FILMKUNST, KOGEKUNST, ELSKOVSKUNST, LIVSKUNST

Filmkunst, hvori mad spiller hovedrollen, bliver hyppigere. Men hvor kogekunsten indtil årtusindeskiftet oftest røg i gryden med elskovskunsten i groteske film som ”Det Store Ædegilde”(1973) og ”Kokken, Tyven, Hans kone & Hendes elsker”(1989), synes nyere madfilm snarere at handle om livskunst og kunsten at favne fremmede kulturer – tænk bare på ”Ratatouille”(2007), ”Soul Kitchen”(2010), ”100 fods rejsen”(2014), samt ”Chef”(2014).

Hvor madfilm i Vesten traditionelt har mikset lyst til kød med kødets lyst, bruges det gastronomiske felt i nyere film i højere grad til at afsøge eksistentielle og sociale emner som autenticitet og kulturmøde. Vi skal prøve at fordøje kugleskøre ”Soul Kitchen” (2010) af tysk-tyrkiske Fatih Akin, vietnamesisk og taiwanesisk forførelseskunst i ”Duften af den grønne papaya” (1994) og ”Spis, drik, mand, kvinde” fra samme år, samt sidste års kulturmødefilm ”100 fods vandringen” og ”Chef”.

IN YOUR FACE: SULT OG LYST
Når det drejer sig om kødelighed, synes fortællinger om mad lige for. Siden 70erne kan nævnes flere klassikere. Ser vi et øjeblik bort fra Gabriel Axels oscarvindende filmatisering af Karen Blixens forfinede fortælling ”Babettes Gæstebud”(1988), var det i 70erne, 80erne og 90erne provokerende og groteske film, der satte en dagsorden, hvor liderlighed og mad blev sovset ind i hinanden og virkede som lige dele forførende lokkemad og frastødende opkast. Her tales om italienske Marco Ferreris ”Det Store Ædegilde” (1973) og engelske Peter Greenaways ”Kokken, tyven, hans kone & hendes elsker”(1989). I disse film blev dette at spise, æde og fortære et symbol på vor anden drift, den seksuelle, der får nærmest pornografisk udfoldelse ud i det gastronomiske.

I den italienske ”Det Store Ædegilde” beslutter en gruppe mænd – en dommer, en tv-producer og en kok – der hver især døjer med problemer (én er impotent, en andens kone er for jaloux, en tredjes liv er for monotomt) sig for at leje nogle prostituerede, indlogere sig i en villa ude på landet – og æde sig ihjel. Finito!

Hvor det første; trætte mænd, der tager ludere med ud på landet ligger inden for normalmenneskets rækkevidde, er det sidste – at de både beslutter sig for og gennemfører planen om at æde sig til døde – så langt ude, at det hele virker absurd og svært fordøjeligt.

stortædegilde

Det er livslede, der forløses i selvmorderisk livslyst. Filmen er spækket med saftige italienske moderkomplekser og scener med freudianske faser i udbrud: Hvor den ene mand skider toilettet i stykker, udånder den anden efter at spist en kage formet som et moderbryst. Desværre bliver det hele lidt konceptuelt, langtrukkent og ensformigt, mens selve grundideen er uforglemmelig original.

Om hvorvidt filmen er en hedonistisk hyldest til begæret eller en humanistisk protest mod det, kan man tænke over, mens man har trynen i slikposen. Uanset hvad, synes det tydeligt, at mennesket er et kødeligt behovsdrevet væsen, blottet for sjælelige og metafysiske sider.

Slutscenen viser os villaens forhave fuld af nabolagets hunde, der gnasker løs på store uafhentede kødleverancer, og synes at skrige: Er hele dette buffet-liv da blot én stor gang ”Dogville”, der ender med døden? Svært fordøjeligt og let at få galt i halsen.

Og det er ikke fordi hedonismens tidsalder er forbi, snarere leves den ud i en sådan grad, at vi ikke længere synes at behøve film til at vise os hvordan: I marts kunne man i Politikens I Byen-tillæg frejdigt læse: ”Spis dig halvt ihjel til ‘Det Store Ædegilde’ under CPH PIX: Restaurant 560 fortolker menuen fra den berømte film, mens CPH PIX står for hor, fransk musik og klassiske retter i overflod under middagen”.

SEKSUALDRIFT OG KANNIBALISME
For nu at skære plottet ind til benet: I engelske Peter Greenaways ”Kokken, Tyven, Hans kone & hendes elsker”(1989), opdager en sadistisk gangster (Michael Gambon), at hans kone (Helen Mirren) mødes med sin elsker i køkkenet på den franske restaurant, han netop selv har købt. Ægtemanden slagter elskeren, hvorpå konen får blod på tanden og overtaler kokken til at tilberede den døde et uappetitligt måltid, som hun tvinger sin mand til at spise. Ved første mundfuld trykker hun på aftrækkeren og slår ham ihjel: The end.

Nature Morte. Michael Gambon i Peter Greenaways film.
Nature Morte. Michael Gambon i Peter Greenaways film.

At den ene ønsker at overgå den anden i sygelighed ud i hævnakten er ikke et nyt tema: 400 år før fik Shakespeare sit folkelige gennembrud med stykket “Titus”, hvor faren til en voldtaget datter serverer forbryderen til dennes mor.

Mødet mellem seksualdrift og kannibalisme findes også i de to amerikanske ligestillingsgysere ”Stegte grønne tomater” og ”Ondskabens øjne”, begge fra 1991 (åbenbart et menneskeæder år i filmbranchen). I den første slår kvinder, der ikke vil behandles som bankekød af deres mænd, sig sammen om at åbne en grillbar, hvor mandschauvinister serveres i små bidder med stegte grønne tomater til! I den anden tvinges den kvindelige FBI-agent Clarisse til at samarbejde med den kannibalistiske Hannibal, der ud over at være psykopat, er et finkulturelt menneske, der tilbereder sine fjender som gourmetmad. ”I am having a friend for dinner” er således hans udgangsreplik i, hvad mange ville kalde årtiets thriller.

ASIATISK APPETIT PÅ TILVÆRELSEN
Hovedårsagen til at 90ernes madfilm i asiatisk cinema ikke var så seksualiserede og vulgære som i Vesten, må være den, at den seksuelle frigørelse ikke var så fremskreden dér. Men ser man f.eks. i taiwanesiske “The Wayward Cloud” (2005), forvisses man om, at de har indhentet det tabte. Filmen indledes med en højlydt pornografisk scene, hvor en kneppende mand er iført en halv vandmelon på hovedet.

Antydningens tid er forbi: I "The Wayward Cloud" er vandmelonen, der dukker op overalt i filmen, et symbol på menneskenes begær.
Antydningens tid er forbi: I “The Wayward Cloud” er vandmelonen, der dukker op overalt i filmen, et symbol på menneskenes begær.

Dvæler vi derimod ved 90erne, er det alt andet end porno og kannibalisme, der præger madfilmene. To absolutte hovedværker – både i asiatisk cinema som sådan og om madlavningens betydning i Asien – er den smukke vietnamesiske film “Duften af den grønne papaya”, samt taiwanesiske Ang Lees dybsindige “Spis, Drik, Mand, Kvinde”. I begge film spiller madlavningen en underspillet hovedrolle i de kærlighedshistorier, der udspiller sig.

I Anh Hung Trans prisbelønnede debutfilm “Duften af den grønne papaya” foregår alt i et hypnotisk langsomt tempo. Den fattige 10-årige pige Mui forlader sin familie på landet for at blive tjenestepige hos en handelsfamilie. Tiden er begyndelsen af 1950erne. Hun klarer hurtigt sine opgaver, men da huset tynges af gamle uforløste sorger, må hun søge arbejde hos en af familiens mandlige venner, en pianist fra overklassen. Denne fyr har en rasende jaloux og utaknemmelig forlovet, som herser rundt med ham, og langsomt for han øjnene op for den unge Muis indre ro, ritualer og kogekunst. De vietnamesiske vaner, som hun har lært i køkkenet som barn, er så dybt integreret i hendes på én gang primitive og sensuelle personlighed, at hun fremstår som mere oprindelig.

Pianisten falder for hende – og på hende, hvorefter han erstatter sin forkælede forlovede med sin nye zenbuddhistiske madmor. I filmens sidste scene sidder den gravide Mui og kører fingeren gennem de kaviarlignende frø i en overskåren papayafrugt, mens hun gentager de verber, som hendes nye mand lærer hende. Traditionel madlavning og basal femininitet, eksotisk frugt og eksotisk frugtbarhed. Det er som om Anh Hung Tran siger; kun det traditionelle menneske lever ved kulturens rødder og udspring.

Fortællingen lægger ganske tæt op ad Karen Blixens “Babettes Gæstebud”, hvor en fransk mesterkok bruger hele sin opsparing på at vække en flok vestjyders sjæle til live med oprindelig fransk kogekunst.

papaya

I Ang Lees film “Spis, drik, mand, kvinde” fra samme år møder vi ligeledes antydningens (koge)kunst og respekten for traditionen. Dog har den ældre stjernekok, der spiller hovedrollen, det problem, at han intet kan smage længere. Vi forstår, at skønt han er mester ud i at stille andres sult, er der noget galt med hans egen livsappetit. Mesterkokken bor alene med sine tre døtre og sammen har de et fast søndagsritual, hvor han laver deres livretter.

Gennem hele filmen forsøger døtrene at gøre ham interesseret i en kvinde på hans egen alder for til sidst at opdage, at han har gjort hendes datter gravid! Da døtrene endelig har accepteret farens livsappetit, laver den yngste datter en forsoningssuppe til sin far, et måltid, der giver ham smagssansen tilbage. Helt forkert er det ikke atter at trække Blixens “Babettes Gæstebud” ind. Det er netop i det uudtalte, neden under det hele, at appetitten – seksualappetitten og livsappetitten korresponderer.

KRYDDERI PÅ TILVÆRELSEN
Vestlige film fra det seneste årti synes, modsat tidligere, at vise, at vi er blevet så seksuelt frigjorte, at vi ikke længere i samme grad behøver at udtrykke det fortrængte og forbudte gennem madvarer, men er blevet mere interesserede i, hvad mad kan symbolisere eksistentielt og bidrage med socialt. De toner som Blixen anslog i ”Babettes gæstebud” – sjælens stræben efter det autentiske, samt nødvendigheden af krydderi (fra andre kulturer) på tilværelsen – slås bredt an i sidste tiårs madfilm som ”Ratatouille”, ”Soul Kitchen”, ”100 fods rejsen”, samt ”Chef”.

Har man ikke set Pixar-animationsfilmen “Ratatouille” om landsbyrotten med den geniale smags- og lugtesans, der midt mellem skrald og affald drømmer om at lave mad på en fin femstjernet pariserrestaurant, har man noget til gode. På mange måder indvarsler den årtiets ovennævnte madfilm med sin fortælling om at finde sit talent og sætte alt ind på at forsvare autenticitet og originalitet. Pudsigt nok benytter både “100 fods rejsen” og Chef”, en lignende skabelon. Det handler om at udvikle sig frem til det geniale – i køkkenet og i personligheden – for siden at komme for godt i gang, sætte det hele over styr, for så at vende tilbage til det autentiske og originale.

I de to film møder vi to forskellige kokke, en latino-inspireret og en inder, som begge mister deres sjæle, men som ender med at vende tilbage til rødderne og finde sig selv. Begge film handler også om det fremmede, eksotiske indvandrerkøkken, der af omgivelserne regnes for mindre fint. En udfordring der tages op til fulde, så at røgen, lugtene og farverne står ud gennem filmlærrederne. Således handler film om madlavning og kogekunst ikke længere så meget om fortrængt begær som om fortrængt personlig og social udvikling.

cfef og fodrejse

Mest forløst og morsom er tysk-tyrkiske Fatih Akins madfilm “Soul Kitchen”. Instruktøren, som stod bag de både dybsindige og provokerende mesterværker “Mod muren” (2004) og “På Himlens Kant” (2007), har om nogen den dobbelte identitet inde på livet, og i “Soul Kitchen” langer han ud efter tysk indspist lavkultur med en stor grydeske. En ung tyrkisk 2. generationsindvandrer forsøger at få stablet en restaurant på benene med usandsynligt få midler. Da han finder en nyligt fyret og forsmået sydeuropæisk mesterkok – enten græker eller roma, det opklares aldrig helt – får han sig en komplet ustyrlig knivkastende gourmetkok som kaptajn for sit lille nedslidte køkken. Snart vender alt og alle sig i mod ham; kæresten, mafiaen og fødevarekontrollen, og kampen for at bevare den etnisk oprindelige køkkendrøm kæmpes for fuld udblæsning og meget underholdende.

At mødet med det oprindelige og autentiske bliver et hovedtema i massekulturen, hvor alt sælges færdiglavet, og hvor ingen rigtig kan kende forskel på hinanden, fordi alle er ens, er oplagt. Og det er lige meget om mødet med det autentiske igangsættes indefra, fra sjælens dyb, eller udefra i form af krydderier fra de såkaldt varme lande og fremmede kulturer. De senere års madfilm handler om den altid væsentlige udvidelse af komfortzonen, om at stikke tungen ud i verden og turde smage uden at lytte til den værste smagsdommer; flertallet og konformiteten.

At lave mad, at smage mad er et originalt billede på to af de mest fundamentale sider af eksistensen: På den ene side at være kreativ og skabende, på den anden side at være åben og lyttende. Smagsløgene virker hinsides sproget, hvor filmenes billeder gør deres bedste for at få os til at smage på virkeligheden og på hinandens kulturer. Det sidste er vigtigt i en tid, hvor strenge sprogtests – og ikke sammenskudsgildet – er afgørende for, hvem der får lov til blive og lave mad her i landet.

Det er ikke ufarligt at være kok i Fatih Akins "Soulkitchen".
Det er ikke ufarligt at være kok i Fatih Akins “Soulkitchen”.
More from Jeppe Marsling

SEX VS. KÆRLIGHED – I FULDT FLOR PÅ FILM

”Megen forvirring kommer af ikke at skelne mellem sex og kærlighed. Og...
Læs mere