Et spektakel fra den kolde krig sættes fri

Fotografierne fra delegationen i 1951, udstillet i rød plexiglas i Of Specters - or Returns.

Fortiderne spøger. De hjemsøger os som en flok rejsende gespenster, der uhindret transcenderer tidens og glemslens isolation. Som en flygtig tåge af uafsluttede historier, skjulte erindringer og tavse fortrængninger vil fortidens spøgelser altid overskride ethvert forsøg på at afgrænse vores sprog om det vi forsøger at glemme.

Kvindernes Demokratiske Verdensforbund (WIDF) er et vigtigt, men ofte glemt kapitel i vestlig feministisk historiografi. Kapitlet om WIDF er et minde om kvinders særlige rolle i internationale konfliktløsninger og fredsprocesser i tiden efter den formelle afslutning på anden verdenskrig i 1945. Med deltagelse af blandt andre den danske journalist og aktive modstandskvinde Kate Fleron Jakobsen, sendte WIDF i 1951 en delegation på 21 kvinder til Nordkorea, hvor de skulle undersøge og dokumentere de grusomhederne, som under Korea-krigen blev begået af den amerikanske militante ekspansion i alliance med den sydkoreanske præsident Syngman Rhee. Den delegation er en vigtig brik i forklaringen på, hvorfor WIDF siden er blevet skrevet ud af vestlige feministiske historiebøger.

I sit seneste kunstværk ´Of Specters – or Returns´, der er en del af udstillingsrækken Heritage is Commoning, hvor seks samtidskunstnere og en række førende forskere er blevet inviteret til at bidrage til en kritisk diskussion af kulturarv, nationalidentitet og demokratiske fællesskaber i Astrid Noacks Atelier i København, har den koreanskfødte samtidskunstner Jane Jin Kaisen taget udgangspunkt i sin egen deltagelse i en lignende delegation til Nordkorea maj 2015. I værket indleder Jane Jin Kaisen en historisk dialog med WIDF i en kunstnerisk refleksion over kulturarv, kvindekampe, status på den endnu uafsluttede kolde krig og den koreanske diaspora.

Installationsview fra Of Specters - or Returns'
Installationsview fra Of Specters – or Returns’

”Som en respons på Heritage is Commoning-tematikken, ønskede jeg at lave et projekt der reflekterede over kulturarv udenfor nationalstatens rammer. Som titlen indikerer, ønskede jeg at lede tankerne hen mod spektret, eller spøgelset, som metafor for noget der hjemsøger og bliver ved med at vende tilbage – her tænker jeg især på tilbagevending til uafsluttede historier, der hjemsøger samtiden fordi de er blevet fortrængt og derfor ikke har opnået anerkendelse. Projektet reflekterer over arven fra to uafsluttede historier: dels kvindekampen hundrede år efter at kvinder fik stemmeret i Danmark, dels Koreakrigen, halvfjerds år efter delingen af Korea”, fortæller Jane Jin Kaisen.

We Accuse
Hen imod slutningen af november i 1945 blev der på ´Palais de la Mutualité´ i Paris under stor bevågenhed afholdt en stiftende kongresforsamling for Kvindernes Demokratiske Verdensforbund. Godt 850 kvinder fra mere end 40 forskellige lande var til stede på kongressen, og de repræsenterede tilsammen ikke mindre end 81 millioner kvinder.

Ifølge den hollandske historiker Francisca de Haan, var stiftelsen af WIDF på mange måder en organisatorisk kulmination på en række internationale kvindebevægelser, der siden 1933 havde været aktive i anti-fascistiske modstandsbevægelser, der modsatte sig den racisme, sexisme og vold der kendetegnede kapitalismens, fascismens og nazismens ideologi. Mange af WIDF´s medlemmer havde været aktive i lokale modstandsbevægelser både før og under anden verdenskrig. Således opstod WIDF i et politisk landskab af fællesskaber, der var bundet sammen af transnational, anti-fascistisk, anti-krigs og feministisk aktivisme.

WIDF arbejdede allerede fra sin begyndelse på et internationalt plan for at bekæmpe fascisme, for at skabe vedvarende fred og for at sikre kvinders rettigheder og bedre forhold for børn. WIDF organiserede kvinder i en transnational kamp mod undertrykkelse af køn, diversitet, klasse og racer i et utal af lande verden over. De publicerede og distribuerede et månedligt magasin ‘Women of the Whole World’, der udkom på seks sprog, og de støttede uafhængighedskampe i flere koloniserede områder, blandt andet Indonesien og Vietnam. Det månedlige magasin var med til at styrke en følelse af fællesskab, og var derfor et vigtigt redskab for forbundet til at kommunikere med sine aktive medlemmer på tværs af mange landegrænser. I årene efter krigens afslutning fik flere og flere kvinder verden over øgede politiske rettigheder, og WIDF voksede hurtigt og blev den største og måske mest indflydelsesrige af de internationale kvindeforbund i tiden efter 1945.

Den Australske feminist og medlem af WIDF, Jessie Street (1889-1970) sad med i et lille udvalg af kvinder, der var med til at få kvinders rettigheder anerkendt i en traktat under den stiftende FN-kommission i 1945. Senere i 1947 fik WIDF status som konsulent i FN Kommissionen for Kvinders Status (CSW), samt FN´s Økonomiske og Sociale råd (ECOSOC). Francisca de Haan påpeger, at WIDF havde en afgørende indflydelse på den internationale kamp for kvinders rettigheder.

I 1951 sendte WIDF en delegation på 21 kvinder til Korea, der skulle undersøge og dokumentere den vold, der på daværende tidspunkt blev anvendt i krigen om delingen af Korea i nord og syd. Efter rejsen til Korea, udsendte WIDF rapporten We Accuse, som dokumenterede delegationens undersøgelser af den amerikanske deltagelse i krigen.

We Accuse konkluderede at den amerikanske besættelsesmagt udførte en nådesløs og systematisk udslettelse af den koreanske civilbefolkning, i direkte strid med menneskerettighedskonventionen, og gældende regler for krigsførelse, som blev vedtaget af FN i Haag og Geneve-konventionerne. Rapporten blev oversat til mere end 20 sprog og blev udsendt under stor international opmærksomhed, til stor frustration for den Amerikanske kongres, der responderede med en målrettet anti-kommunistisk kampagne imod WIDF.

Fleron -:- Jin Kaisen
”Jeg har taget titlen ‘Heritage is Commoning’ ret bogstaveligt og forsøgt at skabe et kunstprojekt der handler om arven fra Kate Fleron og Kvindernes Demokratiske Verdensforbund som eksempler på strømninger efter Anden Verdenskrig, der aspirerede til former for fællesskab der rakte udover nationalstaten”, forklarer Jin Kaisen.

Delegationen i 1951. Journalisten Kate Fleron, som havde været en aktiv modstandskvinde under 2. Verdenskrig, var en af de danske deltagere på den delegation, som WIDF sendte af sted i 1951.
Delegationen i 1951. Journalisten Kate Fleron, som havde været en aktiv modstandskvinde under 2. Verdenskrig, var en af de danske deltagere på den delegation, som WIDF sendte af sted i 1951.

Og fortsætter: ”I ´Of Specters – or Returns’ skaber jeg en parallel mellem den delegation jeg var en del af tidligere i år og den kvindedelegation som Kate Fleron deltog i tilbage i 1951, og som var organiseret af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund. Efter sin hjemkomst beskrev Kate Fleron sine oplevelser og jeg har oversat dele af hendes rejsebeskrivelser og sammenstillet dem med mine refleksioner over min rejse til Nordkorea tidligere i år.”

Begge delegationer har det til fælles, at de har været med til at sætte fokus på kvindeorganisationers rolle i internationale konfliktløsninger. Derudover havde rejsen i 1951 til hensigt at dokumentere krigens detaljer, mens rejsen i 2015 skulle markere, at Koreakrigen endnu ikke er afsluttet, fordi der aldrig er blevet underskrevet en fredsaftale. Den symbolske handling i 2015, foregik ved at delegationen sammen med kvinder fra både Nordkorea og Sydkorea i fællesskab skulle passere den de-militarizerede zone, ved Panmunjom, som er den oprindelige overgang mellem nord og syd.

”Jeg læser de to delegationer ind i en feministisk tradition der rækker ud over nationalstaten i deres forsøg på at skabe transnationale alliancer og minde, om at kvindekampen er relateret til andre typer frihedskampe, blandt andet anti-militarisme og anti-kolonialisme. Disse aspirationer til ”commoning” eller fællesskaber, synes jeg er væsentlige at medtænke i diskussionen om kulturarv i en nutidig kontekst, hvor nationalistiske tendenser er voksende mange steder i verden”, forklarer Jin Kaisen.

Diskussionen om kulturarv foregår typisk i forhold til identitet og den nationale konstruktion, dvs. ud fra påstanden om, at kulturarv kan bruges som et politisk redskab til at konstituere nationalstaten som en ide. Den danske historiker Christian Vollmond skriver i sin artikel ´Kulturarv og nye erindringsfællesskaber´ at den type transnationale fællesskaber, som WIDF her repræsenterer, i dag bliver omtalt som erindringsfællesskaber. Det, der kendetegner den form for fællesskaber er en delt oplevelse af identitet og tilknytning som noget der altid er under forandring og til forhandling, og som er uafhængig af en national identitet. Gennem WIDFs egne fortællinger om sig selv, sine tilbundsgående rapporter og månedlige magasiner, opbyggede forbundet en stærk identitet i fællesskaber, der gennem sprog og teknik har skabt et handlingsrum til aktion i modstanden mod undertrykkelse og paranoia.

Når man taler om erindringsfællesskaber på den måde, giver det ikke mening at bruge begrebet kulturarv om medlemmernes fælles erindringsformer, fordi begrebet kulturarv i dag er så tynget og ødelagt af dets referencer til tidligere nationale forestillinger og statsapparatets mangeårige erfaringer med erindringsbogspraksis og selvpromovering.

Fortiden og nutiden smelter sammen
”For mig er kunsten et rum for kritisk refleksion. Det er et andet type forhandlingsrum end det der blev skabt under den delegation jeg deltog i, hvor vi mødtes med kvinder i Nordkorea og Sydkorea og som var en meget konkret, ladet og medieret handling. Jeg tror på kunstens relevans netop fordi den ikke behøver komme med entydige svar, men i stedet kan rumme tvivl og ambivalens og dermed bidrage til en mere nuanceret type refleksion,” fortæller Jin Kaisen.

I ´Of Specters – or Returns´ præsenterer Jin Kaisen blandt andet en videoinstallation med to tekstbaserede videoer. Den ene består af tekstuddrag fra Kate Flerons refleksioner under sin rejse til Nordkorea i 1951, mens den anden video består af Jin Kaisens egne refleksioner fra sin tur til Nordkorea i 2015. Flefons beskrivelser og tankevækkende iagttagelser efterlader læseren med en præcis forfatters levende indblik i de grufulde hændelser, som hun og resten af delegationen har været vidne til i 1951:

“What kind of people are they, those who have been executed and thrown into these pits? People the occupying power were suspicious of. But who is one suspicious of? People are packed around us, the residents of the nearby village, relatives, of those lying in the graves. We recorded their names and their accounts and from that we could identify certain procedures for the arrests: People who were accused of belonging to the resistance movement were taken, and this was considered proven if they for example had a relative who was a soldier in the North Korean army. Highly suspicious were also the members of the organizations that had been formed during the Russian occupation or during the regime that was established afterwards: the peasants’ union, for example, the women’s organization or cooperative associations. If it was not possible to find those directly implicated, hostages were taken and kept until they had caught the right person.”

De af Flerons rejsebeskrivelse som er præsenteret i ´Of Specters – or Returns´ kan fint betegnes som reflekterede førstehåndsberetninger over krigens direkte og menneskelige konsekvenser, fortalt af uendelige bunker af rådne og lemlæstede kroppe, der fyldte de bjergrige landskaber på den koreanske halvø, hvor tortur, mistro, luftbombardementer, hjerteskærende sorg, massehenrettelser og levende begravelser var en del af dagligdagen. Fleron var der, da ødelæggelserne fandt sted, hun befandt sig midt i det levende mareridt, som ødelagde millioner af menneskeliv. Set i relation til ´Of Specters – or Returns´, så opstår der i værket en interessant resonans i det rum, hvor Flerons beskrivelser møder Jin Kaisens egne refleksioner over situationen i nærværet af historiens spøgelser, som hun oplever det mere end 65 år efter voldsudgydelserne, og som hun udtrykker i et af værkets videoinstallationer:

“What would it mean to approach the politics of memory from the position of ghosts? To inherit them, to pay them heed, do them justice? As we listen to testimonies and walk together with 5,000 North Korean women down Reunification Highway, rhythmically chanting “tongil! – reunification!” I sense the intensity of their presence in the practices of the living, not unlike the commemorative shamanic rituals in Jeju Island, South Korea where the label of communism also made people less than human in the eyes of the U.S. military when they declared the scorched earth campaign. Due to an unresolved war, those ghosts of division continue to hover and claim the living, awaiting their redemption.”

Delegationen fra 2015
Delegationen fra 2015

Kate Fleron og Jane Jin Kaisen har hver især sat sig i direkte relation til den samme krig, men tiden gør et væsens forskel: Fleron ser de døde kroppe og forholder sig til omstændighederne for den vold hun oplever, hvor Jin Kaisen ser et skuespil af fornægtelser iscenesat for øjnene af sig, mens hun selv mærker hvordan fortidens spøgelser hjemsøger hendes egen samtid, fra det øjeblik hun ankom til Nordkorea:

”Det var en overvældende oplevelse at rejse til Nordkorea og krydse grænsen mellem nord og syd. Det føltes som en meget konkret konfrontation med spøgelserne fra Koreakrigen og jeg mærkede i hvor høj grad denne uforløste konflikt til stadighed hjemsøger og påvirker både nord, syd, og den koreanske diaspora,” fortæller hun.

Det røde filter og Derrida
”Det tog mig lang tid at fordøje vores krydsning af grænsen mellem Nord – og Sydkorea og især den fornemmelse at fortid og nutid er uløseligt sammenviklede når det gælder Koreakrigen. Jeg fandt det interessant, at perspektivere mine oplevelser gennem Flerons rejsebeskrivelse fordi mange af de overvejelser hun havde og meget af den modstand der var mod hendes deltagelse, vakte genklang i min egen oplevelse. Jeg var interesseret i tidsforskydningen mellem hendes og min rejse og brugte denne parallelisering til at undersøge hvordan receptionen af Koreakrigen har og ikke har ændret sig gennem de 65 år, der er mellem de to rejser,” forklarer Jin Kaisen.

Ud over de to videoer, består ´Of Specters – or Returns´ af en lyskasse med 22 fotografier, dels fra Nordkorea tidligere i år, samt arkivfotografier fra Delegationen i 1951. Derudover vises også et gruppefotografi fra de to delegationer, printet på transparent papir og monteret på glas.

”Jeg var optaget af at arbejde med materialer, der bærer associationer til at noget kun delvist lader sig manifestere som en spøgelsesagtig præsens”, forklarer Jin Kaisen.

Fotografier fra delegationerne, udstillet i rødt plexiglas i Of Specters - or Returns.
Fotografier fra delegationerne, udstillet i rødt plexiglas i Of Specters – or Returns.

Fotografierne i lyskassen er relativt små og monteret bag en rød plexiglasfront, der gør at man ser fotografierne gennem et rødt filter og lysskær og skal relativt tæt på for at se dem i detaljer.
”Min position er at der er spøgelser, elementer af disse historier, der stadig hjemsøger samtiden, fordi de ikke rigtigt er kommet til deres ret,” fortæller Jin Kaisen og hendes sprog om hjemsøgere og spøgelser, refererer til den franske filosof Jacques Derrida, som blev bedt om at forholde sig til kommunisme, hvortil han svarede med en opfodring til en ny læsning af Marx: Derrida ville ikke underkaste sig det spøgelse af Marx som hjemsøgte hele den akademiske verden. Det gjorde han ved at insistere på at læse Marx på sin egen måde, stille sine egne spørgsmål og dele dem i sit forfatterskab, for derved at sætte gespenstet af Marx frit. På samme måde kan man sige, at Jin Kaisen forsøger, at gøre op med sin europæiske forestilling om hvad delingen af Korea betyder. Ved at deltage i delegationen med et fysisk fremmøde og ved at formulere den i form af ´Of Specters – or Returns’, behandler Jin Kaisen Korea på sin egen måde. Ved at gå i dialog med fortidens trauma i Korea er ´Of Specters – or Returns´, som en clairvoyant forestilling med til at løsrive fortidens fjerne gengangere fra deres endeløse loop.

Et Spøgelse
I 1949 blev de første anklager rettet mod WIDF af HUAC (House of Un-American Activities Commitee), de påstod kort fortalt, at forbundet fungerede som en front-aktionsenhed under det sovjetiske styre, og det blev ligeledes påstået, at WIDF ikke rigtig interesserede sig for kvindesager, og derfor ikke var en progressiv international kvindeorganisation. Vi ved, at forbundet havde sympatiske forbindelser til Sovjetunionen, men Francisca de Haan har forsøgt, at tilbagevise de fleste anklager mod WIDF. Efter rapporten ‘We Accuse’ blev udsendt internationalt, blev WIDF genstand for en intensiv amerikansk anti-kommunistisk kampagne, der ikke besværede sig med at skelne mellem statskommunisme og de feministiske organisationer, der kæmpede for varig fred og kvinders rettigheder. Det er ifølge Francisca de Haan her forklaringen skal findes på, hvorfor WIDF er blevet skrevet ud af vestlig feministisk litteratur lige siden. Og Jin Kaisen påpeger:

”Det er også væsentligt at reflektere over de mekanismer der har været medvirkende til at en organisation som Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, der i sin samtid var utrolig indflydelsesrig og blandt andet havde indflydelse i FN og talte mange ledende kvinder fra hele verden, i dag er stort set ukendt. Koreakrigen signalerede på mange måder begyndelsen til den verdensorden der trådte i kraft efter 1945, hvor USA har haft enorm stor indflydelse på globale magtrelationer. Det var en krig som ikke kun angik den koreanske befolkning, men som involverede stormagter som USA, Kina, Japan, Rusland og Europa via FN. Alligevel kaldes den ofte for ”Den Glemte Krig” fordi, i modsætning til Vietnamkrigen, fremstår den udetaljeret og entydig for de fleste, og består i dag som det sidste levn og deling fra Den Kolde Krig, et symbol på et ideologisk skisma, der til stadighed begrænser visse typer historisering og nuancering af vores fælles arv.”

Fakta om udstillingen:
´Of Specters – or Returns´ er sidste værk i udstillingsrækken Heritage Is Commoning.
Heritage Is Commoning er et projekt kurateret af K-O-N-T-O og Astrid Noacks Atelier der sammen har inviteret 6 samtidskunstnere og en række førende forskere til en kritisk diskussion af kulturarv, nationalidentitet og demokratiske fællesskaber. Heritage Is Commoning tager form som en udstillingsrække, en bog og et åbent seminar. Projektet er en del af dette års Golden Days Festival, der under titlen Festival of Important Shit har sat kultuarv på dagsorden.

´Of Specters – or Returns´ kan opleves i Astrid Noacks Atelier på Rådmandsgade 34 i København frem til 15.11.2015. Udstillingen er åbent fredag til søndag i tidsrummet 14-17.

Læse mere om programmet og projektet på
www.Astrid-Noack.dk & www.k-o-n-t-o.dk

Fakta om Jane Jin Kaisen:
Jane Jin Kaisen er billedkunstner og filmskaber. I sine forskningsbaserede kunstprojekter, der tager form af film, video installationer, performance og skrift, undersøger hun oversete historier, fragmenterede minder og legemliggjorte erfaringer af fremmedgjorthed.
Jane Jin Kaisen er født i Sydkorea. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2010 og bor og arbejder i København.

Læs mere om Jane Jin Kaisen på:
www.janejinkaisen.com

More from Morten Bencke

Et spektakel fra den kolde krig sættes fri

Fortiderne spøger. De hjemsøger os som en flok rejsende gespenster, der uhindret...
Læs mere