At spørge, at overraskes, at undres – en rejse til Polen

Det er 2016 og Netudgavens første litteratur-artikel er denne: En reportage fra en rejse til Polen. Ikke blot for rejsens skyld men for at gå i fodsporene på forfatteren Witold Grombrowizc. Det er et essay, der undersøger Grombrowizc’ litteratur og tænkning. En artikel der tænker sammen med dén litteratur, der beskrives.

“Det er ikke tilfældigt”

Bussen kørte fra Berlin og det blev mørkt. Træerne havde høje, tynde, nøgne stammer. Og jeg vågnede først, da vi krydsede grænsen. Langs vejen var der hoteller, vekselkontorer, natklubber og cigaretudsalg. Warszawa, busstationen. Uåbnede kiosker, gaveboder, automat med varme drikke i brune plastikkrus, uåbnet informationskontor, kryds og tværs. Toilet nedenunder, spillemaskiner, gult lys.

Det er ikke tilfældigt, at jeg er taget til Polen, jeg har et mål. Det er et hundrede procent tilfældigt. Et radioprogram fra 2012 hørt i februar i år præsenterede mig for Gombrowicz. Witold Gombrowicz, polsk forfatter, provokerende. Født: 1904, død: 1969. Eksil i Argentina. I radioprogrammet blev der læst op af den sidste roman, han skrev – Kosmos. Jeg mistede pusten, jeg måtte høre det igen og igen. Og siden læse bogen, og flere bøger af ham. Kosmos er, ifølge Gombrowicz selv, ikke lige til at udrede; en mørk kompleksitet. Et dyb, hvirvler og sort vand. Og han skrev: ”mennesket står og stirrer på det – stirrer på det og er fanget af det – og forsøger at afkode, forstå, forbinde det til en eller anden helhed…”.

Er det ikke lige præcis det, vi mennesker gør hele tiden – vi prøver febrilsk at finde en sammenhæng, et system, konsistens og konsekvens. For hvordan agerer man i en flydende verden?

Kaos

I Ovids Metamorfoser beskrives verdens tilblivelse som en dannelse af orden. Faktisk var der en verden inden ordenen – men den var “et rod hvori der hulter til bulter / kun var splidagtige kim til ting der ikke hang sammen.” Den antikke tænkning byggede på en cirkulær tidsforståelse, uden egentlig begyndelse og slutning. Der var jord og der var hav, men det var uden blivende form. Elementerne var i konstant strid. Ved en guddommelig viljeshandling standses striden, og orden og liv fremkommer. Et spring i tid, til et andet sted, en anden udlægning af starten: creatio ex nihilo. Inden Gud skabte verden, var der intet. Med kristendommen kommer en tidsforståelse, der modsat den græske, er lineær. Gud er almægtig. Dette betyder også,s at verden kan gå til grunde. Hvis Gud ønsker det, er der en afslutning.

Vigtigt er det dog at pointere, at mennesket hører til i verden – uanset hvordan den så er blevet til. Sådan fortsætter det med at være op gennem Europas middelalder og renæssance. Ikke engang da Kopernikus i 1543 viser, at jorden drejer rundt om solen og ikke omvendt, skubbes mennesket ud af universets centrum. Men alt dette er lang tid siden. Et eller andet er der sket med verden. Og hvad er det så, der er sket – hvorfor bryder ordenen sammen, hvorfor føler vi os ikke hjemme på jorden længere?

Her kunne følge en lang udredning, et eller andet forsøg på at undersøge, hvordan (og om) mennesket blev fremmed i verden. Jeg vil i stedet springe tilbage til Gombrowicz´ Kosmos. Bemærk det geniale i at kalde en fuldstændig kaotisk roman for Kosmos. Og måske tænke kaos og kosmos som to aspekter af det samme som mulighedsdannende faktorer. At have en tiltro og kærlighed til det der cirkulerer, der bider sig selv i halen. Og en lige så stor tiltro og kærlighed til det, der bevæger sig lineært uden nogensinde at vende tilbage til udgangspunktet.

Udgangspunktet var Warszawa, eller måske skal vi helt tilbage til Aarhus. Læsningen. Ideen om at stå i Zakopane, som personerne i Kosmos, måske se ”[b]jerge, der kastede sig livløst op på himlens overflade, som var betrukket med en betragtelig mængde kentaurer, svaner, fartøjer, løver med lysende manker”. Befolke virkeligheden med en anden virkelighed.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Betydningens betydning

Jeg tilbringer fem dage i Warszawa. En høj grå bygning ser nedrivningstruet ud. Uorden. Det er inde omkring den gamle bydel. Firs procent lå i ruiner efter Anden Verdenskrig. Genopbygning. En kæmpe cappuccino på en café, et dyrt sted, jakkesættene kommer ud, det er varmt. Bygningen er ramponeret, med en svunden tids pompøse stentrapper. Fortov, vejarbejde, butikker, tjenere, turister.

I begyndelsen af Kosmos: Fuks går forrest, hovedpersonen Witold går bagefter. Og omgivelserne registreres som ”jord, hjulspor, knolde, glimt fra blanke småsten, lys, summende hede, flimrende varme, sort af sol, huse, hegn, marker, skove, vejen”. En fragmenteret opfattelse af verden. Opdagelsen af en fragmenteret verden der kun gennem os mennesker bindes sammen og dermed gives betydning. Det sammenkoblende og heraf følgende betydningsskabende subjekt i Kosmos er et menneske, som befinder sig i et kaos, det ikke kan bunde i. Eller et kaos mennesket ikke har lært at svømme i. Romanen problematiserer selve betydningen. For at noget kan have betydning for os, skal det passe ind i en sammenhæng, et netværk, et spindelvæv af mening. Gombrowicz var ikke nihilist. Jeg læser ikke Kosmos som en fornægtelse af betydning. Tingene, tilværelsen er ikke meningsløs. Måske tværtimod. Men det, der er meningsløst, er vores trang til at tillægge tingene en betydning i kraft af det forhold, som de står i til andre ting og til os selv.

Gombrowicz´ fodspor

På turistkontoret har jeg hentet brochurer, ser på grækere i det gamle orangeri. Paladset med de brændte tapeter, nazisterne ville sprænge det i luften. Gombrowicz befandt sig i Buenos Aires og arbejdede i en bank, han kom aldrig til at bo i Polen igen. Fra 1953 skrev han til det månedlige magasin Kultura en dagbog. Han skrev om sig selv eller et iscenesat selv. Essayistiske tekster om en endeløs række af interessante emner. Og om Polen. Om at være polsk. Om ikke at ville repræsentere noget andet end sig selv. Med undtagelse af én foregår alle Gombrowicz´ romaner i Polen i en form for forestillet fortidsland.

Jeg har en plan: at tage til Zakopane og det område handlingen i Kosmos udspiller sig i. Inspireret af hele dette fænomen med at opsøge litteraturens geografiske holdepunkter. Guderne ler, når vi lægger planer, har jeg fået at vide. Hvis det forholder sig sådan, tvivler jeg på, at jeg er den eneste, der sidder med følelsen af at være årsag til uendeligt mange himmelske grineflip. Jeg tager fra Warszawa til Krakow, fra Krakow til Wrozlaw og derfra til Torun – nærmer mig end ikke bjergene og Zakopane. Om der er en mening med det? Hvad skal jeg tillægge betydning? Hvad har værdi? Gombrowicz skriver i A Kind of Testament (ikke en selvbiografi, men en bog hvori han kommenterer sine egne værker):

“We only have to go for three days without eating anything for a crumb to become our supreme goal: it is our needs that are the basis of our values, of the sense and order of our life”.

I alle byerne går jeg ind i enhver boghandel, som jeg kommer forbi, i ingen af dem finder jeg Gombrowicz oversat til engelsk, og kun i en enkelt er værkerne på polsk. Min veninde i Krakow siger, at de læser hans romaner i skolen. Ingen forstår dem. Men måske er det heller ikke et mål. Måske handler det om de tanker, Gombrowicz værker kan sætte i gang. Om man så er enig eller uenig med hans betragtninger og udlægninger. Om man genkender hans verden eller ej.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Kedsomheden

Enhver historie skal sættes i gang af et eller andet. Enhver historie må finde sit startpunkt. Som for at sige, hvis man tror på det, vi kan ikke altid gå tilbage til den første årsag. Således har Gombrowicz hentet os ind i Witolds liv, netop da han har brug for luftforandring og derfor er taget til Zakopane. Den unge mand har eksamener hængende over hovedet. Han keder sig. Kedsomheden bliver en drivkraft for handlingen. Man kan sidde på sit lejede værelse ved sit skrivebord og kedsomheden kan nærmest drive ned ad væggene. Glide klæbrigt ud af ens hænder og øjne. Indtil hænderne og øjnene finder et eller andet. En eller anden adspredelse.

Blaise Pascal skrev i sit værk Pensées (fra 1670) om kedsomhed som værende et slags grundvilkår for mennesket. Med mindre man følger Pascals tanker helt til de kommer i hus – i Guds himmelske hus, synes der ikke at være meget at gøre mod kedsomheden. Altså ikke andet end adspredelse. Et forsøg på at glemme. Vi må underholde os selv. Vi kan gå på skattejagt. Gå til orgelkoncert i Kosciol Swietej Anny. Organisten med hvid paryk, kalvekrøs, lang blå jakke, guldbrokade, briller, Bach, Mozart, den store helt: Chopin. Nationens stolthed, ligesom Kopernikus. Gombrowicz er aldrig blevet den slags helt. For svær, for kritisk, for tvetydig. Alt for svær at regne ud. Hvad er det, som han vil med sin absurde verden, med vores verden – verdner der kolliderer med virkeligheden, eller virkeligheder der kolliderer med verden.

Tilbage på sporet – der introduceres en hængt gråspurv. Witold, der keder sig, får noget at gå op i. Gives denne anormalitet. Gråspurven vokser sig større og større jo mere opmærksomhed den gives, bliver mere og mere betydningsfuld. Sammenkoblingen af kedsomheden og trangen til betydning, krystalklart. Måske bliver fuglen da både en velsignelse og en forbandelse. Den kan skubbe kedsomheden til side (når den fylder bevidstheden intenst), men spinder samtidig Witold ind i et net af betydninger, af ting der må have konsekvenser. Af handlinger der må udføres: “Handling! Længslen efter handling, efter et rensende vindpust”, fortæller Witold: “rumsterede afsindigt i mig, jeg var klar til at kaste mig over hvad som helst.”

Detektiver på arbejde

En plamage i loftet, en brødkugle, en frø, en kat, en kvinde, to kvinder. Witold kaster sig over det hele. Som en detektiv leder han efter spor, følger de pegende pile, udstikker retninger, forbinder hvad pilene peger på. Erfarer: det, vi fokuserer på, kan fylde hele billedet. Der er så meget, som vi aldrig ser. Som når jeg går rundt i disse polske byer. Hvad kan jeg få øje på, hvad skal disse lange dage gå med. Nej. Jeg keder mig ikke. Ser Stalins bygning, film om en digter, drikker vodka, spiser pierogi. Jeg går på kunstmuseum: Ser en video, med voksne mennesker der maler. Afsøger papirets grænser med hænder og fødder. Grøn maling op mellem tæerne, solen bør males med en pensel, de siger, at solstråler er tynde. Papiret er en grænse, der overskrides. Afgrænsning kan synes umulig. Det ene spor leder til det næste. Det kan løbe løbsk. Gombrowicz sammenlignede selv Kosmos med en detektivroman, ifølge ham er en detektivroman netop dét, Kosmos er: “an attempt at organizing chaos”.

At gøre dette, organisere, er hårdt arbejde. Kan det være sådan, at organiseringen, forbindelsen, sammenfatningen, på en og samme tid er forbrydelsen og opklaringen af forbrydelsen? Hovedpinen sætter sig veltilfreds i tindingen, når spørgsmålene afviser et enten-eller. Witold er beskæftiget med sin afdækning og med sin kommen til bunds i mysterier. Jeg er beskæftiget med alt det, som Polen lægger frem for mig. Polen – dette område med skiftende navne, bølgende grænser, dybe sår og lange historier. Jeg er nået til turens sidste by (inden cirklen sluttes og jeg tager bussen hjem igen fra Warszawa over Berlin og København til Aarhus). Torun, grundlagt af tempelridderne, så grønt der er omkring Kopernikus´ fødeby. De revolutionibus orbium coelestium. Nu har jeg heliocentrismen fuld af bøger, en mulepose, en souvenir at tage med hjem. Noget at tage med hjem, som ikke er et billede af Gombrowicz´ og Witolds Zakopane men noget helt andet.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

At være og lade være

Gombrowicz følte nærmest, at han blev kidnappet af Kosmos, en hvirvelvind, der førte ham med sig. Han syntes ikke om at følge sine bøger, når først, de var udkommet. Af dagbogens mange, mange sider, er meget få af dem helliget Kosmos. Måske havde Gombrowicz bare travlt med at spørge videre: undre sig videre. Filosofien defineres af Aristoteles som en beundrende undren. Men det er ikke på den måde, at karaktererne i Kosmos forholder sig til verden på, der er i og for sig ingen beundring, kun et nærmest hysterisk krav om udgrundende svar. Om at kunne sætte to streger under et facit. I denne verden, dette kaotiske kosmos/ordnede virvar, kan det måske være mindst lige så vigtigt at spørge og lede som at komme frem – i hvert fald så længe frem forstås som det mål, der var sat fra begyndelsen.

Prøv dette: læn dig tilbage i mørket, og gør som Witold, der smilede:

“ved den behagelige tanke om forstandens magtesløshed over for en virkelighed, der voksede, fortabte sig, omringede…”

 

More from Dea Sofie Kudsk

At spørge, at overraskes, at undres – en rejse til Polen

Det er 2016 og Netudgavens første litteratur-artikel er denne: En reportage fra...
Læs mere