Kan man slanke den offentlige sektor ihjel?

”Stramme rammer – klare prioriteringer” sådan lyder overskriften på regeringens forslag til finanslov for 2016. Udspillet er i klar tråd med Venstres ønske om en mindre offentlig sektor, og med samlede besparelser på 6,7 milliarder og en strategi om, at enhver opprioritering skal medføre tilsvarende nedskæringer andre steder, må man sige, at den baner vejen for en offentlig sektor på skrump. Det er derfor heller ikke med dette års finanslov, at det offentlige får et pusterum fra mange års benhård slankekur.

”Regeringen ønsker, at hele den offentlige sektor skal bidrage til at frigøre ressourcer via effektiviseringer, fx gennem digitalisering, ændrede arbejdsgange og udnyttelse af stordriftsfordele” . Sådan beskrives tilgangen i finanslovsforslaget. Og kuren der skal føre til, ”at vi bruger de offentlige midler, hvor de gør størst gavn” er derfor en gammel kending.

Siden 80’erne er effektiviseringer blevet italesat som værende vejen til den gode offentlige sektor , og effektiviseringsbølgen har rullet derudad siden. Endda i en sådan grad, at Kommunernes Landsforening (KL) tidligere på året proklamerede, at ”effektiviseringer er blevet en del af kommunernes DNA” . Med andre ord er regeringens kur velkendt stof.

Traditionelt sker effektiviseringer ofte ved at man indfører nye IT-systemer, lukker enheder eller forsøger at optimere processer. Men den seneste tid lader afskaffelsen af dokumentationskrav til at være den nye dreng i (effektiviserings-)klassen. Vi må derfor spørge os selv: Vil dette blot være nyeste bud på en moderne slankekur af det offentlige? Og hvis ja, hvad kan vi så egentlig vinde ved det?

Årlige rutiner i det offentlige
Årlige besparelser er efterhånden et grundvilkår, som få stiller spørgsmålstegn ved, og som alle offentlige institutioner må finde løsninger på år efter år. Det er derfor ikke overraskende, at KL opfatter arbejdet med effektiviseringer som en naturlig del af dét at drive en kommune.

I praksis sker det ofte ved, at politikerne fastsætter et mål for, hvor meget der skal spares. Ofte ud fra devisen om, at ”vi skal have mere for pengene”. Efterfølgende er det embedsmændenes opgave at komme med forslag til, hvordan det kan føres ud i livet.

I praksis har effektiviseringsbølgen skabt faste årlige processer, som tvinger det offentlige til jævnligt at forholde sig til sin egen effektivitet. Fordelen er, at det bliver rutine at forholde sig til, hvordan det offentliges opgaver kan udføres bedre og smartere. Og årlige effektiviseringsrunder skaber derfor et slags ”udviklingspres” helt i tråd med regeringens ønske om at ”forandre for at forbedre”. I sidste ende til gavn for borgerne.

Forklædte nedskæringer
Det sker dog også, at man med de gode idéer ikke når de besparelser man har fået besked på. At afvige fra det dikterede, er dog ikke et alternativ. Derfor arbejder man også med effektiviseringsforslag, som man er usikker på holder stik. Andre gange beslutter man sig simpelthen bare for at gennemføre regulære nedskæringer. Uden hverken at forandre eller forbedre. Men det bliver ved med at hedde sig, at det er en effektivisering.

”De (politikerne, red.) kan spare 20 ud af 120 sengepladser væk for så at blive forargede over, at hospitalsafdelingen ikke kan presse 120 patienter ned i de tilbageværende 100 senge”. Sådan beskriver en læge i en kronik i Jyllands-Posten, hvordan krav om millionbesparelser bliver efterfulgt af urealistiske forventninger om, at det ikke vil gå ud over kvaliteten. Tværtimod ligger der i ”forandre og forbedre”-logikken en forventning om, at effektiviseringer hæver kvalitetsniveauet, eller som minimum bibeholder status quo.

For dele af det offentlige har et utrætteligt fokus på økonomiske slankekure dog efterhånden varet så længe, at konsekvenserne er til at tage og føle på.

Lægens beskrivelse er blot ét eksempel fra sygehusvæsenet, hvor personalet i årevis har råbt op. Samtidig ramte endnu en sag fra Sundhedsstyrelsen avisernes forsider i denne uge, fordi styrelsens tilsyn har fejlet til fare for patienterne. Sagen lægger sig slipsstrømmen på flere tilsvarende sager i psykiatrien det seneste år , og fagfolkene er ikke i tvivl. Der bliver entydigt peget på, at der er fjernet så mange ressourcer fra tilsynsområdet, at kvaliteten ikke længere hænger sammen med, hvad vi som borgere kan forvente.

Skandalesager i SKAT om milliardbedrageri og IT fiasko er i disse dage også skræmmende konkrete eksempler på, at effektiviseringerne er gået for vidt. For SKAT har gennemgået en af de største statslige spareøvelser i nyere tid, hvor antallet af medarbejdere er tæt på halveret, til de nuværende ca. 6000 ansatte, i løbet af et årti. Og politikerne medgiver nu selv, at SKAT er blevet mere eller mindre udsultet igennem de sidste 10 år . En voldsom tiltro til effektiviseringer koster derfor nu rigtig dyrt.

Spørgsmålet er, om vi kan blive ved med at effektivisere uden at slanke det offentlige ihjel? Og hvad betyder det, at afskaffelsen af dokumentation nu er det nye dyr i åbenbaringen, som åbner et helt nyt område, hvor effektiviseringsbølgen kan rulles ud?

Mere af det samme
”I min kommune skal vi nu til at teste igen. Ifølge dagtilbudsloven står der, at det er de børn, som har særlige behov (red. der skal testes). Men vi skal gøre det med alle børn. Dette giver på ingen måde mening”. Sådan beskriver en pædagog sit arbejde med dokumentation i en undersøgelse lavet af tænketanken Cevea.

Dette er blot ét eksempel på, at faggrupper peger på, at den mængde de skal dokumentere og sagsbehandle i det daglige, efterhånden er overvældende. Det tager tid fra borgerne og bliver sjældent brugt. Den sunde fornuft er tilsyneladende røget af fløjten, og politikernes detailstyring rækker helt ud i de konkrete lægekonsultationer, møder i jobcentrene og på landets institutioner. Det er her, at man nu ser et betydeligt potentiale for at slanke det offentlige.

I undersøgelsen ”Mindre dokumentationsspild = mere velfærd” når tænketanken Cevea frem til, at 15 minutters mindre dokumentation om dagen for alle offentlige ansatte potentielt kan frigøre 7,3 mia. kr. . Og i den generelle debat genbruges retorikken fra effektiviseringsdagsordenen, på en måde der skaber et misvisende billede af, hvor mange ressourcer man kan frigøre. For hvis læger, jobkonsulenter og pædagoger ikke længere skal dokumentere, så kan de ressourcer jo anvendes på noget andet?

Ceveas undersøgelse er dog med til at fremhæve et vigtigt potentiale, der kan ligge i, at man årligt ser på, hvor meget der dokumenteres, og hvor stor en del af denne dokumentation, der rent faktisk bliver anvendt. Med et årligt ”servicetjek” ville man kunne få vendt udviklingen, hvor der dokumenteres mere og mere til ingen verdens nytte. Det afgørende er, at måden at gå til afskaffelsen af dokumentation ikke blot gentager effektiviseringsbølgens kedelige tendens til at føre til nedskæringer fremfor løsninger, som reelt set forbedrer.

”Jeg synes, at dokumentation i form af ugeplaner, elevplaner og årsplaner giver mening. Meget endda, og det hjælper både os lærere og eleverne”. Sådan beskrives dokumentation også i Ceveas undersøgelse, og udstiller dilemmaet ved, at dokumentation (ligesom effektiviseringer) ikke ubetinget er en dårlig idé.

Hvis et øget fokus på dokumentation skal blive en gevinst for det offentlige og borgerne, er det vigtigt, at der stilles skarpt på, hvilke krav der rent faktisk skaber værdi, og hvilke der ikke gør. Samtidig skal vores politikere være realistiske omkring, hvor mange ekstra penge der egentligt kan komme ud af disse tiltag. Hvis det blot bliver endnu en slankekur, vindes der ikke meget ved denne nye form for effektivisering.

Idag er der ikke grænser for, hvor meget man kunne effektivisere. Potentialet virker uudtømmeligt, og den ene slankekur afløser den anden. Men man lærer ikke af de mange sager, som sort på hvidt viser, at man rent faktisk kan slanke det offentlige ihjel. Desværre er der ikke meget, som tyder på, at tilgangen vil være anderledes ved afskaffelsen af dokumentationskrav. Hvordan vil fremtidens offentlige sektor se ud, når alle led er effektiviseret? Vil sammenhængskraften og den lige adgang til ydelserne være bevaret?

More from Cecilia Garibaldi

Kan man slanke den offentlige sektor ihjel?

”Stramme rammer – klare prioriteringer” sådan lyder overskriften på regeringens forslag til...
Læs mere