Land vs by – konflikten er global

Den kløft mellem land og by, som sidste folketingsvalgs analytikere udråbte som en ny undtagelsestilstand, er ikke kun et dansk samfunds- og filmtema: I lande som Kina og Indien, hvor der er længere mellem land og by (og rig og fattig), fortolker de største instruktører også modsætningen i enten uhyggelige eller hjerteskærende film.

Vi skal se på den gribende “Ikke én mindre” (2000) af den prisoverøste kinesiske instruktør Zhang Yimou, den indiske land-vs-by-thriller “Shakti – The Power” (2002) af Krishna Vamsi, samt Sijie Dais tragisk-mytiske “Balzac og den lille kinesiske skrædderinde” (2005), der foregår under den kinesiske kulturrevolution. Alle både omhandler de og gør os klogere på tidens dybeste kløfter: By vs. land, hjerne vs. hjerte – og manden vs. kvinden.

DER ER SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET
Således skrev H.C. Andersen. Det vil en filminstruktør som Ole Bornedal og en forfatter som Erling Jepsen, der begge kommer fra udkantsjylland, nok ikke være helt enige med vores nationaldigter i. I de to prisbelønnede film “Fri os fra det onde” (2009) og “Frygtelig Lykkelig” (2008) mødes vi af utæmmelige dæmoner, racisme og selvtægt. I “Frygtelig lykkelig” er pointen dog, at hvis storbymennesket ikke får sig en (lille) dæmon, drukner det i lige dele selvretfærdighed og fremmedgjorthed, så snart “det onde” bryder ind i tilværelsen.

En lignende erkendelse dæmrer i den berømte indiske film “Shakti – the power”, der handler om den voldsomhed, der findes ude på landet . Ligesom i Bornedals land-og-by-gyser “Fri os fra det onde” rejser et succesfuldt storbypar hjem til fødebyen, dog ikke for at slå sig ned i et mere stressfrit og naturligt miljø, men fordi en klankrig kræver deres tilstedeværelse.

Typisk for indiske film er overdrivelsen, der både skal fremme forståelsen for de underuddannede og tjene som en selvironisk leg for de overuddannede. Filmens første 15 minutter er én lang ironiseren over det ubekymrede storbyliv for middelklasse-indere boende i Toronto, hvor mænd kører i dyre biler, kvinder tager sig en middagslur i stakken af dyre modemagasiner, og fnisende familier hygger sig med endeløst isspiseri i parker og leg i springvand. Under den moderne vestlige facade lurer dog noget absolut uintegrerbart: Vildskaben, shakti, den på én gang beskidte og farverige landsbyundergrund fra udkantsindien, som storbyparret kun midlertidigt kan fortrænge.

shakti

Springer man til filmens 19. minut mødes vi af en overfyldt indisk provinsbanegård efterfulgt af en umenneskeligt tætpakket bus, der forpestes af landsbydæmonen, en fyr, der til forveksling ligner en soltørret udgave af Tommy Kenter tilsat funklende smaragdgrønne øjne og ørenringe.

Den lokale familiefejde, som hovedpersonens far, landsbylederen, er hovedpart i, forsøger den canadisk-indiske “udvandrersøn” af al kraft at mægle i. Han prædiker forgæves forsoning og humanisme, og temmelig overraskende ophører filmens komiske aspekt brat ved, at denne holdning koster ham livet! Pludselig finder hans indisk-canadiske kone, hvis forældre ikke længere lever i fødelandet, sig låst inde og frarøvet sit drengebarn. Svigerfaren vil ikke lade drengen rejse, da han skal opdrages til at blodhævne sin myrdede far. Det lykkes dog moren at flygte med sin søn gennem vildmarken, godt hjulpet af en fattig trickster, spillet af Indiens uden sammenligning største stjerne, Shah Rukh Khan. Han drømmer om at åbne en lille slikbutik for pengene, hun tilbyder ham som bodyguard, en ydmyg og sød frihedsdrøm, der kommer til at koste ham livet, og som gør hans offer så meget mere rørende. Drømmene punkteres på stribe.

I filmens slutscene, der både er overraskende og rørende, indhenter den rasende svigerfar (iført landsbymilits) sin svigerdatter og barnebarn i lufthavnen, hvor han mildt sagt laver en scene! Meget lig pointen i Erling Jepsens “Frygtelig Lykkelig” holder han en både bevæget og bevægende tale: Storbymenneskene vil aldrig kunne lægge “shakti” bag sig og fortrænge “bøhlandet”, hverken i deres indre eller i det ydre; hvad enten “shakti” opleves som kraft eller magt, opretholder den tradition og ære – på trods af alle love.

Den eneste betingelse for, at svigerdatteren får lov til at flyve med sønnesønnen til Canada er, at hun lover ham, at han får lov til at se ham igen. For stammehøvdingen er familiebåndet, der kan koste én livet, selve livets rygrad.

Hele filmen (på indisk) kan ses på Youtube.

SAMMENHOLD TIL SMERTEGRÆNSEN
I en lille kinesisk landsby, hvor dyrene vandrer frit rundt på veje af stampet ler, må en vikar tilkaldes, da skolens eneste lærer er nødt til at rejse bort en måned for at passe sin døende mor. Da borgmesteren kommer trækkende med en ung pige på 13 år, der lige er blevet færdig med folkeskolen, udbryder læreren indigneret: “Er der ikke andre? Vi havde 40 elever, men 10 er holdt op! Hun er for ung til at undervise!”.

Men borgmesteren må forsikre ham om, at ingen ældre vikarer gider at undervise så langt ude på landet. Læreren forklarer hende, at hun skal følge børnene over floden, hvis det har regnet for meget. Væggene i klasselokalet (der ud over lærerens baglokale udgør skolen) er af ler, der er ingen vinduer og borde, og bænke er faldefærdige. Pigen får udleveret 26 hvide kridt – ét til hver skoledag. “Skriv ikke for småt, det er ikke godt for deres øjne, skriv ikke for stort, så spilder du kridt. Ordene skal være på størrelse med en hestepære”, formaner læreren.

Fem børn overnatter på skolen: De tre piger skal hun dele briks med, de to drenge sover i klasselokalet. Da pigen står alene med det tunge ansvar foran de fnisende børn, mærker man som publikum en vis uro brede sig i mellemgulvet. Ingen børn er over ti år.

De 50 yuan, som borgmesteren havde lovet hende, kunne læreren ikke udbetale: “Jeg har ikke fået løn i seks måneder: Hvis han har lovet dig dem, må du gå til ham!”.

Det er tydeligt at fattigdom kræver sammenhold, for tingene skal jo gøres. Alligevel udgår pigens motivation ikke kun fra samvittigheden, så da borgmesteren og læreren kører af sted i den tidlige morgen, indhenter hun dem på lervejen efter en ulidelig lang løbetur. Læreren står af ladet og forsikrer pigen om, at hun nok skal få sine 50 yuan (ca. 50 kr). Endda vil han give hende 10 yuan ekstra, hvis hun, når måneden er omme, afleverer en fuldtallig klasse, hvor samtlige 30 elever endnu er der (derfor titlen “Ikke én mindre”).

Man mærker at noget dybt er på spil her! Det er typisk for instruktøren, Zhang Yimou, som nogle vil kende fra “Under den røde lygte”, at sætte de to basale behov side om side; individets og kollektivets. Denne modsætning, mellem individets lyst og samvittigheden over for de andre, der var grundlaget for den Kolde Krig og verdens deling i en kapitalistisk og en kommunistisk halvdel, er ikke alene central i samtidens Kina, hvor kommunismen stadig er statsideologi, men også et grundlæggende eksistentielt vilkår (som Søren Kierkegaard formulerede som modsætningen mellem det æstetiske og det etiske). Og det er i erkendelsen af det sidste, at Zhang Yimous film stikker dybere end de fleste film, der har udforsket forholdet mellem individ og kollektiv: Følelsesmæssigt og filosofisk udtrykker han sig på samme sjæledybde som vores egen H.C. Andersen og den japanske tegnefilmsskaber Hayao Miyazagi.

Original Cinema Quad Poster - Movie Film Posters
Original Cinema Quad Poster – Movie Film Posters

En morgen er én af klassens problembørn borte. Det viser sig at drengen, der er cirka ti år, er blevet sendt til storbyen efter arbejde, så han kan bidrage til familiens overlevelse. For at samle penge ind til busbilletten, som en klog pige mener koster tre yuan, organiserer den 13-årige klasselærer noget let arbejde for børnene på en murstensfabrik. Drengen skal hentes tilbage til skolen! For de ni yuan klassen får udbetalt, er der råd til sodavand i landsbyens butik. Her vælger instruktøren ganske dristigt og raffineret at lade de 29 børn dele to Coca cola’er, “for dem har de aldrig smagt”. Atter forenes individ og kollektiv, lyst og pligt. På busstationen opdager lærerinden at billetten koster 20,5 Yuan. Så begiver hun sig af sted til fods. Da hun et døgn senere når frem og begynder at sætte håndskrevne efterlysninger op i millionbyen, er der ikke et øje tørt i biografen!

Ideen om at ofre sig, for at få alle med, er ikke kun socialistisk, men også kristen. Pigens kamp kan minde om lignelsen med det ene får, der bliver væk, og får hyrden til at forlade hele flokken og sætte alt ind. Dog med den fine dobbelthed, at hun jo uden en fuldtallig klasse ikke kan få sine ekstra ti kroner!

Mens drengen går rundt og tigger mad ved aftenmarkedet, får hun af vide, at det er bedst at få sendt en efterlysning via tv. Men damen ved lågen vil ikke lukke hende ind: “Chefen har briller. Spørg ham, når han går hjem”.

I to døgn henvender pigen sig til alle de medarbejdere med briller, der forlader tv-stationen, før nyheden endelig når op til chefgangen! Da chefen irettesætter portnersken, beklager hun sig: “Hun havde hverken penge eller ID! Hun er skør! Jeg følger bare reglerne!”. Pigen får at vide, at en efterlysning på 30 sekunder koster 600 yuan, men alligevel får hun hjælp. I programmet “Kina i Dag” bliver hun interviewet live. Ganske stum og forundret sidder hun og glor ud i luften i det fine studie. Da værten spørger hende, hvorfor hun prøver at få drengen med tilbage, svarer hun ikke. Og her lyser barnets landsbyhjerte og landsbyens barnehjerte lyserødt i den beskidte storby, for hun gør det netop, fordi hun uden bevidsthed om godt og ondt oprigtigt bekymrer sig om sit medmenneske.

Således er “Ikke én Mindre” fortællingen om det rene barnehjerte fra landet, der vinder i storbyen, hvor egoismen, ligegyldigheden og udspekuleretheden ikke har eroderet sammenhængskraften bort. Drengen bliver fundet, og da de to vender tilbage til landsbyen er der barmhjertighedsgaver fra diverse seere; farvekridt!

Zhang Yimou er stadig den filminstruktør, der har modtaget flest internationale priser i verden.
Zhang Yimou er stadig den filminstruktør, der har modtaget flest internationale priser i verden.

Da “Ikke én mindre” havde premiere i Grand i København i 2001, var både instruktøren og Kinas største tv-station, CTTV, til stede – en sjældenhed, der forklares ved, at billetindtægterne gik til restauration af landsbyskolen i filmen. Efter forestillingen spurgte jeg instruktøren, hvordan han havde båret sig ad med at få børnene til at spille så autentisk? Han svarede, at han i månedsvis før optagelsen havde stillet et kamera op i klasselokalet, så de kunne vænne sig til det. Han fortalte også, at den unge pige havde fået stjernedrømme, men at han havde frarådet hende at søge ind som skuespiller, fordi det var for nådesløs en branche.

Her, 15 år efter, ærgrer jeg mig stadig over, at jeg dengang fandt det for vestligt at spørge om, den unge landsbyvikar som lovet fik sine ekstra 10 yuan “for at få alle med”. Mon ikke instruktøren ville have svaret, at drengen viste sig at være pigens egentlige findeløn?

balzac-and-the-little-chinese-seamstress-poster2

DET NATURLIGE LANDSBYHJERTE OG DEN KULTIVEREDE STORBYHJERNE
Et andet kinesisk filmmesterværk, der må nævnes i denne sammenhæng, er “Balzac og den lille kinesiske skrædderinde”(2005) – en filmatisering af den selvbiografiske bestsellerroman af Dai Sijie. I denne smukke fortælling, der foregår under Kulturrevolutionen i 1970erne, møder vi to kultiverede teenagedrenge, der tvangskollektiveres på landet, hvor de skal vogte svin og vandbøfler og lære at være sande landarbejdere. Den ene beholder sin violin, den anden en bog – to ulovlige kulturgenstande, som de benytter til at fortrylle skrædderens smukke datter. Et sted i romanen står der, “at når hun lo, var det som om, at ét dyr viste sig i hende bag de hvide tænder”, og det er ikke svært at forstå, at de to storbyfyre begge bliver rasende forelskede i hende. Men på mytisk vis graver de to forførere deres egne grave. Jo mere de lokker landsbypigen til at drømme om kulturen og den store verden, jo fastere beslutter hun sig for at spare op til et par hvide gummisko og lægge landsbyen bag sig.

Både romanen og filmen er stor, tragisk kunst, der fortæller os moderne mennesker; at ligesom umiddelbarheden på landet ikke kan overleve kulturprocessen fra storbyen, kan hjertet aldrig erobres af hjernen.

More from Jeppe Marsling

Flygtningekrisen: Håbløst underbelyst i filmkunsten – og dog…

Mens man kan svømme i film og tv-serier om islamisk terror, er...
Læs mere