Forfatterpar: Inger Christensen og Poul Borum

Foto af Inger Christensen
Inger Christensen

Netudgaven kigger i en serie af artikler nærmere på nogle af litteraturhistoriens forfatterpar. Denne artikel belyser forholdet mellem Inger Christensen og Poul Borum – to uundgåelige forfattere i dansk litteratur.

Poul Borum og Inger Christensen – Ypperstepræster for hinanden

De to hovedskikkelser i dansk litteratur, Poul Borum og Inger Christensen, nåede at dele 17 år med hinanden, inden en umættelig appetit på livet skilte dem ad. De forblev dog hinandens vigtigste fortrolige.

Det er i 1958, en ung nyuddannet skolelærerinde banker på døren til et spirende digtertalent i Aarhus. Et halvt år senere er de gift, og nu, et halvt århundrede senere, er de begge uundgåelige navne i den danske litteraturhistorie. Inger Christensen og Poul Borum blev skilt igen efter 17 år, men nåede indtil da at manifestere sig som udødelige skikkelser i dansk kultur.

Det sker så ufatteligt sjældent, at skæbnen, på den måde som det skete den dag, kommer og banker på ens dør. Men det var næsten så tilfældigt, som det lyder, og af den grund så rigeligt fascinerende.

Inger Christensen, der opvoksede i Vejle, var, som et af særtilfældene i datiden, blevet optaget i gymnasieskolen – i stedet for at fortsætte i mellemskolen, som det ellers var kutyme blandt piger i slutningen af 40’erne. Det lå ellers ikke i kortene dengang for Christensen, der var vokset op med en husmor og en håndværker som forældre. I 1955 tog hun filosofikumeksamen på Køben

Inger Christensen
Inger Christensen

havns Universitet: en eksamen der skulle bestås før den studerende kunne påbegynde sit egentlig studium. Inger Christensen fortsatte ikke, men flyttede til Aarhus for at gå på lærerseminariet.

Én at dele litteraturen med

Samme år fik den nu 20-årige Christensen sin digterdebut i Tidsskriftet Hvedekorn, der blev redigeret af Torben Brostrøm. Tre år senere bankede den poetiske åre hårdere i hende end nogensinde før. Frustreret over at føle sig alene med litteraturen i Aarhus skrev hun et brev til Brostrøm, der imidlertid også havde en kur for lidelsen: I Aarhus fandtes nemlig flere af Hvedekorns bidragydere, fortalte han og vedlagde adressen til et lille værelse, hvor et spirende digtertalent boede.

Kort tid efter bankede Christensen på Poul Borums dør, og han syntes at være løsningen på hendes frustrationer. Bare et halvt år senere var de gift. Det lyder som den perfekte kærlighedshistorie, men var måske nærmere resultatet af, at de kort tid efter fik arbejde som højskolelærere i nærheden af Aarhus, hvor de kunne bo sammen uden at være gift.

Men det var i høj grad en fuldstændig opslugende interesse for hinanden, der holdt de to sammen. Inger Christensen har sidenhen udtalt i interviews og portrætter, at hun oplevede at blive enormt betaget af den ekstremt belæste og vidende Borum. Og han blev – som det var tilfældet for mange af den tids digtere – en vigtig faktor i arbejdet med hendes digtsamlinger. Digtsamlinger, der har placeret hende som oplagt modtager af Nobelprisen i litteratur og har fået blandt andre Søren Ulrik Thomsen til at udtale i sin nekrolog om hende i 2009:

“Der er ingen tvivl om, at Inger Christensen er en af de største digtere, vi har haft, ikke bare i Danmark, men overhovedet.” (Politiken, 6. januar 2009)

Det høje og det for høje tempo

Poul Borum kender vi i dag som den ret excentriske, men lige så skarpe, når det kom til at vurdere, hvem der skulle blive den nye store digter, og hvem der skulle have ladet digtene blive i skrivebordsskuffen. Men han var også selv digter og en hyperproduktiv en af slagsen. Hele 47 bogudgivelser blev det til inden hans død i 1996, og dertil kommer rundt regnet 7000 anmeldelser i Ekstra Bladet af musik, teater og litteratur. Inger Christensen nåede op på 21 udgivelser, hvoraf en stor del var skue- og radiospil.

Og deri ligger måske én af de helt store forskelle mellem Poul Borum og Inger Christensen, nemlig tempoet. Hvor Poul Borum havde en balstyrisk energi, og hos hvem alting foregik i rasende fart og i ekstremt ordnede systemer, så foregik det i et mere adstadigt tempo hos Christensen.

Selvom det høje tempo førte til en enorm litterær produktivitet, havde den også en noget mere nedslående side. Det høje tempo skyldtes nemlig ikke kun en appetit på livet, men også at Borum var maniodepressiv, en sygdom der i ’61 førte til indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Han har dog selv udtalt, at selvom han her opdagede flere af sit livs skyggesider, bl.a. faktummet at han var adopteret, var indlæggelsen også kimen til hans kreative energi; først her fandt han ordene til at skrive, og det blev til debuten året efter; Livslinjer.

Poul Borum
Poul Borum (Foto: Lisbeth Thorlacius)

Kærlighed til og i teksten

For Borum var skriften et arbejde, noget der skulle ordnes. Det var et spørgsmål om at stå op om morgenen og skrive. Men for Christensen foregik det i perioder. I portrætfilmen om hende, Cikaderne findes, fortæller hun, hvordan den første sætning i Det (“Det. Det var det.”) kom til hende, da hun pakkede et netop færdigskrevet manuskript ind for at sende det til sin redaktør på Gyldendal. Færdigskrevet blev samlingen dog først ti år senere, delvis under et ophold i Rom.

For Borum var der ikke langt fra kærligheden i litteraturen til den fysiske og virkelige kærlighed. I et af hans digte kobles tekstlinjer sammen med smilerynker og en uro, der findes både i hans skrivende og hans levede liv:

Sid stille for pokker
du sidder
model
til et mesterværk:
– dette

nej linjerne smutter
det er dine
smilerynker uden alder
der forvirrer min pen

 rør dig for pokker
forstyr mig mer endnu
som om mine ord ikke
var nok

Digtet stammer fra hans anden digtsamling, der blev udgivet året efter hans debut i 1962 og hedder Hende – Et sangværk til min danske kone. Den biografiske læsning var endnu ikke dømt ude i kulden, da Borum debuterede. Og han gør ikke meget selv for at undgå, at læsere med så meget som et overfladisk kendskab til sit liv kobler digtets du sammen med virkelighedens Inger:

Adamsæblet

                      hopper

i min hals

                 når jeg synger

dit

   slangeringende

                               navn

lille orm

 

og jeg skriver på

                              mit uvisnelige

figenblad

                 fem blå bogstaver

 “Ypperstepræster for hinanden”

Kærligheden imellem Christensen og Borum var nok stor, men den var ikke nok til at holde sammen på ægteskabet. En søn og 17 år efter flyttede Borum ud af deres fælles hjem og ind i sin lejlighed i Havnegade, Bogtårnet, som lejligheden blev kaldt, hvor han boede til sin død i 1996. Poul Borum havde gennem ægteskabet haft flere kærester af begge køn, og denne appetit kunne ikke længere være i ægteskabet. Han boede senere i tre år sammen med digteren Morti Vizki, men også det kom til en ende.

Skilsmissen betød dog ikke enden på det bånd, de havde knyttet imellem sig. Man mærker en enorm respekt mellem de to, og det var også Christensen, der ordnede hans begravelse tyve år efter skilsmissen. Noget kunne tyde på, at nok var kærligheden væk, men poesien, og dermed forbindelsen mellem dem, den var der endnu.

Borum havde været hendes tidlige vej ind i verdenslitteraturen, men var også hendes vej videre med sine egne digte. Hun nævner i Peter Øvig Knudsens portræt fra 1996 Borum som den primære grund til, at hun ikke opgav arbejdet med Alfabet, men – heldigvis for os – skrev den færdig:

“(…) jeg kom kun videre, fordi jeg – som det sikkert overgår mange forfattere i Danmark – præsenterede ideen for Poul, som sagde, at jeg bare skulle fortsætte. Og eftersom jeg har været gift med ham i sytten år, stoler jeg på ham og som han siger.”

De delte begge deres ideer, tanker og tidlige skitser med hinanden, langt inden nogen andre læste det. Inger Christensen havde en regel om aldrig at vise noget frem, før det var færdigt, efter en nedladende episode ved en oplæsning i Det danske akademi. Men Poul var en undtagelse. “Digte var på menuen derhjemme,” sagde Inger Christensen i Cikaderne findes om deres middagssamtaler, og denne fortrolighed, hvor nye ideer og tanker kunne luftes fordomsfrit.

For omverden viste Borum holdningen, at digte skulle være nødvendige og have fuldkommenhed, fortæller digteren Janus Kodal i afsnittet af DR’s Store danskere om Poul Borum. Men i Christensens og Borums hjem var fortrolighed, inspiration og frirummet vigtigere end fuldkommenheden. De satte hinanden på en piedestal, nøjagtigt som jeg’et og du’et sætter hinanden i Borums Hende:

Langt som et år
var min prædiken

 hvor var det godt
din bønfaldende gestus

 kunne ganske hindre
dig i at høre efter

sådan er vi lissåstille
ypperstepræster for hinanden

Det. Det var det.

Poul Borum og Inger Christensen har sat et fuldstændig uskatteligt aftryk på den danske litteraturhistorie. Inger Christensen har, som Søren Ulrik Thomsen beskrev det, beriget os med noget af den allerfineste litteratur, man kan komme i nærheden af – oversat til et væld af sprog. Poul Borum har beriget os ikke bare med sin egen litteratur, men også med andres. Blandt andet ved hans litterære saloner i “Bogtårnet”, som blandt andre Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og F.P. Jac frekventerede. Han redigerede tidsskriftet Hvedekorn, i længere tid end nogen anden (indtil videre), fra 1968-96, og han var en af hoveddrivkræfterne i etableringen af Forfatterskolen i København.

I 1996 måtte Poul Borum sætte sit sidste punktum og give efter for den cancer og kroniske bronkitis, han led under i de sidste år. Det var Borums livslange fortrolige Inger Christensen og deres fælles søn, Peter Borum, der stod for hans begravelse på de ukendtes gravplads i København. Ukendte var der dog ingen af de to, der blev. De fik begge et utal af priser, herunder bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Inger Christensen var desuden medlem af Det Danske Akademi – af hvem hun ellers i sin tidligere karriere var blevet hånet – fra 1978.

13 år efter Poul Borum døde Inger Christensen i den lejlighed, de havde levet i. Inger Christensen ligger i dag begravet på Garnisonskirkegården.

“Det. Det var det.”

Læs mere

DEL 1: Sartre & Beauvoir
DEL 2: Kahlo & Rivera

More from Camilla Zuleger

Del 1: Stress & litteratur

Vi tænker tit, at stress kan løses med mindfulness, gåture ved stranden...
Læs mere