Rana Zeid: En digter, et menneske

Rana Zeid. Kredit: Muzaffar Salman

Den syriske digter Rana Zeid har netop fået udgivet sin debutdigtsamling En tøvende engel på dansk. I den anledning besøgte hun København, og Netudgaven mødte hende til en snak om at være digter og menneske, syrer og flygtning. 

Rana Zeid har skrevet poesi, siden hun som helt ung sad på værelset med sin dagbog. Men det var først, da hendes mor sendte et par af digtene ind til et tv-program, at livet som digter rigtigt begyndte. Dengang var hun 17 år og havde netop påbegyndt sine studier i litteratur.

Idag er hendes debutdigtsamling, En tøvende engel, oversat til dansk og udkommet i en fin, blågrøn bog på Forlaget Korridor.

“Til Amne Shaaban (min mor), som tog mine digte med i postkassen”, står der på første side.

Hvis ikke det var for den nu afdøde mor, var Rana Zeid, måske, aldrig blevet digter. Idag vil hun helst kun kaldes digter. Og menneske.

Rana Zeids debutdigtsamling "En tøvende engel" udgivet på Forlaget Korridor september 2015
Rana Zeids debutdigtsamling “En tøvende engel” udgivet på Forlaget Korridor september 2015

“Jeg er ligesom en and i vandet. Jeg er digter, og jeg var også digter før revolutionen. Jeg ser mig selv som digter. Ikke andet. Jeg siger det, fordi jeg vil have, at folk lytter til mig, fordi jeg er menneske.”

Det er klar tale fra den idag 34-årige digter, og efter vores møde en kold og klar septemberdag på Islands Brygge i København har jeg mest af alt lyst til at skrive den her artikel uden at nævne med et ord, hvor Rana Zeid kommer fra; Jeg vil ikke sætte hende i en bås, hun ikke har lyst til være i. Men hverken jeg eller Rana Zeid kan flygte fra en virkelighed, som alligevel afslører sig selv. Når Rana Zeid taler om før og efter revolutionen, før og efter krigens udbrud, så er det den revolution, den krig. Syrien.

Uden ansigt

Rana Zeid er født og opvokset i Syrien. Der levede hun som palæstinensisk flygtning, fordi hendes far i sin tid flygtede fra en krig i sit hjemland. Nu er hun selv flygtet fra en anden krig og lever som syrisk flygtning i Frankrig. Hun er kun 34 år og har dobbelt flygtningestatus. Det har sat sine spor, og Rana Zeid kæmper dagligt for at få tilværelsen som digter og menneske tilbage.

“Jeg følte, at mit ansigt blev fjernet.” Hun fortæller om ankomsten til Europa. “De tog mit pas, som ikke engang er et pas, men et rejsedokument for palæstinensiske flygtninge i Syrien, og de tog mit ID-kort. Jeg følte, at jeg ingen nationalitet havde. Jeg har levet hele mit liv uden nationalitet, men det, der skete den her gang, det gav mig stress. Jeg fik panikanfald. Jeg blev pludselig bange. Uden nogen klar grund. Situationen var allerede helt forfærdelig i Syrien, men efter jeg flygtede fra krigen, efter jeg kom til Paris, blev tingene kun værre. Alle de rædsler, som var sket i Syrien, kom tilbage til mig. Først da jeg fik mit rejsedokument af den franske regering, mit bevis på at jeg er politisk flygtning, og min opholdstilladelse, begyndte jeg at føle at mit ansigt kom tilbage. Nu har jeg en mund, en næse, to øjne og jeg er vendt tilbage til min person: Rana.”

Rana Zeid. Kredit: Muzaffar Salman
Rana Zeid. Kredit: Muzaffar Salman

Syrer, flygtning, digter

Rana Zeid fortæller sin historie uden at blinke. Jeg fornemmer, at det ikke er første gang, hun gør rede for sin flugt og sin ankomst til Europa: for situationen i Syrien og hvordan det er at være syrisk flygtning. Hendes person, hendes digte og hendes hjemland knyttes konstant sammen. Rana Zeid kan tilsyneladende ikke være det ene uden også at være det andet – ville aviserne bringe interviews med hende, hvis ikke der var krig i Syrien, ville forlagene udgive hendes digte, og ville nogen læse dem, hvis ikke Rana Zeid blev præsenteret som syrisk flygtning?

Hun er godt selv klar over paradokset.

“Jeg var ikke blevet kendt, hvis ikke der var sket, hvad der skete i Syrien.”

“Men det kan godt være, at de har udgivet min bog, fordi jeg er fra Syrien og på grund af, hvad der sker i Syrien nu, men så længe de faktisk læser den, så er det godt.”

Livet før krigen

Rana Zeid har en vigtig pointe, for digtene i En tøvende engel er skrevet i starten af 2011, før krigen i Syrien ryddede de vestlige mediers overskrifter. På den måde kan de være et vidnesbyrd på, hvad det var, det syriske folk gjorde oprør imod. Allerede i samlingens første digt, “Snigskytte”, får læseren den pre-revolutionære syriske virkelighed at smage:

Mon snigskytten har glemt / det blottede blod på min skulder / og den bløde flade i hånden på en mand / der i den anden håndflade / beskuer havet

(Fra digtet ”Snigskytte”, En tøvende engel (2015))

“Det er mit billede af Syrien, som digter. Jeg skriver om de ting, jeg har oplevet, om hvordan jeg føler, at folk har levet. Livet i Syrien er repræsenteret af ulykke og lidelse og smerte. Det syriske univers er en meget smertefuld verden.” Rana Zeids blanke øjne ser lige ind i mine. Der er noget på spil. Det kan ses i hendes øjne og læses i hendes digte.

Udyret har plantet / en kniv i mine indvolde / Jeg tror ikke på, at jeg er død / De døde er ligesom mig / men har glemt det

(Fra digtet ”Hurtigheden vil have mig til at glemme”, En tøvende engel (2015))

Frygten for at dø

“Mine digte er én lang historie, og den handler om frygten for at dø,” fortæller hun mig.

For Rana Zeid er essensen af livet i Syrien indkapslet i frygt. Og det er vigtigt for hende, at omverdenen kender til den frygt. Især nu, hvor så mange syrere flygter til Europa og til Danmark. Jeg spørger, om hun tror, litteraturen kan ændre folks syn på verden. Om danskerne måske vil se anderledes på syrerne, når de har læst hendes digte?

“Ja, måske ikke politisk, men menneskeligt. Jeg er et menneske og jeg skriver om mennesker. Det er det eneste jeg kan gøre. Det er vigtigt, at folk kender de syriske mennesker.”

Rana Zeid. Kredit Muzaffar Salman
Rana Zeid. Kredit Muzaffar Salman

Fastlåst

Et enkelt af digtene i En tøvende engel er skrevet efter revolutionens begyndelse. Det er digtet “En enkelt gade”, som Rana Zeid skrev i forbindelse med et kunstnerophold i København i vinteren 2013. Krigen, som på det tidspunkt var rykket så tæt på, at hun havde gemt sig i den samme gade i Damaskus i flere uger, havde sat sig i hendes krop og forlod den ikke, da hun ankom til det snedækkede København.

“Jeg følte mig fastlåst. Det var vinter, det var mørkt og der var sne overalt. Jeg kunne ikke bevæge mig på grund af al sneen. Fuldstændig ligesom i Syrien, hvor du ikke kan bevæge dig på grund af tjekpoints. Det var så underligt, jeg var det her smukke sted, og jeg følte på præcis samme måde som i Syrien, at jeg ikke kunne bevæge mig. At jeg kun kunne bevæge mig i én gade og ikke længere væk end det.”

Én gade, ikke flere / Jeg går hen ad gaden hver dag / i København / En gade, ikke andre / én kirkegård, grøn og kold / fuld af glade krager / og sorte katte, der prøver at grave i den frosne jord / sætte kløerne i sjælene / Hver dag, når jeg går over kirkegården / dør jeg / én gang, flere / Jeg tænker at den langsomme morder i Damaskus / sliber kniven på den dræbtes tænder

(Fra digtet ”En enkelt gade”, En tøvende engel (2015) )

Frygtens mur

Når man taler om syrisk litteratur, taler man ofte om et før og efter 2011. Før revolutionen var den frygt, som Rana Zeid selv beskriver, så indgroet i folket, at ingen, heller ikke kunstnerne, turde beskrive virkeligheden direkte. I stedet beskrev man grusomhederne med metaforer og symboler, og dét bærer Rana Zeids digte også præg af. Ulve og udyr, skyer og sommerfugle fylder hendes poetiske univers. Men i takt med at syrerne gik på gaden i protest mod ringe levevilkår, politisk undertrykkelse og tortur, blev den mur af frygt, som havde holdt dem fra at adressere den voldelige virkelighed, brudt ned – også i litteraturen. Nyere syrisk litteratur beskriver virkeligheden præcis så barsk og grotesk som den er.

Rana Zeid bryder sig ikke ubetinget om den litteratur, der bliver skrevet fra og om Syrien i dag. Hun føler, at mange kunstnere udnytter krigen til at få deres tekster publiceret og er derfor selv meget påpasselig med, hvad hun skriver om Syrien:

“Hvis jeg sætter et billede fra Syrien, et billede hvor folk lider, sammen med mine digte, tror du så at folk vil læse mine digte på grund af mig eller på grund af Syrien? Svaret er Syrien. Og jeg vil ikke være kendt på grund af Syrien.”

Rana Zeid. Kredit: Muzaffar Salman
Rana Zeid. Kredit: Muzaffar Salman

Et nyt menneske

Selvom Rana Zeid forsøger at lægge afstand til situationen i Syrien, så lægger hun samtidig ikke skjul på, at både revolutionen og krigen er blevet en del af hende.

“Hvad der sker i Syrien har gjort mig til et nyt menneske. Jeg er død og levende, død og levende tusinde gange.”

Nu er Rana Zeid levende, hun har fået politisk asyl i Frankrig og også en lejlighed at bo i. Men hver dag kæmper hun for retten til at være den hun er; en digter, et menneske. I Europa.

 

Jeg græder / for jeg er det eneste digt / som ikke har noget land / Min skælvende fod / hviler intetsteds

(Fra digtet ”Jeg har ikke noget land”, En tøvende engel (2015))

Læs lignende artikler

Netudgavens tema om flygtninge

Flygtningenes stemmer – flygtningelitteratur

Syrisk krigslitteratur. En verden i opløsning

Omid Shams: Kunstneren har brug for frygten

More from Astrid Sandvad Kudahl

Syrisk krigslitteratur. En verden i opløsning

Krigen i Syrien er på vej ind i sit femte år, og...
Læs mere