Lad være med at knalde – for verdens skyld

For tiden presser både Danmarks Radio, Københavns Kommune og Rigshospitalet på for at få danskerne til at få nogle flere børn. Men er reproduktion overhovedet et mål i sig selv? Er det moralsk rigtige ikke snarere at stoppe knalderiet øjeblikkeligt – både for de ufødte børn og for klodens skyld?

Reproduktion for reproduktionens skyld
Danmarks Radio sendte lørdag aften den 10. oktober liveshowet ”Knald for Danmark”, der skulle fungere som en kærlig reminder til danskerne om, at de skal få nogle flere børn – både for velfærdsstatens skyld, så der er nogen til at tørre mås på dem, når de bliver gamle, men også for deres egen skyld, for som det gang på gang blev understreget, så er det jo en tragedie at ”mange kvinder ikke får de børn, som de gerne vil have”.

I denne uge har Københavns Kommune i samarbejde med Rigshospitalet fulgt trop og lanceret en god gammeldags skræmmekampagne, som har til formål at få unge med en videregående uddannelse til at få børn tidligere. Sloganerne ”Har du talt dine æg i dag?” og ”Svømmer de for langsomt?” kan findes på busser, cafeer og i fitnesscentre for tiden, sammen med en lille tekst, der forklarer hvor drastisk fertiliteten falder med alderen.

De fleste mennesker reflekterer chokerende lidt, hvis overhovedet, over deres reproduktive handlinger.

Begge kampagner er blevet mødt med en hel del harme, og på Københavns Kommunes Facebookside lægges der flittigt billeder op af æg, sammen med tekster a la ”Ja, jeg har talt mine æg. Må jeg godt bestemme over min egen krop nu?” Der har været flere vrede debatindlæg i landets aviser, hvor kvinder har forsvaret deres ret til at værre herre over egen livmor. Men hvad ingen synes at tale om her, er a) det ufødte barns interesse, og b) om det at sætte flere børn i verden partout er en god ide.

Så fød dog! Førstegangsfødende københavnske kvinder er i gennemsnit børn år ældre end landsgennemsnittet, men det ønsker Københavns Kommune at ændre på med deres nye kampagne
Så fød dog! Førstegangsfødende københavnske kvinder er i gennemsnit børn år ældre end landsgennemsnittet, men det ønsker Københavns Kommune at ændre på med deres nye kampagne

Intet er tabt, for den der aldrig eksisterede
Antinatalisme er en filosofisk retning, der vil besvare sidstnævnte spørgsmål med et klart og entydigt nej. Fødsler tillægges klar negativ værdi, og grundpræmissen i et program som ”Knald for Danmark” er derfor ud fra et antinatalistisk synspunkt dybt, dybt umoralsk.

Der er to veje, der fører til antinatalismens konklusion om, at mennesket er en art, der bør ophøre med at eksistere. Den ene vej går gennem de ufødte børn, som DR og Københavns Kommune ikke kan vente med at bringe til live. For hvem siger, at det er i barnets interesse?

Filosoffen David Benatar, der har skrevet værket ”Better Never to Have Been”, er (som værkets titel indikere) fortaler for, at det netop ikke er i menneskets interesse at blive født. Hans argument er, at smerten i et gennemsnitligt menneskeliv ikke opvejes af nydelsen. Vi mennesker tror måske, at det omvendte er tilfældet, men det er kun fordi, vi er psykologisk disponeret til at underdrive det negative i livet, for at gøre det udholdeligt. Og selv hvis man mener, at det gode opvejer det dårlige i livet, så mener David Benetar, at det er dissideret hensynsløst, at gå ud fra at ens ufødte børn vil være af samme opfattelse. Livet er jo i sagens natur en pakke, man ikke kan indvillige i på forhånd.

”Selv hvis man mener, at menneskelivet er godt (nok) til at give videre, så er det at formere sig lig med at påføre det liv, som man skaber, en uacceptabelt stor risiko for grotesk lidelse. For eksempel udvikler 40% af mændene og 37% af kvinderne i Storbritannien kræft på et tidspunkt. Det er bare forfærdelige odds. At påføre dem på en anden person, ved at bringe vedkommende til eksistens, er hensynsløs,” skriver filosof David Benetar.

Havde nogen anden race opført sig så destruktivt som os, havde vi argumenteret for at deres bestand som minimum skulle holdes kraftigt nede.

Det kan være nærlæggende at forveksle antinatalisme med nihilisme, der ligeledes ikke tillægger menneskelivet værdi, men den afgørende forskel på de to filosofiske retninger er, at antinatalismen hævder, at der er noget, som er bedre end andet, og det er fravær af lidelse fremfor lidelse. Det er altså af nåde og omsorg, at man skal undlade at sætte børn i verden, for intet er tabt, for den som aldrig eksisterede.

En bestand, der bør holdes nede
Den anden vej, der fører til antinatalismen, er argumentet om, at mennesket som art er til skade for jorden. Ingen anden art har som vi formået at skabe død og ødelæggelse. Udover at vi er rigtig gode til at slå hinanden ihjel, så har vi også udryddet halvdelen af verdens vildtlevende dyr alene indenfor de seneste 40 år. Og global opvarmning er også en af vores meritter. Havde nogen anden race opført sig så destruktivt som os, havde vi argumenteret for at deres bestand som minimum skulle holdes kraftigt nede.

Tænk bare på mågen, som det er tilladt at skyde, bare fordi den skider på biler og larmer i de tidlige morgentimer. Hvis man tilmed kunne skyde mågen i skoen, at den stod bag global opvarmning og næsehornets snarlige uddøen, så var dens dage her på jorden talte. Samme konsekvente logik mener antinatalismen, at vi burde praktisere overfor vores egen art.

Filosoffen Arthur Schopenhauer var en ægte pessimist – glasset var altid halvt tomt og verden var en jammerdal. Til hans egen store tilfredshed fik han ingen børn.
Filosoffen Arthur Schopenhauer var en ægte pessimist – glasset var altid halvt tomt og verden var en jammerdal. Til hans egen store tilfredshed fik han ingen børn.

“Det er fantastisk det her!”
Men i lørdagens underholdningsprogram ”Knald for Danmark” var der selv sagt ingen der talte om overbefolkning, ansvar for global opvarmning eller livets smerte. Livet er godt per se, og det er bare med at komme i gang med at give det videre til en ny generation. Men ifølge David Benetar kan man ikke bebrejde os mennesker denne trang, da den hænger sammen med vores naturlige mangel på refleksion:

”De fleste mennesker reflekterer chokerende lidt, hvis overhovedet, over deres reproduktive handlinger. Det kan være fordi mennesker ikke er så forskellige fra ikke-menneskelige dyr, som de gerne vil tro. Ligesom andre dyr, er vi produkter af evolutionen, med alle de biologiske drifter som sådanne produkter kan forventes at have,” skriver han i sin artikel ”We are creatures that should not exist”.

Det at få børn er ikke noget der stilles spørgsmålstegn ved, det er en menneskeret og ikke et moralsk spørgsmål. Det eksemplificeres tydeligt i ”Knald for Danmark”, da en lykkelig reporter hopper rundt om et nyfødt barn, mens han jubler ”Det er fantastisk det her! Flere skal have den her oplevelse! Det her det skal ske for flere mennesker!”.

Når det kommer til reproduktion, er det i dag følelser og ikke fornuft, der får os til at sætte børn i verden.

Følelser trumfer fornuft
Havde den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788–1860), der står for den filosofiske retning, man betegner pessimisme, som er nært beslægtet med antinatalisme, set den jublende reporter, havde han grinet bittert. Billedet indikerer nemlig med al tydelighed, at når det kommer til reproduktion, er det i dag følelser og ikke fornuft, der får os til at sætte børn i verden. For som han skriver i sit essay ”On the suffering of the world”, ville menneskets dage på jorden være talte, hvis rationelle argumenter alene var det, vi baserede vores reproduktive knalderi på:

“Hvis børn blev bragt til verden ud fra ren fornuft, ville den menneskelige race da fortsætte med at eksistere? Ville en mand ikke i stedet have så megen sympati overfor den kommende generation, at han ville skåne den eksistensens byrde, eller i hvert fald ikke tage det på sig selv at pålægge den denne byrde med koldt blod?”

More from Nicoline Larsen

Da Harry mødte Malfoy (uegnet for børn!)

Har du nogensinde tænkt over, hvordan en hed affære mellem Harry Potter...
Læs mere