Et kunstnerisk angreb på nationalstatens grundidé

Stilbillede fra filmen The Republic of T.M.

Nationalstaten er et elitært og protektionistisk projekt, der blev opfundet i 1800-tallets Europa som en politisk konstruktion, efter at den franske revolution fik overdraget suveræniteten fra kongen af guds nåde til folket, og Napoleons mange krige ændrede Europakortet. Nationalstaten er en ung betegnelse for et politisk defineret kollektiv, og diskussionen om dens legitimitet og gyldighed er uophørlig. Med sit seneste værk The Republic of T.M har den danske kunstner Masar Sohail formuleret et kunstnerisk angreb mod nationalstatens grundide.

“Det nationale” er et anakronistisk forsøg på at beskrive hvad et folk deler som fælles enhedsmarkør, og bygger ofte på romantiske myter om en fælles historisk storhedstid, mens nationalstaten som ide er en terrritorial afgrænset administration af et legitimt voldsmonopol, der skal sikre indbyggerne i et afgrænset område kulturel sammenhængskraft og økonomiske privilegier. Kritikken af nationalstaten bygger på en lang forskningstradition med solide bidrag fra systemkritikere som eksempelvis Karl Marx, Anthony Giddens og Bennedict Anderson. Kernen i denne komplekse samfundsforskning kredser kort sagt om spørgsmålet, om hvorvidt nationalstaten fungerer som en tilstrækkelig samfundsmodel for moderne demokratier.

Selvsamme spørgsmål synes at have optaget den danske kunstner Masar Sohail, der i sit aktuelle videoværk The Republic of T.M. udfordrer ideen om nationalstaten, som en gyldig institution for demokratiske samfund.

Stilbillede fra filmen The Republic of T.M.
Stillbillede fra filmen The Republic of T.M.

Vi befinder os i Astrid Noacks Atelier på Nørrebro i København, hvor vi møder Masar Sohail, der er ved at gøre sin udstilling klar til premiere fredag den 9. oktober. Masar Sohail er mødt op til interviewet i selskab med filmens talsperson Abu Jihad.

Abu Jihad indleder samtalen ved at orientere os om at The Republic of T.M. ikke er blevet lavet af Masar Sohail alene, men af et helt hold af dygtige folk, der har gjort værket muligt. “Masar har derfor bedt mig om at være talsperson for filmen og hele holdet bag,” forklarer Abu Jihad.

”The republic of T.M. er et angreb på nationalstaten som institution. Filmen præsenterer Taha og hans indre stemme Tony, der i en sokratisk dialogform formulerer en slags systemkanon for utopien om et nyt land ‘for the bad guys,’” starter Abu Jihad.

I The Republic of T.M. møder vi den unge Taha og hans alter-ego Tony, der ønsker at transformere Tahas følelse af fremmedgørelse, gennem et voldeligt forsøg på at realisere drømmen om et nyt land. I en række dialoger mellem de to, hjælper Tony med at afklare hvad det er Taha har brug for, for at kunne skabe sit land.

Med en hær af jurister, maskerede grænsevagter, et selvforanstaltet retssystem og et tungt arsenal af våben og sprængstoffer får Taha manifesteret rammerne for at realisere sin egen utopia midt i en idyllisk skov i et anonymt dansk landskab.

Vi kender hverken Taha eller Tonys baggrund, men deres sprog og adfærd indikerer at de begge har et indgående kendskab til den lovløse underverden. I filmens første replikløse scene, ser vi hvordan Taha med en benzindunk i hånden roligt forlader den motorcykel han netop har ladet udbrænde i en lysning af en stille regnklædt skov.

Stilbillede fra filmen The Republic of T.M.
Stillbillede fra filmen The Republic of T.M.

I løbet af filmens dialoger formulerer Taha og Tony en stribe dogmatiske grundsætninger, der fremstiller et billede af, hvad det er der skal til, for at man kan tale om en kulturel sammenhængskraft i en fungerende statsdannelse efter et europæisk forbillede – det ideal som siden begyndelsen af 1800-tallet er blevet eksporteret og brugt som model for statsdannelse i det meste af den civiliserede verden.

“Med temaer om fremmedgørelse og voldelige strategier trækker ´The Republic of T.M.´ tråde til historiske scenarier som oprettelsen af staten Liberia i Afrika, der i starten af 1800-tallet (1822 red.) blev oprettet af frigivne slaver med afroamerikansk baggrund, grundlæggelsen af staten Israel der blev til som et rendyrket zionistisk projekt og den aktuelle militante sunni-islamistiske gruppe IS´s ’Kalifat’ projekt,” uddyber Abu Jihad.

Sykes-Picot og naturromantikken
En dag beslutter Taha sig for at skride fra det hele, for selv at tage magten over sit eget liv og sin egen eksistens – han vil skabe et land efter sit billede. Tahas eneste allierede i sin egen kamp for selvstændighed er Tony – Tahas indre stemme. Personificeret som Tony Montana fra filmen ´Scarface´ fungerer Tony i The Republic of T.M. som indbegrebet af den perfekte filmiske frihedskæmper. Tony kender den væbnede kamps præmisser og han ved hvilken udrustning Taha skal vælge:

“ Lawyers man… Sometimes, You need these pieces of shit to get by in this world Taha. You don ́t always need guns… One of these fucking cock-a-roaches are worth ten times more than a fucking foot soldier. We ́ll need an army of fucking lawyers! all ready to go to war for us. “

Juristerne er Tahas tungeste våben, de er afgørende for kampens strategiske manøvre, og de styrer kortet i kampens kommando-central:

“ They ́ll just do the paperwork man. It ́s not a fucking Sykes-Picot agreement. We ́ll have natural borders. Forest, rivers… The sky, the sun, the moon and the fucking stars Taha. All natural. You gotta fucking relax man. Let another coward decide our fate.
No! fuck that! It ain’t about that man.”

Tonys personlighed og udstryksform i The Republic of T.M er med til at sammenstille politiske tematikker i en kondenseret konceptuel form, og refererer til territoriale konflikter, såvel som migrationspolitiske forhold, gennem et håndgribeligt narrativ om en ung mand og hans kamp for sin egen version af frihed.

Ved at lege med disse ikonografier, angriber og spejler The Republic of T.M den politiske diskurs omkring internationale såvel som nationale problematikker vedrørende sprog og økonomi, som styrende for et kulturromantisk menneskesyn, der kan synes at være stærkt repræsenteret i den danske offentlighed.

Ved at lade Tahas frihedskamp udspille sig i en naturlig kulisse af skov, fremstiller
The Republic of T.M. et billede af menneskets stræben mod civilisation og kontrol som et episk teaterstykke, efter Brechts ideer. I The Republic of T.M. er det fortællingen, der er scenernes subtile drivkraft. Naturen spiller rollen som den nøgne scene, hvis skinbarlige form bedst kan bære en ærlig og enkel fortælling om menneskets voldelige og besidderriske inmarch i verden.

I naturen er vi alle lige, og før nationalstaten blev opfundet, var der ikke noget der for alvor hed landegrænser eller illegal eksistens, synes at være et af værkets hovedbudskaber. Når det kommer til den sidste time, er det alligevel Naturen – med stort – vi hver især skal stå til regnskab overfor:

“ But look at nature man… It doesn’t fucking discriminate. Doesn’t care if your passport is blue or bordeaux or if you have a passport at all. It can fuck you up or accept you regardless of your class or culture. Nature would never turn fucking police informer or fucking sell you out to get some cheap votes with the masses. Fuck no! Nature man… Nature is like… How you say… Embracive man” (Tony).

Stilbillede fra filmen The Republic of T.M.
Stillbillede fra filmen The Republic of T.M.

Som en serie cinematiske C.W. Eckerberg værker, genkalder The Republic of T.M. i panoramiske billeder det romantiske maleri og den sublime konflikt i individets møde med landskabets renhed.
The Republic of T.M fører sin beskuer ind i et kortvarigt møde med menneskets apolitiske eksistentielle væren i den naturlige verden blottet for enhver form for system, hvori nye spilleregler for politisk sameksistens får lov til at blive genforhandlet.

”Undervejs i udarbejdelsen af manuskriptet til ’The Republic of T.M.,’” forklarer Abu Jihad, ”har vi talt meget om hvor absurd den nationale statsdannelse egentlig er – det er ren fiktion. Hvis du for eksempel kigger på et kort over Irak idag, så ser du på et historisk vidnesbyrd for hvordan nationalstaten er opstået som et artefakt, der er ikke noget naturgivent eller sakralt i hele den fortælling.”

Abu jihad fortsætter med stigende begejstring i stemmen: ”Sykes-Picot kort fra 1916 er fra en tid hvor hele Mellemøsten blev fremstillet i Europa. De linjer som de engelske politikere har tegnet på dét traktatkort, har ingen bund i regionens historiske virkelighed – overhovedet. Og det er præcis den kendsgerning galningene i Islamisk Stat forsøger at gøre op med, ved at udfordre grænsedragningen mellem Syrien og Irak, men det taler vi ikke så meget om her i Europa, hvor nationalstaten lader til at have status som en naturgiven lov.”

En af de centrale linjer der går igen i forskningslitteraturen inden for nationalstaternes opståen, peger tilbage på nationalromantikkens stamfader den tyske lutheranske tænker Johann Gottfried von Herder (1744-1803). Ifølge den danske historiker Uffe Østergaard er det Herder der har opfundet ideen om at høre til – folkeånden. Herders tanker om et nationalt fællesskab baseret på sprog og historie opfordrede i sig selv ikke til nationalpatriotisme. Men tolkninger af hans tanker har været misbrugt og har haft stor indflydelse på den nationalisme, som i løbet af 1800-tallet voksede frem i Europa.

Napoleons krige i 1800-tallets begyndelse ændrede europakortet drastisk, og satte skub i de nationalistiske bevægelser, som var med til at udbrede ideerne om national selvhævdelse, og en national selvforståelse, der baserede sig på en sondring mellem “os” og “de andre”. På den måde kan man sige, at nationalstatens grundide er en politisk konstrueret pagt mellem staten og dens indbyggere, der bygger på ideen om at en national-kulturel sammenhængskraft i form af en folkeånd er til stede.

Tony Montana og opgøret med nationalstaten
Tony Montana er en karakter i Brian De Palmas film Scarface fra 1983, som blev spillet af den amerikanske skuespiller Al Pacino, og det er den karakter Tony i The Republic of T.M. er skrevet over.

“Som andengenerationstilflytter, er man altid defineret som noget andet end det at være dansker, man kan aldrig undgå at blive konfronteret med det at være anderledes. Og derfor kan det for mange unge mænd, der ikke helt ved hvor de skal føle sig hjemme, være befriende med en person som Tony Montana, der er iskold og nægter at undskylde for en skid. Tony Montana sætter ild til den danske jantelov”, siger Abu Jihad med alvor i stemmen.

Stilbillede fra filmen The Republic of T.M.
Stillbillede fra filmen The Republic of T.M.

Masar Sohail kommer smilende hen til os, og henvender sig afdæmpet til Abu Jihad. De to har en kort lavmælt udveksling, hvorefter Abu Jihad fortsætter: ”I ‘Scarface’ er Tony Montana en af de cubanske politiske flygtninge, der forlader det kommunistiske Cuba under Mariel-krisen i 1980. Den cubanske regering tillod styrets dissidenter at forlade øen via havnebyen Mariel, for derfra at sejle til Florida i USA,” forklarer Abu Jihad og fortsætter: “På trods af den sociale og kulturelle fremmedgørelse Tony Montana møder i det nye klasseopdelte samfund han ankommer til, lykkedes det – i hvert fald i hans egen optik – at avancere til den kriminelle underverdens suveræne top, der også ender med at blive hans død.”

Tony Montana har opnået kultstatus og filmen ´Scarface’ er blandt andet blevet udbredt gennem hip-hop kulturen, og har vundet indpas som en fælles referenceramme i mange kriminelle subkulturer. Tony Montana er ofte blevet brugt som et maskulint ideal og et billed på den amerikanske neoliberale drøm om at enhver, uanset social baggrund, kan gøre brug af sin individuelle viljesstyrke og kreativitet til at vinde sin frihed gennem social status og rigdom.

Scarface bygger på den her underlige indbyggede selvmodsigelse, hvor Tony Montana starter med at føle sig fremmedgjort og i hans kamp mod sin egen følelse af fremmedgørelse, ender han selv med at fremmedgøre sine nærmeste omgivelser.

“Tony Montana vælger med alle tænkelige midler – både vold og terror – at ændre verden omkring sig for at skabe et utopia hvor han selv er regent. Og det her paradoksale i Tony Montanas kamp mod sin egen følelse af fremmedgjorthed, er på mange måder også det der er sket og sker i de historiske eksempler jeg nævnte før med Israel og Islamisk Stat,” forklarer Abu Jihad, og fortsætter: “unge mænd og kvinder rejser fra Europa, hvor de har opgivet at komme til at passe ind og drager i krig for et samfund, hvor de netop kan føle sig hjemme, mens andre må lade livet for at de kan udleve denne drøm. Og man kan vel også sige at det langt hen ad vejen, er den samme ideologi som det vesteuropæiske kristne og kapitalistiske verdensherredømme er bygget på: drømmen om en særlig dogmatisk verdensorden omsat gennem iscenesættelsen af voldelige strategier,” pointerer han.

Stillbillede fra filmen Scarface, hvor Al Pacino spiller skurkehelten Tony Montana.
Stillbillede fra filmen Scarface, hvor Al Pacino spiller skurkehelten Tony Montana.

Den politiske samtidskunst
Man kan sige at The Republic of T.M. peger ind imod fanatismens indre væsen og spørger hvad det er der ligger til grund for et essentialistisk kultursyn (Efter Herders forbillede) – begge forhold som vedkommer den europæiske forestilling om nationalstaten som legitim ramme for demokratiske fællesskaber. Med en vis grad af spydig sarkasme opholder The Republic of T.M. sig ved det groteske og fiktive fundament som nationalstaten bygger på, ved at udstille de kulturelle brikker, der skal opfyldes for at kunne tale om en gyldig stat; parlament, domstol, voldsmonopol, flaget, nationalretten og nationalfuglen som karikerede eksempler.

Diskussionen om nationalstatens eksistensberettigelse som en lukket politisk enhed er ikke slut endnu. Noget tyder på, at den får en fornyet opmærksomhed, som følge af det kaos der for tiden udspiller sig ved de europæiske landegrænser.

Det, der er værd at opholde sig ved, er at The Republic of T.M. fremstår som et velformuleret og aktuelt samtidskunstnerisk bud på hvordan den diskussion har flyttet rum og ændret sit sprog. Interessant er det så om The Republic of T.M. som kunstværk kan få lov til at blive inddraget i den diskussion, som den udspringer af. I Danmark er der dog ikke rigtig kultur for at hverken medier eller politikere bruger samtidskunsten i den politiske debat, som det eksempelvis er gældende i Tyskland. Samtidskunstens spørgsmål og dens måde at bearbejde og fortolke komplekse tanker og sammenhænge på, har ikke vundet den samme anerkendelse i den danske kultur-politiske debat, som vi kender det i international praksis. Det er som om man i Danmark ikke rigtig har lært at tage kunsten seriøst, på den måde, hvor det virkelig betyder noget.

Om kunstneren og udstillingen:
Masar Sohail er uddannet billedkunstner ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009 og bruger et bredt udvalg af medier i sit kunstneriske arbejde, heriblandt film. Masar Sohail er født i den rumænske hovedstad Bucharest i 1982 og bor i dag i København.

The Republic of T.M. vises som en del af udstillingsrækken Heritage Is Commoning. Heritage Is Commoning er et projekt af K-O-N-T-O og Astrid Noacks Atelier der sammen har inviteret seks samtidskunstnere og en række førende forskere til en kritisk diskussion af kulturarv, nationalidentitet og demokratiske fællesskaber. Heritage Is Commoning tager form som en udstillingsrække, en bog og et åbent seminar. Projektet er en del af dette års Golden Days Festival, der under titlen Festival of Important Shit har sat kultuarv på dagsorden.

The Republic of T.M. kan opleves i Astrid Noacks Atelier på Rådmandsgade 34 i København frem til 18.10.2015. Udstillingen er åbent fredag til søndag i tidsrummet 14-17.
Udstillingensrækken Heritage Is Commoning kan opleves frem til 15.11.2015. Næste udstiller er Jeanette Ehlers, og udstillingsrækken sluttes af ved Jane Jin Kaisen.

Læse mere om programmet og projektet på www.Astrid-Noack.dk og www.k-o-n-t-o.dk
Henvendelser vedrørende bogen Heritage Is Commoning: kontakt@forlagetnemo.dk

More from Morten Bencke & Albert Scherfig

Et kunstnerisk angreb på nationalstatens grundidé

Nationalstaten er et elitært og protektionistisk projekt, der blev opfundet i 1800-tallets...
Læs mere