Bodsgang – tyske film om krigen

Fra serien "Vore fædre vore mødre som kan ses på Netflix.

Her omkring årets mørkeste dag markeres samtidig lysets tilbagevenden: Ligeledes har tyske filmskabere det seneste tiår forsøgt at finde mening med galskaben i deres storværker om 2. verdenskrig og Holocaust. For hvad skete der? Hvorfor? Og hvilken lære kan uddrages? Taberne fortolker det mørkeste stof i europæisk historie og vinder terræn, menneskeligt set.

Krigens sejrherre skriver (film)historien
“Det er krigens sejrherre, der får lov til at skrive historien” lyder ordsproget sådan ca.: De fleste af os har set amerikanske storfilm som Spielbergs “Indiana Jones”, Oscarvindende “Schindlers Liste” (1993) og “Saving Private Ryan” (1998), hvor nazierne bliver udstillet og får som fortjent. Nævnes skal også storserien “Band of Brothers” (2001) – den mest sælgende tv-serie i 2003 – om Easy Company, en division af amerikanske faldskærmstropper, hvis træning og senere udkastning bag fjendens linjer, vi følger gennem ti timer.

Ved siden af disse amerikanske fortolkninger kan vi stille vore danske: “Drengene fra Skt. Petri” (1991), “De Nøgne Træer” (1991), “Flammen og Citronen” (2008) og “Hvidsten-gruppen” (2012). Men ikke dette års “Under sandet”, der, netop som de seneste tyske film griber i egen, nationale barm, når brutaliteten skal afdækkes og kulegraves.

Under sandet af instruktør og forfatter Martin Zandvliet, som har fået stor international opmærksomhed. Foto Egmont.
Under sandet af instruktør og forfatter Martin Zandvliet, som har fået stor international opmærksomhed. Foto Egmont.

Først det seneste tiår er tyskerne og østrigerne for alvor begyndt at fortolke deres kollektive sammenbrud og Holocaust i medrivende storværker som “Der Untergang” (2005), “Sophie Scholl” (2005), “Forfalskerne” (2007), “En Kvinde I Berlin” (2008),”Lore” (2012) og senest mesterværkerne tv-serien “Vore mødre, vore fædre” (“Generation War”) fra 2013, samt den både hårrejsende og hjertegribende “Nackt unter Wölfen” (Naked Among Wolves) fra i år, 2015.

DE SOM TURDE SIGE FRA
Når en hel kultur bliver grebet af storhedsvanvid som den tyske i 30’erne, bliver de få, som tør repræsentere modkulturen, blæst omkuld. Heltinden og helten bliver da magtfulde tyskere som industrialisten Arthur Schindler, helten i “Schindlers Liste”, og oberst Claus von Stauffenberg, helten i Bryan Singers “Valkyrie” (2008), der satte alt ind på at mindske tabet af menneskeliv.

I endnu højere grad er et ungt ’ukendt’ søskendepar blevet symbol på denne modkultur, nemlig to fornuftige unge mennesker, der endte med at betale med deres liv i forsøget på at tale galskaben i mod.

I filmen “Sophie Scholl: De sidste dage” møder vi 21-årige Sophie Scholl og hendes bror Hans, der i 1943 blev snuppet af pedellen på deres universitet i München, hvor de uddelte illegale antikrigspamfletter. Søskendeparret, der var medstiftere af den kristne modstandsgruppe ’Hvide Rose’, blev forhørt af Gestapo, hvor de påtog sig hele skylden for blot fem dage efter anholdelsen at blive dødsdømt for ’undergravelse af folkeviljen’ og henrettet ved halshugning.

Filmen er baseret på forhørsprotokollerne og er således tilnærmelsesvist historisk korrekt. De to mest rørende elementer synes at være Sophies trodsighed under forhørene under ledelse af den truende formand for folkedomstolen, samt den både knugende og rørende erkendelsesproces som afspejles i de unge ansigter: Selvom vi burde have så megen liv foran os, er fornuftens stemme vigtig nok at dø for.

Hans og Sophie Scholl med Christoph Probst, 1942.
Hans og Sophie Scholl med Christoph Probst, 1942.

I en meningsmåling fra 2005 udført af tv-kanalen ZDF blev søskendeparret kåret til de fjerde vigtigste tyskere gennem tiderne (foran Goethe og Bach). Blandt unge seere havnede de på førstepladsen, hvilket afspejler den symbolske kraft som Scholl-søskende-parrets sandhedssøgen med tiden har udsendt. Hendes sidste ord lød: “Hvordan kan vi forvente, at retfærdigheden skal ske fyldest, når der stort set ingen findes, der vil opgive deres individualitet for retfærdighedens sag?” Således blev hun martyr, og ikke kun i traditionel kristen – men også i moderne humanistisk forstand.

UNDERGANGEN
Det epokegørende ved “Die Untergang” fra samme år blev, at denne tyske storfilm ikke portrætterede modkulturens helte og heltinder, men viste medløberiet til vejs ende; omstændighederne op til og omkring Hitlers selvmord i førerbunkeren. Filmen, der også er baseret på de overlevendes vidneudsagn, indledes dokumentarisk med en ældre dames refleksioner over, hvorfor hun mon i 1942 blev Hitlers privatsekretær, en kendsgerning, der stadig forekommer hende gådefuld. Modsat Sophie Scholl mener hun, at hun må have været for ung til at have vidst bedre. Damen hedder Traudl Junge og ’undergangen’ opleves gennem hendes unge bundnaive dådyrøjne.

Filmens centrale figur er dog ikke den unge sekretær Junge, men derimod Føreren med stort F, spillet mesterligt af Bruno Ganz. Ganske dokumentarisk slæber den os over næsten tre timer gennem dagene op til selvmordet, der gjorde ende på det hele. Det meste af filmen foregår i betonbunkerens både vinduesløse og sparsomt indrettede rum, en scenografi, der på klaustrofobisk vis spærrer publikum inde sammen med to af verdenshistoriens største psykopater; hysterikerne Adolf Hitler og Franz Goebells. Lige dele rasende og sentimental på den ene side, feberfantaserende – om ikkeeksisterende hære og divisioner – på den anden, slæber den gamle diktator sig rundt i mellem de forfærdede medvidere, der mere og mere fordrukne forsøger at tale den fortabte berlinske civilbefolknings sag.

Og dette er netop knebet, der gør massemorderens vandring mod dødsriget så symbolsk for hele det tyske folk under krigen: I filmen fuldbyrder den gale Hitlers selvmord ikke blot en morderisk rejse for hele det tyske folk, men også en selvmorderisk, thi nationalsocialismen var en (masse)psykose – et hævngerrigt storhedsvanvid fra start til slut. Hitlers sidste dage og timer bliver således ikke blot symbolske for hele Krigen med stort K, men for al angrebskrig, og for den magtfilosofi og det lige dele lidelsesromantiske rovdyriske liv-eller-død-menneskesyn, som ligger til grund for opofrelsen af civile.

Efter at have set en fattet fru Goebells putte sine fem børn, før hun slår dem ihjel, flygter Traudl Junge sammen med en 12-årig, højtdekoreret! barnesoldat: Ved at klynge sig til denne ’lillebror’ undgår hun at blive voldtaget af de russiske soldater. De to unge finder derpå en strandet cykel for troskyldigt at cykle leende gennem et skovbryn. Fornuften sejrer i denne slutscene, der synes sat op som modsætningen til krig, lidelse og død: To unge der lever, cykler, ler. Som Adam og Eva (der dog var jøder) når de to bag om syndefaldet, frelste, tilbage til naturtilstanden. Alligevel ender filmen ganske passende med følgende seværdige refleksion af Traudl Junge, der ender med at konkludere at ungdom ingen undskyldning er for ansvarsforflygtigelse:

VORE MØDRE, VORE FÆDRE
I Tyskland er den kollektive historie anderledes nærværende, da stort set alle har forældre eller bedsteforældre, der enten blev forfulgt eller deltog i krigsindsatsen (det var en enten-er-du-med-eller-mod-os-tid). Da serien “Vore fædre, vore mødre” (der kan ses på Netflix) med de otte afsnit gled over de tyske tv-skærme, fulgte syv millioner med. Fem unge bedste venner i starten af 20erne, tre fyre, to tøser, mødes i 1941 på en café og enes om, at krigen er ovre til jul. To brødre skal til fronten (lillebroren tydeligvist pacifist og krigsmodstander), den tredje fyr, skræddersønnen, er jøde, og de to unge kvinder er henholdsvis sangerinde og sygeplejerske-elev. Da serien slutter mødes kun tre overlevende, samme sted, i murbrokkerne.

Fra serien "Vore fædre vore mødre som kan ses på Netflix.
Fra serien “Vore fædre, vore mødre” som kan ses på Netflix.

I mellemtiden følger vi de fem få øjnene helt op for, hvad nazisme, fascisme og krig faktisk er: Blodigt raseri. De prøver hver i især at bevare menneskeligheden og livet; to størrelser der – som hos søskendeparret Scholl – ikke altid forenes. Den pacifistiske lillebror, der i begyndelsen mobbes og pines af sine soldaterkammerater, hærdes langsomt og bliver kølig, men aldrig kynisk pragmatiker. Han gør, hvad der er nødvendigt, for at han og hans kompagni kan overleve. Da storebroren, der er kommandant og farens stolthed, efter et rasende slag om Kiev for en tid gemmer sig i en russisk hytte, bliver han dømt til at tjene i det ubevæbnede ’oprydningshold’. Her bevidstgøres han om den mere beskidte bagside af den glorværdige krigstjeneste, og ydmygelser og overgreb på civile, som forsøger at undvige efter bedste evne, bliver daglig kost. Sygeplejerske-eleven, der er begejstret for at kunne deltage solidarisk i krigsindsatsen, vågner op den første dag på felthospitalet, hvor skrigende mænd, der kalder på deres mødre, får amputeret arme og ben. Langsomt begynder hun at hjælpe soldaterne med at gøre skade på sig selv, så de kan undgå at blive sendt tilbage til fronten, et livsfarligt arbejde forstås.

Sangerindens historie er mere kompleks, eftersom hun er kæreste med den jødiske skrædder, hvis forældre nægter at flygte fordi de mener, at hårdt arbejdende folk nok skal blive ladt i fred. Hun indleder et rent seksuelt forhold til en højtstående nazi-officer for at opnå udrejsepapirer til sin jødiske kæreste og få sat skub i sangkarrieren. Da den unge jødes forældre bliver hentet af Gestapo, viser det sig, at hans rejsepapirer blot giver adgang til samme dødslejr. Ved at flygte fra godstoget med en polsk pige formår de to at støde til den polske modstandsbevægelse i skoven.

Det umiddelbart uhistorisk-rosenrøde ved dette forløb er naturligvis, at sandsynligheden for som jøde at undslippe en kreaturvogn i fangeuniform og senere finde en modstandsbevægelse at tilslutte sig var uendeligt lille. Ikke desto mindre viser forløbet, at netop drabet på jøderne er det mest traumatiske og følelsesmæssigt uacceptable arvegods i den tyske erindring: Jøden må overleve for enhver pris. Om ikke i den historiske virkelighed, så i det mindste i den fremadrettede ønsketænkning. Det bekræfter den hjertegribende film “Naked Among Wolves” med al tydelighed.

NØGEN BLANDT ULVE: JØDEN MÅ OVERLEVE FOR ENHVER PRIS

Det er ikke uden grund, at Tyskland alene i år har modtaget næsten 1 million flygtninge, én flygtning per 90 tyskere. På den tyske ambassades hjemmeside i København står at læse: “Tysklands forhold til flygtninge er i høj grad kendetegnet ved åbenhed og velvillighed til at hjælpe mennesker, der er i nød. Dette bunder i to principper, som er forankret i den tyske grundlov: Princippet om at tildele ethvert menneske, som er politisk forfulgt, retten til asyl i Tyskland samt princippet om respekt af den menneskelige værdighed”. Ser man “Naked Among Wolves” forekommer det åbenbart, hvorfor disse principper blev forankret i den tyske grundlov efter Krigen.

naked-among-wolves-poster

Når vi forholder os til de op mod 15.000 tyske koncentrationslejre, hvor seks millioner mænd, kvinder og børn blev slået ihjel – mange efter frygtelige lidelser – forholder vi os også til menneskets ondskab som sådan. Det gør ikke alene emnet mytisk, universelt, almenmenneskeligt, men også psykisk ubærligt at forholde sig til. I dette mørke, meningsløse hul søger vi ikke helt ulogisk en forklaring på, hvorfor og hvad, der skete.

Tør man, og har man nerver til at beskæftige sig med fænomenet, må man for at finde nogen som helst mening med det dels finde sin egen brutalitets rødder frem, dels finde modgiften mod samme. Begrebet ondskab er nemlig meningsløst: Kun hos syge mennesker – sadisten – der ophidses seksuelt af at påføre andre smerte, og psykopaten, hvis evne til medfølelse enten er misdannet eller ødelagt, kan vi tale om ondskab. Og her er der ingen vej frem andet end udenom.

Det synes tydeligt, at selve lejrsystemet i lejre som Buchenwald, som “Naked Among Wolves” udspiller sig i, er skabt som et undertrykkelses- og ydmygelsessystem. Det tyske storhedsvanvid kendetegnedes således udadtil ved en forpustet erobringsgejst, ’Den Totale Krig’, mens det indadtil manifesterede sig i måder, hvorpå de anderledes ’utyske’, kunne gøres værdiløse: Brutaliteten udgøres derfor af en hævnakt, hvis formål netop var at bestyrke de i øvrigt hårdt prøvede tyskere i deres overlegenhed.

“Nøgen Blandt Ulve”, der er baseret på en sand historie, udspiller sig i Buchenwald de sidste to uger af Krigen. Alle 50.000 fanger og 1.500 SS-vagter (både mænd og kvinder) ved, at det snart er slut. Blandt de kommunistiske fanger, der siden 1937, i otte år, har forberedt sig på et oprør for at undgå at blive henrettet i de sidste dage, dukker pludselig et 3-årigt jødisk barn op i en kuffert (efter bogen, som filmen bygger på, udkom i Østtyskland i 1958 blev drengen identificeret som værende Stefan Jerzy Zweig).

"Naked Among Wolves" udspiller sig i Buchenwald.
“Naked Among Wolves” udspiller sig i Buchenwald.

Dilemmaet lyder således: Bliver barnet udleveret vil det blive slået ihjel (kun børn over 10 år fik lov at leve, da de kunne arbejde). Viser kommunisterne omsorg og tilknytning til barnet, vil det blive brugt imod dem i de forestående torturseancer, hvor SS-ledelsen vil forsøge at afsløre oprørets ledere og våbnenes skjulesteder. Af årsager, som næppe kan kaldes pladderhumanistiske og sentimentale, skjuler en tømrer barnet stik imod ordre fra sine overordnede. Da lejrledelsen får nys om barnet, tilspidser en ulidelig konfrontation, hvor flere mænd tortureres til ukendelighed for at afsløre barnets eksistens: Det er åbenbart sværere at modstå tortur, når det går ud over andre (især et forsvarsløst og godtroende barn), man har et forhold til, end det er at dø af egen smerte for at beskytte sine bedste venner.

Det jødiske barn, der i filmen øvrigt er bedårende som en engel, bliver et mytisk barn for de indsatte. Det bliver symbol på både selve livet, samt omsorgen, der står i fløjlsblød kontrast til den brutalitet, de alle ligger under for. Det er nemlig ikke uden grund, at den unge kommunist, der vælger at skjule barnet, er tømrer – noget en lejrleder også sarkastisk bemærker at netop Jesus var: Tømreren og tre andre medfanger må lade livet, for at barnet holdes i live og i sikkerhed, en ’korsfæstelse’, de påtager sig for, ’at livet skal kunne genopstå’ efter befrielsen.

Således sætter filmen på uafrystelig vis opgøret mellem liv og død, tyskere og jøder, brutalitet og ømhed på spidsen på en måde, så at ingen skal blive i tvivl om, hvad der er værd at dø for.

BODSGANG OG MENINGSSØGEN
At gyse i sofaerne og se de onde gøre fortræd giver ingen mening: At forstå mekanismen had-kærlighed både i os som individer og mellem os som kollektiv, gør derimod. Tyskerne har mindst interesse i at fremstå som onde. Derfor er deres fortolkninger sværere at få succes med, men de er også dybere og mere lærerige at studere. At krigen med dens idealer om hårdhed, opofrelse, erobring og ligegyldighed ikke er foretrække for omsorg, kærlighed og ansvarlighed er en evig lære, som vi altid må repetere følelsesmæssigt og intellektuelt. Ellers kan historien gentage sig, hvorfor alle bør kunne erindre det tyske efterkrigsmotto fra historiebøgerne: “Aldrig igen!”.

Det store gådefulde spørgsmål om forbindelsen mellem de stolte tyskernes selvtillidstab og det jødiske samfunds økonomiske og kulturelle magtposition i mellemkrigstidens Europa synes endnu mørkelagt og underbelyst i filmkunsten: Her ligger de smertelige psykiske og sociale motiver til både storhedsvanvid og etnisk udrensning begravet. Spørgsmålet er om tyskerne nogensinde tør tage emnet op af angst for anklager om selvretfærdighed? Sikkert er i hvert fald, at vi her kan lære noget om, hvorfor vi allerede 70 år efter er begyndt at vedtage særlove vendt mod muslimer i Europa.

More from Jeppe Marsling

Kollektivernes tid – nybrud i film om 70’erne

70'erne var i bevægelse – kollektiv bevægelse, kvinde bevægelse, hippie bevægelse, bøsse...
Læs mere