Rankine og racismen

Det betændte forhold mellem hvide og sorte i USA har fået fornyet kraft med sammenstødene mellem hvide betjente og sorte, unge mænd. Det har desværre kun gjort Claudia Rankines fremragende digtsamling Citizen: An American Lyric (2014) om racismens destruktive kraft endnu mere vedkommende. Læs med i dette personlige møde med Rankines lyrik og USA’s hverdagsracisme.

“Join me down here in nowhere”
Vi var på vej med The Palmetto, toglinjen fra Washington D.C. mod Charleston, South Carolina. Landskabet havde ændret sig fra det nordlige USA’s frugtbare industrilandskab til sydens blanding af militærbaser, småbyer og sumpe. Det var her, lidt uden for Fayetteville i North Carolina, at jeg fik mit indtil da stærkeste indblik i den vellevende amerikanske racisme. En sort mand i slutningen af 40’erne talte i telefon. Han blev tydeligvis uvenner med vedkommende i den anden ende og begyndte at bande. En hvid konduktør kom forbi og tyssede på ham, hvilket blot gjorde den sorte mand endnu vredere. De kom kortvarigt op at skændes, før konduktøren gik. En harmløs, lidt ubehagelig oplevelse, tænkte jeg. For mere virkede det ikke til at være.

Ti minutter senere stoppede toget pludselig, og fire hvide betjente kom ind i kupéen og arresterede manden, der kæmpede voldsomt imod. Han fik ingen forklaring, og de andre passagerers protester blev tysset ned. Så var de væk igen, toget kørte videre, og konduktøren kom smilende igennem kupeen. Hvad skete der egentlig?

DSCN4594
The Palmetto et sted i North Carolina.

Det er den samme tone af usikkerhed og tvivl, Claudia Rankines tekster vækker hos mig, som i et digt fra samling: ”Who did what to whom on which day? Who said that? She said that? What did he just do? Did she really just say that? He said that? What did she do? Did I hear what I think I heard? Did that just come out of my mouth, his mouth, your mouth? Do you remember when you sighed?”

Min kæreste og jeg var de eneste hvide i kupeen. Vi havde valgt 2. klasse, og først da vi gik om bord i Washington, var det gået op for os, at det normalt kun var sorte, der benyttede sig af denne togstrækning. Hvide fløj. Pludselig blev vi opmærksomme på vores hudfarve på en måde, vi aldrig havde været før, hverken i Skandinavien eller i New York, hvor vi boede på det tidspunkt.

Vi havde smalltalket med to sorte kvinder på den anden side af midtergangen. Men nu mødte de ikke vores blikke længere, men snakkede vredt og højlydt med dem foran og bagved. Vi var ikke længere med i den fælles samtale. Vi var de andre.

When the stranger asks, Why do you care? you just stand there staring at him. He has just referred to the boisterous teenagers in Starbucks as niggers. Hey, I am standing right here, you responded, not necessarily expecting him to turn to you.

He is holding the lidded paper cup in one hand and a small paper bag in the other. They are just being kids. Come on, no need to get all KKK on them, you say.

Den uforståelige hverdagsracisme
Jeg ved ikke, om jeg havde været naiv før. Jeg forstod godt principperne, havde snakket med folk i New York om det, været i Harlem osv. Gjort det rigtige. Og så længe jeg bare gjorde det rigtige, ville de – de sorte – kunne se, at jeg støttede dem. At jeg ikke var den anden.

I forbindelse med skuddrabene i Emanuel African Methodist Episcopal Church i Charleston 17. juni i år skrev den amerikanske forfatter Claudia Rankine (f. 1963), at ingen empati blandt hvide kan ”genskabe den daglige belastning ved at vide, at man som en sort person kan blive dræbt, alene fordi man er sort”. Døde sorte kroppe er en normal del af livet i USA. Der findes intet sted uden for racismen, intet sted at føle sig tryg.

Det samme spor løber igennem Claudia Rankines fremragende femte digtsamling, Citizen, med undertitlen An American Lyric, hvor hun undersøger og beskriver det næsten uforståelige og ubeskrivelige ved hverdagsracismen. Rankine er professor i litteratur, leder af The Academy of American Poets og en meget velrespekteret forfatter i USA – og sort. Men for hende er angsten for vold og overgreb aldrig langt borte. Som hun skriver i et digt i indledningen af bogen:

Certain moments send adrenaline to the heart, dry out the tongue, and clog the lungs. Like thunder they drown you in sound, no, like lightning they strike you across the larynx. Cough.

Bogen er denne hosten – et forsøg på at beskrive slaget, der tømmer lungerne for luft – og det inden luften er vendt tilbage.

IMG_0443

“The angry black woman”
På et senere tidspunkt var vi i Birmingham i Alabama en stille søndag formiddag. Vi kunne høre kirkerne ringe til gudstjeneste. Men byen var stort set tom. De eneste, vi så, var sorte alkoholikere og hjemløse, der sad i byens forladte park. Vi spiste vores frokost på en bænk, men følte os ikke hjemme. Vi hørte ikke til. I stedet kørte vi op i bjergene, der omringede byens centrum. Heroppe lå vores hotel. Her var de hvide.

De var i boghandlen med de ti hyldemeter bibler og bibellitteratur, i supermarkedet med lokalproducerede oste, de var i museet i soklen af byens store attraktion, en stor støbejernsskulptur af Vulcan, stålguden, der havde beskyttet byens nu nedlagte stålindustri. En plakette fortalte os, at det var ”Den største støbejernsskulptur i verden”. Her var mange hvide, der købte nøgleringe, sad på bænkene under skulpturen og spiste frokost i det hårde solskin. Her hørte vi til. Her var der ingen blikke.

Detalje fra plinten under Vulkan i Birmingham, Alabama. Verdens største støbejernsskulptur. Oprindelig skabt til Verdensudstilling i St. Louis i 1904.
Detalje fra plinten under Vulcan i Birmingham, Alabama. Verdens største støbejernsskulptur. Oprindelig skabt til Verdensudstilling i St. Louis i 1904.

Rankines digtsamling er delt i syv sektioner og dækker et vidt spektrum af genrer fra egentlig digte over prosadigte og til korte essays. Teksterne er uden titler, mange er illustrerede af kunstværker og fotos, der understreger eller udfordrer teksterne, som i det lange essay om tennisspilleren Serena Williams, hvor Rankine undersøger stereotypen om ”the angry black woman”. Teksten er illustreret af et billede af den danske tennisspiller Caroline Wozniacki udklædt som den sorte tennisspiller Serena Williams med avispapir stoppet ind på brystet og ballerne. Et morsomt billede (se bare her …). Det syntes i hvert fald den danske presse og den danske offentlighed og Wozniacki og Williams. Ifølge pressen, offentligheden og Wozniacki. Det er jo bare for sjov. Ikke.

Det morsomme billede blegner hurtigt under Rankines blik: ”Wozniacki finally gives the people what they have wanted all along by embodying Serena’s attributes while leaving Serena’s ”angry nigger exterior” behind. At last, in this real, and unreal, moment, we have Wozniacki’s image of smiling blond goodness posing as the best female tennis player of all time.” Vreden er en trussel. Og udklædningen er jo bare for sjov.

De fleste tekster i Citizen er skrevet som en henvendelse til læseren i du-form eller som en indre monolog, der beskriver bevidstheden om, at man som sort amerikaner både er amerikaner og sort. De lyriske prosadigte indfanger følelsen af at være i tvivl om det, man oplever i denne position. Sagde hun virkelig det? Skete det virkelig? Blev jeg virkelig udsat for det? Var det mit sorte jeg eller mit amerikanske jeg, hun talte til?

I sidste ende bliver ens identitet draget i tvivl af sprogets tvetydighed. Af den usynlige og utiltænkte vold i henvendelsen. Af blindheden, af tanketomheden, hvor folk pludselig har glemt, at du er en af dem, og jeg er en af de andre.

“We are drowning down here”
Teksterne dømmer aldrig, men lader læseren dele du’ets tvivl og usikkerhed. De følger tankestrømmenes rejse mellem usikkerhed, vrede og afmagt via enjambementer, der lader sætninger folde sig ind i hinanden – som i en tekst om oversvømmelserne i New Orleans, der især ramte områder, hvor der boede sorte:

we are drowning here
still in the difficulty
as if the faces in the images hold all the consequences.

Racismen er en grundlæggende struktur i USA, der er så normal, så almindelig, at det næsten er vanskeligt at finde et udtryk for den. Racismen er hele tiden til stede som en undertone i sproget. Den forsvinder aldrig. Et fint og trist eksempel, beskriver Rankine i en kort historie om en bolighandel:

The real estate women, who didn’t fathom she could have made an appointment to show her house to you, spends much of the walk-through telling your friend, repeatedly, how comfortable she feels around her. Neither you nor your friend bothers to ask who is making her feel uncomfortable.

Bogen begynder med linjen: ”When you are alone and too tired even to turn on any of your devices, you let yourself linger in the past stacked among your pillows”. Alle disse sorte amerikanere, som Rankine så fantastisk giver stemme til, er trætte, kan aldrig føle sig sikre, selv om de har gjort alt, hvad der bliver krævet, og mere til. De er ikke i stand til bare at glemme og kan aldrig føle sig som en ligeværdig del af samfundet. I det panorama finder Citizen sit stærkeste udtryk for sorg og uforsonlighed. Det er bogens allerstørste styrke: at den lader læseren dele sorgen og tvivlen et øjeblik, selvom den er umulig at forstå til bunds, umulig at dele.

Når jeg tænker tilbage til togkupéen lidt uden for Charleston, bænken midt i Birmingham eller den rædsomme støbejernsstatue, så bliver jeg ramt af den samme følelse af vrede og sorg, som Rankines digte vækker i mig. Følelsen af at være en af de andre, uanset om jeg vil det eller ej.

Læs mere
Claudia Rankine. Citizen. An American Lyric. Graywolf Press. 2014.

More from Henrik Torjusen

Rankine og racismen

Det betændte forhold mellem hvide og sorte i USA har fået fornyet...
Læs mere