en stor del af den fattigdom er direkte forbundet med vores velstand”, siger Harløv og fortsætter. ”Det er jo fordi der er noget, der er grundlæggende uretfærdigt i den verden vi lever i, og det er svært at løse, hvis man ikke løser uligheden. Derfor er jeg tilbøjelig til at sige – jamen så åbn da de grænser. Ellers kan vi jo aldrig komme den ulighed til livs.”

Mens uligheden vokser, og vi i den rige del af verden er med til at øge den fremfor at udligne den, udebliver de langsigtede politiske løsninger. Selv om de findes og kunne implementeres i morgen. Mens vi diskuterer hvilken procentdel af BNP vi skal give i udviklingsbistand, er der meget få politikere, der begiver sig ud i at diskutere, hvordan vi forhindrer folkevandringerne, til fordel for hvordan vi holder dem ude, når de først er begyndt at vandre.

Som vores egen oberst Lars R. Møller har udtrykt det i kronikken; “Vi er alle i samme båd” i Berlingske Tidende 5. september: ”Kyllingeproduktionen i Ghana er umuliggjort af EU-sponserede kyllinger, og det forekommer ærlig talt tåbeligt. Det bør høre op, også selvom det går ud over europæiske landmænd. Vi kan ikke fratage mennesker muligheden for at kunne forsørge sig selv og derefter nægte at hjælpe dem.”

Mure har aldrig løst problemer
Man kan bygge ligeså mange mure man vil – det hverken løser problemet eller holder flygtningene væk, som tidligere UHNCR ansat og FN Generalsekretær, Søren Jessen-Petersen har sagt i Information d. 7. september. Og betragter man antallet af folk, der ligger på bunden af Middelhavet – så er det stærke kræfter og ikke altid fornuften der råder, når mennesker drives af håb. ”Mennesket har altid bevæget sig, og man kan ikke forhindre folk i at ønske sig et bedre liv”, siger Haarløv.

Du kan se Ditte Haarløv Johnsens dokumentar ”Under den samme himmel” på DR eller Filmcentralen. Den bringer ikke løsninger – men den kan bringe én tættere på en forståelse af migranternes virkelighed og skabe en bevidsthed om alle de usynlige mennesker, der lever i vores samfund og rager rundt nede på bunden, hvor de er til at overse. Indtil videre. For antallet af klimaflygtninge vokser med eksplosiv hast, krigene er ikke blevet færre, og toldmure og effektive lobbyister forhindre fortsat løsninger, der kan øge muligheden for, at de fattigste lande selv kan eksportere deres varer og fundere sig økonomisk. Symptombehandling er som at tisse i bukserne. Vi har i den vestlige verden redskaberne til at løse problemerne, vi mangler den politiske vilje. Imens har vi kunstnere som Ditte Haarløv Johnsen til at fortælle os historier, vi kan handle på.

Artiklen er en del af netudgavens tema om flygtninge.

More from Annette Max Hansen

Den glemte mand i det glemte land – Burundi

4. del i Afrikaserien Mzungu Landet er et af verdens fattigste og,...
Læs mere