Maboneng – Kvarteret, der kæmper mod sin by

Beboer i Maboneng. Foto: Anne Kirstine Rønn.

Når en zebrastribet mur pludselig dukker op mellem de snavsede industribygninger i Johannesburgs indre, ved man, at man er ankommet til Maboneng. Og når man bevæger sig videre, ind i gaderne, mellem cafeerne, graffitien og de nyplantede oliventræer, glemmer man næsten, at den by, man er omgivet af, er kendt for at være en af Afrikas, måske verdens, farligste.

Man husker ikke længere, at der i forstæderne uden for skyskrabermængden er sikkerhedshegn om alle husene. Og man nægter at tro, at der for bare seks år siden ikke var andet end sortsvedne forladte fabrikker, hvor duerne fløj ind og ud mellem de smadrede ruder, og hvor hjemløse sov på filttæpper mellem spånplader og beton.

Maboneng-flaget hænger over en af kvarterets gader. Foto: Anne Kirstine Rønn
Maboneng-flaget hænger over en af kvarterets gader. Foto: Anne Kirstine Rønn

Det er søndag. Mabonengs ugentlige markedsdag. I takt med at man udforsker gaderne, dukker overraskelserne op. En smal sti fører fra gaden ind i en baggård, gennem mørke gitterporte og metalsøjler og munder pludselig ud i en turkis swimmingpool og en cocktailbar. Herinde kan man ligge og drømme, at man er på toppen af en skyskraber i New York. Inde fra poolbaren folder Maboneng sig ud som en utopisk drøm, der realiseres. Et vidnesbyrd om, at kunst og kreativitet kan spire og gro i selv det mest hårdføre miljø.

Men det som arbejderen på den anden side af gaden ser, er snarere kunstnerens, forretningsfolkenes og turisternes flugt fra det virkelige Johannesburg. Og netop her ligger Mabonengs paradoks. For samtidig med at kvarteret er fortællingen om en kunstnerisk opblomstring, understreger det også de sociale kontraster, som det sydafrikanske samfund lider under.

En by skifter farve
Maboneng betyder City of Light og er et lille kvarter i Johannesburg på omkring en kvadratkilometer. Det består af 64 tidligere fabriksbygninger, som alle er ejet af en mand ved navn Jonathan Liebmann. Han er 32 år, har sort hår og er atletisk bygget. Siden han købte sin første bygning som 24-årig har han optrådt i adskillige dokumentarfilm og store internationale aviser, hvor han blandt andre sammenlignes med stjerneentreprenøren Mark Zuckerberg. På hans kontor hænger et stort kort, som viser de områder, der kan blive til Maboneng et sted mellem i morgen og 2020.

Liebmann køber og restaurerer cirka tre bygninger om året. Alt foregår efter samme procedure: Først hyrer han en arkitekt, som forvandler den forfaldne fabrik til et galleri, et hotel eller lejlighedskompleks på sit tegnebord. Inden håndværkerne er gået i gang, bliver ideen på tegnebrættet sat i udbud og solgt. Der er hele tiden et nyt byggeri i gang. I øjeblikket er man ved at fjerne indmaden fra noget, der sandsynligvis var en parkeringskælder, og som snart skal huse et projekt med titlen “Revolution House”. Og revolution er lige netop Liebmanns plan. Han vil, som han sagde til BBC tidligere på året, bringe byen tilbage til Johannesburg.

Kvinde på en af Mabonengs cafeer. Foto: Anne Kirstine Rønn
Kvinde på en af Mabonengs cafeer. Foto: Anne Kirstine Rønn

Det område, Maboneng er opført i, hedder Central Business District og rummer en historie om et århundredes social forandring. Tilbage i 1920’erne under apartheid blev der indført en lovgivning, kaldet “the urban areas act”. Den drev de sorte sydafrikanere ud af indre by til townships 30 kilometer væk. I stedet blev indre by opholdssted for den hvide middelklasse. I 80’erne skiftede byen farve igen. De hvide flyttede ud, og de sorte vendte tilbage. Men problemet var, at de vendte tilbage i et antal, som var langt større end byen kunne huse. Byen blev pakket, og alt kunne bebos. Også de fabrikker, som Maboneng vokser i lige nu.

I dag drages unge sydafrikanere, både sorte og hvide, til indre by i drømmen om at bo bag de pastelfarvede facader. Kunstnere kommer til fra udlandet, maler deres værker på murerne eller udstiller dem på gallerierne, og bor gratis i omkring to måneder som betaling for deres kunst. Maboneng er gået fra at være byens kriminelle knudepunkt til et sted, hvor farverige subkulturer kan trives, og hvor forskellige mennesker mødes.

Fælles for størstedelen af de, der bosætter sig i kunstnerkollektiverne er, at de tilhører den kreative middelklasse. De hjemløse, som før sov i fabrikkerne, bliver nu gennet væk af politiet. Central Business Districts gamle beboere har ikke råd til at leve i de ny-istandsatte lejligheder, og de kan ikke finde arbejde i de nye butikker. I takt med at Maboneng vokser bevæger underklassen sig dybere ind i centrum af Johannesburg. Og dermed lyder spørgsmålet: Bidrager Liebmanns projekt om at bringe byen tilbage til folket, i virkeligheden til at byen bliver taget væk fra de fattige og givet til de mere velhavende?

Fra forstadsnomade til Mabonengie
Frederick Clarke, eller Fred, som er det navn han præsenterer sig med, hvis man støder på ham i Mabonengs gader, er en af de kunstnere, som bor i Maboneng fast. Han repræsenterer netop historien om middelklassen, der blev trukket ind til byen. Oprindeligt kommer Fred fra hovedstaden Pretoria, cirka 100 kilometer væk. Han studerede kunst på University of the Witwatersrand i Johannesburg. I årene efter han blev færdig, cirkulerede han rundt mellem byens forstadskvarterer med gitterporte og parcelhuse og faldt aldrig til. I 2010 hørte han om Maboneng, som på det tidspunkt havde mere karakter af et eksperiment end et egentligt kvarter. Da han kort efter flyttede derind, blev han én af de 20 første ”Mabonengies”, og i dag ejer han sit eget galleri ved navn Rubixcube Gallery.

 Batik og armyvarer. Foto: Anne Kirstine Rønn
Batik og armyvarer. Foto: Anne Kirstine Rønn

I en by som Johannesburg kunne man forestille sig, at den politiske frustration, kriminalitet og frygt ville afspejles i kunsten. Men det er ikke tilfældet for Freds kunst, der hverken er synderligt inspireret af aktuel politik eller “sociale sygdomme”, som han kalder det. Hans motiver er geometriske figurer med referencer til religioner og historiske epoker. “Det er ikke fordi, jeg ikke er opmærksom på det”, siger han. “Men når det kommer til billeder, og særligt i det offentlige rum, føler jeg, at mit job er at skabe vinduer ind til mere abstrakte verdener, der kan stå i relation til alle de hverdagsproblemer, som bliver dækket i nyhederne og radioen.

For ham gør værkerne på murerne og i gallerierne, Maboneng til en form for filosofisk oase, hvor tankerne kan finde hvile fra byens trængsel. Om kunsten i Maboneng siger han: “Den formår at tale til nogle primære sanser hos mennesket,” og forsætter: “Den følelse er vigtig for os i dag. I storbyen, glemmer vi ofte vores kontekst. Der er uendeligt mange ting, som distraherer os fra den simple sandhed, at vi er mennesker i kroppe i verden”.

Ligesom Liebmann har Fred en tro på, at Maboneng kan skabe en form for sammenhæng i Johannesburg. “Gadekunsten giver byen en visuel identitet og en måde at udtrykke sig på, der rækker ud over sprog, høje mure og lukkede døre,” siger han og fremsætter dermed en uimodsigelig pointe: Var det ikke for Maboneng var mange velstillede unge blevet i forstæderne i de indhegnede boligkvarterer.

Maboneng er Maboneng
Det er onsdag. Poolbaren har lukket. Det samme gælder flere af tøjbutikkerne. I sushirestauranten er der flere på arbejde i køkkenet, end der er gæster ved bordene. Det er som om alle i Maboneng kun venter på, at det bliver weekend igen. Og det er netop her, når gaden er tom for mennesker, at man pludselig lægger mærke til mændene på tankstationen ved museet, som står i slidte kedeldragter.

Når kunstnerlivet blegner, træder det upolerede Johannesburg frem. De mennesker, som engang søgte ly i de forladte fabriksbygninger, kommer nu gående med poser på hovedet eller hviler sig på et trappetrin foran en gammel hotelbygning, der er under restauration. Man kan ikke lade være med at tænke, at for dem er Maboneng en kulisse. Det liv, der foregår i barerne og gallerierne har de ingen adgang til.

Xenofobi, offentlig vold, seksuel chikane. Fejlslagne reformer fra korrupte politikere. Røveri, arbejdsløshed, strømsvigt og ødelagte minedræn. Det er de vilkår, Maboneng skal leve og vokse under. Og spørger man Fred om fremtiden, holder han også tilbage med optimismen: “Jeg forestiller mig, at Maboneng kan blive et af verdens mest progressive steder. Men jeg kan lige så vel forestille mig, at det ender som en tom skal, som et filmset, der undervurderede den strøm af traumer, fattigdom og afsavn, som stadig flyder under Johannesburg og Sydafrika.” Og det er vel netop spørgsmålet – Kan Maboneng udvike sig til at være andet end endnu et parallelsamfund i Sydafrika?

Kvarteret får de velstillede unge væk fra de indhegnede forstadskvarterer, som Fred pointerede, men fungerer barerne og de kulørte butikker ikke på samme måde som en pigtrådsmur? Der eksisterer en form for tryghed i Maboneng, som står i skærende kontrast til de gader, der ligger få hundrede meter væk. Fortovene er nyfejede. Der er små træer i vejkanten. Man kan gå på gaden med en øl i hånden og et kamera om halsen. Kvarteret ligger i hjertet af byen, men har stadig samme karakter som et af de indhegnede forstadskomplekser.

 Den amerikanske designer Marc Jacobs promoveres. Foto: Anne Kistine Rønn
Den amerikanske designer Marc Jacobs promoveres. Foto: Anne Kistine Rønn

Dagen er ved at være omme. Maboneng lagt i søvn. Kun politiet står tilbage og våger. Man ser dem ikke, når gaderne er fyldte. Men de er til stede overalt for at værne mod downtown Johannesburgs kriminelle. Deres tilstedeværelse vidner om, at Maboneng kun kan eksistere, når resten af byen holdes på afstand. Midt i dets sprudlende, kreative univers, kan man forelske sig i drømmen om alt det, Johannesburg og Sydafrika kan blive engang. Men Maboneng er ikke Johannesburg. Og måske bliver det, det heller aldrig. Måske er kvarteret dømt til at forblive en fremmed vækst, podet ind i den rå mineby.

More from Anne Kirstine Rønn

Maboneng – Kvarteret, der kæmper mod sin by

Når en zebrastribet mur pludselig dukker op mellem de snavsede industribygninger i...
Læs mere